Billeder på siden
PDF
ePub

over den elskede Broder mildnet og opflaret af Haabets Sol. Ogfaa ffjulte vi for hende hans fortvivlede Bes slutning; bun vidste iffe andet, end at han var rejst til Kjøbenbavn, for der at søge Ansættelse eller Bes fordring. Ligesaalidet erfarede hun, bvo der var hans Moder.

Om Baronen fjendte den hele Hemmelighed, veed jeg iffe; men troligt er det. Hans ædle Hustru fom ingens finde til Kundskab om samme; den var den eneste, som Datteren iffe deelte med hende.

Allerede den folgende Dag erholdt jeg Soar fra Thereses Fader, og det et saadant, som langt overgif vor Forventning; han indvilgede ganske uforbeholdent i vor Forbindelse, ja bestemte den endog til ottende Dagen derefter. Hvad bertil bidrog, var iffe saameget den Rettigbed, jeg tayde erhvervet mig til Datterens Haand ved at udfrie bende af Røvernes Vold, ei heller min lyffelige Befordring, men meget mere en Uenighed, som pludselig var opstaaet mellem ham og Fialtring, idet denne vilde have det opfætsige lyon ødelagt i Bund og Grund; Dys ber derimod, hvis Handel for en stor Deel bestod i Sils kevarer, paastod, at Silfevæverne og deres Værfstæder tulde ffaanes.

Lyons Belejring blev en Medaarsag til min Lykke.

Smertelig var de to Beninders Sfilomisse.

Den ene drog nu opfyldelsen af livets stjønneste Haab imøde; den anden, uden Haab for denne Verden, sfulde, selv dybt nedbøjet af Stjæbnens tunge Haand, lette Byrden for en lidende Moder. Kjerlighedens Baand var fonderrebet nu maatte Venskabets ogsaa løses.

Aldrig var mit Hjerte ved nogen Affled faa blodt, fom ved denne; først langt borte fra Langebæf funde jeg hemme mine Taarers løb. Jeg havde tabt en Ben tabt ham paa en Maade, der gjorde Tabet dobbelt (mers teligt; og min Brud var løsrevet fra den ene af de Tvende, mellem hvilke hendes unge Hjerte var deelt.

Ofte bortfyssede mine læber Taarerne fra hendes opsvulmede jne, og ligesaa ofte frembrøde de paanye. Jeg forestillede hende, hvorledes Benstabet ved Sfilêmissen dog iffe var opløst, at det ved Fraværelse snarere vilde knyttes end fastere, at stadig Brevverling jo funde vedliges holdes, ja glædeligt Gjensyn med Tiden baabes.

,, Aldrig i dette lis“ bulfede hun, jeg veed det: hun sørger fig i Graven,"

„Det veed Du iffe, fjerefte Therese!.. svarede jeg, ,, hun er stærkere, end Du troer; thi hun har Gud i sit Hjerte..

Da hun omsider var bleven nogenlunde rolig, gjorde jeg bende endvidere opmærksom paa: at den lidendes Smerter altid forefomme den Blodbjertede og Deeltagende større, end de virfelig ere.

Det funde jeg aldrig holde ud" siger ofte nen, som i lignende Forfatning vilde bære Ulyffen med en Styrfe, den hidtil iffe anede. Almindeligviis tiltroer Mennesket sig selv formeget, men stundom benfalder det til den modsatte Fejl.

Vort Bryllup blev fejret i Stilhed, og iftun i ganste faa Vitners Overværelse; vi bleve viede i Stuen. Bel havde vi begge ønsket, at denne Handling maatte være fores taget i Kirken; men vi maatte rette og efter min Sviger: fader, der paa fin Nyfrantist ansaae det for en blot borgerlig

Act, og gjerne ffulde bave ladet det beroe ved en simpel Nos tarialforretning, hvis en faadan havde været tilstrækkelig hjemlet i lovene.

Den følgende Dag bleve vi, efter priselig Stik og Brug, pinte med lyfønskninger, og tilsidst overraskede med en faadan ffrivtlig fra — Baronen. Det er umuligt at drive Forstillelse videre: hans Brev var affattet i den artigste og murtrefte Tone, og sluttede med en venskabelia Bebrejdelse, fordi vi ikfe havde taget Afsked med ham, inden vi forlode Egnen. 3 en Efterskrivt tilfjendegav han fin Glære over, at Pigerovet var mislyffet, henkastende tillige et Vink, fom ffulde lede og paa den formodning, at Fialtring var den sandsfyldige.

Dette var spildt Umage; jeg funde iffe vildledes. Min første Mistanke steeg derimod til moralst Vished, da jeg erfarede, at han engang tilforn sfulde have bortført en uskyldig Pige, som iffe paa almindelig Maade stod til at forføre. Da hun befandt sig i hans Vold, maatte hun falde; thi hvilfe Midler skulde vel være for slette for faa samvittighedsløst et Menneske?

Man fan iffe antage dem bedre, end hans Redskaber. Thi, at han ved Thereses Bortførelse har betjent sig af Hiarum hvem han vel allene ondede, fordi han lignede bam felv i moralsk Fordærvelse - samt af den forbrufne Jæger, derom fik hun ved nærmere Eftertanke rimelig for: modning; af den Ene hørte hun nemlig nogle Gange hiint characteristiske falfunffe Prust, og den anden stant af Brændeviin.

Var dette saa, har Baronen endnu havt en anden

Aarsag til at befordre Morderens Flugt, end den han med tilsyneladende Aabenhjertighed betrcede mig.

Det var dernæst meer end sandsynligt, at han til forn ved lignende smuffe Sfjelmsstyffer har brugt saavel bans forrige Boelffab, Heren, som ogsaa den agtværdige Natmandos quind. Hvorledes skulde ellers denne have fjendt hiint Smuthul, hvor hun med faadan Sifferhed søgte og fandt min Brud? Dg hvorfor blev hun staaende herved og stræbte at standse al videre Undersegelse om Dphavsmanden.

Baron Sonnenthals topmaalte Nederdrægtighed blev mig ret indlysende, da jeg hørte den nydomtalte ulykfelige Piges Historie. Jeg forundredes over, at en saadan Forbrys delse funde gaae saaledes af, uden Folger for Sfurfen, og uden at giore videre Opfigt.

Fortælleren, en Apotheker, og, som Dybers Svoger, een af Bryllupsgjæsterne, loe ret hjertelig, og meente, at Pigen vist nok felv havde fundet det raadeligst at tie, og saavidt muligt dølge sin egen Sfam.

„Baronen har flere Gange hviffede han mig i Dret, ,,faaet et vist Medicament i mit Apothef, og fiffert not anvendt det med ønskelig virkning."

Jeg gos, og taffede Forsynet, som havde frelst min Tberese fra den bartad uundgaaelige fordærvelse.

Dtte Dage derefter modtog Hovedstaden det lyfsaligste Par inden dens Bold.

13. Gjensyn. Solen skinnede flart den smuffe Sommerbag, og fatte ben mangfoldigt afverlende Egn i livligste lys: Amagermark og Eng, Krat og Kjer, Søe og Banke Alt gav et ven: ligt Gjenstjær af Glandsen berovenfra; selve Hedepletterne og de lyngtafte Gravhøje vare mindre mørfe; matte Glæs desglimt fyntes at formilde deres sædvanlige skumle udseende.

Men der var fun liden Færdsel paa landevejen, ad hvilken vi nærmede og det gamle Viborg Viborg, som ieg nu giensaae forste Gang efter meer end to og tyve Aars Forløb. Snabsthingets forrige Herlighed var forbi; fun enfelte Ryttere og færre Bogne saaes der, hvor det fordum vrimlede af Ridende og Kjørende. Mine to Smaadrenge morede sig ved at lege Skjul med Stadens Taarne, der snart fremstege og snart forsvandt, alt eftersom den bolge: formige Bei førte 08 op paa Baffer eller ned i Dale.

Min Hustrue, fom sad foran mig, havde rakt mig fin þaand over Bagslaget; Taarer, fremdrevne af mange Erin: dringer, perlede i hendes Dine. Mariane fyntes bensunfen i Tanfer ved hendes Side; lange Suffe nu og da tilfjende: gave Dybden og Smerten af de Minder, som bestiæftis gede hende.

Anledningen til denne Reise var min Svigerfaders Dødsfald, som indtraf Aaret iforvejen. Det blev en Ned: vendighed for mig, selv at fee Boets Fordringer inddrevne ; faameget mere som hans efterladte betydelige Formue stod prioriteret i flere Stiftejurisdictioner, fornemmelig paa Solholms Gods. Saasnart altsaa mine Forretninger i Viborg vare tilende, fjørte jeg med min Familie didud, med den Bestemmelse at tage Ophold i Langebæt Præstegaard.

Synet af de Egne, hvor jeg havde tilbragt min Ung: doms skjønneste og for hele mit efterfølgende liv faa vigtige

« ForrigeFortsæt »