Det kan ikke nytte, at I nægter det" vedblev hun; for jeg har selv sect, de kom med hende."

„Ja, men de har hentet hende igjen" lød det derindes fra med en anden og finere Stemme; hun er borte for over tre Timer sicen."

"

Margrethe vendte Ansigtet om til mig, og sagde sagte: „hun lyver vist ack; kom og luk op!" raabte hun derpaa, jeg er ikke allene: herudenfor holder en fornem Herre det er hans Kjereste, de har taget istedetfor en Anden stræb og luk op! han er i Slægt med Bispen og Amtsmanden og alle de Store.

I det samme hørte jeg ligesom et svagt Skrig langt borte eller dybtindefra i Huset, og Langemargrethe raabte: haa haah! der peeb jo Musen lad os nu komme ind,

for ellers gaaer det Jer ulykkeligt!"

Jeg sprang af Hesten, hvis Tøjle min besindige Ledfagerste greb og bandt. Nu gik endelig Doren op, og ind foer jeg hun efter mig.

"Therese!" raabte jeg hun svarede

blev skudt fra en anden Dør derinde, laae i mine Arme.

Langemargrethe vækkede os af vor Henrykkelse ved at klappe mig paa Armen, og spørge: „om jeg ikke vilde længer frem?"

"

„Jo ganske vist svarte jeg, „men fiig mig først“ – henvendte jeg mig til Manden, der stod halvpaaklædt, og gloede paa os hvem har givet Jer Lov til at indspærre min Kjereste? Og hvem er det, som har ført hende hertil ?"

-

"Det veed vi iffe" tog Konen i Sengen Svaret, her kom to Morianer eller og de havde sværtet deres

de kom med hende, og sagde: at hun var

rendt bort fra hendes Forældre, og at vi skulde passe vel paa hende, til Faderen eller Herredsfogden kom og hentede hende."

Jeg vilde ikke ladet mig nøje med dette Svar; men min Førerinde mindede mig om, at det var bedst, jeg stræbte at komme faasnart muligt i Sikkerhed med den Gjenfundne, da Røverne maaskee endnu i denne Nat kunde komme, og bringe hende til et Sted, hvor vi ikke saa let skulde opdage hende.

Jeg sagde hende da et velmeent Farvel, og trykkede hende en Pung i Haanden, som hun ogsaa villig modtog. Da jeg var kommen tilheft, og hun havde hjulpet Therese op til mig, raabte hun endnu efter mig i Bortridningen:

Nu har I hende pas vel paa hende! og fee til, I kan snart komme langt herfra! Høgen er slem her efter Folks Høns - Lykke paa Jer Rejse!"

Der blev en Fryd i Langebæk Præstegaard; men Ingen følte en heftigere, end den stakkels Mariane - af! hun tænkte mindst paa, hvor snart hendes eget Hjertes Lykke skulde tilintetgjøres.

Da den første Glædesstorm havde sagtnet sig, vare Alle naturligviis nysgjerrige efter at vide, hvem Røverne monne være, og hvorledes hun saa pludselig og aldeles ubemærket funde komme bort fra dem. Kun det sidste var hun istand til at forklare: som hun nemlig et Djeblik var sprungen ud for at hente Noget, der var glemt i Voge nen, staaer der et ubekjendt Menneske med Pidst i Haanden tæt ved i Porten, kalder hende ved Navn, og siger, „at hun strax maatte skynde sig herudenfor, Hr. Nordstjerne holdt der med en Vogn, og maatte absolut tale med hende ftrar om Noget af yderste Vigtighed." Hun fulgte da

hurtig efter Personen op ad Bakken og hen til Chaisen, som stod derovenfor. Døren fløj op, en Mand i Kappe og med sort Maske sprang ud, greb hende, og satte hende ind i Vognen, hvor en Anden bandt hende et Klæde om Munden, for at dæmpe hendes Striig. Og nu gik det i stærkeste Fart, men i fuldkommen Taushed fra Røvernes Side, didhen, hvor jeg med Natmandskonens Bistand havde været saa lykkelig at befrie hende.

Da vi næste Morgen raadsloge om, hvorhen og hvors ledes Therese skulde bringes i Sikkerhed, bragte Postbudet mig et Brev, der indeholdt den glædelige Efterretning, at jeg havde erholdt det ansøgte Embede. Nu torde jeg altsaa træde som Bejler frem for min Elskedes Fader; men i det Tilfælde, at han endda skulde afslaae min Begjering og foretrække den rige Republikaner Fialtring, besluttedes: at Kongebrev skulde erhverves, og Vielsen fuldbyrdes af min Ven i al Stilhed; hvorpaa vi ad en Omvej vilde søge vor tilkommende Bopæl i Hovedstaden.

Da jeg imidlertid hverken torde eller vilde slippe Therese af Dine, afsendtes et Jlbud til den gamle Dyber med min skrivtlige Anmodning om Datterens Haand; og fortalte jeg ham tillige den Fare, hvori hun havde svævet, og af hvilken jeg havde frelst hende.

Vore Tanker henvendte sig nu til Vang, hvis Udeblivelse var os uforklarlig. Men som vi gjættede hid og did, kom een af Solholms karlene, der var fulgt med mig, og leverede mig et Brev, han havde faaet af Hovmesteren, med Befaling ikke at flye mig det før nu.

Jeg brød det de første Ord, jeg læste, vare disse: Naar Du læser dette, er jeg ikke mere -".

En frygtelig og uventet Tildragelse slaaer os

endnu heftigere, naar den forkyndes ved Skrifttegn

disse stumme Sorte, der folde og ubevægelige liig hine med Silkesnorer overbringe os Stjæbnens uigjenkaldelige Beslutning;. at høre den af en Levendes Mund formilder det Rædselfulde, fordeler Skrækken.

Min maae have malet sig klart i mit Aasyn; thi Mariane sank tilbage paa fin Stol, og Therese foer hen til mig med et skjælvende Gud! hvad er der?"

"

Haanden med det ulyksalige Brev laae paa mit Knæ; der drog som en Taage for mine jne.

Præsten snappede Brevet, kastede Øjnene deri og sagde strar: Han lever jo det er ikke Andet, end en pludselig Reise -"

-

Jeg greb det begjerlig igjen; og Therese omfavnede Veninden med Trøstens Ord.

Jeg læste en Linie videre, og saae vel Bekræftelse paa Præstens Udsagn; men da jeg alligevel maatte vente eet eller andet voldsomt Skridt, forlod jeg hurtigt Værelset, uden at Pigerne mærkede det, og ilede ud i Gangen.

Brevet lød saaledes: "Naar Du læser dette, er jeg ikke mere i Jylland. Min Skjæbne har udviklet sig. Heren er min Moder Baronen min Fader

eller begge To - hun

vidste det ikke selv. Jeg gaaer til Hamborg og lader mig

hverve

Kjerlighed vil jeg oprigtig ønske Dig!

Tak for dit korte Venskab! En bedre Lykke i Trost min stakkels Søster! Nu kunde hun jo dog ikke blive min - Lever Alle vel!

NB. Hold hemmeligt hvad Du kan !"

Din Vang.

Jeg indfaae strar, at Frøken Sonnenthal maatte indvies i en Londom, som med al sin Rædsomhed indeholdt en Lægedom for hendes dybtsaarede Hjerte. Præ

sten, hvem jeg ikke kunde tage i Betænkning at meddele samme, var ganske af min Mening, som han og bifaldt, at Veninden var bedst skikket til dette sørgelige Hverv.

Hvor indskrænket og usikker er dog vor Kundskab om tet menneskelige Hjerte - vort eget som Andres! Hvors ledes vi under hvilkesomhelst Forhold have felt, det vide vi; men de Følelser, som nye og uvante ville opvække, det skal Ingen med Bestemthed kunne forudsige.

Da min Kjereste kom tilbage fra Mariane, meente jeg, at denne enten maatte segne under haables Kjerligheds frygtelige Magt, eller og maaskee heldig bekæmpe den som vanhellig og stridende mod guddommelige og mennes ftelige Love. Ingen af Delene; den herlige Pige hensank vel de første Øjeblikke i dybeste Smerte, men snart hævede hun sig igjen med en Kraft, som iffun ejes af ædle Sjæle.

„Min Kjerlighed til ham er dobbelt nu“ havde hun sagt; den første var reen som den anden, men begge maae sammensmelte til een. Tre Engle, Therese, lede os gjennem dette forte Liv: Tro, Haab og Kjerlighed. Men der kommer en Tid, Therese! da hine forlade os, naar Troen er vorden Vished og Haabet opfyldt; da bliver Kjerligheden ene tilbage."

Ja i Sandhed! det er den Guds Kraft i de Svage, som det naturlige Menneske ikke fatter. Naturphilosophen, den foragtelige Sonnenthal, Guds dommens og Menneskehedens kolce Spotter, hvor arm og elendig staaer han ikke ved Siden af den englefromme haabrige Datter!

For hende var og Tanken om den uværdige Fater fifferlig den bitterste Draabe i hendes Malurtbæger. Men hun sank den uden herlig Klage. Derimod var Sorgen