Billeder på siden
PDF
ePub

Jeg greb Lejligheden til at bortfjerne mig, og var allerede ude af Doren, da han med Heftighed kaldte mig tilbage.

"Her! behag at læse!" sagde han, rækkede mig Bre= vet; jeg troer, vi strar har et Bilag til min sidste Paas stand "

-

Jeg læste.

Præsten i Langebæk lod Baronen prestissimo vide: „at Jomfru Dyber var paa en ubegribelig Maade forsvunden kort efter hendes Ankomst til Præftegaarten. De havde forgjæves søgt allevegne i Nærheden; men hun havde ikke efterladt sig det mindste Spor. Frøkenen var utrøstelig; man ønskede Baronens Nærværelse der, samt at hurtig Anstalt maatte føjes til, ved flere Ridende at oplede den Forsvundne; thi efter hans Mening maatte hun være bortført om med eller imod hendes Villie, faae han sig ikke beføjet til at paastaae." —

Jeg blev i det første Zjeblik, som forstenet; men i det næste stod den hele Begivenhed for mig som en Spøg faa utrolig lod Sandheden.

[ocr errors]

„Det er et Indfald af Damerne" raabte jeg, „de lege Skjul."

Baronen satte et alvorligt Ansigt op, og saae mig spørgende ind i Øjnene.

[ocr errors]

"Det skulde man dog vide" sagde han med Eftertryk, vil De ikke ride derover og Forvalteren med - og Staldkarle ligeledes sætte sig hænger ikke rigtigt sammen."

De funde tage Hovmesteren lad fun Kudsken og et Par til hest! De maae troe, det

-

Nu begyndte jeg selv at troe det; og i ængstelig Spænding foer jeg ud, for at sætte hans Forslag i Værk.

[ocr errors]

Forvalteren havde ikke været hjemme, siden han tog

til Snabsthing. Vang var for en halv Time siden reden bort, uden at sige hvorhen. Højst sælsomt! Med trende Karle jog jeg nu over Hals og Hoved afsted til Langebæk.

Paa dette Vædderidt krydsede den ene Tanke den anden i mit fortumlede Hoved- som naar det i en merk Nat lyner fra forskjellige Kanter. — Hvor er Vang? hvors for tager hun bort, uden at lade mig det vide? Hvor er Forvalteren? er han den sandskyldige? paa egen Regning? eller per Commission? og Baronen? - jeg fandt intet Hvilepunkt for min Mistanke.

12. Langemargrethe.

Det vilde være umuligt at skildre min Fortvivlelse, da jeg i Præstegaarden i Alles forstyrrede Aasyn og Fagter læste Rigtigheden af dette Ulykkesbudskab. Endnu efter faa mange Aars Mellemrum drømmer jeg ikke sjælden den hele Scene om igjen, vaagner i den yderste Angest, og griber efter den Forsvundne, der slumrer roligt ved min Side.

Natten var ikke langt borte, da jeg kom til Langes bæk, og i Forening med alle Derværende gjentog den unyttige Eftersøgning. Der var ikke en Vraa i Husene, ikke en Sandgrav, iffe et Vandhul paa en Fjerdingmiil ders omkring, uden den jo blev randfaget. Præften holdt utræt telig ud.

Højt yttrede han ingen Gisning; men hans Mening robede sig alligevel, da han nogle Gange mumlede for fig selv: "frække Synder stakkels Barn- ikke første Gang

[ocr errors][merged small][merged small][merged small][ocr errors][merged small]

Da vi langt ud paa Aftenen vendte tomhændede tilbage til Præstegaarden, aabenbarede jeg ham mit Forhold til den Forsvundne; og nu sagde han mig i Fortrolighed reent ud, at hans Mistanke hvilede paa Baronen. Han meente endvidere, at Forvalteren havde udført Skurkestregen. Kun var det ham ubegribeligt, hvorledes det var gaaet til; thi Ingen favnede Therese, før længe efter at hun var væk, ingen Fremmed havde før den Tidspunkt været hos hende, og ingen af Gaardens Folk, ej heller af dem, der boede i nærmeste Ey og Huse, havde mærket nogen enten Ridende eller Agende.

I Noden griber man efter ethvert Redningsmiddel: Heren og hendes Spaadomme randt mig i Tanker: "jeg skulde passe vel paa!" Skulde hun maaskee vidst nos get om Anslaget?" - endog selv være deelagtig? - Jeg maatte tale med hende.

[ocr errors]

Min egen Hest var bleven forfangen; jeg fik derfor een af Præstens, og reed ad Solholm til.

[ocr errors]

det

Vejen gik tæt forbi den berygtede Galgehøj gamle Rettersted for denne Deel af Landet og da jeg nærmede mig den, huskede jeg, at det var der, hvor Langemargrethe tilbød at give Stævnemøde. Ved Højens Fod standsede jeg, og saae derop, tænkende paa, om jeg ikke ogsaa skulde forsøge dette Middel. Det var Midnat. Fuldmaanen stod lige over Højen. Da rejste en mørk Stiftelse sig paa dens Top, og viste sig med skarpe Omrids i den klare Maaneglands.

Mit Hjerte var for bespændt af Sorg, til at Spøgelsefrygt kunde faae Indpas; jeg raabte an.

*) Det er Knuden.

"Kjendt' Folk“ svarede en hvinende Stemme; den lød som Langemargrethes.

Det var virkelig hende; og idet hun gik ned ad Højen, sagde hun:

"Go Auten bette Junker! er hans Gjæs floun hen, mens han sier saa hout?"

Disse Ord lerfagedes af en saare uhyggelig Latter. „A haar ejs lit*) ætter ham," lagde hun til med fær modbydelig Venlighed; „kahænsæ han_aa_wanted**) aa snakk mæ mæ.“

Jeg var ene med Røverqvinden midt paa den vilde Hede, og værgeløs; alligevel faldt det mig slet ikke ind, at mit Liv kunde være i Fare. Udfaldet retfærdiggjorde min forvoone Tillid til et saa farligt og forvorpent Menneste, og beviste terhos, at ogsaa det meest fordærvede dog har een god Side at der figurlig talt endog paa det sorteste Hjerte er een hvid Plet, naar man fun veed at finde den.

"

-

Siig mig fun reent ud", tog hun atter tilorde, men paa hendes Bondemaal, om han ikke har mistet Noget, han nodig vilde af med?"

Jeg fortalte hende mit Tab, og spurgte, om hun var istand til at bringe mig paa Spor.

"Det var ikke umuligt", svarede hun, enten er hun der, hvor a mener nu, eller og har Jenniken nokket***) hende, for sten tog den Kant -"

[ocr errors][merged small][merged small][merged small][ocr errors][merged small][merged small]

fra Præstegaarden af og ud over Heden; deri har de vel puttet det bette Lam, han leder om.“

Altsaa var Therese da virkelig bortført i en lukket Vogn; og hvis kunde den være, uden Baronens? Nu vidste jeg, hvorfor han havde anstillet sig spg: for at und gaae Mistanke - og hvorfor han havde ladet mig kalde, og opholdt mig med sit smukke Moralsystem. "Har vi langt til det Sted, I mener?" spurgte jeg ivrig.

"Om en Timestid kan vi være der," svarte hun.

Og dermed drejede hun af fra Vejen, og gik foran ind i Heden med sine sædvanlige lange Skridt.

Mit næste Spergsmaal: hvem der havde bortført Therese, og paa hvis Anstiftelse, vilde hun ikke indlade sig paa at besvare.

"Det kan vel være ham det samme," sagde hun, „naar han bare faaer hende igjen. Det er ikke værdt at slaae Steen efter Hunden, faalænge han tier stille."

Med dette Ordsprog affærdigede hun mig, uden at standse i sin Gang.

Utaalmodig som jeg var, tyktes mig, at Vejen fit aldrig Ende; men Frygt for at gjøre Dvinden studsig afholdt mig fra at skynde paa hende. Frygt for, at hun funde føre mig ind i en Røverkule, følte jeg slet ikke.

Omsider standsede vi ved et Huus, der laae ene i Heden. Min Førerinde pikkede paa Vinduet.

Indenfor raabtes strar: "hvem der?"

[blocks in formation]

„Hvad vil I her saa silde?" spurgte Stemmen.
"Har I ikke faaet store Fremmede idag?" spurgte hun.
"Nej hvor skulde de fomme fra?" svartes der.

S. S. Blicher. Gamle og nye Roveller. VII.

14

« ForrigeFortsæt »