Billeder på siden
PDF
ePub

Jeg greb Lejligheden til at fortfjerne mig, og var allerede ude af Doren, da han med Heftighed faldte mig tilbage.

Her! bebag at læse!" sagde ban, ræffede mig Bres vet; jeg troer, vi ftrar har et Bilag til min sidste Paas stand...

Jeg læste. Præsten i langebæk lod Baronen pres stissimo vide: ,, at Jomfru Dyber var paa en ubegribelig Maade forsvunden fort efter hendes Anfomst til Præstegaarten. De havde forgiæves fogt aflevegne i Nærheden; men hun havde ikke efterladt sig det mindste Spor. Frøs kenen var utrøstelig; man ønskede Baronens Nærværelse der, samt at hurtig Anstalt maatte føjes til, ved flere Ri. dende at oplede den Forsvundne; thi efter hans Mening maatte hun være bortført om med eller imod hendes Vidie, faae han fig iffe beføjet til at paastaae.

Jeg blev i det første Zjeblit som forstenet; men i det næste stod den hele Begivenhed for mig som en Spøg

faa utrolig lod Sandheden.

. Det er et indfald af Damerne“ raabte jeg, de lege Sfjul."

Baronen fatte et alvorligt Ansigt op, og faae mig spørgende ind i pinene.

. Det sfulde man dog vide“ sagde han med Eftertryk, „vil De ifke ride derover De funde tage Hovmesteren og Forvalteren med - og lad fun Kudsten og et par Staldfarle ligeledes fætte sig til þest! De maae troe, det bænger ikke rigtigt sammen.

Nu begyndte jeg selv at troe det; og i ængstelig Spænding foer jeg ud, for at sætte hans Forslag i Bærf.

Forvalteren havde ikke været hjernme, siden ban tog

til Snabsthing. Vang var for en halv Time siden reden bort, uden at fige hvorben. Hojft fælsomt! Med trende Karle jog jeg nu over Hals og Hoved affted til Langebæt.

Paa dette Vædderidt frydsede den ene Tanfe den an: den i mit fortumlede Hoved som naar det i en morf Nat Tyner fra forskjellige Ranter. - Hvor er Bang? hvors for tager hun bort, uden at lade mig det vide? Hvor er Forvalteren? er han den fandíkyldige? paa egen Regning? eller per Commission? og Baronen? - jeg fandt intet Hvilepunkt for min Mistanke.

12. Langemargrethe.

Det vilde være umuligt at skildre min Fortvivlelse, da jeg i Præstegaarden i Alles forstyrrede Pasyn og Fag: ter læste Rigtigheden af dette Ulykkesbudskab. Endnu efter saa mange Aars Mellemrum drømmer jeg ikke sjælden den bele Scene om igjen, vaagner i den yderste Angest, og griber efter den forsvundne, der slumrer roligt ved min Side.

Natten var ikke langt borte, da jeg kom til Langes bæk, og i Forening med atle Derværende gjentog den unpttige Eftersøgning. Der var iffe en Braa i Husene, iffe en Sandgrav, iffe et Vandhul paa en Fjerdingmiil ders omfring, uden den jo blev randfaget. Præften holdt utræts telig ud.

Højt yttrede han ingen Gisning; men hans Mening robebe fig alligevel, da han nogle Gange mumlede for fig selv: fræffe Synder ftaffeld Barn - itfe forfte Gang

[ocr errors][ocr errors][merged small]

det maae være ham - men hvor har han ført hende ben hic nodus." *)

Da vi langt ud paa Aftenen vendte tomhændede tilbage til Præstegaarden, aabenbarede jeg bam mit Forhold til den forsvundne; og nu sagde han mig i Fortrolighed reent ub, at hans Mistanke hvilede paa Baronen. Han meente endvidere, at Forvalteren havde udført Slurfestres gen. Kun var det ham ubegribeligt, hvorledes det var gaaet til; thi Ingen savnede Therese, før længe efter at' hun var væk, ingen Fremmed havde før den Tidspunkt været hos bende, og ingen af Gaardens Folf, ej heller af dem, der boede i nærmeste Vy og Huse, havde mærket nogen enten Ridende eller Agende.

I Neden griber man efter ethvert Redningsmiddel: Heren og hendes Spaadomme randt mig i Tanfer: wieg ffulde passe vel pa a!" Skulde hun maasfee vidst nos get om Anslaget ?. -- endog selv være deelagtig? - Jeg maatte tale med hende.

Min egen Hest var bleven forfangen; jeg fik derfor een af Præstens, og reed ad Solholm til.

Vejen git tæt forbi den berygtede Galgeboj — det gamle Nettersted for denne Deel af landet

og da jeg nærmede mig den, huskede jeg, at det var der, hvor langemargrethe tilbød at give Stævnemøde. Ved Hojens Fod standsede jeg, og raae derop, tænkende paa, om jeg ikke ogsaa sfulde forsøge dette Middel. Det var Midnat. Fuldmaanen stod lige over Hojen. Da rejste en mørt Stiftelse fig paa tens Top, og vifte sig med ffarpe Dms rids i den flare Maaneglands.

Mit Hjerte var for bespændt af Sorg, til at Spo: gelsefrygt funde faae Indpas; jeg raabte an.

*) Det er Knuden.

Kjendt' Folt“ svarede en hvinende Stemme; den led som Langemargrethes.

Det var virkelig hende; og idet hun gik ned ad Hojen, sagde hun:

„Go Auten bette Junfer! er hans Gjæs floun hen, mens han fier faa bout?

Disse Drd lec sagedes af en saare uhyggelig latter.

„A haar ejs lit*)' ætter bam, lagde hun til med fær modbydelig Benlighed; „kahænsæ han aa wanted **) aa snakk mæ mæ."

Jeg var ene med Røverqvinden midt paa den vilde Hede, og værgeløs; alligevel faldt det mig slet iffe ind, at mit liv funde være i Fare. Udfaldet retfærdiggjorde min forvovne Tillid til et saa farligt og forvorpent Mens neste, og beviste terbos, at ogsaa det meest fordærvede dog har een god Side at der figurlig talt endog paa det sorteste Hjerte er een hvid Plet, naar man kun veed at finde den.

„Siig mig fun reent ud", tog hun atter tilorde, men paa hendes Bondemaal, om han iffe bar mistet Noget, ban nodig vilde af med?

Jeg fortalte hende mit Tab, og spurgte, om hun var istand til at bringe mig paa Spor.

,,Det var iffe umuligt, svarede hun, wenten er bun ter, hvor a mener nu, edler og bar 3 ennifen nøffet***) bende, for wsten tog den Kant

Hvad for en æste ?. -- faldt jeg ind -
Den svarte bun, der fom jagende i Eftermiddag

*) Ventet med fængsel. **) Dgsaa behøvede. ***) Fanden taget.

fra Præstegaarden af og ud over Heden; deri har de vel puttet det bette lam, han leder om..

Altsaa var Therese da virkelig bortført i en luffet Vogn; og hvis kunde den være, uden Baronens? Nu vidste jeg, hvorfor han havde anstillet sig fyg: for at undgaae Mistanke

- og hvorfor han havde ladet mig falde, og opholdt mig med sit smuffe Moralfyftem.

Har vi langt til det Sted, 3 mener?“ spurgte jeg ivrig.

„Om en Timestid kan vi være der," svarte hun.

Og dermed drejede hun af fra Vejen, og gik foran ind i Heden med sine fædvanlige lange Sfridt.

Mit næste Sporgsmaal: hvem der havde bortført Therese, og paa hvis Anstiftelse, vilde bun iffe indlade sig pag at besvare.

,,Det kan vel være ham det samme," sagde hun, „naar han bare faaer hende igjen. Det er ikke værdt at slaae Steen efter Hunden, faalænge han tier ftille.

Med dette Ordsprog affærdigede hun mig, uden at standse i sin Gang.

Utaalmodig som jeg var, tyktes mig, at Bejen fit aldrig Ende; men Frygt for at gjøre Qvinden ftudfig afholdt mig fra at skynde paa hende. Frygt for, at hun funde føre mig ind i en Noverkule, følte jeg slet iffe.

Omsider standsede vi ved et Huus, der laae ene i Heden. Min Førerinde piffede paa Binduet. 3ndenfor raabtes ftrar: hvem der ?

„ Margrethe" svarede hun. Hvad vil f her saa silde?" spurgte Stemmen. „Har f iffe faaet store Fremmede idag ?ui spurgte hun.

Nej hvor skulde de komme fra?" svartes der. S. S. Blisber. Gamle og nye Korever. VII.

14

« ForrigeFortsæt »