Billeder på siden
PDF
ePub

sindig Besfuelse og i lange Mellemrum gav følgende Dra: felsvar:

"Her ligger allerførst et Brev det er et stort Brev Det lader til, at der kan være Penge i eller og gode Tidenter see her staaer en bette Pige - bun har gode Tanfer til Jer men der staaer et Karlfolt vel nær ved hende og der er nof Een ved den anden Sice hillemænd! hvor hun har Bojlere! men den Ene feer ud til, at han fun vil holde hende for Nar - bm! de træffes stærft om hende - 3 ffal passe vel paa!"

her lod bun Koppen fynfe, og faae mig stivt ind i Ansigtet.

Skjøndt jeg fornuftigviis maatte antage, at Qvindens uttydning af Kaffebieroglypherne var paa Slump, og saadan, som det funde passe til flere end mig; saa traf den dog her saa nøje, at jeg atter følte en Slags Benouelse, den jeg fogte at befæmpe som ofte prøves med anden Frygt ved spottendė Trods.

Jeg mindes iffe felv, hvad jeg sagde, men vel, at det havde samme virkning paa Spaaqvinden som en Kugle, der afskydes paa et Spøgelse. Hun betragtede mig blot nogle Secunder med fit iisfolde Dødningsblik, fatte Koppen ben og tog atter fat paa fin Bindchose.

Vil 3 iffe slaae op for mig?“ spurgte nu Vang. „En anden Gang" svarte hun, „naar f er ene.“

f dette Øjeblik bortes udenfor Huset Hovslagene af en galopperende Hest; og ftrar efter fom den bestiænkede Skytte farende ind med et: „Hohl Dich der Deiwel, Du alte Pulverbere! jeß sage ich Adjes; und Du siebest mid nimmer wieder. Adjes Dänemarf! Gott verdamm euch allezusampt !

Dg under bestandig Stjælden og Banden rumsterede

han omfring i Værelset, luffede Stabe og Kister op, og snappede Eet og Andet, hvormed han fyldte fine lom:

mer.

Kjerlingen blev rolig ved at binde, og fulgte ham med Dinene uden at mæle et Ord. Først da han nær: mede sig den Dragfiste, ved hvilfen hun fad, og som for: modentlig var hendes Eneejendom, rejste bun fig imod bam; og Buldrianen tumlede tilbage mod Bordbladet, som om han var truffen af et vældigt Nævestøb. Saa pluds selig og stærk var Virkningen, at Kusen næsten forsvandt; det vilde Mennesfe ryggede sig hen mod udgangen, og sagde i nedstemt Tone:

„Leben fie wohl, meine Herren! ich muß davon."

Dg dermed steeg ban tilbest, og foer afsted ligesom han var kommen.

Forundrede over dette fælfomme Hastværk, vilde Vang og jeg ud, for at fee, hvor han blev af; men Konen vinfede ad ham, og sagde: „bie et bette Korn! – den Anden fan gjerne gaae.

Vang niffede til mig, og blev. Jeg gif.

Den Ridende var allerede langt borte, og tog rigtig Vejen ad den Rant, hvor Tydskland ligger. Jeg vandrede langsomt ad Gaarden til, seende mig flere Gange om efter min Ben. Han kom iffe; og jeg blev urolig - faa dog underlig tilmode over hand lange Sams væren med den ubyggelige Qvinde.

Anfommen til Solholm blev jeg ombedet at fomme til Baronen, med det Tillæg: at han var upasselig. Jeg fandt bam i Sengen; men uden synligt Ildebefindende.

„De undrer Dem maasfee" tiltalte han mig over at fee mig her uden fjendelig Sygdom; men jeg har et indvortes Tilfælde, som hverken medfører Feber eller

om iffe

synderlig Smerte. Alligevel, bar min læge fagt, vil det engang bringe mig Doden, og førend jeg venter den. Er der Intet, som afholder Dem, saa lad og slabore lidt sammen!

Jeg satte mig ved Sengen, og begyndte ftrar med at fortælle Skyttens Adfærd Sernede i Huset og hans Bortrejse.

Det stal jeg snart forklare Dem“ svarede Baronen: Det er ham, som har skudt den Natmand uden for Bis borg. Natmanden havde slaaet hans Househund for Panden, formodentlig for Fidteto Skyld; og nu har han i Fuldskab og Hidsighed brugt Gjengiældelsens Ret. Det aabenbarede han mig strar efter min Hiemfomst. Jeg stjænfede ham Hesten, og saamange penge, som fan befordre hans Flugt til Holsteen. Der er han fiffer nof. Om et Aarø Tid eller to er Sagen glemt, og saa kommer han maasfee igjen."

Studsende yttrede jeg uforbeholden min Forundring over, at han kunde have saa stor Medlidenhed med en Morder.

Han smilede, og sagde: ,,det er saamænd slet itfe af Medlidenhed, jeg har hjulpet ham; men ærlig talt, jeg ffettede iffe om, at een af mine Betjente sfulde fomme i Beddelens Hænder; iffe beller om, at alle de Andre skulde iages til Things hvergang Herredsfogden fløjtede. Nu er bele Processen endt - De ryster paa Hovedet – er det over min Egoisme ? eller over min Aabenhjertighed? det sidste er rigtignok noget usædvanligt; men jeg finder det unødvendigt at forstille mig for Dem som en allerede uddannet Mand. Aa! Hr. von Nordstjerne! vi ere alle Egoister, og intet Andet. Alle saafaldte Dyder udspringe af Egoisme. Enten finder man sin Regning ved at være

dydig - man venter Gjengjæld, god Erstatning for fine Dpofrelser, eller man er det af Ærgjerrighed, eller man fætter sine Dyder paa Rente, og lader dem løbe op for at hæves paa eengang i det, de falde et andet Liv; der er vel ogsaa dem, der finde en vis Fornøjelse, en indvortes Kildren i Dyden

den morer dem Hr. Baron!" afbrød jeg ham med Farme, De vil nok prøve mig eller sfulde det virkelig være Deres Alvor, hvad De ber figer om Menneskets højeste, ja eneste Gode ?

Chaqu'un son gout" svarte han; wja vel! for faa: vidt det bringer Fordeel, staffer Agtelse, faa er det ret bravt at være dydig; men De vil ikke nægte mig, at det ofte generer bandjat?..

Dersom faadanne Grundsætninger vare almindelige svarte jeg, var jo intet Menneske sikker paa fin Formue eller fit liv. Dersom Deres Tjener havde sin Herres Tro, da var De jo forlængesiden bestjaalen og myrdet?

... 3ffe for det, gienmælede han, fan Frygt for Straffen i dette liv itfe holde ham tilbage, vil den tilkommende, fjerne og uvisse langt mindre gjøre det. Og - ber hævede og støttede han sig paa Haanden ver jeg da en Tyv eller en Morder ?

Han giorde dette Spørgsmaal med et aldeles god: modigt Smiil; men i Tonen laae Jronie.

Tyven stjæler, naar han hungrer“ svarte jeg, omen den Rige fortjener ingen Tak fordi han er ærlig.

,,Det er fandt" fagde han; men der gives flere Laster — fan De bebrejde mig nogen? fiig mig reent ud, hvori synder jeg?

„Hr. Baron!" svarede jeg, wieg er iffe Deres Skrif: tefader.

.. 3eg bruger heller ingen fagde han, men derfor kan De gjerne fige, hvad De har paa mit Forhold at uds sætte."

Jeg blev næsten forvirret ved denne fælsomme Paas trængenhed, og de Drd flap mig af Munden: Det soms mer sig iffe at indtrænge sig i buuslige forholde. _"

Aba!" faldt ban hurtig ind, jeg veed, hvad De mener: min Kone? iffe fandt? men hvad Ontt gjør jeg hende? Vi ere Antipoder: hun er lutter Følelse jeg hylder Fornuften; hun sværmer, og jeg tænfer. 3eg lever for denne Verden hun for den anden. Det er ikke min Skyld, at hun har faaet faa forfeert en Opdragelse. Da jeg nu veed, at hun iffe fletter om mit Selstab, saa forstaaner jeg bende derfor faa meget muligt. See det er det Hele.

Da han saaledes felv brød Jsen, blev jeg dristigere, og sagde: „Hendes Naade troer maaskee, at hun har Grund til Jalousie...

,,m! svarede han beanligt, det rejser sig netop af hendes barnagtige Romangriller englereen Kjerligs bed! Troffab til Døden - og efter Døden – og med i Graven, og op af Graven, og alt det græsselige Baas, hvormed de forplumre deres Hjerner. Jeg følger Natus ren; det er den bedste læremester i alle Henseender, og“

her faae ban stivé paa mig med den meest farfaftiffe Mine neller skulde det være muligt? Jeg mærfer nof, at De troer paa meget, som jeg iffe troer men, De troer dog.vel aldrig paa Rydsthed? Jeg mener Dvins defydsthed ? naturligviis

Her afbrød Tjeneren denne lærerige Samtale, og sparede mig for et bittert Svar. Han bragte et Brev, fom Baronen bab om min Tilladelse til at læse.

« ForrigeFortsæt »