findig Beskuelse og i lange Mellemrum gav følgende Orakelsvar: "Her ligger allerførst et Brev det er et stort Brev bet lader til, at der kan være Penge i eller og gode Tidender see her staaer en bette Pige har gode Tanker til Jer hun men der staaer et Karlfolk vel nær ved hende og der er nok Een ved den anden Sice hillemænd! hvor hun har Bejlere! men den Ene seer ud til, at han kun vil holde hende for Nar - hm! de træffes stærkt om hende 3 skal passe vel paa!" her lod hun Koppen synke, og faae mig stivt ind i Ansigtet. Skjøndt jeg fornuftigviis maatte antage, at Qvindens Udtydning af Kaffehieroglypherne var paa Slump, og saadan, som det kunde passe til flere end mig; saa traf den dog her saa nøje, at jeg atter følte en Slags Benouelse, den jeg søgte at bekæmpe som ofte proves med anden Frygt ved spottende Trods. Jeg mindes ikke selv, hvad jeg sagde, men vel, at det havde samme Virkning paa Spaaqvinden som en Kugle, der afskydes paa et Spøgelse. Hun betragtede mig blot nogle Secunder med sit iiskolde Dødningsblik, satte Koppen hen og tog atter fat paa fin Bindehose. " „Vil I ikke slaae op for mig? spurgte nu Vang. En anden Gang" svarte hun, „naar I er ene." I dette Djeblik hørtes udenfor Huset Hovslagene af en galopperende Hest; og strax efter kom den beskjænkede Skytte farende ind med et: „Hohl Dich der Deiwel, Du alte Pulverhere! jeg sage ich Adjes; und Du siehest mich nimmer wieder. Adjes Dänemark! Gott verdamm euch allezufampt!" Og under bestandig Skjælden og Banden rumsterede han omkring i Værelset, lukkede Skabe og Kister op, og snappede Eet og Andet, hvormed han fyldte fine Lom Kjerlingen blev rolig ved at binde, og fulgte ham med Øjnene uden at mæle et Ord. Først da han nærmede sig den Dragkiste, ved hvilken hun sad, og som formodentlig var hendes Eneejendom, rejste hun sig imod ham; og Buldrianen tumlede tilbage mod Bordbladet, som om han var truffen af et vældigt Nævested. Saa pludselig og stærk var Virkningen, at Rusen næsten forsvandt; det vilde Menneske ryggede sig hen mod Udgangen, og sagde i nedstemt Tone: Leben sie wohl, meine Herren! ich muß davon." Og dermed steeg han tilhest, og foer afsted ligesom han var kommen. Forundrede over dette sælsomme Haftværk, vilde Vang og jeg ud, for at see, hvor han blev af; men Konen vinkede ad ham, og sagde: bie et bette Korn! fan gjerne gaae.“ Vang nikkede til mig, og blev. Jeg gik. den Anden Den Ridende var allerede langt borte, og tog rigtig Vejen ad den Kant, hvor Tydskland ligger. Jeg vandrede langsomt ad Gaarden til, seende mig flere Gange om efter min Ven. Han kom ikke; og jeg blev om iffe urolig faa dog underlig tilmode over hans lange Sam: væren med den uhyggelige Dvinde. Ankommen til Solholm blev jeg ombedet at fomme til Baronen, med det Tillæg: at han var upasselig. Jeg fandt ham i Sengen; men uden synligt Ildebefindende. tiltalte han mig "De undrer Dem maaskee" "over at see mig her uden fjendelig Sygdom; men jeg har et indvortes Tilfælde, som hverken medfører Feber eller synderlig Smerte. Alligevel, har min Læge sagt, vil det engang bringe mig Døden, og førend jeg venter den. Er der Jntet, som afholder Dem, saa lad os sladdre lidt sammen!" Jeg satte mig ved Sengen, og begyndte strar med at fortælle Skyttens Adfærd dernede i Huset og hans Bortrejse. "Det skal jeg snart forklare Dem" svarede Baronen: "Det er ham, som har skudt den Natmand uden for Vis borg. Natmanden havde slaaet hans Hønsehund for Panden, formodentlig for Fidtets Skyld; og nu har han i Fuldskab og Hidsighed brugt Gjengjældelsens Ret. Det aabenbarede han mig strax efter min Hjemkomst. stjænkede ham Hesten, og saamange Penge, som kan befordre hans Flugt til Holsteen. Der er han sikker nok. Om et Aars Tid eller to er Sagen glemt, og saa kommer han maaffee igjen." Jeg Studsende yttrede jeg uforbeholden min Forundring over, at han kunde have saa stor Medlidenhed med en Morder. - er det Han smilede, og sagde: „det er saamænd slet ikke af Medlidenhed, jeg har hjulpet ham; men ærlig talt, jeg støttede ikke om, at een af mine Betjente skulde komme i Bøddelens Hænder; ikke heller om, at alle de Andre skulde jages til Things hvergang Herredsfogden fløjtede. Nu er hele Processen endt De ryster paa Hovedet over min Egoisme? eller over min Aabenhjertighed? det sidste er rigtignok noget usædvanligt; men jeg finder det unødvendigt at forstille mig for Dem som en allerede uddannet Mand. Aa! Hr. von Nordstjerne! vi ere alle Egoister, og intet Andet. Alle saakaldte Dyder udspringe af Egoisme. Enten finder man fin Regning ved at være - - dydig man venter Gjengjæld, god Erstatning for sine Opofrelser, eller man er det af Ærgjerrighed, eller man fætter fine Dyder paa Rente, og lader dem lobe op for at hæves paa eengang i det, de kalde et andet Liv; der er vel ogsaa dem, der finde en vis Fornøjelse, en indvortes Kildren i Dyden den morer dem -” -" Hr. Baron!" afbrød jeg ham med Harme, „De vil nok prøve mig eller skulde det virkelig være Deres Alvor, hvad De her figer om Menneskets højeste, ja eneste Gode?" " Chaqu'un son gout" svarte han; "ja vel! for saa: vidt det bringer Fordeel, skaffer Agtelse, saa er det ret bravt at være dydig; men De vil ikke nægte mig, at det ofte generer bandfat?" "Dersom saadanne Grundsætninger vare almindelige" svarte jeg, var jo intet Menneske sikker paa sin Formue eller fit Liv. Dersom Deres Tjener havde sin Herres Tro, da var De jo forlængesiden bestjaalen og myrdet?“ "Iffe for det," gienmælede han, «kan Frygt for Straffen i dette Liv itke holde ham tilbage, vil den tilkommende, fjerne og uvisse langt mindre gjøre det. Og -" her hævede og støttede han sig paa Haanden "er jeg da en Tyv eller en Morder?" Han gjorde dette Spørgsmaal med et aldeles godmodigt Smiil; men i Tonen laae Ironie. „Tyven stjæler, naar han hungrer" svarte jeg, „men den Rige fortjener ingen Tak fordi han er ærlig." "Det er sandt" sagde han; "men der gives flere Laster - kan De bebrejde mig nogen? fiig mig reent ud, hvori synder jeg?" „Hr. Baron!” svarede jeg, „jeg er ikke Deres Skriftefader." "Jeg bruger heller ingen" fagde han, men derfor kan De gjerne sige, hvad De har paa mit Forhold at udfætte." Jeg blev næsten forvirret ved denne sælsomme Paatrængenhed, og de Ord flap mig af Munden: det søms mer sig ikke at indtrænge sig i huuslige Forholde. -- jeg Aha!" faldt han hurtig ind, jeg veed, hvad De mener: min kone? ikke sandt? men hvad Ondt gjør jeg hende? Vi ere Antipoder: hun er lutter Følelse hylder Fornuften; hun sværmer, og jeg tænker. Jeg lever for denne Verden hun for den anden. Det er ikke min Skyld, at hun har faaet saa forkeert en Opdragelse. Da jeg nu veed, at hun ikke skotter om mit Selskab, saa forskaaner jeg hende derfor saa meget muligt. See det er det hele." Da han saaledes selv brød Isen, blev jeg driftigere, og sagte: Hendes Naade troer maaskee, at hun har Grund til Jalousie.“ det rejser sig netop englereen Kjerlig "Hm!" svarede han haanligt, af hendes barnagtige Romangriller hed! Troskab til Døden og efter Døden og med i Graven, og op af Graven, og alt det græsselige Vaas, hvormed de forplumre deres Hjerner. Jeg følger Natu ren; det er den bedste Læremester i alle Henseender, og" her faae han stivi paa mig med den meest sarkastiske Mine skulde det være muligt? Jeg mærker nok, at De troer paa meget, som jeg ikke troer — men, De troer dog.vel aldrig paa Kydsthed? Jeg mener Qvindefydsthed? naturligviis „eller Her afbrød Tjeneren denne lærerige Samtale, og sparede mig for et bittert Svar. Han bragte et Brev, som Baronen bad om min Tilladelse til at læse. |