Saa vil og Skjalden sig bevæge frit; Sin Sang han, som sin Gang, vil skifte tidt: Nordlyset brænder udi Nattens Stund; Det tænder helst sit Blus paa mørkest Grund, Saa vaager Skjaldens Sjel i stille Nat; Min gjæve Landsmand! kjerlig nu modtag Viinhandleren og 1. Ringen. Den Fremmede, som førstegang kommer til Aalborg, og hændelsesviis igjennem den Gade, hvor det gamle Apothek er beliggende, finder sig saa overrasket ved Synet af denne Bygning hvis han ellers ejer mindste Sands for faadant at han uvilkaarlig standser, seer og seer, og kan ikke blive mæt; gaaer, og staaer igjen, og er først efter gjentagne Vendinger istand til at løsrive sig fra en Gjenstand, som saa behageligt fængsler hans Opmærksomhed. Han gribes af en Følelse, der ligner den, som opvækkes hos en Rejsende, naar han efter længere Fart gjennem øde Egne uventet befinder sig lige for et yndigt Landskab, hvis Skjønhedsfylde fasttryller hans Blik, og tvinger ham til at standse, for i Mag at nyde det forlystende Skue. Eller som naar der i en klynge af Hverdagsansigter viser sig en udmærket Skjønhed og tiltrækker alle Øjne; hun allene sees, de andre oversees. Og virkelig staaer hiint E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VII. 1 vidunderligtsmukke Huus saaledes der mellem de andre, som Djet løber over uden at see. Men skulde Du skjænke dem et flygtigt Blik, vil Du med nogen Forundring spørge: Hvad ville I her? Hvor har 3 tordet vove at opstille Eder saa nær ved dette idealske Kunstværk? Maaskee for end mere at hæve dets Indigheder? Eller Du figer til dette: "Hvad tænkte din Mes ster paa, da han oprejste dig blandt disse gamle, gammeldags Skuur?" Men din Forundring vil stige endnu højere, naar Du erfarer, at det er ældre maaskee end alle de andre; at det tilhører en Tidsalder, som med Hensyn til de skjønne Kuns ster i Norten faldes den barbariske. "I hvilken Smag“ kunde Du, min Læser! spørge i hvilken Stiil er da dette sælsomme Kunstværk? Den antife græfte?" Nej! den er i hollandsk Smag. Men den er alligevel liig et Digterværk, som ikke udelukkende tilhører nogen vis Tidsalder eller Folk, men alle; fordi det bevarer sin første Ungdomsskjønhed i en Glands og Friskhed, over hvilke Tiden intet formaaer, faalidet som de Forandringer, den uafladelig frembringer i Menneskenes Smag og Synsmaade. Det var famme Sommer, som dette Aalborgs Unders værk fuldendtes, og havde faaet sin sidste Afpudsning, at en ung Herre tilhest med sin Rideknægt efter sig kom en smuk Morgenstund i kort Gallop ned ad denne Gade, men paa den modsatte Side af Kanalen, der gjennemskjærer den. En kort violet Fløjelskappe, sammenhæftet paa Bry ftet med et af ædelstene tindrende Guldspænde, flagrede løst omkring ham, og viste ved ethvert af Hestens Spring en eller anden Deel af hans kraftfulde Skikkelse, hvis fuldkomne Skjønhed endnu mere fremhævedes ved den tætfluttende Dragt: en fort Trøje af samme Stof som Kappen, med smaa Skjøder eller Flasker, bebræmmede med Hvide Silkefryndser, og lange gule Hjorteftindsburer. Smaa Guldsporer med brede Hjul blinkede paa Hælene af de korte, vide, mangefoldede Støvler. En lille sort Flejelshue eller Barret bedækkede hans Isse, fra hvilken nedrullede gule, naturligtfrusede Lokker. Men om end ikke hans Legemsskjønhed og pragtfulde Paaklædning skulde tiltrukket sig Opmærksomhed i en Stad ved Liimfjorden, hvor engelske Hofkavalerers dagjældende Moder sikkert vare aldeles ubekjendte: alligevel maatte den unge Fremmedes Aasyn gjøre et ualmindeligt Indtryk paa den qvindelige Deel af Indvaanerne. Vi ville overlade vore Læserinder at tænke sig det efter enhvers Ideal af mandlig Skjønhed, og blot tillægge: at hvorvel det bar et Præg af Stolthed, forsvandt dog dette aldeles-faasnart han smilte; og dertil fandt han ofte Anledning. Det var derfor ikke at undre over, om han blev betragtet med endnu større Nysgjerrighed af Alle baade paa Gaden og i Vinduer, end den, hvormed han selv holdt stille og beskuede det omtalte smukke Huus, idet han yttrede paa Fransk fin Forundring for den i tilbørlig Frastand holdende Tjener. Men neppe var det sidste Ord udtalt, før hans flygtigt over hele huset omflagrende Blikke samlede sig ved dets Dør, hvor just tvende rigt og fiirligt klædte Damer fremtraadte. Den ene var en høj, ædel Skikkelse, meget smuk. men dog synligen ikke i første Tidsrum af fin blomstrende Alder; den anden var kjendelig baade mindre, yngre og stjønnere. Begges Dine vendte sig strar mod den Fremmede, der hilsede med en let Hovedbøjning. Damerne nejede, og gik ned ad Trappen, efterfulgte af en Tjener med Rejsekapper over Armen; de toge Vejen til Færgebroen, og forsvandt snart tilvenstre i et Stræde, som førte derhen. I dette Øjeblik treen en aldrende, tarvelig klædt Borgermand ud i Bislaget af det Huus, ved hvilket Rytterne befandt sig, bukkede, lettede fin blaa uldne Hue, og trykkede den atter ned over den furede Pande. Uden at besvare hans Hilsen spurgte den unge Herre: "Hvem boer derovre?" „Min Svigersøn," lød Svaret. "Var det maaskee hans Kone Nogen af dem, der "End den lille?" spurgte hiin videre. ,,En Tiggerunge, de har taget til dem," gjenmælede denne but, og med en heel foragtelig Mine. "Men," lagde han til, idet han gik heelt ned paa Gaden med Forlov! maae a være saa næsviis og spørge, om I ikke er Junkeren fra Sæbygaard?” "Jo!" svarede Ridderen hvorfor ellers?" "For det er mig, med Skam at melde" - sagde Manden som har stikket Eder nu i to Aar Eders Hr. Faders Penge til Paris og siden til London." „Naah!“ sagde Nidderen ligegyldigt og næsten forag |