Billeder på siden
PDF
ePub

gif imellem, og hviskede: at vi først skulde see, hvad Smeden vilde gjøre.

I det samme kom denne ind med en Jernftang, der var gloende i den ene Ende, og som han rimeligviis havde snappet ud af Smedeessen.

"

Nu skal jeg varme dit Snydeskaft," raabte han fnys fende af Brede; hans store blaae Dine rullede vildt i det mørke Ansigt, og Fraaden stod ham om Munden.

Jeg frygtede, at det nu vilde gaae paa Livet løs, og greb derfor den Rasende i Armen, stillede mig som et Brystværn foran Alkoven, og sagde ham saa hurtig som Tungen vilde løbe: at han stod i Begreb med at gjøre en dobbelt Ulykke, myrde Qvinden og stikke Jld i Huset, og at Banden sikkerlig siden efter vilde hævne sig.

"

Denne fiofte Forestilling virkede vel kraftigst, især da den understøttedes af Amazonens hermed overeensstemmende Trusler: Brænd mig fun!" skreeg hun, brænd mig kun, Per' Emed! men den røde Kok skal snart gale over Dig og alle I tydske Hunde! Jeg har endnu tolv Sonner levende, Pejr!"

Ogfaa Baronen fandt, at det var paa Tiden at intervencre; og saaledes affeledes Smeden tilligemed hans Vaaben.

[ocr errors]

Da Freden, for hvis Overholdelse vi tvende Mæglere borgede, saaledes var sluttet, strafte Qvinden .paa eengang begge fine lange Been ud af Alkoven, og stod i eet Spring paa Gulvet. Med en Rolighed, som om Intet var fores faldet, foldede hun fine Knive sammen, og stak dem i Lommerne.

Derefter fæstede hun fine gulgrønne Katteøjne et Ses cund ftivt paa mig, hvæsede: "Tak, bette Mossjø!“ og bøjende sig tættere hen til mig, lagde hun sagte til:

,,kommer han eller hans nogentid i Labeeten*), saa kan han tale mig til; ved Galgehøj -ben ligger mellem Solholm og Langebæk - kan han træffe mig eller een af Mine hver Midnat men lad Ingen vide det!"

[ocr errors]

Hermed gik hun hurtig bort; vi andre fulgte efter.

Ved den ene Ende af Byen stode endnu de krigfø rende Magter i tvende Hobe, med hele den brede Gade imellem sig, ifærd med at rense sig for Blod, og forbinde deres Saar, af hvilke dog intet lod til at være farligt. Thi stjondt de i Haandgemang undertiden gjøre Brug af Knive, vogte de sig dog for at give Ulivs Saar liges som i de Dueller, hvor Vedtægten er: kun a hugge efter Arme og Been. Derfor mister højst sjælden Nogen Livet i deres Fejder. Kun Forræderier, og den, som vilde robe Hemmeligheden af deres Sprog, straffes med Doden. Uagtet altsaa at Knive og Kjeppe hvilede, vare dog Taleredskaberne især de qvindelige, i fuld Virksomhed: Skjældsord, Eder og Trusler (af Tonen sluttede jeg, det maatte være saadanne) flej som Granater eller Stinkpotter frem og tilbage over Gaden. Langemargrethe stillede sig ufortøvet i Spidsen for den ene Trop, som derved strar syntes at erholde en betydelig Overvægt.

[ocr errors]

Men Smeden raabte til dem med sin Tordenstemme: „at dersom de havde mere at afgjøre med hinanden, skulde de pakke fig. ud af Byen; der maatte de jøre sig saa lystige som de vilde."

De fulgte Befalingen, og droge afsted, hvert Partie ved fin Side af den brede Landevej, men under uopherligt Mundhuggeri. Om det siden fra disse skarpe Noter

*) Yderst slem Forlegenhed, af hvilken man vanskelig udreder fig selv.

atter kom til Fiendtligheder, veed jeg ikke, da vi rejste ad den modsatte Kant.

Inden vi forlode Byen, erfarede vi Krigens Aarsag: den samme, som førte Grækerne til Troja og Maurerne til Spanien. Een af Margrethes haabefulde Senner havde nemlig lokket en Dill til sig fra hendes første Elsker. Da denne hørte til en Bande, som længe havde staaet paa en spændt Fod med den Arelmargretske, og den for nærværende Tið var langt talrigere, havde den opsøgt Fienden der i Kroen, og vovet et Slag, der dog, efter Kyndiges Mening, vilde faldet uheldigt ud, formedelst hiin Families legemlige Styrke og Dvelse i at bruge den.

11. Hegen.

Det var ikke en Time efter Ankomsten til Solholm, førend Mariane og Therese, til Baronens Forundring og fjendelige Misnoje, kjørte til Langebæk Præstegaard paa uvis Tid. Jeg blev tilbage. Men just dette vakte Mistanke hos ham.

Med aaben Mine og det ærligste Ansigt af Verden, spurgte han mig: „hvorfor Ingen gjorde Damerne Følgeskab?"

Jeg svarede med samme kunstlede Naturlighed: „fordi de ikke vilde have Nogen med."

"Hm!" sagde han muntert; "saa faae vi see, hvordan vi kan more os selv."

Det var mig og min Ven behageligt, at Baronen overlod os til os selv; og søgte vi derfor strax ud i det Frie, hvor da Emnet for vor Samtale er let at gjætte.

Vi kom under Løbet af samme tæt forbi Skyttehuset. Vang greb mig om Armen, spørgende: om vi ikke skulde besøge Heren?

Uagtet en lønlig Modbydelighed for dette Væsen, fulgte jeg dog med ham ind.

Jeg har feet arrige Qvinder i Vredens højeste Grad; jeg har feet frække Qvinder, hos hvem den sidste Gnist af Blufærdighed forlængst var udslukket; jeg har feet dem paa det nederste Trin af aandelig og legemlig Fordærvelse og Elendighed; men ingen har nogensinde viist sig for mig i faa grufuld en Skikkelse som denne.

Det var langtfra ikke Udtrykket af nogensomhelst frygtelig Lidenskab eller Last; tvertimod, det var snarere den fuldkomne Mangel og glatte Sporløshed af begge. Hiint antyder dog Mennesket, om end i sin dybeste Fornedrelse; dette har Noget saa spøgelseagtigt, saa infernalsk, at Hjertet indkrymper sig og Blodet isner.

Hendes Ansigt var liigfarvet, hendes smalle Læber blegblaae, de store grønlige Dine matte, matte som an= løbet Glas, jeg kunde sige hartad brustne som en Døendes; og i hele dette Dødningeaasyn ikke det svageste Glimt af indvortes Liv, ikke Spor af Tanke eller Følelse. Jeg veed i Naturen ingen Lignelse herfor, med mindre det skulde være Lavaskorpen over en udbrændt Vulkan. Hvid Skjægkappe, hvidt Halsklæde, ja Trøje og Skjørt af samme Farve, skjøndt altsammen faldende noget i Guult og Graat, fuldendte Aandebilledet; og som hun saaledes sad der allene i det snevre, dunkle Kammer, ubevægelig, stirrende os imøde, lod hun for mig som Een, der var vendt tilbage fra Graven, og havde forjaget Beboerne fra sin forrige Vaaning.

Vang bød den Frygtelige et „Goddag Moer!"; hvor

til hun svarede med et langsomt Nik, og tog fat paa Bindehosen, som laae i hendes Skjød.

Jeg veed, at I er flog, Mo'er!" vedblev han, „og kan sige Folk, hvad der skal times dem i Fremtiden. Her er til en Kop Kaffe" han lagde et Par Rigsorter paa Disken — „vil I ikke spaae denne Mand? han vilde gjerne vide fin Skjæbne."

[ocr errors]

Hun betragtede mig stivt i nogle Secunder, og sagde derpaa, næsten uden at aabne Læberne: er det ogsaa værdt?"

Det var som en Gjord blev løsnet om mit Bryst, da jeg hørte menneskelig Stemme fra dette gjengangeragtige Væsen, - og tilmed rebede sig en saa sund Fornuftighed i det advarende Spørgsmaal; thi er det ikke en Daarlighed at ville vide, hvad Skjæbnens Styrer kjerligen skjuler for os? Men Djeblikket derefter blev jeg ogsaa op: mærksom paa det Tvetydige i de henkastede Ord; de indeholdt jo en forblommet Tilstaaelse om, at hun virkelig besad Spaadomsgave.

som

Uden at troe paa en saadan, følte jeg dog saa mange Andre en Nyfigenhed efter at høre, hvad jeg i Forvejen var bestemt paa at ansee for Tant. Saaledes kastede vore Mødre Psalmer op i Nytaarsny, og deres Døttre lagde Kort op, for i den tilfældige Blanding at finde Bekræftelse paa et lønligt Ønske.

Jeg gjentog min Vens Begjæring.

Uden at svare gif Kjerlingen hen til Arnen, tog en sort Kaffekjedel af Ilden, og stjænkede sig en Kop, den hun da drak med stor Betænksomhed.

[ocr errors]

Nu gif hun tilbage til fin Stol, satte sig, og lod Bundfaldet løbe om i Koppen; hvorpaa hun under dyb

« ForrigeFortsæt »