Billeder på siden
PDF
ePub

gif imellem, og hviskede: at vi først skulde see, hvad Smeden vilde gjøre.

det samme fom denne ind med en fernftang, der var gloende i den ene Ende, og fom han rimeligviis havde snappet ud af Smedeessen.

Nu ffal jeg varme dit Snydeffaft," raabte han fnys fende af Vrede; hans store blaae Dine rullede vildt i det mørfe Ansigt, og Fraaden ftob ham om Munden.

Jeg frygtede, at det nu vilde gaae paa Livet løs, og greb derfor den Rasende i Armen, stillede mig som et Brystværn foran Alkoven, og sagde ham saa hurtig fom Tungen vilde løbe : at han flod i Begreb med at gjøre en dobbelt Ulyffe, myrde Qvinden og stiffe Ild i Huset, og at Ban: den fifferlig siden efter vilde hævne fig.

Denne sidste Forestilling virkede vel kraftigst, især da den understøttedes af Amazonens bermed overeensstemmende Trusler: „Brænd mig fun!. ffreeg hun, wbrænd mig fun, Per Smed! men den røde Kot ffal snart gale over Dig og alle § tydske Hunde! Jeg har endnu tolv Sonner levende, Pejr!"

Dgsaa Baronen fandt, at det var paa Tiden at in: tervenere; og saaledes affeledes Smeden tidligemed hans Vaaben.

Da Freden, for hvis Dverholdelse vi tvende Mæglere borgede, saaledes var fluttet, ftrafte Qvinden .paa eengang begge sine lange Been ud af Alfoven, og stod i eet Spring paa Gulvet. Med en Rolighed, som om Intet var fores faldet, foldede hun fine Knive sammen, og staf dem i Pommerne.

Derefter fæstede hun fine gulgrønne Katteojne et Ses cund ftivt paa mig, hvæsede: Tal, bette Mossjø!" og bøjende fig tættere ben til mig, lagde hun fagte til:

,,fommer han eller han $ 'nogentid i labeeten*), faa fan han tale mig til; ved Galgehøj den ligger mellem Solholm og langebæk kan han træffe mig eller een af Mine hver - Midnat -- men lad Ingen vide det!

" Hermed git hun hurtig bort; vi andre fulgte efter.

Ved den ene Ende af Byen stode endnu de frigfo: rende Magter i tvende Hobe, med hele den brede Gade imellem sig, ifærd med at rense sig for Blod, og forbinde deres Saar, af hvilfe dog intet lod til at være farligt. Thi ftjondt de i Haandgemæng undertiden giøre Brug af Knive, vogte de fig dog for at give Ulivs Saar - · liges som i de Dueller, hvor Bedtægten er: fun a bugge efter Arme og Been. Derfor mister heist fiælden Nogen livet i deres Fejder. Run Forræderier, og den, som vilde robe Hemmeligheden af deres Sprog, straffes med Doben.

Uagtet altsaa at Knive og kjeppe hvilede, vare dog Taleredskaberne især de qvindelige, i fuld Virksomhed : Sfjældsord, Eder og Trusler (af Tonen sluttede jeg, det maatte være faadanne) floj fom Granater eller Stinkpotter frem og tilbage over Gaden. Langemargrethe stillede sig ufortøvet. i Spidsen for den ene Trop, som derved strar syntes at erholde en betydelig Dvervægt.

Men Smeden raabte til dem med sin Torbenftemme: at dersom de havde mere at afgjore med hinanden, flulde de paffe sig ud af Byen; der maatte de jore sig faa lyftige som de vilde.

De fulgte Befalingen, og droge afsted, hvert Partie ved sin side af den bride Landevej, men under uophors ligt Mundhuggeri. Om det siden fra disse ftarpe Noter

*) yderst îlein Forlegenhed, af hvilfen man vanstelig udreder

fig selv.

atter kom til Fiendtligheder, reed jeg ikke, da vi rejste ad den modsatte Rant.

Inden vi forlode Byen, erfarede vi Krigens Aarsag: den famme, som førte Grækerne til Troja og Maurerne til Spanien. Een af Margrethes Haabefulde Sønner havde nemlig loffet en Dill til sig fra hendes første Elsker. Da denne hørte til en Bande, som længe havde staaet paa en spændt fod med den Arelmargretske, og den for nærværende Tid var langt talrigere, havde den opsøgt Fienden der i Kroen, og vovet et Slag, der dog, efter Kyndiges Mening, vilde faldet uheldigt ud, formedelst hiin Families legemlige Styrke og Dvelse i at bruge den.

11. Heren.

Det var ikke en Time efter Anfomsten til Solholm, førend Mariane og Therese, til Baronens Forundring og fjendelige Misneje, fjørte til Langebæk Præstegaard paa uvis Tid. Jeg blev tilbage. Men just dette vakte Miss tanke hos ham.

Med aaben Mine og det ærligste Ansigt af verden, spurgte han mig: „Hvorfor Ingen gjorde Damerne Fol: geskab ?"

Jeg svarede med samme funstlede Naturlighed: , fordi de ikke vilde have Nogen med...

„Hm!" sagde ban muntert; -faa faae vi see, hvordan vi kan more os selv.“

Det var mig og min Ben behageligt, at Baronen overlod og til os selv; og løgte vi derfor strar ud i det Frie, hvor da Emnet for vor Samtale er let at gjætte.

Bi fom under løbet af samme tæt forbi Skyttehuset. Vang greb mig om Armen, spørgende: om vi itte ftulde besøge Heren?

Uagtet en lønlig Modbydelighed for dette Bæsen, fulgte jeg dog med ham ind.

Jeg har feet arrige Qvinder i Bredens bojeste Grad; jeg *bar feet fræffe Qvinder, hos hvem den sidste Gnist af Blufærdighed forlængst var utfluffet; jeg bar feet dem paa det nederste Trin af aandelig og legemlig Fordærvelse og Elendighed; men ingen har nogensinde viift fig for mig i faa grufuld en Sfiffelse som denne.

Det var langtfra iffe Udtryffet af nogensomhelst frygtelig lidenskab eller last; tvertimod, det var snarere den fuldfomne Mangel og glatte Sporløshed af begge. Hiint antyder dog Mennesket, om end i sin dybeste Fornes drelse; dette har noget faa spøgelseagtigt, jaa infernalst, at Hjertet indfrymper sig og Blodet ißner.

Hendes Ansigt var liigfarvet, hendes smalle Læber blegblaae, de store grønlige Dine matte, matte som ans løbet Glas, jeg funde fige hartad brustne som en Doendes; og i hele dette Dodningeaasyn itfe bet svageste Glimt af indvortes liv, iffe Spor af Tanke eller Følelse. Jeg veed i Naturen ingen lignelse herfor, med mindre det sfulde være lavasforpen over en udbrændt Bulfan. Hvid Stjægfappe, hvidt Halstlæde, ia Trøje og Stjørt af samme Farve, stjøndt altsammen faldende noget i Guult og Graat, fuldendte Aanbebilledet; og fom bun saaledes sad der allene i det snevre, dunkle Kammer, ubevægelig, stirrende os imode, lod hun for mig som Een, der var vendt tilbage fra Graven, og havde forjaget Beboerne fra sin forrige Vaaning.

Bang bød den Frygtelige et „Goddag Moer!”; hvor:

til hun svarede med et langsomt Nit, og tog fat paa Bins debosen, som lage i hendes Stjød. –

..Jeg ved, at 3 er flog, Mo'er!" vedblev ban, .og fan fige Folf, hvad der ffal times dem i fremtiden. Her er til en kop kaffe ban lagde et Par Rigsorter paa Disfen – wvil 3 iffe spaae denne Mand ? han vilde gjerne vide sin Sfjæbne."

Hun betragtede mig stivt i nogle Secunder, og fagde derpaa, næsten uden at aabne læberne: wer det ogsaa værdt?

Det var som en Gjord blev løsnet om mit Bryst, da jeg hørte menneskelig Stemme fra dette gjengangeragtige Væsen, og tilmed robede sig en saa sund fornuftighed i det advarende Spørgsmaal; thi er det iffe en Daarlighed at ville vide, hvad Sfjævnens Styrer fjerligen ftjuler for os? Men Diebliffet derefter blev jeg ogsaa op: mærksom paa det Tvetydige i de benfastede Drd; de indes bolot jo en forblommet Tilstaaelse om, at hun virkelig besad Spaadomsgave.

Uden at troe paa en saadan, følte jeg dog – fom faa mange andre en Nyfigenhed efter at høre, hvad jeg i forvejen var bestemt paa at ansee for Tant. Saaledes fastede vore Mødre Psalmer op i Nytaarsny, og deres Døttre lagde Kort op, for i den tilfældige Blanding at finde Bekræftelse paa et lønligt Ønske.

Jeg gjentog min Vens Begjæring.

uden at svare gif Kjerlingen ben til Arnen, tog en sort Kaffefjedel af Jiden, og stjænkede sig en Rop, den bun da draf med stor Betænksomhed.

Nu git bun tilbage til fin Stol, fatte fig, og lod Bundfaldet løbe om i Roppen; hvorpaa bun under dyb:

« ForrigeFortsæt »