"

"De har den fuldkowneste Ret, min Frøken!" sagde jeg, Forældre, der have forsømt Bernenes Opdragelse, og ladet dem opvore i Uvidenhed, have visselig tabt deres Ret til siden at straffe dem; Skylden for disses Brøde maae falte tilbage paa dem selv. For sildig og ugrundet er da den almindelige Klage: at Børnene gjøre dem Skam og Hjerteforg."

Som jeg saaledes talede, drog en vandrende Familie af disse danske Pariaer forbi: en midaldrende Mand med en Tværsæk over Arelen, og Kjeppe i begge Hænderne; en vinde bærende paa Ryggen en Vidiekurv, i hvilken sad eller stod et lidet Barn indfoøbt i Pjalter, og bagefter tvende halvvorne Piger.

"See der!" sagde Therese, „maae Hjertet ikke bløde ved at see dette arme Væsen, der nu sover Uskyldighedens Sovn, og mindst drømmer om den gruelige Skjebne, der venter det?"

"Jeg kunde kjøbe det," fukkede Mariane, jeg kunde stjæle det, for at udrive det af den Fordærvelse, i hvilken det engang skal nedsynke, hvis ikke Kuld og Nød eller Sygdom tidligere stjænker det disse Ulykkeliges største Gode Døden."

"Jeg ærer disse Følelser" tog Vang Ordet, men jeg kan ikke ubetinget dele dem; i visse Henseender kunde jeg endog fristes til at misunde de Mennesker, hvis Skjæbne tykkes Dem saa aldeles beklagelsesværdig. De sammenligner den med de vilde Dyrs vel! Men de vilde Dyr eje et af Livets største Goder: Friheden; den have de tilfælles med vilde Mennesker. Ulven - De mindes dog Fabelen? den magre men frie Ulv vil ifke bytte med den fede men ufrie Hund. Der er en Sfat i Friheden, som alle Statsbaandets Fordele ikke kunne

opveje. De mangle faft Hjem; men saa ere de ej heller bundne til et saadant, de finde et allevegne, hvor de komme; de have følgelig mange Hjem, mens vi andre maae lade os nøje med eet. De mener, at Natmændene ikke eje en Plet Jord, som de kunne kalde deres egen. Tvertimod: hele Jylland i det mindste dets Heder tilhører dem, ligesom Ørkenen tilhører Beduinen. De ere i Virkeligheden langt større Grundejere end Grever og Bas rouer de ere sande Friherrer. Og hvad er det ikke for en ubetalelig Lykke, saaledes at kunne vandre sit hele Liv igjennem? At kunne forlade de Steder, som Uheld og Bekymringer have paatrykt et sørgeligt Præg? og derimod at kunne gjenfee, saa ofte man vil, dem, der drage os til sig med fjere Erindringer? Hvor højt skulle vi vel anslaae Sundheden, den søde Frugt af dette omflakkende Liv og den jevnlige Bevægelse i den frie Luft? Er det iffe bedre at sove fund paa Lyng, end syg paa Edderduun? End videre: de mangle tusinde af vore Beqvem meligheder og Fornøjelser - oja! men saa ere de ogsaa frie for ligesaa mange Übeqvemmeligheder, Sorger og Elendigheder, som ledsage hine og ere ufrafkillelige Følger af Cultur og statsborgerlig Forening.

"Den græd aldrig for Guld, som aldrig Guld aatte." „De savne ikke vore forfinede Nydelser, fordi de kjende dem ikke; men de Indskrænkninger, de Krænkelser, de Sygdomme, som forbittre disse Nydelser dem slippe de for, og have altsaa endog i denne Henseende meget forud for vs. At de ere fremmede i Laudet i Landet, og dog udenfor Staten: skulde det ikke ogsaa være et Fortrin? De nyde hele Fordelen af Statsforbindelsen: Betryggelse for Liv og Ejendom, uden at trykkes af dens Lænker, og uden at skatte til dens Fornødenheder. Lad Statsborgerne

længe nok foragte dem! de selv ere ligesaa sorgløse som lovløse; og for at sige Alt med to Ord: lykkelige Naturs mennesker."

Baronen, som imidlertið var kommen paa Siden af Vognen, og havde hørt det meste af Vangs Forsvarstale, yttrede leende sit Bifald med samme, læggende til:

"De glemmer dog Noget, min fjere Bang! vore Kjeltringers ægteskabelige eller, om man saa vil, uægteska= lige Forhold. Jeg mener ikke Fleerkoneriet en Mand kan have nok i een men den Frihed, som de ogsaa heri nyde: nemlig, at de som ikke længer kunne enes, strar uden Vidtløftighed kunne adskilles. Det Baand, som holder dem sammen, fan loses ligesaa let som det knyttes; ligesaa hurtig som Kjeppen gaaer fra een Haand i en anden. Hvormange ægtefolk maatte ikke ønske, at Hymens Rosenkjede var en Hesselstok, der kunde slænges bort, eller her kastede han et gjennemtrængende Blik til Therese - stjænkes til en fjerere Gjenstand!"

"

Derpaa gav han sin Hest Sporen; Therese gav mig et Tryk med Albuen; men Mariane slog Djnene ned hun bluedes over fin Fader.

-

Imidlertid vare vi komne gjennem en Strækning af Hald Skov, og havde nu til vor venstre Side Slottet og hele den før omtalte skjønne Udsigt. Mine Dine søgte Ruinerne, og fandt dem; Thereses Haandtryk sagde mig, at ogsaa hendes Tanker vare der. Men snart rullede vi gjennem det sidste Stykke af Skoven, og havde nu intet Andet for os end den sorte Hede.

Langt inde i denne, paa den højeste Strækning af den vide Slette ligger Koloniebyen Grønhøj med sine opdyrkede Marker, en Dase midt i Ørkenen. —

Solen var allerede højt oppe, Luften stille og varm.

Byens Huse syntes i en Frastand at være levende; de steeg cg sank, smeltede sammen og adskiltes igjen. Snart svævede de som paa Stylter i Luften, og snart indkrympedes de til en eneste uformelig Masse; i det ene Djeblik lignede de Træstammer uden Toppe, og i det næste Skibe med udspændte Sejl. Vang kaldte det en Dans af Elefanter. Vi alle forlystede os over dette - især for mig saa uvante Syn, og dannede, med Jndbildningens Hjælp, alles haande vidunderlige Skikkelser af Levende og Livløst.

Men alt som vi kom nærmere, forsvandt Kogleriet; og endelig stod Byen fast og ubevægelig foran os.

Den var bestemt til Bedested; og medens Hestene fodredes, havde vi isinde at gjøre os bekjendte med dens tyske Nybyggere. Vi lode altsaa holde udenfor Kroen; men hørte sirar saadan Støj derinde, at vi nok kunde slutte, der var Slagsmaal. Grove og fine Stemmer brølte og hvinede i skjærende Sammenblanting; men Mundkampen førtes paa det for alle Andre uforstaaelige Kjeltringemaal.

Kudsten befaledes at kjøre hen til næste Gaard, da en Kone kom farende ud fra Krigens Skueplads, og ffreeg:

"Gott behüte! sie spoliren alles im Hause, schlagen Stihle entzwei, und prigeln sich mit den Sticken; Gott mein Erlefer!"

"Hvem?" spurgte vi.

„He! die Natmänner“, svarte hun, og sprang hurtig ned ad Gaden.

"Der har vi strar en lille Prøve af Natmandslyksaligheden sagde Baronen leende, og stod af Hesten.

Strax derpaa kom Konen tilbage, førende med sig en undersætsig, bredskuldret Mand, hvis sortsmudsige Ansigt

E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VII.

13

og Hænder lod os gjætte, at han var Byens Smed. Tilskuerne, som imidlertid vare hidstimlede, raabte fornøjede :

"Da ist der starke Pejr! nun kriegen fie en Unglick.” Smeden gif allene ind i huset, hvor vi hørte ham raabe paa godt Jydsk: „Hua æ de hæhr! Dæulen skal regier jer!"

Og næsten i samme Djeblik styrtede den første Kjeltring ud paa Næsen; og saaledes udslyngedes een efter en anden af Emedens Jernhænder. Qvinder og Børn fløj af sig selv bagefter.

Da vi troede, at der var gjort lyst, gik Baronen og jeg ind for at besce Valpladsen; men her var endnu eet Stylke Arbejce ugjort. Smeden stod udenfor en Alkove, og fegte forgjæves at gribe Een, som havde søgt Tilflugt derinde, og værgede sig drabelig med tvende lange Knive, samt med en ustandselig Strøm af Skjældsord og Forbandelser.

Det var ingen Anden, end den os nu saa velbekjendte Langemargrethe, hvem Angriberen endnu mere opflammede til fortvivlet Modstand ved fine frygtelige Trusler om Beenbrud og Pandeknusning: wog vil Du ikke herud med det Gode" sluttede han, "saa skal jeg vel hitte paa Raad."

Med disse Ord foer han ud af Stuen. —

Vi søgte nu at formaae hende til Flugt; men hun satte sig opret i Sengen med Mordværktøjet i de senefulde Mantfolkehænder, og forfiffrede paa det bestemteste, at hun iffe veeg af Stedet, med mindre hun fik sikkert Løvte om fri og uhindret Bortgang.

Jeg troede at torde give hende dette, men Baronen