Billeder på siden
PDF
ePub

De har den fuldkownefte Ret, min Frofen!“ sagde jeg, „Forældre, der have forsomt Bernenes Dpdragelse, og ladet dem opvore i lividenhed, have visselig tabt deres Ret til siden at straffe dem; Sfylden for disses Brode maae falde tilbage paa bem felv. For fildig og ugrundet er da den almindelige Klage: at Børnene gjøre dem Skam og Hjerteforg."

Som jeg saaledes talede, drog en vandrende Familie af disse danske Pariaer forbi: en midaldrende Mand med en Tværfæt over Arelen, og Kjeppe i begge hænderne; en Qvinde bærende paa Ryggen en Vidiekurv, i hvilken fad eller flod et lidet Barn indstøbt i pjalter, og bagefter wende halvvorne Piger.

See der!" sagde Therese, „maae Hjertet ikke bløde ved at see dette arme Væsen, der nu fover Uskyldighedens Søvn, og mindst drømmer om den gruelige Skjebne, der venter det?

"Jeg kunde fjøbe det,“ suffede Mariane, jeg funde stjæle det, for at udrive det af den Fordærvelse, i hvilfen det engang ftal nedsynfe, hvis iffe Ruld og Nød eller Sygdom tidligere stjænker det disse Ulykkeliges største Gode

Doden.“

Jeg ærer disse følelser" tog Bang Ordet, men jeg kan iffe ubetinget dele dem; i visse Henseender funde jeg endog fristes til at misunde de Mennesker, hvis Stjæbne tykfes Dem faa aldeles beflagelsesværdig. fammenligner den med de vilde Dyrs — pel! Men de vilde Dyr eje et af Livets største Goder: Fribeden; den have de tilfælles med vilde Mennesker. Ulven - De mindes dog Fabelen? - den magre men frie ulv vil iffe bytte med den fede men ufrie Hund. Der er en Sfat i Friheden, som alle Statsbaandets Fordele iffe funne

opveje. De mangle fast Hjem; men saa ere de ej heller bundne til et faadant, de finde et allevegne, hvor de komme; de have følgelig mange Hjem, mens vi andre mage lade os nøje med eet. De mener, at Natmændene iffe eje en Pret 3ord, som de funne falde deres egen. Tvertimod: bele 3ytland -- i det mindste dets Heder tils hører dem, ligesom Drfenen tilhører Beduinen. De ere i Virkeligheden langt større Grundejere end Grever og Bas roner - de ere fande Friberrer. Og hvad er det iffe for en ubetalelig lyffe, saaledes at kunne vandre fit bele liv igjennem? At kunne forlade de Steder, som uheld og Bekymringer have paatrykt et førgeligt Præg? og derimod at kunne gjensee, faa ofte man vil, dem, oder drage os til fig med fjere Erindringer? Hvor højt skulle vi vel anslaae Sundheden, den føde Frugt af dette omnflakkende liv og den jevnlige Bevægelse i den frie Luft? Er det iffe bedre at sove sund paa lyng, end fyg paa Edder: duun? End videre: de mangle tusinde af vore Bequem: meligheder og Fornøjelser — oja! men saa ere de ogsaa frie for ligesaa mange übeqvemmeligheder, Sorger og Elendigheder, som ledsage hine og ere ufrastillelige Følger af Cultur og statsborgerlig Forening.

Den græd aldrig for Guld, som aldrig Guld aatte.,,De savne itfe vore forfinede Nydelser, fordi de fjende dem iffe; men de Indskrænkninger, de Krænkelser, de Sygdom: me, som forbittre disse Nydelser - dem flippe de for, og have altsaa endog i denne Henseende meget forud for 0$. At de cre fremmede i landet i landet, og dog udenfor Staten: skulde det iffe ogsaa være et Fortrin? De nyde hele Fordelen af Statsforbindelsen: Betryggelse for liv og Ejendom, uden at trykkes af dens lænfer, og uden at skatte til dens Fornødenheder. Lad Statsborgerne

[ocr errors]

længe nok foragte dem! de selv ere ligesaa sorglose som lovlofe; og for at fige Alt med to Drd: lyffelige Naturs mennesker.

Baronen, som imidlertid var kommen paa Siden af Vognen, og havde hørt det meste af Vangs Forsvarstale, yttrede leende fit Bifald med famme, læggende til :

„De glemmer dog Noget, min kjere Bang! vore Kjelts ringers ægteskabelige - eller, om man faa vil, uægteffa: lige forhold. Jeg mener iffe Fleerfoneriet en Mand kan have not i een — men den Fribed, som de ogsaa beri nyde: nemlig, at de som iffe længer funne enes, strar uden Vidtløftighed kunne adftilles. Det Baand, som bolder dem sammen, fan loses ligesaa let som det knyttes; ligesaa hurtig som Rjeppen gaaer fra een Haand i en ans den. Hvormange Egtefolk maatte iffe ønske, at Hymens Rosenfjede var en Hesselstof, der funde flænges bort, eller

- her faftede han et gjennemtrængende Blik til Therese - ftiænkes til en fjerere Gjenstand!

Derpaa gav han sin Hest Sporen; Therese gav mig et Tryf med Albuen; men Mariane slog Dinene ned hun bluebes over fin Fader.

Imidlertid vare vi fomne gjennem en Strækning af Hald Sfov, og havde nu til vor venstre Side Slottet og hele den før omtalte stjønne udsigt. Mine Dine sogte Ruinerne, og fandt dem; Thereses Haandtryk sagde mig, at ogsaa hendes Tanfer vare der. Men snart rullebe vi gjennem det sidste Stykke af Skoven, og havde nu intet Andet for og end den forte Hede.

Langt inde i denne, paa den højeste Strækning af iden vide Slette ligger Koloniebyen Grønbo i med sine opdyrkede Marfer, en Dase midt i Drfenen.

Solen var allerede højt oppe, Luften stille og varm.

Byens Huse syntes i en Frastand at være levende; de steeg og fanf, smeltede sammen og adskiltes igien. Snart svævede de som paa Stylter i luften, og snart indfrympedes de til en eneste uformelig Masse; i det ene Djeblit lignede de Træstammer uden Toppe, og i det næste Stibe med uds spændte Sejl. Vang faldte det en Dans af Elefanter. Vi alle forlyftede og over dette – især for mig saa uvante Syn, og dannede, med 3ndbildningens Hjælp, alles baande vidunderlige Sfiffelser af levende og livlost.

Men alt som vi kom nærmere, forfoandt Rogleriet; og endelig stod Byen fast og ubevægelig foran os.

Den var bestemt til Bedested; og medens Hestene fodredes, havde vi ifinde at gjøre os befjendte med dens tyrste Nybyggere. Vi lode altsaa bolde udenfor Kroen; men hørte strar faadan Stej derinde, at vi nok kunde slutte, der var Slagsmaal. Grove og fine Stemmer brølte og bvinede i stjærende Sammenblanding; men Mundlampen fortes paa det for alle Andre uforstaaelige Kjeltringe: maal.

Kudsken befaledes at kjøre hen til næste Gaard, da en Rone fom farende ud fra Krigens Skueplads, og sfreeg:

Gott behüte! fie fpoliren alles im Hause, dlagen Stible entzwei, und prigeln sich mit den Stiden; Gott mein Erleser!..

Hvem?spurgte vi.

He! die Natmänner, svarte hun, og sprang burtig ned ad Gaden.

,,Der har vi strar en lille Prøve af Natmandslyfjas ligheder.“ sagde Baronen leende, og stod af Hesten.

Strar derpaa fom Konen tilbage, førende med sig en underfætsig, bredskuldret Mand, hvis fortsmudsige Unsigt S. S. Blider. Gamle og nye Noveller. VII.

13

og Hænder lod og gjætte, at han var Byens Smed. Tilskuerne, som imidlertid vare hidftimlede, raabte for: nojede:

„Da ist der ftarfe Pejr! nun friegen fie en Unglid.

Smeden gif atlene ind i Huset, hvor vi hørte bam raabe paa godt 3ydft: Hua æ de bæhr! Deulen ftal regier jer!"

Dg næsten i samme øjeblik styrtede den første Kjelt: ring ud paa Næsen; og saaledes udslyngedes een efter en anten af Smedens Jernbænder. Qvinder og Born floj af sig felv bagefter.

Da vi troede, at der var gjort 19ft, gik Baronen og jeg ind for at besee Valpladsen; men her var endnu eet Stylke Arbejce ugjort. Smeden stod udenfor en Alfove, og fegte forgjæves at gribe Een, som havde fogt Tilflugt derinde, og værgede sig drabelig med tvende lange Knive, samt med en ustandselig Strom af Sfjældsord og For: bandelser.

Det var ingen Anden, end den os nu faa velbekjendte Langemargrethe, hvem Angriberen endnu mere opflammede til fortvivlet Modstand ved sine frygtelige Trusler om Beenbrud og Pandefnusning: "og vil Du iffe berud med det Gobe sluttede han, faa skal jeg vel bitte paa Raad."

Med disse ord foer han ud af Stuen.

Vi søgte nu at formaae bende til Flugt; men hun satte sig opret i Sengen med Mordværktøjet i de senefulde Mancfolkebænder, og forsiffrede paa det bestemteste, at hun iffe veeg af Stedet, med mindre hun fit fitfert Lovte om fri og uhindret Bortgang.

3g troede at torde give hende dette, men Baronen

« ForrigeFortsæt »