Billeder på siden
PDF
ePub

sagde: "Den som elsker, kjender Gud; thi Gud er Kjerlighed."

[ocr errors]

Vang bøjede fit Hoved, og skjulte fine jne i Marianes Haand. Hendes englelige Aasyn smilede gjennem Taarer. Jeg vedblev i min Sjels Begejstring:

„Er der nogen af os Lyksalige, som i dette Øjeblik ikke veed, at vor Kjerlighed skal overleve vore dødelige Legemer? Skoven hist skal ældes og forgaae, og en anden opvore paa dens Sted. Søen kan hentørres i Aarenes Løb, og Blomsterne, som opvore i dens Leje, ville visne. Sidste Steen af denne Oldtidsborg er snart hensmuldret, som de Hænder, der rejste den. Støv kommer til Støv, men hvad som er født af Aand, skal ikke see Døden."

Bedeklokkerne flang bag Lyngbjergene. Aftenduggen
Tæt under os hvi-

lagde sig som et lagen over Søen.

lede to tamme Svaner jevnsides med Hovedet under Vingen, og mindede ogsaa os om Hvilens Tid.

"Det er et Par" sagde Therese, idet vi rejste os, jeg har fjendt dem siden jeg var lille og dengang vare de allerede gamle. Tiden farer hen over dem, men deres Kjerlighed ældes ikke Theodor! naar ogsaa vi blive gamle

[ocr errors]
[ocr errors]

Hun greb min Haand med begge fine - hendes Dine fordunkledes hendes Læber bævede.

Jeg sluttede hende i mine Arme, og svarede: "Vor Kjerlighed tilhører ikke Tiden."

„Man paastaaer“ sagde Mariane, idet vi gik ned om Volden, „at naar den ene døer, kan Magen ikke leve den sørger sig snart tildøde gid de maatte døe paa cengang!"

[ocr errors]

Som hun med et tungsindigt Blik, der røbede, at hun tænkte paa flere end Svanerne, yttrede dette Duske,

traadte en høj, mørk Skikkelse ud mellem Taarnmurene, just som vi gik dem forbi. Den standsede og trak sig tilbage i Skjul. Et svagt Skrig undslap de forskrækkede Piger. Jeg selv blev ej heller ganske vel tilmode ved dette Syn paa et saadant Sted; Alle toge vi hurtigere Skridt. Men vi vare ikke fomne ret langt, før Vang blev staaende, og sagde:

"Hvað var det? har Nogen beluret os? — det maae vi vide!"

"For Guds Skyld 1ll

hviskede Mariane ængstelig, og vilde holde ham tilbage; men han traadte driftig hen til Taarnet, og raabte:

[merged small][ocr errors]

„Hvem støjer *) herude?" lød en huul Rest der= inde fra.

„Tve Knaspere med djernoses Diller **),“ svarte en qvindelig Stemme, og derpaa viste sig atter hiin lange Stiftelse, i hvem jeg snart gjenkjendte Langemargrethe, som udenfor Marionettheatret faa fortroligt havde tiltalt Forvalter Hiarum. Bag ved hende fremkeeg et blegt Mandsansigt, ombustet af tykke Haar.

„Hvad bestiller I her?" spurgte Vang studs.

Dvinden gjorde et dybt klodset Knix, og svarte i spottende Tone:

"Ingenting, naadig Hr. Baron!

Derpaa skuppede hun til Manden, og sagde: „Hva glaner ***) do ætter? go in, aa faf Funker te æ Pulter****).

[blocks in formation]

„Kom Vang! kom!,, hviskede jeg; men han blev endnu staaende, og spurgte:

"Hvorfor kalder I mig Baron?"

"Haahaah!" gjenmælede hun med et hæsligt Griin, „der er saa mange Smaabaroner paa Solholms Gods, som aldrig selv veed af det; I kan ligesaagodt være een af dem som en Anden, mi bette Faahr!"

Her strakte hun Hovedet længere frem, og keeg efter Therese med et langt:

[ocr errors]
[ocr errors]

hva er det for en bette Jomfru? sikken fnov jen! hun hører wal aasse Baronen til ja ja! hyt sæ for Kaahlfolk, aa for Autendoeg. *)

[ocr errors][merged small]

Dermed nikkede hun, og forsvandt i Ruinerne.

Der var Noget saa skadelystent i denne rædlige Ovindes forblommede Yttringer, som vakte baade Væmmelse og en Slags Benouelse, saadan som man føler den ved ildevarslende Spaadomme, dem Fornuften forkaster, uden dog at kunne jage dem bort af Tankerne; en Følelse liig Spøgelsefrygt, der hænger fast i Jndbildningen, hvor fjækt og ivrigt man end kæmper for at afryste den.

Ogsaa hos Almuen var Langemargrethe en højst uvelkommen Gjæst, meer af omtalte Grund, end formedelst hendes Røverrygte. Man gav hende derfor med Glære Alt, hvad hun var uforskammet nok til at æske. Og saa= ledes behøvede hun nu hverken at stjæle eller røve, stiøndt Ingen alligevel tvivlede paa, at hun jo forhen havde øvet begge saa nærbeslægtede Haandteringer. Forstyrret ved hende var da saa snart vore Sjeles milde Havblik; og

*) Aftendug.

bitterligen erindredes vi om, at vi ikke vare ene i Verden."

Vang især var og blev førstemt hele Hjemvejen. Det var mig klart, at hans Tanker sysselsatte sig mere med den hæslige Natmandskone, end med den yndige Pige ved hans Side.

10. Natmandskrig.

Snabsthinget var ringet ud; alle Fremmede bortreiste. Byen syntes saa øde, saa folketom, som om en Smitsot havde hærget den. Da ogsaa vi fra Solholm om Morgenen droge ud, vare vi de Eneste, der bragte Liv i de stille Gader. Baronen var tilheft, maaskee for at vise sig for Therese i een af hans meest glimrende Skiffelser thi han var ustridig en ypperlig Rytter. Vi andre kjørte; Hiarum var ikke med, savnedes ej heller.

At min Kjereste vilde tage tilbage til det farlige Solholm, og at jeg tillod det, kunde synes underligt; men deels frygtede nu Ingen af os mere for Baronen, deels ønskede hun jo at befries for Nærværelsen af Fialtring hyem Embedssager holdt tilbage i Viborg - og endelig søgte de to Veninder at blive samlede faalænge som mus ligt: den Tid kunde ikke være langt borte, da jeg maatte adskille dem.

Uden for Porten ventede os et førgeligt Syn: tæt ved Landevejen befandt sig dengang Rakkerkulen. I sam me laae Liget af en nylig dræbt Natmand ved Siden af en flaaet Hund; nogle Markarbejdere stode hos, men vog tede fig vel for at røre ved den Afsjelede.

Paa vor Forespørgsel forklarede de: at de under Arbejdet neden for i Engen havde hørt et Skud her, og strar derpaa seet en Rytter gallopere sydefter.

Therese stjænkede den Ulykkelige et Suk og et medlidende: den Stakkel!" og den endnu blødere Mariane en Taare.

"

Denne foragtede, og derfor foragtelige Kastes sørge lige Forfatning blev længe Gjenstanden for vor Samtale. Disse Menneskers Kaar," yttrede Mariane, er ikke bedre end de vilde Dyrs. De fødes og døe ligesom de, hvor Tilfældet byder: de have Fødeland, men intet Hjem, og kunne ej engang nyde den fattige Trøst, at døe ved egen Arne, og hvile de trætte Lemmer hos henfarne Slægt og Venner. De ere Fremmede i deres Fædreland; og de ere mere udlændiske end selve Jøderne. Den ringeste Bonde flyer dem som urene Dyr; det Kar, hvoraf han uvillig stiller deres Hunger og slukker deres Tørst, skulde Intet formaae ham til selv at bruge. Han sætter det paa Jorden ved Siden af Hundekoppen, og vilde i Nødsfald hellere betjene sig af denne end af hiint. Men det sørgeligste er dog den Uvidenhed, i hvilken de hendrage deres dyriske Liv: de vide ej engang, at der er et bedre til. Om Gud høre de kun hændelsesviis tale, som om et dem uvedkommende Væsen, og lære først at kjende hans Bud, naar de uvitterligen have overtraadt dem. De undervises først om deres Pligter, naar de straffes, fordi de have forsømt dem; og det ofte i en Alder, da de efter Naturens Orden snart maae fremtræde for en højere, men sikkert barmhjers tigere Dommer."

Greben af den ædle Varme, med hvilken hun talte, og vakt til nøjere Anskuelse af en Gjenstand, der hidtil havde været mig ligegyldig, optog jeg Talens Traad.

« ForrigeFortsæt »