Billeder på siden
PDF
ePub

sagde: Den som elffer, fjender Gud; thi Gud er Kjer: lighed.

Vang bøjede sit Hoved, og skjulte sine Dine i Marianes Haand. Hendes englelige Aafyn smilede gjennem Taarer. Jeg vedblev i min Sjels Begeistring :

..Er der nogen af os Cyksalige, som i dette Dieblit iffe veeb, at vor Kjerligbed skal overleve vore dødelige Les gemer? Skoven hift ftal ældes og forgaae, og en anden opvore paa dens Sted. Soen kan bentørres i Aarenes Cob, og Blomsterne, som opvore i dens leje, ville vigne. Sidste Steen af denne Oldtidsborg er snart hensmuldret, som de Hænder, der rejste den. Støv fommer til Stor; men hvad som er født af Aand, ffal iffe see Døben."

Bedeflofferne flang bag Lyngbjergene. Aftenduggen lagde sig som et Lagen over Søen. Tæt under os hvis lede to tamme Svaner jevnlides med hovedet under Vins gen, og mindede ogsaa os om Svilens Tid.

„Det er et Par“ sagde Therese, idet vi rejste os, jeg har fjendt dem siden jeg var lille og dengang vare de allerede gamle. Tiden farer hen over dem, men deres Kjerlighed ældes ikke Theodor! naar ogsaa vi blive gamle

Hun greb min Haand med begge sine hendes Dine fordunkledes hendes Læber bævede.

Jeg sluttede hende i mine Arme, og svarede: Vor Kjerlighed tilhører iffe Tiden.

Man paastaaer sagde Mariane, idet vi git ned om Volden, wat naar den ene døer, kan Magen ikke leve den førger fig snart tildøde – gid de maatte døe paa cengang!"

Som hun med et tungsindigt Blik, der røbede, at bun tænkte paa flere end Svanerne, yttrebe dette Dnske,

.

traadte en bøj, mørt Stiftelse ud mellem Taarnmurene, juft som vi gif dem forbi. Den standsede og traf fig til: bage i Sfjul. Et foagt Skrig undslap de forstræftede Piger. Jeg felv blev ej heller ganske vel tilmode ved dette Syn paa et saadant Sted; Ade toge vi hurtigere Stridt. Men vi vare iffe fomne ret langt, før Vang blev staaende, og sagde:

"Hvad var det? har Nogen beluret os? — det maae vi vide!.

For Guds Sfyld hviskede Mariane ængstelig, og vilde holde ham tilbage; men ban traadte dristig ben til Taarnet, og raabte:

Hvem er ber?

Hvem fløjer *) herude?« lød en fuul Roft der: inde fra.

,,Tve Knaspere med bjernoses Diller **)," foarte en qvindelig Stemme, og derpaa viste sig atter hiin lange Stiftelse, i hvem jeg snart gjenkjendte langemargrethe, som udenfor Marionettheatret faa fortroligt havde tiltalt Forvalter Hiarum Bag ved hende fremfeeg et blegt Mandsansigt, ombuffet af tyffe Haar.

„Hvad bestiller 3 her?" spurgte Vang studs.

Qvinden gjorde et dybt flodset Knir, og svarte i spottende Tone:

Ingenting, naadig Hr. Baron!

Derpaa ftuppede hun til Manden, og sagde: Hva glaner ***) do ætter? go in, aa fal Funfer te æ Pulter ****).

*) Gaaer omkring. **) To Knøse med deres Smaapiger. ***) Gloer. ****) Gjør 3id til Grøden.

Kom Vang! fom!, hviskede jeg; men han blev endnu ftaaende, og spurgte:

Hvorfor falder 3 mig Baron ?

Haabaab!" gjenmælede hun med et hæsligt Griin, „Der er faa mange Smaabaroner paa Solholms Gods, fom aldrig selv veed af det; 3 fan ligesaagodt være een af dem som en Anten, mi bette Faahr!"

Her strakte hun Hovedet længere frem, og feeg efter Therese med et langt:

,35! - hva er det for en bette Jomfru? fitfen fnov jen! hun hører wal aasse Baronen til - ja ja! byt fæ for Raablfolt, aa for Autenboeg. *)

Gonæt, Benlid!
Dermed niffede hun, og forsvandt i Ruinerne.

Der var noget faa ffadelystent i denne rædlige Qvindes forblommede Yttringer, som vafte baade Væm: melse og en Slags Benouelse, saadan som man føler den ved ildevarslende Spaadoinme, dem Fornuften forfaster, uden dog at kunne lage dem bort af Tanferne; en Følelse liig Spøgelsefrygt, der hænger fast i Indbildningen, hvor fjæft og ivrigt man end fæmper for at afryste den.

Dgsaa hos Almuen var Langemargrethe en højst uvels fommen Gæst, meer af omtalte Grund, end formedelst hendes Roverrygte. Man gav hende derfor med Glæde Alt, hvad hun var uforskammet nok til at æste. Og jaa: ledes behøvede hun nu hverken at stjæle eller røve, stjøndt Ingen alligevel tvivlede paa, at hun jo forhen havde øvet begge faa nærbeslægtede Haandteringer. Forstyrret ved bende var da saa snart vore Sjeles milde Havblik; og

*) Aftendug.

bitterligen erindredes vi om, at vi ikke vare ene i Verden."

Bang ifær var og blev forftemt bele Hjemvejen. Det var mig klart, at bang Tanfer sysselsatte sig mere med den bæslige Natmandsfone, end med den yndige Pige ved hans Side.

10. Natmandskrig.

Snabsthinget var ringet ud; alle Fremmede bortrejste. Byen fyntes saa ode, faa folfetom, som om en Smitsot barde bærget den. Da ogsaa vi fra Solholm om Mors genen droge ud, vare vi de Eneste, der bragte liv i de ftille Gader. Baronen var tilbest, maasfee for at vise fig for Therese i een af bans meest glimrende Skiffelser – thi han var uftridig en ypperlig Rytter. Vi andre fjørte; Hiarum var ikke med, savnedes ei heller.

At min Kiereste vilde tage tilbage til det farlige Solholm, og at jeg tillod det, funde synes underligt; men deels frygtede nu Ingen af og mere for Baronen, deels ønskede hun jo at befries for Nærværelsen af Fialtring hyem Embedssager holdt tilbage i Viborg - og endelig fogte de to Veninder at blive samlede saalænge som mu: ligt: den Tid kunde ikke være langt borte, da jeg maatte abstille bem.

Uden for Porten ventede os et førgeligt Syn: tæt ved Landevejen befandt sig dengang Kafferkulen. § same me laae Liget af en nylig dræbt Natmand ved Siden af en flaaet Sund; nogle Marfarbejdere ftode bos, men dog. tede sig vel for at røre ved den Afsjelede.

Paa vor Forespørgsel forklarede de: at de under Ars bejdet neden for i Engen havde hørt et Sfub her, og ftrar derpaa feet en Rytter gallopere fybefter.

Therese ftiænfede den Ulyffelige et Suk og et meds lidende: „den Staffel!" og den endnu blødere Mariane en Taare.

Denne foragtede, og derfor foragtelige Kastes sorge: lige Forfatning blev længe Gjenstanden for vor Samtale.

„Disse Menneskers Raar,“ yttrede Mariane, wer ifte bedre end de vilde Dyrs. De fødes og døe ligesom de, hvor Tilfældet byder: de bave Fødeland, men intet Hjem, og funne ei engang nyde den fattige Trøst, at døe ved egen Arne, og hvile de trætte Lemmer hos henfarne Slægt og Venner.

De ere Fremmede i deres Fædreland; og de ere mere udlændiste end felve Foderne. Den ringeste Bonde skyer dem som urene Dyr; det Kar, hvoraf han uvillig stiller deres Hunger og sluffer deres Tørst, sfulde Intet formaae ham til selv at bruge. Han sætter det paa Jorden ved Siden af hundekoppen, og bilde i Nødsfald hellere betjene sig af denne end af hiint. Men det førs geligste er dog den uvidenhed, i hvilken de bendrage deres dyriste liv: de vide ej engang, at der er et bedre til. Dm Gud høre de fun bændelsesviis tale, som om et dem uved: kommende Væsen, og lære ferft at fjende hans Bud, naar de uvitterligen have overtraadt dem. De undervises først om deres Pligter, naar de straffes, fordi de have forsømt dem; og det ofte i en Alder, da de efter Naturens Drden snart maae fremtræde for en højere, men fitfert barmhjer: tigere Dommer."

Greben af den æble Barme, med hvilfen hun talte, og vaft til nøjere Anskuelse af en Gjenstand, der hidtil havde været mig ligegyldig, optog jeg Talens Traad.

« ForrigeFortsæt »