Billeder på siden
PDF
ePub

banfer indsluttede Nonnboe Søe – til alt dette har jeg i flere Egne feet Mage - yndigere endog, større, ftoltere; men de fattes alle hvad skal jeg falde det? – den Emaille, hvormed tryllende Erindringer overdrage og ops live hiint venlige Landskab.

Da jeg om Morgenen vaagnede, og min første Tante faldt paa Therese, forefom mig vor Forlovelse som en Drøm; min Lykke syntes mig for stor til at den funde være mere. Og dog var den virkelig – jeg greb efter Brevet, det første Pant, fom om jeg endnu behøvede strivts ligt Beviis; og efter at have ftuderet det ret con amore, var min første Forretning, i en Guldsmedbod at udsøge en Forlovelsesring.

Derpaa ilede jeg, for ej at forstyrres i mine Svær: merier af Baronen eller mine nye republifanske Venner, ud af Byen; og, uden at vide det, befandt jeg mig endnu før Middag der, hvor jeg ventede min Elskede.

Ovenfor Mollen er en langagtig Banke som en vold, tyndt bevoret med Ege; paa den ene Side Moflodammen, paa den anden en Viig af Søen. Der var det, hvor hun førstegang fant til mit Hjerte, og lovede hvad alle Piger love, men hvad hun i Sandhed ubrødelig har holdt gjen: nem fem og tyve Aars mange Omverlinger af Sorrig og Glæde. Arm i Arm vandrede vi omfring i Sloven og ved Bredderne af Søen, og samtalede om Fremtiden.

Vor Lyffe var iffe uden Hindringer. Therese vidste, at Faderen havde bestemt hende for den rige Fialtring, og at han var vanskelig at roffe i fine eengang tagne Beslut ninger.

Vor Forlovelse maatte altsaa for det første holdes bemmelig, indtil jeg fik det Embede, som jeg med god Grund snart ventede. Herpaa begyndte vi, som andre

Forlovede, at lægge Planer til vort huuslige liv; og dette medtog saa lang en Tid, at Solen allerede begyndte at hælde til Nedgang, førend vi mærkede det, og vi selv be: fandt os ved Ruinerne af det gamle Hald Slot, der ligger fmuft paa en Dode i Søen, med sin grønne Vold og mørfrøde Muurftyffer.

Nu savnede jeg først min Thereses Veninte, og vilde just spørge om hende, da hun og — Vang fom os imode fra den anden Side af Volden, og standsede ligesaa overs raskede fom jeg. Men fun et øjeblik, og Mariane fastede sig om Thereses Hals, og stjulte fit blussende Anfigt mod hendes Skulder; Bang greb min Haand, og drog mig med sig op ad Volden og ned i den Fordybning, som findes mellem dens fire Sider.

Det er ffeet!" sagde han; „Fremtiden vil vise, hvor: vidt det er rigtigt eller ej Frøkenen og jeg har byttet Hjerter. Du og din Therese ere de eneste, som skulle vide det..

I følelsen af min egen lyfsalighed ønskede jeg inders ligen ham en lignende, men funde alligevel iffe tilbages holde min Forundring over, hvad der havde bragt ham til at handle tvertimod sin første Beslutning.

„Ogsaa det vil jeg ftrifte for Dig" svarede han. "Jeg fom igaar til at tænke over den Sag, og da mærs kede jeg først, idet jeg alvorligen forestillede mig Adskillels fen, at jeg virkelig elskede hende; og da jeg var overbeviift om, at hun ikke funde blive lykkelig uden med mig, rejste jeg efter Jer, og ledsagede Pigerne berud. Saasnart jeg faae Dig bag Mellebaffen, og Therese ilede hen til Dig, holdt jeg Mariane tilbage, og erklærede mig.“

Alt dette fortalte han, iffe med en Forelftets 3id, men med en Rolighed, som om det havde været en Andens

Historie; og allerede dengang opstod hos mig en svag Tvivl om, at han muligen funde have fluffet sig selv med Hensyn til hans eget hjerte.

Min Plan er lagt,vedblev han: den theologiske Bej fører kun til et simpelt Maal, og jeg duer desuden iffe til Præst. Jeg begynder ftrar at studere Jura; denne Videnskab lønner bedre fine Dyrfere; og saaledes fan jeg baabe, engang at torde byde en Frøken min Haand.

Han fortsatte endnu lidt udviflingen af Planen, og det med en Besindighed, som slet iffe ftemmede med min egen føde Urolighed. Jeg bifaldt derfor det Hele, uden engang at have hørt det Halve, og vilde saaledes hos de fleste Andre have erhvervet mig Ravn af en fornuftig og ærlig Raadgider; thi dertil udfordres jo blot at bifalde den Raadspørgendes egen Mening.

Vang var af ganske modsat Sindelag: ban vilde modsiges, og vendte den Ryggen, som iffe gjorde det. Men her intervenerede de hulde Piger; inden min Ben funde faae Stunder at stede sig, vare de allerede hos os. Bi fatte os i Fordybningen, bandt Ønstefnuder og Blom: sterfrandse, og vare lyfsalige som Børn. Selv den ellers alvorlige Vang blev munter og hjertelig, og fun over hans Kjerestes Aasyn foer - undertiden ligesom en Stygge

dunkle Forudfølelser maasfee af en styfuld Fremtid.

Therese havde trykt en Rrands af Roblommer og Blaakloffer paa mit Hoved. Jeg tog Haanden, bedæftede den med Rys, og sagde:

„Gjøre vi nu iffe Millers Digtning *) til virkelig hed? Jeg er din Kronbelm, Therese !"

*) Siegwart, en Klosterhistorie.

Men Marianes Ansigt formørkede$ pludseligt, Taarer bævede i hendes Dine, og med et vemodigt Smiil sagde hun til den Elffece: „Skal Du vorde min Siegwart? saa ulyffelig fom ban

Maafkeer svarte han bevæget, „men trofast som ban.

..Mig er det nof,sagde hun, og foldede hænderne i Stjødet, „Gud raaber for Lyffen

Og vi for Villien" lagde han til. Begge Pigerne saae til Jorden, og suffede; de følte vel bedre end deres Eiffere, boor svag og usikker den men: neskelige Villie monne være.

Efter nogle Djebliffes uhyggelige Taushed, sprang Therese op, raabte: Her er for trangt, og let som et Rid boppede hun op ad Bolden, fatte sig der, og vinfede ad os; vi fulgte og nedlobe og hos hende.

Neden under og var den spejlblanke Søe, og paa hiin Side Bøgeskoven, hvis øverste Kanter rødmede i Aftensolens Straaler, og videre ud tilhøjre og venstre, be: grændsedes Søen og Udsigten af brune og grønne, bølge: dannede Baffer. Fuglesang og Mollevandet Susen vare de eneste Toner i den stille yndige Natur,

Therese lagde sin ene Arm om min Hals, udstrakte den anden, og sagde:

- Af! var dog dette den hele verden end hvad vi her overstue; og iffe flere Mennesker i den, end vi!"

„Dnsket er født" fagde Bang "men

1- Men daarligt, vil De sige, faldt hun hurtigt ind, „dog derfor maasfee faa født. Er det iffe saaledes med alle dem, hvis Dpfyldelse er umulig, eller stjuler sig i det dunkle Fjerne? Hvor ofte har jeg som Barn ønsket

iffe mere

mig oppe blandt Stjernerne, og følt mit bele Bæfen bes taget af en længselsfuld Vemod, som var mig langt fjerere, end mine andre virkelige Glæder.“

Mariane tilniffede langsomt Veninden fit Bifald med et Smiil, som netop udtryfte denne vemodige Længsel.

Vang, hvorvel selo usædvanligen bevæget, funde dog iffe ganske betvinge fit Hang til spidsindig Modsigelse denne forstandens Pirren til at anatomere Følelser ligers piis fom philofophiffe Theoremer:

Hvorfor da sagde han, wer denne vaagne Drom faa ftaffet og fjælden?

Fordi den er faa stjøn“ svarede Therese.

,,Eller omvendt,“ lagde han til den er stjøn, fordi den er sjælden og fort...

„Deri fejler Du“ tog jeg Ordet, ude rene, de højere Glæder ere i det forteste ligesaa lange som livet; thi de gjentage sig ofte, og hver Gang saa tyffes mig med tiltagende Klarhed og Styrke. Dette yndefulde lands ffab – til Erempel - vil ofte vise sig for os i Erins dringen. Phantasien skal fremtrylle det ligesaa klart og levende, og med ligesaa stor Sandhed, som om Penslen havde fastnet det til Træ eller lærred. Denne Aftens milde Stjønhed vil leve, eller gjenopleve, faa ofte vi væffe Mindet om den, og tilligemed den Alt, hva$ nu røres i vore Hjerter, og bæver vore Sjele til þaab og Tro paa noget endnu Stjønnere end Jorden, og varigere end den.“

Therese drog min þaand til sine læber; to store Tagrer tindrede i bended stjerneblaae Dine, hun lagde fin Pande til min Kind, og hviskede:

Min Theodor! gjør mig gudfrygtig fom Du!"
Jeg tryffede hende til mit frydopfyldte Bryst, og

« ForrigeFortsæt »