Billeder på siden
PDF
ePub

banker indsluttede Nonnboe Søe

til alt dette har jeg i

flere Egne feet Mage - yndigere endog, større, stoltere;

[ocr errors]

den

men de fattes alle hvad skal jeg falde det? Emaille, hvormed tryllende Erindringer overdrage og ops live hiint venlige Landskab.

Da jeg om Morgenen vaagnede, og min første Tanke faldt paa Therese, forekom mig vor Forlovelse som en Drøm; min Lykke syntes mig for stor til at den kunde være mere. Og dog var den virkelig — jeg greb efter Brevet, det første Pant, som om jeg endnu behøvede skrivts ligt Beviis; og efter at have studeret det ret con amore, var min første Forretning, i en Guldsmedbod at udsøge en Forlovelsesring.

Derpaa ilede jeg, for ej at forstyrres i mine Sværmerier af Baronen eller mine nye republikanske Venner, ud af Byen; og, uden at vide det, befandt jeg mig endnu før Middag der, hvor jeg ventede min Elskede.

Ovenfor Mellen er en langagtig Banke som en Vold, tyndt bevoret med Ege; paa den ene Side Mollcdammen, paa den anden en Viig af Søen. Der var det, hvor hun førstegang sank til mit Hjerte, og lovede hvad alle Piger love, men hvad hun i Sandhed ubrødelig har holdt gjen nem fem og tyve Aars mange Omverlinger af Sorrig og Glæde. Arm i Arm vandrede vi omkring i Skoven og ved Bredderne af Sven, og samtalede om Fremtiden.

Vor Lykke var ikke uden Hindringer. Therese vidste, at Faderen havde bestemt hende for den rige Fialtring, og at han var vanskelig at rokke i sine eengang tagne Beslut. ninger.

Vor Forlovelse maatte altsaa for det første holdes hemmelig, indtil jeg fik det Embede, som jeg med god Grund snart ventede. Herpaa begyndte vi, som andre

Forlovede, at lægge Planer til vort huuslige Liv; og dette medtog saa lang en Tid, at Solen allerede begyndte at hælde til Nedgang, førend vi mærkede det, og vi selv befandt os ved Ruinerne af det gamle Hald Slot, der ligger smukt paa en Odde i Søen, med sin grønne Vold og mørkrøde Muurstykker.

Nu savnede jeg først min Thereses Veninte, og vilde just spørge om hende, da hun og - Vang kom os imode fra den anden Side af Volden, og standsede ligesaa overraskede som jeg. Men kun et Djeblik, og - Mariane kastede sig om Thereses Hals, og skjulte sit blussende Anfigt mod hendes Skulder; Vang greb min Haand, og drog mig med sig op ad Volden og ned i den Fordybning, som findes mellem dens fire Sider.

[ocr errors]

"Det er fleet!" sagde han; „Fremtiden vil vise, hvorvidt det er rigtigt eller ej Frøkenen og jeg har byttet Hjerter. Du og din Therese ere de eneste, som skulle vide det."

-

I Følelsen af min egen Lyksalighed ønskede jeg inderligen ham en lignende, men kunde alligevel ikke tilbageholde min Forundring over, hvad der havde bragt ham til at handle tvertimod sin første Beslutning.

"Ogsaa det vil jeg skrifte for Dig" svarede han. "Jeg kom igaar til at tænke over den Sag, og da mærfede jeg først, idet jeg alvorligen forestillede mig Adskillelsen, at jeg virkelig elskede hende; og da jeg var overbeviist om, at hun ikke kunde blive lykkelig uden med mig, rejste jeg efter Jer, og ledsagede Pigerne herud. Saasnart jeg faae Dig bag Mollebakken, og Therese ilede hen til Dig, holdt jeg Mariane tilbage, og erklærede mig."

Alt dette fortalte han, ikke med en Forelskets Ild, men med en Rolighed, som om det havde været en Andens

Historie; og allerede dengang opstod hos mig en svag Tvivl om, at han muligen kunde have stuffet sig selv med Hensyn til hans eget Hjerte.

Min Plan er lagt," vedblev han: „den theologiske Vej fører kun til et simpelt Maal, og jeg duer desuden iffe til Præft. Jeg begynder strax at studere Jura; denne Videnskab lønner bedre fine Dyrkere; og saaledes kan jeg haabe, engang at torde byde en Frøken min Haand."

Han fortsatte endnu lidt Udviklingen af Planen, og det med en Besindighed, som slet ikke stemmede med min egen søde Urolighed. Jeg bifaldt derfor det hele, uden engang at have hørt det Halve, og vilde saaledes hos de fleste Andre have erhvervet mig Navn af en fornuftig og ærlig Raadgiver; thi dertil udfordres jo blot at bifalde den Raadspørgendes egen Mening.

Vang var af ganske modsat Sindelag: han vilde modsiges, og vendte den Ryggen, som ikke gjorde det. Men her intervenerede de hulde Piger; inden min Ven kunde faae Stunder at støde sig, vare de allerede hos os. Vi satte os i Fordybningen, bandt Ønskeknuder og Blomsterkrandse, og vare lyksalige som Børn. Selv den ellers alvorlige Vang blev munter og hjertelig, og kun over hans Kjerestes Aasyn foer undertiden ligesom en Skygge dunkle Forudfølelser maaskee af en skyfuld Fremtid.

Therese havde trykt en Krands af Koblommer og Blaaklokker paa mit Hoved. Jeg tog Haanden, bedækkede den med Kys, og sagde:

„Gjøre vi nu ikke Millers Digtning *) til Virkeligs hed? Jeg er din Kronhelm, Therese!"

*) Siegwart, en Klosterhistorie.

Men Marianes Ansigt formørkedes pludseligt, Taarer bævede i hendes Øjne, og med et vemodigt Smiil sagde hun til den Elffete: Skal Du vorde min Siegwart? saa ulykkelig som han

han."

"

[ocr errors]

Maaskee svarte han bevæget, men trofast som

„Mig er det nok," sagde hun, og foldede Hænderne i Skjødet, „Gud raader for Lykken

[ocr errors]
[ocr errors]

Og vi for Villien" lagde han til.

Begge Pigerne faae til Jorden, og fukkede; de følte vel bedre end deres Elskere, hvor svag og usikker den menneskelige Villie monne være.

Efter nogle Øjeblikkes uhyggelige Taushed, sprang Therese op, raabte: "Her er for trangt," og let som et Kid hoppede hun op ad Volden, satte sig der, og vinkede. ad os; vi fulgte og nedlode os hos hende.

Neden under os var den spejlblanke Søe, og paa hiin Side Bøgeskoven, hvis øverste Kanter rødmede i Aftensolens Straaler, og videre ud tilhøjre og venstre, be grændsedes Søen og Udsigten af brune og grønne, bølgedannede Bakker. Fuglesang og Mollevandets Susen vare de eneste Toner i den stille yndige Natur.

Therese lagde sin ene Arm om min Hals, udstrakte den anden, og sagde:

"Ak! var dog dette den hele Verden

iffe mere end hvad vi her overskue; og ikke flere Mennesker i den, end vi!"

[ocr errors]
[merged small][ocr errors]

- Men daarligt, vil De sige," faldt hun hurtigt ind, dog derfor maaskee saa sødt. Er det ikke saaledes med alle dem, hvis Opfyldelse er umulig, eller skjuler sig i det dunkle Fjerne? Hvor ofte har jeg som Barn ønsket

mig oppe blandt Stjernerne, og følt mit hele Væsen betaget af en længselsfuld Vemod, som var mig langt fjerere, end mine andre virkelige Glæder.“

Mariane tilnikkede langsomt Veninden fit Bifald med et Smiil, som netop udtrykte denne vemodige Længsel.

Vang, hvorvel selv usædvanligen bevæget, kunde dog iffe ganske betvinge sit Hang til spidsindig Modsigelse denne Forstandens Pirren til at anatomere Følelser ligers viis som philosophiste Theoremer:

"Hvorfor da" sagde han, er denne vaagne Drøm saa stakket og sjælden?"

"Fordi den er faa skjøn" svarede Therese.

„Eller omvendt," lagde han til,

den er stjøn, fordi

den er sjælden og fort."

de rene, de højere

"Deri fejler Du" tog jeg Ordet,

Glæder ere i det korteste ligesaa lange som Livet; thi de gjentage sig ofte, og hver Gang

[ocr errors]

saa tykkes mig

med tiltagende Klarhed og Styrke. Dette yndefulde Landffab - til Exempel vil ofte vise sig for os i Erins dringen. Phantasien skal fremtrylle det ligesaa klart og levende, og med ligesaa stor Sandhed, som om Penslen havde fastnet det til Træ eller Lærred. Denne Aftens milde Skjønhed vil leve, eller gjenopleve, saa ofte vi vække Mindet om den, og tilligemed den Alt, hvaß nu røres i vore Hjerter, og hæver vore Sjele til Haab og Tro paa noget endnu Skjønnere end Jorden, og varigere end

den."

Therese drog min Haand til fine Læber; to store Taarer tindrede i hendes stjerneblaae Dine, hun lagde sin Pande til min Kind, og hviskede:

"

Min Theodor! gjør mig gudfrygtig som Du!"

Jeg trykkede hende til mit frydopfyldte Bryst, og

« ForrigeFortsæt »