faldne Trægrene, og kastede dem paa Hoben. Da han havde opfyldt denne fromme Pligt, hvis Betydning han ej engang selv fjendte, besteeg han atter sin Hest, og Rejsen fortsattes i Taushed igjennem de dybe lovoverhvælvede Dale, alt uden mindste Hindring.

Vendsyssel er, hvad Jordens Form, og selv dens Beskaffenhed angaaer, halvfremmed for de sydligere Egne af Halvøen. Det viser langt tydeligere Spor af en stor Naturrevolution, og efter Bakkestrækningernes Retning synes en Oversvømmelse fra Nordvest til Sydost at have udhulet Dalene imellem dem, og udjevnet de Kjærsletter, ad hvilke Bækkene paa et Par nær snart over flade Enge, fnart gjennem dybe, idelig bugtende Hulinger, søge Kattegattet. Det hele har endnu den Dag i Dag et vildere og om jeg saa maae fige mere raat Udseende, end det øvrige Jylland; Bakkerne ere almindeligviis stejlere, mere forvovne; selv en stor Deel af det opdyrkede Land er Bakker og Skrænter: Dalene ere hyppigt snevrere, hvorved de ogsaa maae synes dybere, om de end ikke vare det: og, ej at tale om den fire Miil lange øde Sandtunge, der slikker sig op i Nordsøen, saa er jo den uhyre Vildmose endnu bestandig en Ørken.

Meest sælsom, meest „barok. for at bruge et fremmed Drd til et fremmedagtigt Landskab - er dog Egnen mellem Sæbye og Fladstrand, to tre Mile mod Vesten. Naar man stiller sig paa Bakken der norden for Sæbygaards Skov, og seer ud over den nysbetegnede Ezn, skulde man troe at have for sig et temmeligt jevnt Landstrøg, en Højslette, eensformig og lidt beboet. Men beslutter man sig til at gjennemvandre den, da faaer man ja hvad skal jeg falde det? - een Aabenbaring efter den

anden.

Jeg torde ligne disse viniliste „Højlande", som de og der kaldes, ved en Bog, hvis eenfoldige Titel og tarvelige Omslag ikke synderligt tiltaler Nysgjerrigheden; men som dog i sin simple Klædning indslutter uventede Skatte. Saaledes kjender jeg ogsaa en Qvinde, hvis Hverdagsansigt ikke lover meer end netop; men tael til hende! tael med hende om noget, som just ikke hører til dagligt Bred, saa skal Du see, hvor indholdsrigt dette samme Ansigt vor: der: ethvert Smiil om den skjønttalende Mund, ethvert Glimt fra de opildede Øjne, er et Tankesprog, eller et Drakelsprog; den herlige Aand derinde aabenbarer sig paa eengang baade ved Tegn og Ord.

Dette Højland da om hvilket jeg maaskee har vakt vel høje Forventninger, det er gjennemfkaaret af mange dybe og snevre Dale, hvis Sider - jeg kunde faae Lyst til at falde dem Vægge almindeligviis ere saa bratte, at man med en Slags ængstelse seer Huusdyrene græsse henad de smalle Gangstier, der virkelig synes dannede kun for og af Gemser og Steenbukke. Bunden i disse Dale er hyppigt bevoret med Buske og Træer, og gjennemslynget af Smaabække, der uophørligen risle og pladske nedad den ujevne, stenige Grund.

I de Dale, der gjøre Undtagelser fra denne Hoveds characteer, finde vi her en Bondegaard, hist en Molle, her en Eng, hist en Søe; og paa vort ophøjede Standpunkt fængsles vore Blikke stærkere af disse overraskende Opdagelser end af selve Havet, i hvis Baggrund vi stundom tage de blege Skytoppe hen med Synskredsen for Sver rigs Klippekyst, men i klart Vejr tydeligt øjne til den ene Side Lessøe, Ægirs gamle Sæde til den anden endnu tydeligere det nærmere Frederikshavn i sin anden og skjønnere Ungdom, med sin kongelige Mole, sit hvide

Cafteltaarn, fine mange Skibsmaster, og paa hiin Side de forhen saa frygtede Holme.

Skulde jeg her synes at have gjort for langt et Spring ikke i Historien, men i Geographien

da be des saadant undskyldt med, at jeg med min Fortælling snart vil komme til at bevæge mig i det nu betegnede Højland, der adskiller de tvende førnævnte gamle Herregaarde, og i fordums Tider var langt vildere, det vil fige: langt videre bevoret med Stov, som og med hine mørkladne Værter, der saa ensformigt og tarveligt beklæde vore uopdyrkede Sletter, Banker og Moser.

Endnu inden vore Rejsende paa en Milsvej nær havde naaet den sydlige Grændse af Højlandet, bleve de i en lille ussel Landsbye alle paa eengang opmærksomme paa en halvvoren og halvnøgen Bondetes, der fad paa en Steen udenfor en faldefærdig Hytte; hun havde en dod Kat liggende over Knæerne, men strøg og klappede den, som om den kunde været levende, alt under stille Taarer, og af og til et „solle Mis!"

"Holdt Du saameget af den Kat?" spurgte Fru Bang, og standsede sin Hest.

Pigen bejaede, men med et Hjertefuk saa heftigt, at hendes spinkle Krop rettedes som ved Fjederkraft, og Hos vedet fløj tilbage, omflaggret af de lange uredte Lokker; men kun et Øjeblik, sað sank hun atter sammen over sin døde Yndling.

Ridderen, som holdt hende nærmest, fremtog en Silkepung og deraf en Krone, den han rakte Barnet med de Ord: "See her er noget til at faae din Kat begravet for."

Hun kastede et frygtsomt Blik til den prægtige Herre,

6. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VII.

2

og eet til Pengen, den hun slet ikke gjorde Tegn til at ville modtage.

"Naa! vil Du ha'e den?" spurgte denne.

"Hvad er det for een? og tør jeg?,, spurgte Pigen. „Det er jo en Krone," sagde Ridderen, „Du før meget vel."

Nu tog hun den endelig, men med ikke større Begier lighed, end at hun strar brugte den til at stryge den døde Kat med. Ridderen loe, Fruen smilte, men i hendes Ledsagerindes Dine fremglimtede Taarer.

--

"Hvorfor sørger Du saa stærkt over den Kat?" spurgte Ridderen.

"Det tør jeg ikke sige," lød Svaret, ledsaget af et frygtsomt Djekast til alle Sider..

Nu loe hele Selskabet.

"Du tør nok Ingenting?" sagde Fruen.

"Nej," svarede Staflen med et krampagtigt Suk. → "Da tør jeg sige det," lød en mandlig Røst fra den anden Side,Manden kom herom for lidt siden, med hans Hunde, og min Søster sad der, hvor hun nu sidder, med Katten ligesaadan paa Skjødet; men da var den levende. Saa figer Manden: „Vil J Kjeltringpak holde Katte til at tage mine Harer? Puds! Puds!" Saa reev jo

Hundene Katten ihjel."

Ridderens Ansigt underløb med Blod; han tøjlede sin Heft op, bulkede for Damerne, og Alle satte sig i Trav videre hen.

Bondekarlen, der med Armene paa Kanten af Halvdøren havde givet Oplysningen om Kattens Død, keeg efter de Borttragende, rækkede Tungen langt ud, og vendte sig til fit Arbejde derindenfor. Barnets Moder, som gjennem et solbrændt Skaar af en Nude havde feet saavel det ene som

det andet, vilde nu hente Tøsen; men da hun saae den store Sølvpenge, slog hun forfærdet Hænderne mod Laarene. Og varede det endda noget, inden hun vovede at berøre den sjældne Stat.

Havde vor lille Caravane ikke finket sig disse faa Minutter ved nysbemældte ubetydelige Optrin, vilde den maaskee blevet Tilskuer ved et andet, langt meer oprørende. Junker Kaj rødmede ikke uden Aarsag ved Bondeknosens Forklaring over Kattemordet; Manden var nemlig ingen anden, end hans egen Hr. Fader, den meget velbyrdige, men tillige meget tyranniske, Jørgen Lykke til Sæs bygaard, Lerkenfeld, Mariagers Kloster og Overgaard

hvis Billede i Legemestørrelse endnu den Dag idag fees paa venstre Haand, naar man er kommen op ad Taarntrappen paa sidstnævnte Herregaard.

Dragten henviser til de gamle Tider for to Aarhundreder siden, og længere; og Ansigtet selv

dette store runde Ansigt paa Kæmpekroppen, med de plirende Øjne under lyse, tynde Djenbryn, de smalle Læber, der synes ifærd med at danne et ondskabsfuldt Smiil - Alt dette henleder uvilkaarligt Tanken paa Adelsdespotie.

Nærværende Begivenheder indfalde virkelig ogsaa paa en Tid, da Munkeherredømmet allerede tvende Menneskealdre tilbage var tilintetgjort, og det verdslige Aristokratie eneherskende undertrykte Folket, og trodsede Kongerne.

Paa Hjemvejen fra fin Kattejagt var vor Herremand kommen igjennem en anden Bondebye. Da han ved Enden af samme med fit Følge er lige ud for Præstegaardens Port, staaer der iffe Stedets Præst men en anden, nemlig Mads Sørensen fra Ullits, der var her paa et Par Dage, at besøge sin gamle Ven og Broder. Hos denne fremmede Præstemand staaer hans Yndlingshund, en

-