Billeder på siden
PDF
ePub

,,Dettesagde han, idet vi gik op ab Troppen, mer Byens første offentlige Sted, hvor det vrimler af Snabo: thingsgjæster af alle Klasser fra Bonden til Herremanden, fra Tiggeren til Pengemanden, fra lommetyven til Aagers farlen - bar De Penge hos Dem, saa pas paa!"

"Hvad Tyven og Aagerfarlen levne" vedblev han, efterat vi havde trængt og gjennem et Par Værelser, fan De nemt blive skilt ved her, hvor Pasadirbrættet er permanent, liges som vore ærlige Maratister baabe, at Guillotinen engang ffal blive berude paa Torvet. Eller ønsker De hellere Pharao, faa finder De det i næste Værelse, og ovenifjøbet finere Selskab: Banforen er en Rangsperson, bans Croupier ligesaa, og blandt Pointørerne tæller man flere Højvelbaarenheder."

„Og alt dette offentligt uden Sky ?u udbrød jeg, resover Dvrigheden, eller er den blind?. -

Ingen af Delene," svarte han, wmen den er tolerant; og hvorfor skulde den ikke være det, da den ingen Fordeel bar af at forfølge Røvere og Sfjelmer, men blot Ulejlighed. O, min Ven! De fjender endnu fun lidt til Retsplejen og Politivæsenet i det fjere Cimbrien: her har vi hejt til Himmelen, og langt til Kjøbenhavn De forstaaer mig nof ?"

Jeg fik snart nok af Trængslen og Larmen, og fulgte derfor defto villigere min Fører i klubben. - Af Befjendte forefandt jeg her Dyber, Fialtring, Pastor Rumsoe, Hjarum, Kammerraad Urold og Studenten. Disse fadde med ligesaa mange Andre omkring et landkort, og vare i Begreb med at lære de franske Hærførere, hvor de burde gaae over Rhinen. Dog jevnebes i det samme den derover opstaaede Uenighed ved den definitive Bestemmelse af Een jeg troer, ban

var Paryfmager at man skulde passere Floden hvor den var smallest.

Nu forestillede Baronen mig med følgende Ord:

Borgere! jeg indfører herved min Ven Nordstjerne, en god Patriot og dydig Republikaner. Han er rigtignof ganske uden hans egen Styld en født Adelsmand, men har allerede forlængst aflagt fin Stands Fordomme."

En stor Mand, hvis Ansigt skinnede af Fedme og For: nøjelse, og som var Kjøbmand i Byen, og for denne Maas ned Præsident i Jacobinerklubben, rafte mig fin vældige Næve med de Dro: „Velfommen stal do væbre, min gode Ven!

Baronen blinkede ad mig, og fagde: Du maae vide, det er en lov, at saalænge vi befinde os her, ere vi alle Dus, ligesom vi atle af Naturen ere lighedens Børn.“

Saaledes befandt jeg mig uventet omgiven af tretten inderlige Venner.

Jeg belavede mig nu med Rette paa en Storm af politiske Forhandlinger; men istedet derfor afdeelte Selskabet fig i fredelige Spillepartier, og Statens Interesse tilsidesattes ganske for Lomberens. Baronen vilde iffe spille, men fors siffrede, at han skulde more sig selv og mig langt bedre til Spisetiden.

En gammelagtig Mand fad allene ved et Sidebord og røg fin lange Kridtpibe med stor Alvorlighed; ban var udseet til vor Underholdning.

„Du seer her, sagde Baronen til mig, wen Slægtning af den berømte franske General Dumoucis" (han udtalte dette Navn paa Danst, ganske som det her er streven; jeg fattede derfor iffe ftrar, at han meente Dumouriez).

Den Tiltalte forbenværende Kromand, nu Penges

mand tog Piben af Munden, smaagryntede

bet dar ban$ Maade at lee paa

og svarede: Bi bebbe rigtignok ligedan, undtagen det, at mæ falde de bar Mouris

Saadan hed Generalen ogsaa for Revolutio: nen, faldt Baronen ind, men da han først fandt paa, at Alle sfulde fige Du til hinanden, faa satte man dette Du foran bang Navn som en ?Erestitel. Jeg veed bestemt fra en Correspondent i Paris, at han er en Danft, og Bors ger Mouris's Broderson, der bed ligesaadan, rejste bort herfra for en Deel Aar siden, og nu er det først, han vaagner som General i Frankrig, men nu er han da rigtignok ogsaa løbet derfra.“

,,Saa er det fært, han ikke kommer her biem. fagbe Generale n$ Onkel, «men han er vel bleven storums, fan a tænnf, lissom Store Just *), der knap vill fjendes ved Baronen, allyul ban er en Husmands Søn af hans eget Gods, men fabænsæ han stammed fæ, for det han havde været med at slaae Prindsesse Langballe **) ihjel...

Nu mærkede jeg, hvad Mand vi havde for os, og bvori den belovede Morskab fulde bestaae. Og vist er det, at jeg ftjøndt jeg med Therese i Tanferne kun hørte ftjøs desløst til, havde Møje med at tvinge Latteren ved denne og flere lignende lokaliseringer.

Samtalen var nu kommen til Du Mads ***), een af Dommerne i Revolutionstribunalet, der ligeledes skulde være en bortrømt Bondejon fra Jylland, da den afbrodes ved bin Students indtrædelse.

*) Terroristen St. Just. **) Lamballe. ***) Dumas.

S. S. Blider, Gamle og nge Roveller. VII.

Han var klædt ganske fom en Sangculot, og et svært forpludsfet Haar omgav et lille blegt ansigt, af hvilfet Fudbildsthed og Næsvished klarligen fremlyste. De Spillende rejste sig og modtoge ham med temmelig urepublifanske Complimenter, dem han besvarede ffjødesløst og næften fornemt. Da itetsamme forfyndtes, at Aftensmaden var anrettet, gif bi samtlige ind i Spisestuen, og satte os tilbords.

Efterat Mundene først havde arbejdet udelukkende for Maverne, begyndte de dernæst ogsaa at virke noget for Staterne; og denne Virksomhed tiltog for hver Gang de vædedes af Vinen. Der gaver ingen bestaaende politist Indretning, som fandt Naade, og med samme Lethed som Tungen vendte en Mundfuld Mad, endevendte den et heelt Folk med samt dets Regjering og alle dets Institutioner.

Det var en Nydelse for Baronen, der stedse blev ved at ægge, og syntes felv i dette nymodens Kandesteberie at ville overbyde dem, han beloe i fit Hjerte.

Denne uegennyttige Nidfjærhed. for Nationernes Bedste tog omsider en hjemlig Retning, idet Een af Selsfabet rejste sig, og foreslog Studentens Staal, hvem ban be: nævnede , en Frihedens uforfærdet Kæmper."

Men denne bad med flog Beskedeubed: at Frihedens egen Staal først maatte briffcs.

Efterat begge vare udtømte med tilbørlig Hurraffraal, erindredes paa famme Maade andre Gudindens Stride: mænd baade i Paris og Viborg; og Frihedsfange og Drif: fefange gjorde samme Tjeneste, som de Taler, der nuomdage forberede til Toasterne.

Enden blev, at Fleerbeden berusedes, mere eller mindre, og at Grundfæsterne af Retfærd og Orten fom i Klams

merie intbyrdes, faa at tilsidst Ingen af dem funde bere sine egne Drb.

„Nu er den polske Rigsdag igang" sagde Baronen til mig; rallons coucher ! ubemærket listede vi os bort.

Medens vi gif biem sagde han til mig:

Jeg har nu vist Dem, min Ven! af hvilfe Hænder Frihedstræet her plantes, og hvormed det vandes — med franft Viin, Gud ffee Lov! istedenfor med danst Blod. Og De fan troe mig: herved vil det blive. Disse stærblinde Drømmere fee ikke, at Danmark ingen Revolution kan faae, fordi det ingen behøver: Strengen brister forst, naar den spændes til det yderste. End mere besynderligt er det, at de Studerede iblandt dem fjende faa lidt til Vers dens Historie, at de ifte veed eller og har glemt hvorledes ade Republiker ende. løjerligt er det alligevel - det vil De vist indrømme mig - at fee og høre disse Menneskers Dptøjer: man kunde fristes til at troe, de spillede for Spog en temporiseret Omarbejdelse af Holbergs Kandestøber. Men, at de mene det alvorligt, deri ftiffer juft bet Comiste. Naa - god Nat! og drøm behageligt!"

9. Halde Nuiner.

Jeg veed iffe om dette Stede Beliggenhed og Omgis velser sfulde være smuffere end saa mange andre, eller det er fordi jeg her har levet min Ungdomsfjerligheds stjønneste Dag, at jeg faa fortrinligen onder det. Hald Søe med sine ftovkrandste Bugter, Bøgelunden i dens Midte, Egeftoven mod Besten, mod Norden fyngbafferne, imellem hvilke Mølleaaen ffynder sig ned til den mellem gule Sands

« ForrigeFortsæt »