Billeder på siden
PDF
ePub

"Dette" sagde han, idet vi gik op ad Trappen, wer Byens første offentlige Sted, hvor det vrimler af Snabsthingsgjæster af alle Klasser fra Bonden til Herremanden, fra Tiggeren til Pengemanden, fra Lommetyven til Aagers farlen har De Penge hos Dem, saa pas paa!"

"Hvad Tyven og Aagerkarlen levne" vedblev han, efterat vi havde trængt os gjennem et Par Værelser, „kan De nemt blive skilt ved her, hvor Pafadirbrættet er permanent, ligesom vore ærlige Maratister haabe, at Guillotinen engang fkal blive herude paa Torvet. Eller ønsker De hellere Pharao, saa finder De det i næste Værelse, og ovenikjøbet finere Selskab: Bankøren er en Rangsperson, hans Croupier ligesaa, og blandt Pointørerne tæller man flere Højvelbaarenheder."

"

„Og alt dette offentligt uden Sky?" udbrød jeg, sover Øvrigheden, eller er den blind?"

-

"Ingen af Delene," svarte han, men den er tolerant ; og hvorfor skulde den ikke være det, da den ingen Fordeel har af at forfølge Røvere og Skjelmer, men blot Ulejlighed. O, min Ven! De fjender endnu kun lidt til Retsplejen og Politivæsenet i det fjere Cimbrien: her har vi højt til Himmelen, og langt til Kjøbenhavn De forstaaer mig

nof?"

Jeg fik snart nok af Trængslen og Larmen, og fulgte derfor desto villigere min Fører i Klubben. - Af Befjendte forefandt jeg her Dyber, Fialtring, Pastor Rumsøe, Hjarum, Kammerraad Urold og Studenten. Disse sadde med ligesaa mange Andre omkring et Landkort, og vare i Begreb med at lære de franske Hærførere, hvor de burde gaae over Rhinen. Dog jevnedes i det samme den derover opstaaede Uenighed ved den definitive Bestemmelse af Een - jeg troer, han

var Parykmager at man skulde passere Floden hvor den var smallest.

Nu forestillede Baronen mig med følgende Ord:

"Borgere! jeg indfører herved min Ven Nordstjerne, en god Patriot og dydig Republikaner. Han er rigtignok ganske uden hans egen Skyld en født Adelsmand, men har allerede forlængst aflagt sin Stands Fordomme."

En stor Mand, hvis Ansigt skinnede af Fedme og Fornøjelse, og som var Kjøbmand i Byen, og for denne Maaned Præsident i Jacobinerklubben, rakte mig sin vældige Næve med de Ord: Velkommen skal do væhre, min gode Ven!"

"

Baronen blinkede ad mig, og sagde: „Du maae vide, det er en Lov, at faalænge vi bifinde os her, ere vi alle Dus, ligesom vi alle af Naturen ere Lighedens Børn."

Saaledes befandt jeg mig uventet omgiven af tretten inderlige Venner.

Jeg belavede mig nu med Rette paa en Storm af politiske Forhandlinger; men istedet derfor afdeelte Selskabet fig i fredelige Spillepartier, og Statens Interesse tilsidesattes ganske for Lomberens. Baronen vilde ikke spille, men forfikkrede, at han skulde more sig selv og mig langt bedre til Spisetiden.

En gammelagtig Mand sad allene ved et Sidebord og røg fin lange Kridtpibe med stor Alvorlighed; han var udseet til vor Underholdning.

"Du seer her, sagde Baronen til mig, en Slægtning af den berømte franske General Dumouris" (han udtalte dette Navn paa Dansk, ganske som det her er skreven; jeg fattede derfor ikke strar, at han meente Dumouriez).

Den Tiltalte

forhenværende Kromand, nu Penge

mand

tog Piben af Munden, fmaagryntede — det var hans Maade at lee paa - og svarede:

"

Vi hedde rigtignok ligedan, undtagen det, at mæ falde de bar Mouris 1ll

[ocr errors]

Saadan hed Generalen ogsaa før Revolutionen," faldt Baronen ind, „men da han først fandt paa, at Alle skulde sige Du til hinanden, saa satte man dette Du foran hans Navn som en Ærestitel. Jeg veed bestemt fra en Correspondent i Paris, at han er en Dansk, og Borger Mouris's Brodersøn, der hed ligesaadan, rejste bort herfra for en Deel Aar siden, og nu er det først, han vaagner som General i Frankrig, men nu er han da rigtignok ogsaa løbet derfra.“

„Saa er det sært, han ikke kommer her hjem fagde Generalens Onkel, „men han er vel bleven storums, kan a tænnk, lissom Store Just *), der knap vill kjendes ved Baronen, allyul han er en Husmands Søn af hans eget Gods, men fahænsæ han skammed sæ, for det han havde været med at slaae Prindsesse Langballe **) ihjel.“

Nu mærkede jeg, hvad Mand vi havde for os, og hvori den belovede Morskab skulde bestaae. Og vist er det, at jeg skjøndt jeg med Therese i Tankerne kun hørte ffjøs desløst til, havde Møje med at tvinge Latteren ved denne og flere lignende Lokaliseringer.

Samtalen var nu kommen til Du Mads ***), een af Dommerne i Revolutionstribunalet, der ligeledes skulde være en bortrømt Bondesøn fra Jylland, da den afbrødes ved hiin Students Indtrædelse.

*) Terroristen St. Just.

**) Lamballe.

***) Dumas.

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VII.

12

Han var klædt ganske som en Sansculot, og et svært forpludsfet Haar omgav et lille blegt Ansigt, af hvilket Judbildsthed og Næsvished klarligen fremlyste. De Spil. lende rejste sig og modtoge ham med temmelig urepublikanske Complimenter, dem han besvarede skjedesløst og næften fornemt. Da iretsamme forkyndtes, at Aftensmaden var anrettet, gik vi samtlige ind i Spisestuen, og satte os tilbords.

Efterat Mundene først havde arbejdet udelukkende for Maverne, begyndte de dernæst ogsaa at virke noget for Staterne; og denne Virksomhed tiltog for hver Gang de vædedes af Vinen. Der gaves ingen bestaaende politisk Indretning, som fandt Naade, og med samme Lethed som Lungen vendte en Mundfuld Mad, endevendte den et heelt Folk med samt dets Regjering og alle dets Insti tutioner.

Det var en Nydelse for Baronen, der stedse blev ved at ægge, og syntes selv i dette nymodens Kandestøberie at ville overbyde dem, han beloe i fit Hjerte. —

Denne uegennyttige Nidkjærhed. for Nationernes Bedste tog omsider en hjemlig Retning, idet Een af Selskabet rejste sig, og foreslog Studentens Skaal, hvem han be nævnede en Frihedens uforfærdet Kæmper."

Men denne bad med klog Beskedenhed: at Frihedens egen Skaal først maatte drikkes.

[ocr errors]

Efterat begge vare udtømte med tilbørlig Hurrafkraal, erindredes paa samme Maade andre Gudindens Stridsmænd baade i Paris og Viborg; og Frihedssange og Drik kesange gjorde samme Tjeneste, som de Taler, der nuombage forberede til Toasterne.

Enden blev, at Fleerheden berusedes, mere eller mindre, og at Grundfæsterne af Retfærd og Orten kom i Klams

merie intbyrdes, saa at tilsidst Ingen af dem funde høre fine egne Ord.

"

Nu er den polske Rigsdag igang" fagde Baronen til mig; allons coucher!" ubemærket listede vi os bort. Medens vi gik hjem sagde han til mig:

[ocr errors]

"Jeg har nu vist Dem, min Ven! af hvilke Hænder Frihedstræet her plantes, og hvormed det vandes med fransk Viin, Gud flee Lov! istedenfor med dansk Blod. Og De fan troe mig: herved vil det blive. Disse stær blinde Drømmere see ikke, at Danmark ingen Revolution kan faae, fordi det ingen behøver: Strengen brister først, naar den spændes til det Yderste. End mere besynderligt er det, at de Studerede iblandt dem kjende faa lidt til Verdens Historie, at de ikke veed eller og har glemt hvorledes alle Republiker ende. Løjerligt er det alligevel det vil De vist indrømme mig at see og høre disse Menneskers Optøjer: man kunde fristes til at troe, de spil lede for Spøg en temporiseret Omarbejdelse af Holbergs Kandestober. Men, at de mene det alvorligt, deri stikker just det Comiske. Naa-god Nat! og drøm behageligt!"

[ocr errors]
[ocr errors]

9. Halds Ruiner.

Jeg veed ikke om dette Steds Beliggenhed og Omgivelser skulde være smukkere end saa mange andre, eller det er fordi jeg her har levet min Ungdomskjerligheds skjonneste Dag, at jeg saa fortrinligen ynder det. Hald Søe med fine stovkrandste Bugter, Bøgelunden i dens Midte, Egeskoven mod Vesten, mod Norden Lyngbakkerne, imellem hvilke Mølleaaen skynder sig ned til den mellem gule Sand

« ForrigeFortsæt »