Billeder på siden
PDF
ePub

vare de eneste Lemmer, som viiste Livstegn, vovede han at gaae videre frem med mig. Men nu gik det ogsaa i Stormskridt, som om hele hans Mod var vendt tilbage, og, følende sin egen republikanske Værdighed, treen han med mig tæt hen foran Robespierres Büste.

„Frihedens himmelske Genius, i menneskelig Skikkelse!" raabte han med Lovestemme.

giøse

-.

[ocr errors]

At disputere med Sværmere

politiske som reli

er taabeligt; jeg taug, og "lod som jeg endnu ventede mere"; ej heller forgjæves.

Da Fialtring endelig havde offret tilbørlig Virak for denne fin Yndlingshelgen, kom Raden til de Andre. Ved Marat gjorde han den Bemærkning, at han havde nogen. Lighed med Kjøbmand Dyber, hvilket jeg virkelig ogsaa fandt. Da vi herpaa kom til Couthon, spurgte han, om jeg kunde see, hvem denne lignede. Det kunde jeg ikke.

„Man vil sige" vedblev han, stirrende paa Billedet, "at jeg iffe er ham uliig."

"Jeg ønsker Dem bedre Helbred," led en Stemme bag ved, og mere Barmhjertighed, naar De engang bliver Medlem af udskuddet."

Det var Baronen med sit sædvanlige sikkre Smiil og tvetydige Stemme, med hvilken han ogsaa betonede det sidste Ord.

Uden at see sig om svarede Fialtring kolkt: "før det Første takker jeg; og hvad det Andet angaaer, da maae jeg sige Dem, at Barmhjertighed mod Aristokrater er Grus somhed mod Patrioterne."

Baronen lod denne Bjergmandsfloskel gaae ubesvaret hen, og pegede med sin Kjep paa Mirabeau, sigende: „men kan De see, hvem han ligner?" (Ingen svarede).

[blocks in formation]

Forvalteren op ad Dage;

[ocr errors]

hans smaa Dine og hans store Kopar og den der? (Talleyrand) den livagtige Pastor Rumsøe; jeg haaber ogsaa, at han engang skal omskifte Parykken med den røde Hue."

(Büsterne vare nemlig alle smykkede med dette Jacobis nismens Symbol).

[ocr errors]

Med lignende Hentydninger blev Baronen ved at gaae Rækken rundt. Den Sidste i samme var Tallien; og bag ved ham saaes hans navnkundige Veninde Therese Cabarus. "Hvilken er smukkest," spurgte Baronen Fialtring, "denne spanske Therese, eller vores danske?"

"Jeg ta'er den danske lød Svaret.

"Da er hun der“ raabte Baronen; og i det samme indtraadte hun tilligemed nogle andre Damer.

uagtet min egen indvortes Bevægelse, kunde jeg dog med lønlig Fryd bemærke hendes Rødme, hendes Forvirring, og jeg taffede i mit Hjerte Fialtring, fordi han udrev hende af samme ved at gribe hendes Haand, og igjen at begynde sine politiske Forelæsninger.

-

Men ligesaasnart var og den muntre Pige i sin særvanlige Ligevægt; og aldrig har hendes Vittighed spillet flarere og finere, end i hendes Bemærkninger ved Republikanerens Helte og hans væmmelige Forgudelser. Han tog det Altsammen for gode Vare og blev tilsidst ganske henrykt over den Udkaaredes ægte Borgersind. At Baronen troligen stod hende bi, var ikke meer, end man kunde vente.

Min Fornøjelse over min Elskedes glimrende Vid var derimod iffe heel; den som elsfer ret af Hjertet, finder hellere Følelse hos sin Kjerligheds Gjenstand, end udmærkede Aandsgaver, og ydermere forekom mig enkelte at Thereses Attringer - om ikke afgjort frivole saa dog at smage noget af Baronens Skole. Dette mishagede mig af en

dobbelt Grund: deels formedelst dennes umiskjendelige Indvirkning paa det bøjelige Pigefind, og deels fordi Fritænkeri er noget, hvorved vinden mindst skal erhverve sig Mandens end ikke Fritænkerens Agtelse eller oprigtige Tilbøjelighed. Havde den dejlige og vittige The rese ikke havt den fromme Mariane til fin fortrolige Veninde, jeg skulde forlængst have trukket mig tilbage.

Vi forlode Conventet, og vandrede videre et temmelig talrigt Selskab - for at beskue andre af Markedstidens Herligheder. Det Første, som standsede os, var et Marionettheater, heelt beskedent indrettet i en indre Krog af en aaben Port. Hansvurst stod udenfor og indbød de Forbigaaende.

"

"Skulle vi ikke lære lidt Verdenskundskab her, mine Herrer? foreslog Baronen. Vi see her Menneskene i deres sande Skikkelse, og Livets Løb kort, men tydeligt tegnet. Man gaaer i Skole, gifter sig, skjændes med sin egen Kone, kysser en Andens, forøder fit Gods, laaner Penge paa sin Sjel, øder dem og Pautet, bedrager sine Medmennesker, døer, roses af dem, begraves, og gaaer Fanden i Vold. Skulle vi ikke see os i Spejl, mine Herrer?"

[ocr errors]

--

Hvad Spottefuglen sagde, var virkelig et kjernefuldt Udtog af Theaterdirectørens bedste Kassestykker han havde ialt kun tre, som jeg vidste fra Dyrehaugen af og vi havde maaskee fyldt hans hele Parterre, bestaaende af tvende Bænke tvers over Porten, dersom vi ikke vare blevne afskrækkede ved en Persons Mellemkomst, hvis Sælsomhed øjeblikkelig drog min Opmærksomhed bort fra Dukkemanden og hans Bod.

Det var et vindemenneske paa de fyrgetyve omtrent, og efter Skjønnende af halvtolvte Dvarteers Højde saavel; idetmindste overfaae hun alle os Mandfolk, saamange

som vi vare. Hendes Klædedragt var ogsaa mere mandlig end qvindelig; thi en lang blaa Kofte, med to Rader svære Selvknapper, bedækkede Kroppen, lige til Knæerne; og kun derfra og til noget nedenfor Læggene viste sig et grønt Skjert, tyndt og luvslidt, eg under Gangen slyngende sig om Benene, der skjultes af blaae uldne Hoser. De svære Fødder vare prydede med Skoe og massive Solvspænder. Paa Hovedet havde hun en fort Flojelshue med Guldgalloner; derom en hvid, men dog noget smudsig Skjægkappe som Bonderfruentimmer der i Jylland almindeligt bruge; og endelig ovenpaa en højpullet sort Mandshat, der øjensynlig var for lille til Amazonens Cranium. Hendes Ansigt var langt, magert, solbrændt og fregnet, og i det hele saa mandhaftigt, at man virkelig savnede Skjægget. To graagrønne Dine saae forovent ud under tynde rødlighvide Bryn. Hendes Haand, paa hvis lange Fingre blinkede en Guldring og tvende Sølvringe, bar næsten horizontalt en ægte Spanskrørsstok med forgyldt Knap og Dupsko.

Denne mærkværdige Skikkelse gik os forbi med lange Skridt, ved ethvert af dem fiffende i knæerne; Kroppen beholdt sin Stilling fremad, men Ansigtet drejede sig som Uglens heelt til Siden imod os. Det var uden Udtryk, og hendes Dine glede ligegyldige fra den Ene til den Anden Da hun var kommen forbi, sagde hun med en halvi hæs halvt pibende Stemme, der stak forunderligt af mod hendes Karlefigur:

"Godav Pier! aa Tak faa fidft! Do glemmt ejes di Nætlub*), mi bette Dreng!"

Derpaa vendte hun Ansigtet bort, og fortsatte fin Gang. Den bette Dreng," som saa fortroligen tiltaltes,

*) Ratbuc.

var ingen anden end' den store Forvalter Hiarum, der just nyligen havde sluttet sig til os; thi Baronen, altid skadefro, fagde med paatagen Forundring:

"Hvem var den Dame? bette Forvalter! dog aldrig

deres -ll

„Hr. Baron!" faldt denne ind, rødblaa af Arrighed *) "jeg troer vist, at De kjender denne Qvinde ligesaa godt som jeg, naar De husker Dem om; og forresten kan hendes Frækhed ikke fornærme mig."

"Jh!" raabte hiin, hvor havde jeg ogsaa min Ef= tertanke? det var jo Laanng Magreth hende, som for kort siden i Pallidal greb Deres Hest i Tøjlen aah, lad Selskabet høre den Historie! den vil more dem."

Hiarum, som nu havde gjenvundet fin Fatning, brystede sig, sparkede ud, prustede, og sagde:

"De maae vide, mine Højstærede, at dette er den værste Nøverqvinde i Landet, og hun er ikke bange for at plyndre en Karl allene; hun skal i Forening med hendes Mand og Sønner have myrdet flere end een Bissekræmmer--" Og hun gaaer paa fri Fod, og ved høj lys Dag her i Viborg lige i Djnene af Landsthinget?" faldt jeg forbauset ind.

[ocr errors]

"Der er ingen Beviser imod hende, svarte han; „hun har et Par Gange været hæftet; men der kom Intet ud, Andet end at hun drillede Dommerne, og holdt dem saa temmelig for Nar; thi hun er ligesaa snu som dumdristig. Forleden er det, at jeg rider en Eftermiddag herfra Byen;

*) For at begribe Grunden til denne, saavelsom Ondskaben i Baronens ufuldendte Spørgsmaal, maae man vide, at der efter almindeligt Sagn var Natmandsblod i Peder Hiarum; hans Bedstemøder skulde nemlig have været af denne danske Pariaskafte.

« ForrigeFortsæt »