Billeder på siden
PDF
ePub

ter,

For at adsprede disse, bragte jeg Begivenheden med Skytten paa Bane, og yttrede min Forundring over den Magt, Konen befad over dette brutale Menneske.

Naar Du fjendte henden sagde han, „vilde din For: undring bortfalde; der er Ingen, som jo er bange for hende. Jeg selv er i hendes Nærhed iffe fri for en Slags Bes nouelse – omtrent som den, der uvilfaarligen yttrer sig hos visse Mennesker, naar der er en Kat i Værelset. Almuen anseer hende for en Her; og vist nok er det: hendes lumste Dine synes at varsle om frygtelige Londomme, at være Medvidere i farlige Rundskaber om ftjulte Naturfræfs

eller Aandernes Indvirkning paa den legemlige Verden..

Jeg fludsede over den Alvor, med hvilken min Ben foredrog denne Skildring; thi det lod som om han selv var smittet af Almuens Overtro.

"Jeg skal betroe Dig nogets tog han atter langsomt og med bortvendt Blit tilorde. Du har vel lagt Mærke til den vanvittige Degn, vi faae i Kirken ?

Seg bejaede det. -
„Og til, at jeg skyer den Ulykkelige ?"
"Det kom mig saa for

Jeg kan ikke blive den Tanke quit" vedblev han med et rystende Suf, wat bans Stjæbne engang vil blive min.

,,Gub!" raabte jeg, hvad er det for en Grille!"

Han svarte intet, men hældede sig bagover med Hovedet til et Træ, og fneb Dienlaagene til -ban funde dog iffe hindre nogle Taarer fra at stjæle sig frem under dem.

Jeg var ligesaa bekymret som forbauset over denne Dpdagelse i min staffels Pens Sindstilstand, der viftnof endnu fun var, hvad man falder 3ndbildning, men hvo veed ikke, at en saadan stundom vorder til Birkelighed, at

Rædselsbilledet, som fra Begyndelsen hurtig fom og hurtig svandt, efterbaanden tøver længer og længer, indtil det endelig sætter sig urokfelig fast i den forstyrrede Hjerne. ?

Pludselig slog han Djnene op, en livlig Rodme farvede hand ellers altid blege Ansigt; han greb begge mine Hænder, og sagde med øm Heftighed:

,,Nordstjerne! en lys Aand har sendt Dig til min Bistand imod den mørke - Du er den første, den eneste, for hvem jeg aabner min Sjels Inderste det letter mig jeg finder mig faa vel, som endnu aldrig i disse fidste Aar

bliv hos mig! forlad mig ikke Han støttede fit Hoved mod mit Bryst. Jeg omfav: nede bam med Taarer, og talte Bensfabs trøftende Ord. Han blev aldeles som ellers, og jeg beroligedes.

, Men fiig mig,“ tog jeg nu atter ved, hvad Forbins delse er der mellem din hypokondriste Forestilling og Sfyt: tens Rone?.

„Det vil jeg fortælle Dig, svarte han. 3eg fik det taabelige Indfald at prøve denne Qvindes vidtomtalte Spaadomógave. Jeg besøgte hende, og spurgte: om hun kunde sige mig, hvo mine forældre vare? - længe faae hun paa inig, med sine stive dumme Fisfeøjne, og gav derpaa det Drafelsvar: det første Mandfolf, min Son, fom Du møder, naar Du gaaer fra mig det er din Fader.

Sifferheden og Bestemtheden i hendes Tone gjorde et fælsomt Indtryk paa mig, og dreven af en blind Nysgjer: righed forlod jeg Sibyllen. Udenfor jane jeg mig om der var Ingen. Jeg gik strar til Gaarden endnu Ingen. Men idet jeg drejer om og indad Porten, fommer den vanvittige Stodder lige imod mig. Havde jeg mødt et vildt og glubende Dyr, jeg var ikke bleven mere fors sfræffet. Baronen, der, uden at jeg mærkede det, bar gaaet S. S. Blider. Gamle og nye Noveller. VII.

U

bag efter mig fra Skoven, forundrede sig over min plub. felige Standsning, og da han fom hen til mig, over mit Udseende. Jeg veed jo, det er Narrestreger; men det funde være fandt, og denne Mulighed er det, der ængster mig — den Ulyffelige min Fader! jeg hans Søn -- Arving meaffee til hans Vanvid – der paafommer mig undertiden en Xngstelse, der jager mig, ligesom en ond Samvittighed, fra Sted til Sted. 3 denne forfatning tør jeg neppe være ene, endog ved højlys Dag tør endnu langt mindre fee mig selv i Spejlet jeg troer at opdage i mit Ansigt nogle af hans Træf - Spor til hans græs felige Sygdom - Gud være lovet! flige Anfald vare bog iffe ret længe idag er det forbi."

Her fom Tjeneren for at hente os til Aftenbordet, og Samtalen var endt; men dens indhold stod fastere i min Hufommelse, end jeg selv ønskede.

Bed Bordet savnede jeg Therese: hun var allerede rejst med Faderen og den modbydelige Fialtring.

7. Snabsthing.

Solholm havde intet mere, som funde fængsle mig dens Sol var borte. Jeg var derfor let at overtale til at gjøre følgeskab med Baronen og alle de antre Herrer til Syűando gamle Hovedstad; itkun Vang blev tilbage.

Den Fremmede, fom i bine Aaringer besogte Viborg under Snabsthingstiden, maatte troe, at dens gyldne Alder atter bavte fornyet sig. Der var et liv, en Færdsel, en Tummel og en Pragt, som ellers fun Europas folferigste Stæder opvise. Hvad Hjertet er for Blodet, syntes denne

De rige

By at være for landets Penge; de strømmede uophorlig til og fra, eller rettere igjennem, idet de famlede sig fra alle Statslegemets endogsaa de fjerneste - Dele, for igjen med samme Yurtighed at adsprede fig.

Plutos Scepter er en Magnet; hvorsomhelst han løfter det, træffer det baade Metaller og Mennesker til fig. Alle Landevejene omkring Viborg vrimlede af Kjørende, Ridende, Gaaende; jeg forundrede mig over, hvor den lille By funde rumme saa stor en Mængde. Men ogsaa ethvert Huus var fuidt. De fattige eller mindre formuende Indvaanere droge sig med Familie tilbage i Pulterkamre, eller indfnebe sig i andre ubeboede Rum, eller stege op paa Lofterne, overladende for dyr Betaling de bedre Værelser til Gjæsterne; en fiendtlig Hær funde ikke have gjort det værre. eller fornemme Gaardejere toge Venner og Venners Venner i fri Indqvartering. En saadan fik ogsaa jeg i Baronens Huus, hvilket ellers ftod ledigt den øvrige Tid af Aaret.

Saasnart jeg var omklædt og pyntet, gik jeg hen for at hilse paa Dyber og hans Datter: hun sværmede om i Byen, eller paa Markedet."

Jeg søgte hende først og nærmest paa Torvet. For: gjæves: der bare Damer nok, men ingen Therese. Jeg tildrog mig Dpmærksomhed, min ivrige leden maae være falden stærkt i Djnene, og meget naturligt; thi et lyft Haar, en rank Stabning trak mig fra den ene Side af Torvet til den anden. Stedse blev jeg ubehageligt skuffet, naar et fremmed Ansigt mødte mit nysgjerrige Blik.

Jeg besluttede nu at gjøre Touren rundt tæt ben med alle Boutifferne, der stode opstillede i Fiirkant imod hver: andre, og lode det største Rum ledigt i Midten: jeg var endnu ikke lykkeligere.

Fortrædelig og uvis, hvorhen jeg ffulde vende mig,

1

blev jeg staaende ved en frambob, og fatte Ryggen imod Diffen, i forventning, at den Søgte af sig selv funde indfinde fig. Som jeg stod her i min aandelige Eensomhed, og lod de ufjendte Stiffelser glide mig forbi, pitfedes der paa min Skulder - det var fialtring, som tilbød sig at være min Cicerone. 3 Haab om at træffe Therese paa vor Vandring tog jeg mod dette artige Lilbud.

Allerforst," sagde han, idet vi forlode Torvet," ftal jeg vise Dem Retfærdighedens Tempel i Viborg, og der indføre dem i et Samfund af vor Tidsalders største Mænd.“

Jeg troede, ban fticmtede, og flottebe til bam; men der var ikke mindste Træk af Gronie i hans tørre Ansigt. Vor Gang gjaldt Raadhuset.

Vi traadte ind i en stor Sal, der som han sagde, næsten ene var betliget til Dansegudindens Tjeneste. Han udstrafte sin Haand, og idet han drejede sig heeft rundt, pegede han til de Brystbilleder, med hvilke Vægene højt oppe vare bebængte.

Seer De sagde han baanligt, idiose Portraiter? Stiftets paschaer i de sidste par hundrede Aar — lutter Adelsmænd ægte Aristokrater! men det var iffe dem, De sfulde fee

ber! Ved en Sidedør stod en Person og uddeelte Billetter; di toge hver sin, og nu aabnedes Døren til et - Borfabinet. Neppe derinde standsede fialtring, greb min Þaand, trykfete ten frampagtigt, og sagde med dæmpet, tog højtidelig, bartad anbægtig Stemme:

„De er i Nationalconventet.“

Han taug, ubevægelig, men stedse holdende min Haand, som om han frygtede, at jeg, uden at være sat i den tils børlige Stemning, skulde letsindigen nærme mig Helligdom: men. Efter nogle Secunders Forleb, i hvilke hans Dine

« ForrigeFortsæt »