Billeder på siden
PDF
ePub

For at adsprede disse, bragte jeg Begivenheden med Skytten paa Bane, og yttrede min Forundring over den Magt, Konen besad over dette brutale Menneske.

„Naar Du kjendte hende“ sagde han, „vilde din Forundring bortfalde; der er Ingen, som jo er bange for hende. Jeg selv er i hendes Nærhed ikke fri for en Slags Benouelse - omtrent som den, der uvilkaarligen yttrer sig hos visse Mennesker, naar der er en Kat i Værelset. Almuen anseer hende for en Her; og vist nok er det: hendes lumske Øjne synes at varsle om frygtelige Londomme, at være Medvidere i farlige Kundskaber om skjulte Naturkræfeller Aandernes Indvirkning paa den legemlige

ter,

Verden."

Jeg studsede over den Alvor, med hvilken min Ven foredrog denne Skildring; thi det lod som om han selv var smittet af Almuens Overtro.

"Jeg skal betroe Dig noget" tog han atter langsomt og med bortvendt Blik tilorde. „Du har vel lagt Mærke til den vanvittige Degn, vi faae i Kirken?" —

Jeg bejaede det.

"Og til, at jeg skyer den Ulykkelige?"

"Det kom mig saa for

[ocr errors]

"Jeg kan ikke blive den Tanke qvit" vedblev han med et rystende Suk, „at hans Skjæbne engang vil blive min.“ „Gud!" raabte jeg, „hvad er det for en Grille!”

Han svarte intet, men hældede sig bagover med Hovedet til et Træ, og kneb Øjenlaagene til - han kunde dog ikke hindre nogle Taarer fra at stjæle sig frem under dem.

Jeg var ligesaa bekymret som forbauset over denne Opdagelse i min stakkels Vens Sindstilstand, der vistnok endnu kun var, hvad man kalder Jndbildning, men hvo veed ikke, at en saadan stundom vorder til Virkelighed, at

Rædselsbilledet, som fra Begyndelsen hurtig kom og hurtig svandt, efterhaanden tøver længer og længer, indtil det endelig sætter sig urokkelig fast i den forstyrrede Hjerne.?

Pludselig slog han Djnene op, en livlig Rødme farvede hans ellers altid blege Ansigt; han greb begge mine Hænder, og sagde med øm Heftighed:

"

Nordstjerne! en lys Aand har sendt Dig til min Bistand imod den mørke Du er den første, den eneste, Sjels Inderste det letter

for hvem jeg aabner min

mig - jeg finder mig saa vel, som endnu aldrig i disse sidste Aar bliv hos mig! forlad mig ikke -"

[ocr errors]

Han støttede fit Hoved mod mit Bryst. Jeg omfavnede ham med Taarer, og talte Venskabs trøstende Ord. Han blev aldeles som ellers, og jeg beroligedes.

"Men fiig mig," tog jeg nu atter ved, hvad Forbindelse er der mellem din hypokondriske Forestilling og Skyttens Kone?"

[ocr errors]

"Det vil jeg fortælle Dig," svarte han. "Jeg fik det taabelige Indfald at prøve denne vindes vidtomtalte Spaadomsgave. Jeg besøgte hende, og spurgte: om hun kunde sige mig, hvo mine Forældre vare? Længe faae hun paa mig, med sine stive dumme Fiskeøjne, og gav derpaa det Drakelsvar: det første Mandfolk, min Sen, som Du møder, naar Du gaaer fra mig det er din Fader. Sikkerheden og Bestemtheden i hendes Tone gjorde et sælsomt Indtryk paa mig, og dreven af en blind Nysgjer righed forlod jeg Sibyllen. Udenfor faae jeg mig om der var Ingen. Jeg gif strar til Gaarden - endnu Ingen. Men idet jeg drejer om og indad Porten, kommer den vanvittige Stodder lige imod mig. Havde jeg mødt et vildt og glubende Dyr, jeg var ikke bleven mere fors skrækket. Baronen, der, uden at jeg mærkede det, var gaaet

[merged small][ocr errors]

--

bag efter mig fra Skoven, forundrede sig over min pludfelige Standsning, og da han kom hen til mig, over mit Udseende. Jeg veed jo, det er Narreftreger; men det kunde være fandt, og denne Mulighed er det, der ængster mig den Ulykkelige min Fader! — jeg jeg hans Søn Arving maaskee til hans Vanvid - der paakommer mig undertiden en Ængstelse, der jager mig, ligesom en ond Samvittighed, fra Sted til Sted. I denne Forfatning ter jeg neppe være ene, endog ved højlys Dag tør endnu langt mindre see mig selv i Spejlet jeg troer at opdage i Spor til hans græsselige Sygdom Gud være lovet! slige Anfald vare dog iffe ret længe

mit Ansigt nogle af hans Træk

[ocr errors]

idag er det forbi."

Her kom Tjeneren for at hente os til Aftenbordet, og Samtalen var endt; men dens Indhold stod fastere i min Hukommelse, end jeg selv ønskede.

Ved Bordet savnede jeg Therese: hun var allerede rejst med Faderen og den modbydelige Fialtring.

7. Snabsthing.

Solholm havde intet mere, som kunde fængsle mig dens Sol var borte. Jeg var derfor let at overtale til at gjøre Følgeskab med Baronen og alle de andre Herrer til Jyllands gamle Hovedstad; ikkun Vang blev tilbage.

Den Fremmede, som i hine Aaringer besøgte Viborg under Snabsthingstiden, maatte troe, at dens gyldne Alder atter havde fornyet sig. Der var et Liv, en Færdsel, en Tummel og en Pragt, som ellers fun Europas folkerigste Stæder opvise. Hvad hjertet er for Blodet, syntes denne

By at være for Landets Penge; de strømmede uophorlig til og fra, eller rettere igjennem, idet de samlede sig fra

[blocks in formation]

Plutos Scepter er en Magnet; hvorsomhelst han løfter det, trækker det baade Metaller og Mennesker til sig. Alle Landevejene omkring Viborg vrimlede af Kjørende, Nidende, Gaaende; jeg forundrede mig over, hvor den lille By kunde rumme saa stor en Mængde. Men ogsaa ethvert Huus var fuldt. De fattige eller mindre formuende Indvaanere droge sig med Familie tilbage i Pulterkamre, eller indknebe sig i andre ubeboede Rum, eller stege op paa Lofterne, overladende for dyr Betaling de bedre Værelser til Gjæsterne; en fiendtlig Hær kunde ikke have gjort det værre. De rige eller fornemme Gaardejere toge Venner og Venners Venner i fri Indqvartering. En saadan fik ogsaa jeg i Baronens Huus, hvilket ellers stod ledigt den øvrige Tid af Aaret.

Saasnart jeg var omklædt og pyntet, gik jeg hen for at hilse paa Dyber - og hans Datter: "hun sværmede om i Byen, eller paa Markedet."

Jeg søgte hende først og nærmest paa Torvet. Forgjæves: der vare Damer nok, men ingeu Therese. Jeg tildrog mig Opmærksomhed, min ivrige Leden maae være falden stærkt i Øjnene, og meget naturligt; thi et lyft Haar, en rank Skabning trak mig fra den ene Side af Torvet til den anden. Stedse blev jeg ubehageligt skuffet, naar et fremmed Ansigt mødte mit nysgjerrige Blik.

Jeg besluttede nu at gjøre Touren rundt tæt hen med alle Boutikkerne, der stode opstillede i Firkant imod hverandre, og lode det største Rum ledigt i Midten: jeg var endnu iffe lykkeligere.

Fortrædelig og uvis, hvorhen jeg skulde vende mig,

blev jeg staaende ved en Krambod, og fatte Ryggen imod Disken, i Forventning, at den Søgte af sig selv funde indfinde fig. Som jeg stod her i min aandelige Eensomhed, og lod de ufjendte Skikkelser glide mig forbi, pikkedes der paa min Skulder det var Fialtring, som tilbød siz at være min Cicerone. I Haab om at træffe Therese paa vor Vandring tog jeg mod dette artige Tilbud.

"Allerførst," sagde han, idet vi forlode Torvet," skal jeg vise Dem Retfærdighedens Tempel i Viborg, og der indføre dem i et Samfund af vor Tidsalders største Mænd.“ Jeg troede, han skjemtede, og skottede til ham; men der var ikke mindste Træk af Ironie i hans tørre Ansigt. Vor Gang gjaldt Raadhuset.

Vi traadte ind i en stor Sal, der som han sagde, næsten ene var helliget til Danfegudindens Tjeneste. Han udstrakte sin Haand, og idet han drejede sig heelt rundt, pegede han til de Brystbilleder, med hvilke Vægene højt oppe vare behængte.

-

"Seer De" sagde han haanligt, disse Portraiter? Stiftets Paschaer i de sidste Par hundrede Aar lutter Adelsmænd ægte Aristokrater! men det var iffe dem, De skulde see- her!"

Ved en Sidedør stod en Person og uddeelte Billetter; vi toge hver fin, og nu aabnedes Døren til et - Vorkabinet. Neppe derinde standsede Fialtring, greb min Haand, trykkede ten krampagtigt, og sagde med dæmpet, dog højtidelig, hartad andægtig Stemme:

„De er i Nationalconventet."

Han taug, ubevægelig, men stedse holdende min Haand, som om han frygtede, at jeg, uden at være sat i den tilberlige Stemning, skulde letsindigen nærme mig Helligdommen. Efter nogle Secunders Forleb, i hvilke hans Dine

« ForrigeFortsæt »