„Jeg," raabte Rumsøe, "jeg præker, Fanden knække mig! heller ikke andet end Fornuft og Moral."

"Deri gjør De Ret, Hr. Pastor!" sagde Baronen med paatagen Alvorlighed; "men i Moralen maae De heller ikke være altfor stræng," lagde han bedende til; »De maae gjøre os Vejen til Himmerige saa morsom og behagelig som det er Dem muligt; saa skal vi nok følge med Dem. Og naar jeg nu holder de ni Bud, saa kan De nok give mig det ene efter."

Dette Indfald vakte almindelig Latter, kun Fialtring beholdt sin Alvorlighed, og idet han slog til Lyd med Haanden, raabte han flere Gange: à l'ordre du jour! til Dagens Orden!" inden det lykkedes ham at tilvejebringe saamegen Stilhed, at han kunde faae de Ord frem: „Over saadanne Bagateller som Lyons Belejring maae vi ikke glemme det vigtige: Conventet har erklæret alle Konger paa Jorden Krig."

"Det er ret!" peeb Dyber. "Hvad skal vi med de Konger? hvad skal vi med dem ?"

"Hæ! vi kan selv være Konger!" gryntede Hiarum, og ledsagede dette kongelige Indfald med sin sædvanlige modbydelige Latter.

"Rigtig!" tog Baronen ved, „nu har de allerede over syv hundrede i Paris; og enhver Franskmand stræber jo efter Kronen."

"Hvad siger De, hvad siger De?" skreeg Dyber; men Fialtring gjorde i stum Forfærdelse sin Hals en halv Gang saa lang, som den ellers var.

"Jeg mener Borgerkronen," svarede Baronen, der i Grunden gjorde ligemeget baade af Folkemagt og af Kongemagt, og blot deeltog i Samtalen, for at holde den i

Gang, og hemmelig more sig over det nymodens Kandestøberi.

Uden at de mærkede det, havde han dem alle tilbedste; men han skaanede Dyber for hans Datters Skyld, og for hans Penges Skyld.

Jeg havde allerede nok af denne Suurdeig, og vilde bortfjerne mig, da Baronen, som mærkede min Hensigt, hurtig forestillede mig som en god Patriot og dydig Borger, endstjøndt ved Fødselen ligesom han selv - en Aristokrat."

Dog kom jeg for denne Gang ikke til at verle et Ord med de Fremmede; thi en sælsom Støj udenfor tildrog fig Alles Opmærksomhed: en grov Røst raabte i eet væk:

„Gott verfluche mich! er soll sterben! der verdammte Hund! er soll sterben

Og alt derimellem flere qvindelige Stemmer: Bette Liefers! vær dog rolig! Gud bevares! hys hys! Herren er derinde.

Ich sch..... in den Herrn der Verwalter soll fterben

Hiarum, der under hele Samtalen havde siddet i fin Yndlingsstilling med vidtudstrakte Been, sprang nu op saa let som en Kanin, ihvor tyk og plump han end var, og ind i et andet Værelse, hvis Dør han smekkede i efter fig.

Næsten i samme Øjeblik sprang den modstaaende Dor op, og Skytten styrtede ind med et Gevær i Haanden, fraadende af Vrede. Præsten foer om bag Kakkelovnen; Dyber ryggede sig med smaa Trin hen i en Krog, øg den anden djerve Republikaner søgte Skjul bag ved mig, idet han krampagtig tog fat paa mine Arme, som om han vilde holde mig til et Skjold foran sig.

Baronen allene beholdt sin Aandsnærværelse, gik hen

imod den Rasende, og søgte med gode Ord og udstrakte Arme at opholde ham og hindre hans videre Fremtrængen, idet han forsikkrede ham, at Forvalteren ikke var der. Skytten standsede vel, men stampede i Jorden, og skreeg uden Ophold:

"Ich muß ihn haben! sie sollen ihn ausliefern! ich will ihn todtschießen wie'n tollen Hund."

Hent hans kone!" sagde nu Baronen til en hidilende Tjener.

Denne vendte hurtig om; men Skytten, som gjennem Vinduet faae eller troede at see et Glimt af den, han søgte, foer ud efter hiin. Nu fremkom de, der vare krøbne i Skjul, og spurgte ængstelige om Aarsagen til dette Optrin. Baronen beroligede dem med den Forsikkring, at Skytten blot havde drukket sig fuld ved Gildet, og at hans Vrede vilde forsvinde med Rusen. Han lagde til, at nogle af Bønderne, som formodentlig havde et Horn i Siden paa Forvalteren, havde ophidset ham mod denne, ved at bilde ham Noget ind. Forresten havde han et Par Gange før havt en lignende Raptus, uden at man dog havde feet hans Trudsler sat i udøvelse. Jdet han derpaa med sit sarkastiske Smiil vendte sig til de forskrækkede Republikanere, sagde han:

"De skal ikke være bange, mine Herrer! forestil Dem blot, at Skytten er en Septembriseur, der gjør Jagt paa en Aristokrat! men lad os see hvorledes Synderen befin der sig."

Han aabnede Døren ind til det Værelse, hvor denne havde søgt Tilflugt; dog han var ikke her, og maatte rimeligviis være flygtet andetsteds hen, for bedre at skjule sig. Imidlertid vare vi dog temmelig urolige, da vi saae Skyt

ten lobe hid og did i Haugen med Mordvaabnet i Haanden, og vi spurgte Baronen, hvad Enden skulde vorde herpaa? Det skal De snart saae at see, naar Mester Erik kommer," svarede han.

Hvad han hermed meente, opklarede sig snart. Skyt ten, som forgjæves havde søgt sin Fiende i Haven, kom nu styrtende igjen ind i Gaarden; men her modtoges han af sin Kone, en middelaldrende, bondeklædt Qvinde; hendes Tiltale: hjem med Dig, din fordrukne Hund!" virkede med magist Kraft paa Mennesket, hans vildtspændte Ansigtsmuskler slappedes, han sagtnede sin Fart, gif lang= somt i en Halvkreds uden om hende, og mumlende mellem Tænderne slentrede han af ud ad Porten bindende ganske roligt paa sin Strømpe.

hun bagefter,

"Seer De," sagde Baronen, „hun kan kuske ham; nu er han saa taalig som et Lam."

Den arme Forvalter kom nu frem af fit Smuthul; og maatte strar tære nogle Spottegloser af sin Herre Bas ronen. Opirret herved forlangte han, at Skytten strar skulde jages bort. Men Baronen fik ham dog snart beroliget ved den Forsikkring, at Skytten skulde bede ham om Forladelse i sin Kones Paaher, og denne indestaae for hans Opførsel i Fremtiden.

Da Roligheden faaledes var gjenoprettet, blev jeg snart ledt ind i en Samtale med de tvende Fremmede; og allerede i denne begyndte det første ufordelagtige Indtryk, deres Aasyn og terroristiske Taler havde gjort, noget at formildes. Det fandt sig virkelig, at de langt fra ikke vare saa slemme, som deres sansculottiske Udseende og Kraftsprog lod formode. Det gik med dem som med tusinde andre Revolutionsmænd, kun i store Floffe ere de glubende Ulve, men enkelte ere de fromme eller feige som Faar

stærke og frygtelige for en Tid ved deres Sammenholdenhed og indbyrdes Ophidsning, falde de dog let fra hverandre søm en Maskine, der sprænges af en stærkere Kraft, ja vorde endog, naar Frihedsfeberens Hede omskiftes med Kulde og Mathed, lydige og taalige Underfaatter. Jeg har kjendt dem begge mange Aar derefter; og da var Dyber ivrig Bonapartist og Fialtring holdt drabelig paa alle de gamle Dynastier.

Disse Mennesters Underholdning kunde ikke længe fængsle mig, og det saa meget mindre, som en lønlig Uro iffe tillod mig at blive længe paa Sted.

Jeg søgte efter Vang, men ledte længe forgjæves. Endelig fandt jeg ham i en Afkrog af Haugen, siddende paa en Bænk med sammenslyngede Arme og hensunken i dybe Tanker. Jeg standsede tæt foran ham. Han slog Øjnene op, faae stivt paa mig i nogle Secunder, og braft derpaa i en Latter, som ingenlunde var smittende.

"Hvorover leer Du? spurgte jeg.

"Over mig selv," svarede han. Lykken leder efter mig, og jeg er saadan en Nar, at jeg flygter for den. Hvad mener Du? den dydsirede Jomfru Urold har allerede begyndt fit Angreb paa mit Hjertes Fæstning. Hun kommer og fortæller mig, at den gamle Præst i Lyngbjerg for et Par Timer siden er død, og at jeg borde søge at vorde hans Eftermand. Jeg troer vist, sagde hun, at Baronen vil foretrække Dem, og saa skal vi da faae at see, om De virkelig er en Fruentimmerhader - her afbrød hun sig selv og skjænkede mig eet af disse Øjekast, om hvilke Pastor Rumsde siger, at de svirpe i Ansigtet."

"Takkede, og gif," svarte han mørk, og faldt atter i

Tanker.