Billeder på siden
PDF
ePub

"

Nu maae jeg da lykønske Dig? bedre Lejlighed kunde Du aldrig faae.“

Jeg sagde ham, hvorledes jeg var bleven afbrudt

"Det er da i Grunden det samme“ faldt han ind, „for nu veed jeg, maaskee fuldt saa vel, som Du selv, at hun elsker Dig; og saa er der intet mere ivejen for Eders Lykke."

Sukkende meddelte jeg ham Hiarums Yttringer. Han grundede noget, og sagde derpaa:

"Hvad Du her fortæller mig, bestyrker en Mistanke, som jeg alt en Tid har næret; de smukke Herrers Plan er aabenbare den, at Baronen skal forføre Therese, og naar hun faa er stilt ved sin Dyd og sin Ære, griber hun villig det eneste Redningsmiddel, og kaster sig i Armene paa den Satyr Hiarum. De ere altsaa begge lige interesserede i at holde Dig ude af Spillet: den Ene arbejder for fin Sandselighed, den Anden for sin Pengebegjærlighed Fatter Du det?"

Taus omfavnede jeg min Ven, han havde tændt Lys i min Sjels Mørke.

Da vi tiltraadte vor Nedgang af Bakken, sagde Vang: „Et oplysende Sidestykke til denne Intrigue vil jeg nu betroe Dig. Du har vel lagt Mærke til Jomfru Urold, Oldgrandskerens Datter? i det ringeste er det ikke hendes Skyld. Det er to Aar siden hun kom til Solholm; uskyldig, eller nærmere, negativ med Hensyn baade til Ondt og Godt, omtrent som et reent Papir, der villig modtager enhver Skrivt. Baronen indprentede hende de Grundsætninger, som Du noksom kjender; og ved et flygtigt Djekast vil Du kunne læse dem i hendes dristige Aasyn ligesaa tydeligt som din Vert i hendes Gang. - Hun har alle rede gjort een Kjøbenhavnsrejse, Du forstaaer mig vel?

-

- jeg

Baronen er feed af hende, men kan ikke blive hende qvit. Han faae sig derfor nødt til at forsørge hende, og er udkaaret til at gjengive hende den tabte Ære ved at opoffre min egen: et Præstekald her paa Godset er Maddingen, Alt efter god gammeladelig Stik og Brug -"

Videre kom han ikke; thi her mødte os Manden selv. "Aha!" tilraabte han os alt i en Afstand, jeg tænkte det nok: de unge Herrer har søgt Ensomhed for at sympathisere over Naturen og dens Yndigheder."

--

Dette sidste Ord sagde han langtsomt og med Eftertryk, idet han trak Øjenbrynene højt op, og smilte flogt og skjelmsk, som den, der veed mere end han maatte. Jeg var ikke stemt til at svare i den angivne Tone, og sagde derfor med Tvang noget almindeligt om Naturens Skjonheder: at disse kun vare til for dem, der formaaede at opfatte dem.

"Meget rigtig!" tog han Ordet; det gaaer netop lige saadan med qvindelig Skjønhed. Der er for Exempel den lille Pige, som nylig forlod os.“

Jeg kastede forundret et stjaalet Blik til Vang

„Hun er virkelig eet af de fuldkomneste Fruentimmer, jeg i mine Dage har feet; og dog er jeg vis paa, at ikke en eneste af disse Bønderkarle her kunne see det, ja maaskee neppe flere end jeg, og Een til."

Her skottede han til mig med et fiint Smiil; jeg fornam, at jeg rødmede.

"Paa min Ære. vedblev han; "var jeg ung og min egen Herre

Videre kom han ikke, da vi imidlertid havde naaet Gaarden, hvor flere af Selskabet mødte os. Baronen blandede sig mellem dem og erindrede om Hjemreisen, da

han havde faaet flere Fremmede. Vang og jeg bleve noget tilbage.

[ocr errors]

"Hvad figer Du dertil? hviskede jeg.

"Den Tale stemmer iffe med den omtalte Plan.“

"Vel gjør den det,” svarede han „seer Du ikke, at han vil bibringe Dig den Formodning, at han allerede har været lykkelig, og derfor uden stor Modstand viger for en Medbejler?.

Denne Forklaring gjorde iffe den tilsigtede Virkning; jeg følte meget mere atter et Stik af Skinsygens Braad, men skjulte Smerten under et bifaldende Nik.

6. Jacobinerne.

Paa Hjemrejsen til Solholm, hvor der ikke gaves Lejlighed til fortrolig Meddelelse, foretog jeg mig endnu engang at gjennemgaae min Hjertefag, men kom dog ikke paa det Rene med min Tro paa Therefes Dyd. Selv min Vens kraftige Forsvar syntes mig uafgjørende, da det jo muligen kunde været grundet ligesaa meget i hans Modsigelseslyft som i Overbevisning. Saaledes veed Skinsygen at indsuge Gift af hver en Blomst, eller maaskee rigtigere at forvandle Honning til Gift.

Den Tone, som herskede paa Solholm var slet iffe skikket til at hæve min Mistænkelighed, ligesaa lidet som det nye Bekjendtskab, jeg her gjorde. De nystilkomne Fremmede vare nemlig -Thereses Fader, samt hendes af denne begunstigede Tilbeder: den første Kjøbmand, den anden juridisk Embedsmand i Viborg, og begge erklærede Revolutionsmænd.

Kjøbmanden var en lav, middelaldrende Mand, med et kort men bredt Ansigt, fnever Pande og smaa Djne, som man sjælden fik rigtigt at fee, da han næsten altid havde dem nedvendte mod Jorden. Var han i Talen nødt til at see paa Nogen, blinkede han enten meget hurtigt, eller og trak han Dienstenene højt op under Laagene, saa kun det Hvide kom tilsyne. Rødt Haar, røde Bryn, rødt Skjæg, som altid var skjødesløst og aldrig i Bunden afraget, gjorde Ansigtet endnu modbydeligere.

[ocr errors]

Embedsmandens var dertil en reen Modsætning, blegt, magert, stjæggeløst, og saa smalt, at det ei syntes stort bredere, end den lange Hals, der bar det; melkeblaae, dorste, og ligesom glasserede Øjne næsten inzen Bryn tynde, mørke Haar paa Hovedet, som paa Issen var ganske ffaldet. Mandens spinkle Overkrop stod i stort Misfors hold til de fyldige Laar og Lægge, hvilke Velunderrettede ogsaa paastode, vare udstoppede. Skjøndt han skulde være i fine bedste Aar - noget over de Tredive faae han dog langt ældre ud, og opvakte ved første Djekast uvilkaarlig Formodning om tidlige Udsvævelser. Hvad der gjorde Contrasten mellem disse to Venner endnu fuldkomnere: Kjøbmanden faae altid mild og venlig ud ved de allerførgeligste og græsseligste Fortællinger, smaaloe eller smidskede i eet væk, medens Fialtring

endog

faaledes ville vi kalde Juristen fremviste ved alle, endog de muntreste Anledninger, et Ansigt saa koldt som Jis og saa alvorligt som en gammel Rectors.

Jeg forefandt disse Herrer midt inde i en heftig Debat med Hiarum, Pastor Rumsøe og Baronen, om det gjenftridige Lyons Belejring.

Ved min Tilkomst havde Hiarum Ordet: "Jeg paa= staaer," sagde han, at den ikke holder sig i otte Dage

- at den i dette Djeblik er indtaget og ødelagt; Kellermann er ingen Bogfinke

[ocr errors]

Men han er en kjeltring, en hemmelig Rojalist," faldt Fialtring ivrig ind; han har hundrede tusinde Bas jonetter- hvad vil han mere? borde han ikke havt den forlænge siden? Men pas paa, hvad jeg siger: Conventet er for lemfældigt, det gaaer aldrig godt."

"Jeg synes dog," sagde Baronen, at de aarelader ret brav; Guillottinen er jo i Gang baade Nat og Dag."

"Det forslaaer iffe," raabte Fialtring; den Methode er altfor langsom: Carrier! han forstaaer Tingen bedre. Var jeg i Paris, jeg vilde gaae lige op i Conventet og skrige Robespierre i Dret: „Du sover Brutus!"

[ocr errors]

Tael ikke om Robespierre!" faldt Kjøbmanden ind med sin Fistelstemme, og foer med Haanden hurtig frem og tilbage over den smalle Pande hans sædvanlige Gestus; det er en guddommelig Mand, en guddommelig Mand; og Couthon og St. Just ved hans Side - det er et himmelsk Kløverblad, et himmelsk Kløverblad

[ocr errors]

En sand Treenighed!" faldt Baronen ind, og

saae med et sarkastisk Smiil til Præsten.

Denne slog en Skoggerlatter op.

„Det er en Hyperbol,“ sagde Fialtring, „at falde Robespierre en Gud; det er han ikke, men en Guddommens Fornuftens ypperste Præst -"

Apostel

nen ind.

Et Monster for alle Præster

faldt Baros

„Hm!“ sagde Kjøbmanden, „man skulde slet ingen Præfter have; hvad skal vi med de Præfter? hvað skal vi med dem?"

"Aajo!" sagte Fialtring, naar de blot vilde holde dem til Fornuften og Moralen."

« ForrigeFortsæt »