Billeder på siden
PDF
ePub

„Nu maae jeg da lyfønske Dig? bedre Lejlighed funde Du aldrig faae.

Jeg sagde bam, hvorledes jeg var bleven afbrudt –

Det er da i Grunden det samme" faldt ban ind, ..for nu veed jeg, maasfee fuldt saa vel, fom Du felv, at hun elsker Dig; og faa er der intet mere ivejen for Eders Lykke.

Suffende meddelte jeg bam Hiarums Yttringer. Han grundede noget, og fagde derpaa:

Hvab Du ber fortæller mig, bestyrker en Mistanke, fom jeg alt en Tid har næret; de smuffe Herrers Plan er aabenbare den, at Baronen skal forføre Therese, og naar hun faa er stilt ved fin Dyd og sin Ære, griber hun villig det eneste Redningsmiddel, og kaster sig i Armene paa den Satyr Hiarum. De ere altsaa begge lige interesserede i at holde Dig ude af Spillet: den Ene arbejder for fin Sandselighed, den Anden for sin Pengebegjærlighed Fatter Du det?.

Taus omfavnede jeg min Ben, han havde tændt Lys i min Siels Mørke.

Da vi tiltraadte vor Nedgang af Baffen, sagde Vang:

,,Et oplysende Sidestykke til denne Intrigue vil jeg nu betroe Dig. Du har vel lagt Mærke til Jomfru Urold, Oldgrandskerens Datter? i det ringeste er det ikke hendes Styld. Det er to Aar siden hun kom til Solholm; uskyldig, eller nærmere, negativ med Hensyn baade ti! Ondt og Godt, omtrent som et reent Papir, der villig mods tager enhver Skrivt. Baronen indprentede hende de Grundfætninger, som Du nofsom fjender; og ved et flygtigt Djekast vil Du kunne læse dem i bendes dristige Aasyn ligesaa tydeligt som din Vert i hendes Gang. - Hun har alles rede gjort een Kjøbenhavnsrejse, Du forftaaer mig vel?

Baronen er feed af bende, men fan itte blive hende qvit. Han faae sig derfor nødt til at forsørge hende, og - jeg er udkaaret til at gjengive hende den tabte Ære ved at opoffre min egen: et Præstekald her paa Godset er Mads dingen, Alt efter god gammeladelig Stik og Brug

Videre kom han iffe; thi ber mødte os Manden felo.

,,Aha!. tilraabte han os alt i en Afstand, wjeg tænkte det nok: de unge Herrer har søgt Ensomhed for at fympathisere over Naturen og dens -- Yndigheder.“

Dette sidste Dro sagde han langtsomt og med Efter: tryk, idet han traf Djenbrynene bøjt op, og smilte klogt og ffjelmst, som den, der veed mere end ban maatte. Jeg var iffe ftemt til at svare i den angivne Tone, og sagde derfor med Tvang noget almindeligt om Naturens Skjon: beder: at disse fun vare til for dem, der formaaede at opfatte dem.

Meget rigtig!" tog han Ordet; rdet gaaer netop lige saadan med quindelig Skjønhed. Der er for Erempel den lille Pige, som nylig forlod 08."

Jeg fastede forundret et stiaalet Blit til Bang

„Hun er virkelig eet af de fuldkomneste Fruentimmer, ieg i mine Dage har feet; og dog er jeg vis paa, at ikke en eneste af disse Bønderkarle her kunne see det, ja maasfee neppe flere end jeg, og Een til..

Her skottede han til mig med et fiint Smiil; jeg for: nam, at jeg rødmede.

„Paa min re vedblev han; var jeg ung og min egen Herre

Videre kom han ikke, da vi imidlertid havde naaet Gaarden, bvor flere af Selffabet mødte os. Baronen blandede sig mellem dem og erindrede om Hjemrejsen, da

[ocr errors]

han havde faaet flere Fremmede. Bang og jeg bleve noget tilbage.

Hvad figer Du dertil?. hvisfede jeg.
„Den Tale ftemmer ikke med den omtalte Plan.“

"Bel gjør den det,“ svarede han ,seer Du iffe, at ban vil bibringe Dig den formodning, at han allerede har været lykkelig, og derfor uden stor Modstand viger for en Medbejler ?

Denne forklaring gjorde iffe den tilsigtede virkning; jeg følte meget mere atter et Stif af Skinsygens Braad, men ffjulte Smerten under et bifaldende Nik.

6. Jacobinerne.

Paa Hjemrejsen til Solholm, hvor der iffe gaves leja lighed til fortrolig Meddelelse, foretog jeg mig endnu en: gang at gjennemgaae min Hjertesag, men kom dog iffe paa det Rene med min Tro paa Therefes Dyd. Selv min Vens kraftige Forsvar syntes mig uafgjørende, da det jo muligen funde været grundet ligesaa meget i hans Modsis gelseslyst som i Dverbevisning. Saaledes veed Sfinsygen at indsuge Gift af hver en Blomst, eller maastee rigtigere at forvandle Honning til Gift.

Den Tone, som bersfede paa Solholm var slet iffe ftiffet til at hæve min Mistænkelighed, ligesaa lidet som det nye Befjendtskab, jeg her gjorde. De nystilfomne Fremmede vare nemlig - Thereses Fader, samt hendes af denne begunstigede Tilbeder: den første Kjøbmand, den anden juridist Embedsmand i Viborg, og begge erklærede Revolutionsmænd.

Kjøbmanden var en lav, middelaldrende Mand, med et kort men bredt Ansigt, snever Pande og smaa Djne, som man sjælden fik rigtigt at see, da ban næsten altid havde dem nedvendte mod Jorden. Var han i Talen nødt til at fee paa Nogen, blinkede han enten meget hurtigt, eller og trat han Dienstenene højt op under Laagene, saa kun det Hvide fom tilsyne. Rødt Haar, røde Bryn, rødt Stjæg, som altid var ffjødesløst og aldrig i Bunden afraget, gjorde Ansigtet endnu modbydeligere.

Embedsmandens var dertil en reen Modsætning, blegt, magert, ftiæggeløft, og saa smalt, at det ei syntes stort bredere, end den lange Hals, der bar det; melkeblaae, dorske, og ligesom glasserede Dine næsten ingen Bryn tynde, mørke Haar paa Hovedet, som paa 3ssen var ganske ffaldet. Mandens spinkle Dverfrop stod i stort Misfors hold til de fyldige laar og lægge, hvilke Velunderrettede ogsaa paastode, vare udstoppede. Skjondt han skulde være i fine bedste Aar noget over de Tredive saae han dog langt ældre ud, og opvakte ved første Djefast uvil: kaarlig Formodning om tidlige udsvævelser. Hvad der gjorde Contrasten mellem disse to Venner endnu fuldkom: nere: Kjøbmanden faae altid mild og venlig ud endog ved de allersørgeligfte og græsseligste Fortællinger, smaaloe eller smidffede i eet væk, medens Fialtring saaledes ville vi falde Juristen fremviste ved alle, endog de muntreste Anledninger, et Ansigt faa koldt som fis og faa alvorligt som en gammel Rectors.

Iog forefandt disse Herrer midt inde i en heftig Des bat med Hiarum, Pastor Rumsøe og Baronen, om det gjenftridige Lyons Belejring.

Ved min Tilfomst havde Hiarum Ordet: Jeg paas staaer," sagde bar, wat den iffe holder fig i otte Dage

at den i dette Pjeblik er indtaget og ødelagt; Kellers mann er ingen Bogfinke

. Men han er en Kjeltring, en hemmelig Rojalist, faldt Fialtring ivrig ind; han har hundrede tusinde Bas jonetter – hvad vil han mere? borde han ikke bavt den forlænge siden? Men pas paa, hvad jeg siger: Conventet er for lemfældigt, det gaaer aldrig godt.“

Jeg synes dog," sagde Baronen, wat de aarelader ret brav; Guillottinen er jo i Gang baade Nat og Daz..

Det forslaaer iffe,raabte Fialtring; den Methode er altfor langsom: Carrier! han forsaaer Tingen bedre. Var jeg i Paris, jeg vilde gaae lige op i Conventet og ftrige Robespierre i Dret: ,,Du sover Brutus!"

,,Dael iffe om Robespierre!. faldt Kjøbmanden ind med fin Fistelstemme, og foer med Haanden hurtig frem og tilbage over den smalle Pande bans sædvanlige Gestus; det er en guddommelig Mand, en guddommelig Mand; og Couthon og St. Just ved hans Side – det er et bims melft Kløverblad, et himmelft Kløverblad

En fand Treenighed!" faldt Baronen ind, og sage med et farkastist Smiil til Præsten.

Denne slog en Sfoggerlatter op.

„Det er en Hyperbol," sagde Fialtring, at falde Robespierre en Gud; det er han iffe, men en Guddommens Apostel Fornuftens ypperste Præst

Et Monster for alle Præster faldt Baros

nen ind.

Hm!" sagde Kjøbmanden, man skulde slet ingen Præster have; hvad skal vi med de Præster? hvad skal vi med dem?"

Aajo!" sagte Fialtring, naar de blot vilde holde dem til fornuften og Moralen.

« ForrigeFortsæt »