Her har vi allerede en Forsmag paa den tilkommende Frihed og Lighed," raabte Hiarum. Vang tog strar Ordet: „De mener vel, naar Grever og Baroner skal afskaffes; men saa bruger man heller ingen Forvaltere." De nærmest siddende Bønder loe af Hjertens Grund. Forvalteren loe med, men lagde til: saa tage vi de Herrer Geistlige under Armen, og følges ad i Kehrausen. Nu vare de strar midt inde i den franske Revolution, som dengang havde naaet Folketyranniets højeste Spids. Thi Hiarum var en ægte Sansculot, og Vang, som stedse faldt ham i Flankerne naar han var i det Lune modsagde ham i Alt. Jeg hørte kun kort og med et halvt Øre paa denne Mundkamp; mine Tanker tilhørte min yndige Naboerske. Vor Samtale var fattig paa Ord, den førtes meest med stjaalne Sideblik; og eengang mødtes vore Hænder under Bordet, hun besvarede mit frygtsomme Tryk Sløjferne paa hendes Barm hævede sig højere nu vidste jeg da, at hun elskede mig. Tiden fløj. Jeg mærkede ikke, at Maaltidet var forbi, før Degnen istemmede Takkepsalmen. - I mangen Danselystighed har jeg deeltaget baade for og siden, men i ingen som denne. Medens jeg nu nedskriver min Kjerlighedshistorie, er jeg allerede en aldrende Mand, og har alt længe siddet over og seet mine Børn danse, men endnu har Billedet i min Sjel af den længst forsvundne Ungdomslyst sin første friske Farve; det fremtræder stedse lige levende, og i Følge med alle de søde Følelser, som den Gang gjennemstrømmede mit hele Væsen: Therese den dejlige Bondebrud - tyktes mig en arcadist Hyrdinde; Leergulvet, hvorpaa vi svævede med hverandre, var et letgyngende Blomstertæppe; og den vistnok tarvelige S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VII. 10 Som en Polskdands skulde afløse den adstadige Menuet, kom Frøken Sonnenthal, som ikke dansede, hurtig hen til Therese, hviskede noget, og drog hende skyndsomt bort med fig. Da det vilde været upassende at følge dem, traadte jeg tilside, og stod nogen Tid ventende paa deres Tilbage= komst. Da kom Vang, og bragte mig Damernes Hilsen og Undskyldning: Thereses Fader var nylig kommen til Solholm og vilde ufortøvet tale med hende. I samme Øjeblik hørte jeg en Vogn rulle ud af Gaarden. Nu forvandledes pludselig den hele Scene. Violinerne skurrede, de arcadiske Hyrder og Hyrdinder bleve plumpe og klodsede Bønderfolk, og den hele Commerce flau og kedes lig. Jeg satte mig i en Krog af Stuen, og sejgpinede mig selv med Anger over, at jeg havde ladet Lejligheden fare mig ubenyttet forbi. Borde jeg ikke uden Forhaling have frarevet hendes Læber den søde Tilstaaelse, Haanden allerede havbe lovet? Naar setr jeg hende nu igjen, og hvor? og hvorledes? Og mon da hendes Tilbøjelighed, som nu funde være fængslet for stedse, ikke er svækket vegen for en anden? -- henvejret Med saadanne Selvbebrejdelser martrede jeg mig en god Tid, uopmærksom paa hvad der foregik uden for mig, da jeg ublidt vækkedes af mine mørke Drømmerier ved et Traad paa Foden. Det var den plumpe Forvalter, der sparkede ud i en Menuet. I min Sindsstemming var jeg oplagt til at see Alt fra den værste Side, at ærgre mig over Alt - i Be= fymringer ofte en velgjørende Diversion. Han gjorde ingen Undskyldninger - sandsynligviis var han uvidende om fit Fejltrin; vrippen fulgte jeg ham derfor med Øjnene, og blev herved opmærksom paa hans Dans, til hvilken jeg hverken før eller siden saae Mage. Han holdt begge Hænderne i Burelommerne kaftede Hovedet idelig tilbage, hvorved en lille Pidsk, bunden noget tilvenstre, snart smuttede under Kjolekraven, snart pippede op med Enden - de guulkravede Been kastede han kraftigt ud til Siderne, saa de tvende massive Uhrkjeder slyngede og klingrede mod hveran dre; og naar han skreed forbi sin Dame, brystede han sig end mere og udstødte hiint kalkunske Prust, der saa levende mindede om den befjedrede Consistorialraads sultaniske Kjerlighedserklæringer. Min Vert, Præsten, kom i det samme, satte sig hos mig og sagde: De betragter vist Forvalteren Hiarum?" Jeg nikkede. „Hans Dans“ vedblev han, „er virkelig højst charac= teristisk. Ellers bedømmer jeg ikke et Menneske efter Dansen, thi den er Kunst og Gangen Natur. Men hos ham ere begge Slags Bevægelser aldeles overeenstemmende. Læg bare Mærke til ham, naar han gaaer! han knejser med Hovedet, men seer ikke til nogen af Siderne, ligesom han vilde sige: „jeg bryder mig fun lidet om mine Medmenneskers Domme, jeg foragter dem." Ogsaa · skræver han i Gangen, og tager ligesaa stor Plads op af en Vej som to Andre, og Ingen kan gaae tæt ved ham: dem rens der han da paa Ærmet, træder dem paa Foden. sagt, det er en tydelig Advarsel, at man i det daglige Liv bør holde sig tre Skridt fra Livet af ham.“ "Han synes rigtig nok noget indbildsk, svarede jeg Kort naragtig" „Aa! mere end naragtig," tog Præsten Ordet; „han „Veed Baronen det?" spurgte jeg. „Vel veed han det," led Svaret; men det bryder han sig ikke om: Jeg veed, at jeg skal snydes figer, han - og Hiarum er ikke bedre end andre Mennesker. Han er en kjeltring, men en klog Kjeltring, og jeg kan bruge ham. Inden han fik udtalt, saae jeg dem begge staaende i den anden Side af Stuen som det lod i en fortrolig Samtale; og alt imellem faae de over til mit Hjørne: det maatte gjælde mig eller Præften. Dog troede jeg snarest det første, thi den Forelskede er mere mistænkelig end Andre, og frygter ej heller ganske med Uret at hans Aasyn stal robe Hjertets Hemmelighed. Strar efter kom de henimod os. Baronen tog Præsten tilside, og gik smaasnakkende med ham ud af Stuen; Forvalteren indtog hans Plads. „Kan De gjætte,“ begyndte han, med et halvt Djekast til mig, hvad Baronen og jeg nu stod og talte om?" "Det kunde falde vanskeligt," svarte jeg. "Da skal jeg fortælle Dem det," vedblev han; "Ba= ronen er stinsyg paa Dem det sagde han naturligviis ikke, men jeg kjender Skjelmen; det er en Rad efter Fruentimmer." . Ganske forundret sagde jeg: det kan være muligt, Hr. Forvalter! men hvorledes angaaer det mig?" "Det stal jeg sige Dem" svarte han. Han er bange, De skal tage Jomfru Dyber fra ham པ་ Hvad!“ udbrød jeg heftig overrasket, og vendte mig om til ham, "Jomfru Dyber? tilhører hun ham?„ Her kastede han sig tilbage, støttede Nakken mod Væggen, rømmede sig nogle Gange, og sagde: "Ikke saa — itte saa tilhøre og tilhøre ere to Ting; han kan godt - lide hende, det er ingen Hemmelighed, og i Grunden derfor kan jo Pigen være ligegod. Gaaer hendes Fader paa lange Rejser, som det nu lader til, arver hun alle hans Grunker; hun faaer Kjerefter ti for een, og Ingen spørger efter, om han er den første - "hm-hm!" - Ved disse Ord strækkede han Benene langt ud fra fig, puttede Hænderne i Burelommen og fløjtede Melodien til: Es hat die Schöpferinn der Liebe". Jeg forstaaer ikke, hvorledes jeg betvang min Vrede, med mindre det var Skinsygen, som modvejede den; thi jeg nægter ikke, at dens Gift begyndte strar og smertelig at virke. Dog sprang jeg op, vendte mig mod Bøffelen, og sagde: „Vil De gjentage denne Beffyldning i Baronens Nærværelse?" „Hvorfor ikke. svarte han ganske rolig; „jeg siger aldrig Andet paa hans Bag, end jeg tør sige ham lige i Øjnene." ,,Men Jomfruen?« vedblev jeg. "Hm!" sagde han med et Smiil, mod Damerne er man ikke ugalant. Desuden, min unge Herre! hvad har jeg egentlig sagt? jeg har jo ikke beskyldt hende; og hvad kan hun gjøre ved, at Cavalererne finde hende smuk? Med disse Ord rejste han sig og gik. Mit Bryst forlangte frist Luft. Jeg gik udenfor, og besteeg en Banke, der hævede sig over Landsbyen. Paa dens Top laae Vang - som jeg alt længe havde savnet, støttende sig paa Albuen, stirrende tankefuld henud i Heden. Ved min Tilkomst foer han op som af Søvne, og gned Panden. Derpaa rakte han mig Haanden, og sagde med fin sædvanlige Alvorlighed: |