Et saadant Besøg var ingen Overraskelse for Godsets Almue, som ofte faae deres Hosbond iblandt sig ved mindre højtidelige Anledninger, og som meget vel kjendte den almindelige Hensigt af denne hans Nedladenhed. Da denne Stand desuden ikke tager det saa nøje med Elskovseventyr hos Ugivte, og disse ej heller vare uden visse Fordele for Vedkommende, toge Bønderne med Fornøjelse mod deres Sultan dette var et genavn, Forvalteren havde givet ham, og som de Andre snart optoge. Rygtet om vor Ankomst havde strar udbredt sig lige til Brudehuset, og da vi traadte ind i Gaarden, hilstes vi af tvende Clarinetblæsere, der havde opstillet sig udenfor den store Dør, af hvilken Gjæsterne sværmede ud som Bier af Kuben, for at fee denne Tilvært i deres lystige Samfund.

Saasnart vi vare komne indenfor, bød Baronen Bruden op til en Dans.

Bønderne fjendte dengang iffe andre end den pols ske, og en svag Efterligning af Menuetten. Den første, fom almindelig kun danses af eet eller to Par ad Gangen, er voldsom og vild: trampende, springende drager eller snarere slæber Danseren fin Meddanserinde efter sig i hur tige og snevre Kredse, slipper hende et Djeblik, fladsker i Hænderne, griber hende atter, og snoer hende omkring i stormende Hvirvler. Baronen, en fortrinlig Danser, gav ingen af Bønderkarlene efter i Rafthed, men overgik dem langt i Lethed og Ynde, faa jeg med største Fornøjelse sfulde have beundret hans Færdighed i denne slaviske Nationaldans, hvis han havde holdt sig til den nygivte Kone eller nogensomhelst anden Dame; men, inden jeg tænkte derpaa, havde han grebet Therese.

Mit Hjerte bankede, og med beklemt Bryst vilde jeg

drage mig bag ved Tilskuernes Kreds, da hun, efter et Par Rundaer, smuttede fra ham, og satte sig paa en Bænk i Nærheden af mig. Med lettet Sind nærmede jeg mig hende, og yttrede min Modbydelighed for en saa lav og raa Forlystelse.

„Derfor deserterede jeg ogsaa,“ svarede hun med et Smiil, der liig et Solglimt atter opvarmede min Barm. I dette Djeblik kom Vang og drog mig med sig ind i en anden Stue.

,,Almuen," sagde han her "har en Stik, som jeg virkelig lider: Dagen efter Brylluppet gaaer Brudgommen, ledsaget af de unge Karle ud af Brudehuset; en Spillemand følger dem. Noget derefter komme alle de gifte Mænd, lede efter ham, og søge med List eller Vold at tage ham fra hine. Ligesaa skeer det med Bruden, som de unge Piger tage imellem sig, og Konerne opsøge. Kan nu det unge Par samles inden een af dem bliver greben af Modpartiet, taber dette det udsatte Væddemaal; i modsat Fald hiint Du mærker vel Betydningen af denne Spøg?"

"Jo vel!" svarede jeg: men hvorfor trak Du mig herind for at aabenbare mig Noget, som aldeles ingen Hem. melighed er?..

"Fordi,"

sagde han, "jeg vilde foreslaae Dig, om vi to ikke skulde tage Gjæsteroller i denne Farce? Det fine bestaaer deri, at man fan bringe Opsøgerne paa

Vildspor, og til den Ende pleje de Unge

naar Lejlighed gives at forklæde enten Brud eller Brudgom, eller begge to. Seer Du nu: jeg er af hendes Højde, og ifører mig hendes Stads; Du bytter Dragt med ham saa er Travesteringen færdig. Mændene løbe efter Dig, Konerne efter mig, og imidlertid har Parret forenet fig."

Uden at oppebie min Indvilgelfe, tog han mig under Armen, og idet vi ilsomt forlode Gaarden, fortalte han mig, at Alt var aftalt og forberedt med Vedkommende. Midt nede i Byen smuttede vi ind i et lille Huus, hvor det iffe varede længe inden Brudgommen og hans Folge forenede sig med os. I Haft byttede vi Klæder: han fik min fine Conventsfrakke, mit hvide Halsklæde og min høje spidspullede Hat - jeg hans lange blaae Vadmelskjole, hans røde Kattunsklæde og brede Hat. Medens dette gif for fig, var Vang forsvunden, og jeg fulgte de unge Karle ud paa Gaden - Spillemanden i Spidsen. Og nu brugte denne uafladelig sin Bue; thi det er Vedtægt, at Jægerne stedse maae kunne vide, hvor Vildtet er.

Her faae vi nu først langt foran os min Brud med hendes Piger fare tvers over Gaden, og noget efter Konerne den samme Vej, men endnut intet til vore Forføls gere. Endelig bleve vi dem vaer langt bag ved os: og

gif det over Stok og Steen, gjennem Gaarde, gjennem Huse, over Hauger og Tofter, som om en virkelig Fiende var os i hælene. Omsider stødte vi i en snever Gyde uformodentlig paa hverandre."

Jeg løb nu tilbage; men tøvede dog lidt ved Enden af Gyden, for at fee Stridens Beskaffenhed og Vending. Begge Partier vare omtrent lige stærke, og brødes vældigen med megen Larm og Raaben. Nogle faldt, men rejste fig ftrar igjen som i Valhalla; og Mændene vare iffe iftand til at bryde Karlenes tredobbelte Linie.

Uden at oppebie, det endelige Udfald, fortsatte jeg min

Flugt, og sneg mig ind ad den første Dør, jeg fandt aaben. I den snevre Forstue, hvor jeg nu stod, blev jeg iffe længe: en forvirret Støj, som alt mere nærmede sig, lod mig frygte, at mine Forfølgere havde fundet mit Spor. Jeg aabnede derfor paa Maa og Faa en Dør; og denne førte til et rummeligt Værelse, der kun svagt oplystes af et eneste lille Vindue med smaa af Solen forbrændte Ruder. Men neppe havde jeg lukket Døren, og seet mig om efter et Skjul mellem Kister og Skabe, før den atter aabnedes, og ind treen Bruden; om den rette eller falske

-

kunde jeg endnu ikke see.

„Er det Dig Vang? spurgte jeg.

Ved denne Tiltale foer den Indtraadte forskrækket fammen, og vendte sig om imod mig med Ryggen til Vinduet. Da jeg følgelig ikke kunde skjelne Ansigtet, fors modede jeg, at man uheldigviis havde tilført mig den sande Brud.

„Det traf slemt, lille Moer“, sagde jeg, "hun seer nok, at jeg ikke er den rette; jeg maae vel derfor ud, for at see, om jeg kan finde ham."

det var

Med disse Ord nærmede jeg mig Døren. Hun svarede intet, men drejede Hovedet efter mig. Jeg kastede et Blik paa hende forbausedes - standsede Therese. Nu stod jeg ligesaa taus som hun; mit Hjerte bevægedes af sælsomme, føde Anelser.

vist kom hende

Det var øjensynligt, at dette Sammentræf, nok en Foranstaltning af den sindrige Vang ligesaa uventet som mig; hendes Forundring var ikke Forstillelse. Men enten nu dette Møde var et Værk af min Ven eller af Tilfældet; jeg følte, at det skulde benyttes som et umiskjendeligt Vink af Stjæbnen.

„Therese!” sagde jeg, udstrækkende min Haand. Lang

somt, med nedslagne Øjne, hævede hun sin
den med begge mine, og drog den til mit Hjerte.

"Therese!" sukkede jeg. Hun taug endnu.

jeg greb

"Therese!" vedblev jeg, det er tredie Gang, at vi af en usynlig Magt føres hverandre uvilkaarligen imode -o! fiig mig: vil Du vorde, hvad Du nu synes at være? min"

Brud, vilde jeg sagt, men førend Ordet kom over mine Læber, fløj Døren op; Karle og Piger trængte ind i Værelset med Støj og Latter. De raabte i Mundene paa hverandre, at Pudset var lykkelig fuldført, og de Nys givte samlede i Brudehuset uden Forhindring af de narrede Mænd og koner; nu bad man os at følge med derhen. — Jeg bød Therese min Arm; hun indvendte, at vi dog først maatte omklædes.

"Ingenlunde," svarte jeg, holdes saa længe som muligt." "den gjør mig saa lyksalig."

"Illusionen maae vedligeOg sagtere lagde jeg til:

Stiltiende modtog hun min Arm. og jublende fulgte Skaren efter.

Vi gik; syngende

Da vi traadte ind i Spisestuen, fandt vi det unge Par siddende for øverste Bordende, begge i deres Masteradedragter: han nok saa kjek med min lidt for snevre Hat paa det ene Dre, og hun noget undseelig i Thereses græffe Chemise, og under hendes bredskyggede Straahat, der halvt skjulte, halvt beskyggede hendes blusrøde Ansigt. Baronen gik os med et tvungent Smiil imøde, førte os op til hine, og bad os tage Plads, idet han paastod, at vi skulde spise i Costume. Selv satte han sig lige overfor os ved Brudens Side; og derefter fade langs ned med begge Sider de vrige fra Solholm i fraterniserende Blanding med Almuesmænd og Qvinder.