Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

Et saadant Besøg var ingen Dverraskelse for Gods sets Almue, som ofte sage deres Hosbond iblandt sig ved mindre højtidelige Anledninger, og som meget vel fjendte den almindelige Hensigt af derine hans Nedladenhed. Da denne Stand desuden iffe tager det faa nøje med Elskovss eventyr hos u givte, og disse ej heller vare uden visse Fordele for Bedkommende, toge Bønderne med fornøjelse mod deres Sultan – dette var et Dgenavn, Forvaltes ren havde givet ham, og som de Andre snart optoge.

Rygtet om vor Anfomst havde ftrar udbredt sig lige til Brudehuset, og da bi traadte ind i Gaarden, hilftes vi af tvende Clarinetblæsere, der havde opstillet sig udenfor den store Dør, af hvilfen Gjæsterne sværmede ud fom Bier af Kuben, for at see denne Tilvært i deres lyftige Samfund.

Saasnart vi vare komne indenfor, bød Baronen Brus den op til en Dans.

Bønderne fjendte dengang iffe andre end den pols fke, og en svag Efterligning af Menuetten. Den førfte, fom almindelig fun danses af eet eller to Par ab Gangen, er voldsom og vild: trampende, springende drager eller snarere slæber Danseren sin Meddanserinde efter sig i hurs tige og snevre Kredse, flipper hende et Djeblik, fladffer i Hænderne, griber hende atter, og snoer hende omfring i stormende Hvirvler. Baronen, en fortrinlig Danser, gav ingen af Bønderfarlene efter i Rafthed, men overgik dem langt i Lethed og Ynde, saa jeg med største fornøjelse ffulde have beundret hans Færdighed i denne slaviste Nationaldans, hvis han havde holdt fig til den nygivte Rone eller nogenfomhelst anden Dame; men, inden jeg tænkte derpaa, havde han grebet Therese.

Mit Hjerte banfede, og med beklemt Bryst vilde jeg

1

[ocr errors]

drage mig bag ved Tilskuernes Kreds, da hun, efter et Par Rundaer, smuttede fra ham, og fatte fig paa en Bænk i nærheden af mig. Med lettet Sind nærmede jeg mig hende, og yttrede min Modbydelighed for en saa lav og raa Forlystelse.

„Derfor deserterede jeg ogsaa," svarede hun med et Smiil, der liig et Solglimt atter opvarmede min Barm.

3 dette Djeblik kom Vang og drog mig med fig ind i en anden Stue.

Almuen, sagde han her mbar en Sfif, som jeg virkelig lider: Dagen efter Brylluppet gaaer Brudgommen, ledsaget af de unge Karle ud af Brudebufet; en Spil: Iemand folger dem. Noget derefter komme alle de gifte Mænd, lede efter ham, og søge med Lift eller Vold at tage ham fra bine. Ligesaa sfeer det med Bruden, som de unge Piger tage imellem fig, og konerne opsøge. Kan nu det unge Par samles inden een af dem bliver greben af Modpartiet, taber dette det udsatte Væddemaal; i modsat Fald hiint Du mærker vel Betydningen af denne Spøg ?"

3o vel!" svarede jeg: „men hvorfor traf Du mig berind for at aabenbare mig Noget, som aldeles ingen Hem. melighed er?..

„Fordi, fagde han, — wjeg vilde foreslaae Dig, om vi to iffe sfulde tage Gjæsteroller i denne Farce? Det fine bestaaer deri, at man kan bringe Opføgerne paa Vildspor, og til den Ende pleje de Unge naar Lejlig hed gives at forklæde enten Brud eller Brudgom, eller begge to. Seer Du nu: jeg er af hendes Højde, og ifører mig hendes Stads; Du bytter Dragt med ham saa er Travesteringen færdig. Mændene løbe efter Dig, Konerne efter mig, og imidlertid har Parret forenet fig."

11

1

uden at oppebie min Indvilgelfe, tog han mig under Armen, og idet vi ilfomt forlode Gaarden, fortalte han mig, at Alt var aftalt og forberedt med Bedfommende. Midt nede i Byen smuttede vi ind i et lille Huus, hvor det ikke varede længe inden Brudgommen og hans Følge forenede fig med os. 3 Haft byttede vi Klæder: han fif min fine Conventsfraffe, mit hvide Halsflæde og min hoje spidspullede Hat - jeg hans lange blaae Vadmelsfjole, hans røde Rattunstlæde og brede Hat. Medens dette gif for sig, var Vang forsvunden, og jeg fulgte de unge Karle ud paa Gaden Spillemanden i Spidsen. Og nu brugte denne uafladelig fin Bue; thi det er Vedtægt, at Jægerne stedse maae kunne vide, hvor Vilotet er.

Her faae vi nu først langt foran os min Brud med bendes Piger fare tvers over Gaden, og noget efter Ros nerne den samme Bej, men endnu intet til vore Forføls gere. Endelig bleve vi dem vaer langt bag ved 08: og nu gik det over Stof og Steen, gjennem Gaarde, gjennem Huse, over Hauger og Tofter, som om en virkelig Fiende var os i Hælene. Omsider stødte vi i en fnever Gyde uformodentlig paa hverandre."

Her faae vi en Rusfi," (det engelffe rush) sagde den raskeste af Karlene til mig - "førg nu for sig selv, mens vi rykkes med Mændene, og fee han finder et Hul!"

Jeg løb nu tilbage; men tøvede dog lidt ved Enden af Gyden, for at see Stridens Beffaffenhed og Vending. Begge partier bare omtrent lige ftærke, og brødes vældis gen med megen Larm og Raaben. Nogle faldt, men reiste fig ftrar igjen fom i Valhalla; og Mændene vare iffe iftand til at bryde karlenes tredobbelte linie.

uden at oppebie, det endelige Udfald, fortsatte jeg min

Flugt, og sneg mig ind ad den første Dør, jeg fandt aa: ben. I den fnevre Forstue, hvor jeg nu ftod, blev jeg ikke længe: en forvirret Støj, som alt mere nærmede sig, lod mig frygte, at mine Forfølgere havde fundet mit Spor. Jeg aabnede derfor paa Maa og Faa en Dør; og denne førte til et rummeligt Værelse, der kun foagt oplystes af et eneste lille Vindue med smaa af Solen forbrændte Rus der. Men neppe havde jeg luffet Døren, og feet mig om efter et Skjul mellem Kister og Sfabe, før den atter aabnedes, og ind treen Bruden; om den rette eller falske funde jeg endnu iffe see.

„Er det Dig Bang? spurgte jeg.

Bed denne Tiltale foer den Indtraadte forskrækket sammen, og vendte fig om imod mig med Ryggen til Vinduet. Da jeg følgelig iffe kunde stjelne Ansigtet, for: modede jeg, at man uheldigviis havde tilført mig den fande Brud.

„Det traf slemt, lille Moer“, sagde jeg, rhun seer nof, at jeg ikke er den rette; jeg maae vel derfor ud, for at fee, om jeg kan finde ham...

Med disse Ord nærmede jeg mig Døren. Hun svas rebe intet, men drejede Hovedet efter mig. Jeg kastede et Blik paa hende forbausedes standsede det var

Therese. Nu ftod jeg ligesaa taus som hun; mit Hjerte bevægedes af fælsomme, fode Anelser.

Det var øjensynligt, at dette Sammentræf, vist nof en Foranstaltning af den sindrige Vang - kom hende ligesaa uventet som mig; hendes Forundring var ikke For: stillelse. Men enten nu dette Møde var et værk af min Ven eller af Tilfældet; jeg følte, at det skulde be: nyttes som et umiskjendeligt Vink af Skjæbnen.

Therese!" sagde jeg, udstræffende min Haand. lang

[ocr errors]

somt, med nedslagne Dine, hævede hun fin – jeg greb den med begge mine, og drog den til mit Hjerte.

,,Therese!« suffede jeg. Hun taug endnu.

,,Therefe!“ vedblev jeg, det er tredie Gang, at vi af en usynlig Magt føres hverandre uvilfaarligen imode - o! frig mig: vil Du vorde, hvad Du nu synes at være ? mina

Brud, vilde jeg sagt, men førend Drdet fom over mine læber, fløj Døren op; Karle og Piger trængte ind i Værelset med Støj og latter. De raabte i Mundene paa hverandre, at Pudset var lykkelig fuldført, og de Nygivte samlede i Brudehuset uden Forhindring af de narrede Mænd og Roner; nu bad man os at følge med derben.

Jeg bød Therese min Arm; bun indvendte, at vi dog først maatte omklædes.

Ingenlunde,« svarte jeg, ,3Uusionen maae vedlige: boldes saa længe som muligt. Og fagtere lagde jeg til: uden gjør mig faa lyfsalig.

Stiltiende modtog hun min Arm. Vi git; syngende og jublende fulgte Sfaren efter.

Da vi traadte ind i Spisestuen, fandt vi det unge Par siddende for øverste Bordende, begge i deres Maste: radedragter: han nof faa fjek med min lidt for snevre Hat paa det ene Dre, og hun noget undseelig i Thereses græste Chemise, og under hendes bredskyggede Straahat, der halvt skjulte, balot beskyggede hendes blusrøde Ansigt. Baronen gik os med et tvungent Smiil imøde, førte os op til hine, og bad os tage Plads, idet han paastod, at vi skulde spise i Costume. Selv fatte han sig lige overfor os ved Brudens Side; og derefter sade langs ned med begge Sider de Dvrige fra Solholm i fraterniserende Blanding med Almuesmænd og Qvinder.

« ForrigeFortsæt »