Billeder på siden
PDF
ePub

"Vel har det paa nogen Tid af og til forekommet mig faa; dog agtede jeg ikke stort paa disse tvivlsomme Symptomer: Sukke, Farveskiften, etcetera etcetera, og meente,

at den os Mennesker medfødte Egenkjærlighed let kunde forlede til at udtolke dem falskeligen. Men uforvarende, ubemærket kom jeg til at høre hendes Bekjendelse for den paatrængende Veninde. Det forstaaer sig, Nordstjerne! nu rejser jeg; men hvorhen? og under hvilket Paastud?"

Det glædede mig at kunne tilbyde den ædeltænkende Ven Lejlighed hos mig, til han enten fik en anden Condition eller kom i Embedsvej. Baronen vilde ikke være vanskelig at tilfredsstille; thi flere Gange havde han stiklet paa sin Hovmesters altfor moralske Opdragelsessystem. Baronessen derimod agtede ham, og mistede vistnok saare nødig en saadan Mentor for hendes Søn. Og Frokedog, hvad kan ikke Fraværelse udrette med Tidens

nen

[ocr errors]

Hjælp?

Længe varede vor Samtale; thi ogsaa Therese var Gjenstand for samme, hvorvel jeg endnu hverken naaede Overbevisning om hendes Characteer, eller kom til nogen Beslutning for Fremtiden.

Men Velanstændighed bød mig vende tilbage til Sel= skabet, og afbryde den venskabelige Ordverling, der var mig saa behagelig, fordi den angik den fortryllende Therese, og fordi min Modstander tapperligen modsagde enhver af mig opkastet Tvivl om hendes Uskyldighed. Den muntre Larm i Haugen mindede os om at bryde op.

Vi fandt de Fleste forsamlede ved Fortunspillet.

Det er dog et sandt Ordsprog" raabte Baronen os imøde, at Alting klæder de Smukke godt. Vil De bare fee paa Jomfru Dyber, hvor kejtet hun bærer fig ad!"

"Og dog er Potten nu min!" sagde hun smilende, idet hendes forvildede Kugle slumpede ind ad Nihullet.

"Det er virkelig et Lykkespil" sagde Præsten i Langebæk, der som blot Tilskuer sad paa en Bænk ved Siden, "og bærer med Rette den vægelsindede Gudindes Navn og Billede."

Hvormange andre Feil hun end har" tog Baronen Ordet "blind er hun ikke; det see vi nu hun favoriserer Ungdom og Skjønhed."

[ocr errors]

"Maaskee" svarte Præsten; kommer den sidste Gave ogsaa fra Fortunas Haand men see der igjen! Var nu ikke den Kugle sigtet lige paa Mellemhullet, men bliver kaftet tilbage i Sandet; er det ikke uretfærdigt."

ftærk."

"Ingenlunde!" meente Baronen den var altfor

"Saa kommer jo mine Drd igjen, at Duelighed, Kraft og Mod udretter intet uden Lykkens Bistand.“

„Men hvad betyder da Ordsproget, Hr. Pastor!" spurgte Forvalteren, der slog den uheldige Kugle: "Lykten staaer den Djærve bi?"

"Ordsproget er ikke saa uhjemlet," faldt Dommen, „naar man veed den oprindelige Betydning af djerv, der er det samme som næsviis, uforskammet, dumdristig. Folk af saadan Characteer er som oftest Fru Fortunas Kjeledægger. Derfor hedder det og: Hvo som vover, han vinder, nemlig vover uden Raison."

Forvalteren pruftede, men blev Svaret skyldig. Ba= ronen smilte, faae hen til mig, og gjorde en Grimasse ad Forvalteren, som vendte Ryggen til, i Begreb med at kafte. Jeg antog Baronens Djekast som en Opfordring til at deeltage i Samtalen.

"Min Mening," sagde jeg, er den: at Spillet har

faaet en urigtig Benævnelse og Skytsgudinde. Er det ikke ved et vist Maadehold her vindes? ved at passe en Middelvej mellem Svaghed, Langsomhed, Frygtagtighed paa den ene Side og paa den anden Forvovenhed og overdreven og utidig Kraftanspændelse? Dygtighed forenet med Sindighed naaer jo fikkrest Maalet. Det er ikke meer end billigt, at den, der løber Storm til Lykken, bliver tilbageflaaet, og at den Svage og Feige forfilde eller aldeles iffe naaer sit Meed."

"Rem acu tetigisti!" mumlede min Præst.

"Altsaa" sagde Baronen leende, kommer jeg vel til at give Damen derhenne Affked; men hvem sætter jeg istedet?"

"Middelmaadighedens Gudinde" sagde en Pige med et driftigt Aasyn, der nylig var kommen til.

"

„Middelmaadigheden, skjønne Jomfru!" sagde Vang ffjødesløst, „har ingen Gudinde, den behøver ingen, den hjælper sig selv. For lidt og formeget fordærver Alting. Verden jeg mener de Vældige i Verden er bedst tjent med middelmaadige Redskaber, som kunne udrette det, de skulle, hverken meer eller mindre; deres "Middelmaadighed er deres Fortuna.“

--

Min Præst tog sin Pibe af Munden, og sagde: "jeg er temmelig sikker paa at gjette Deres Tert, Lykken er de Daarliges Formynder, ikke sandt?"

"Saa omtrent," svarte Vang; „kun istedenfor Daarlige bør man sige, de Villieløses, deres, jeg omtalte, der ingen fast og sikker Villie have selv, men virke som blinde Redskaber for Andres. Da de ikke kunne undvære Formynder, tykkes mig ej heller, man kan falde dem daarlige, naar de give sig under Lykkens Formynderskab."

Under denne Samtale havde jeg, saa hemmeligt jeg

funde, iagttage begge Veninderne. Frøkenen spillede ikke med, men sad paa en Sidebænk, og Therese bestandig hos hende, undtagen naar hun maatte frem og kaste.

-

Hun smilte uforbeholden ad Vangs Tale; Mariane derimod robede om ikke Mishag faa dog en Slags Uvillie, blandet med Bekymring; men selv gjennem denne Sky paa hendes ædle Aasyn skimtede jeg Blinket af Kjerlighedens Lue. Vel troligt, at fun min Vens Meddelelse havde gjort mig saa skarpsynet. Endnu var jeg ikke selv saa forelsket, at jeg jo kunde fole ved fremmed Ulykke; og en beklagelig Ulykke var vist nok Frøkenens Kjerlighed, thi rimeligviis vilde den i saa blødt og stille et Hjerte slaae dybe Redder og Moderen, hvem denne Datter allene bandt til Livet, naar hun engang opdagede hendes haabløse Lidenskab

her afbrødes jeg i min mørke Tantegang ved det Naab: "Havgusen!"

Det kom fra en af Gjæsterne, som ej havde deeltas get i Spillet, og nu ilede fra Marken ind i Haugen, for at varskoe Damerne; Spillet hævedes strar og Alle søgte den nærmeste Vej til Huus, for bag tætte Vægge at skjerme sig mod Havets skumle Aand, der indhyllet i Taagen, farer hurtig og lumskelig frem, udslyngende fine frygtelige Pile: Febre, Gigt, Tandpine, Hofte og Snue.

Det er netop paa de skjønneste Sommerdage, Havgufen kan ventes. Naar alle Vinde ere til Hvile, naar ingen Sky pletter den lysblaa Æther, hvor Solen straaler i sin Enevældes Glands og kalder selv Naturen til Glæde, alle Fugle synge deres muntreste Sang, og alle Blomster rejse højest deres favre Hoveder, Græsgangene klæde sig i det lyseste Grønt, og Kornmarkerne.love Sædemanden en frodig Host da viser sig i Kimingen mod Nordvest en mørkblaa Bænk, der snart udbreder sig til begge Sider.

Den hæver sig ikke højt som Skyen, men sniger sig lavt hen med Jorden, liig Høgen, naar han har udspejdet et Bytte. Man skulde tænke, det var en Aftensky fjernt paa Havet; men næsten i et Nu er man midt inde i Laagen og i Vinterens Kulde: da forstumme Fuglene, Blomfterne sænke deres Hoveder, og i de bølgende Vange fuser det som Dødssukke. Næste Morgen sees Taagens sørges lige Spor; forsvunden er Markernes livliggrønne Farve, hele Naturen har faaet et gammelt og skrantent Udseende, Sommerens Skjønhed er falmet, de gustne Vange minde om en tidlig og karrig Høst. Ulykkelig Kjerlighed er Hjertets Havguse.

5. Bondegildet.

Baronen havde med megen Artighed tvungen mig til at overnatte paa Gaarden; men vel muligt, at Thereses Nærhed virkede mere, end hans Overtalelser.

Næste Dag beredte den muntre Vert fine Gjæster en Adspredelse, som for mig var aldeles nye, og af hvilken jeg, fandt at sige, kun lovede mig lidet. Gaarsdagen havde der været Bryllup i nærmeste Landsby: een af Baronens meest formuende Fæstere giftede sin Datter med en ogsaa velhavende Naboes Son. Om Søndagen stod det saakaldte Andendagsgilde, og didhen var det han førte os, som han sagde til Herrerne "at vise dem fine

[ocr errors]

"for"
smukke Bønderpiger."

[ocr errors]

Paa tvende Vogne rullede vi derhen, men steeg af tæt udenfor Byen, for tilføds at begive os til Gildegaar den, der laae i den modsatte Ende.

« ForrigeFortsæt »