Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

„Vel har det paa nogen Tid af og til forekommet mig faa; dog agtede jeg iffe stort paa disse tvivlsomme Symps tomer: Sukfe, Farveffiften, etcetera elcetera, - og meente, at den 08 Mennesker medfødte Egenfjærlighed let funde forlede til at udtolfe dem falsfeligen. Men uforvarende, ubemærket kom jeg til at høre hendes Betjendelse for den paatrængende Beninde. Det forstaaer sig, Nordstjerne! nu rejser jeg; men hvorhen? og under hvilket Paaskud ?

Det glædede mig at kunne tilbyde den ædeltænkende Ven Lejlighed hos mig, til han enten fik en anden Condition eller kom i Embedsvej. Baronen vilde ikke være van: skelig at tilfredsstille; thi flere Gange havde han stiklet paa sin Hovmesters altfor moralske Dpdragelsessystem. Baronessen derimod agtede ham, og mistede vistnok faare nodig en faadan Mentor for hendes Søn. Og Froke

bog, hvad fan iffe Fraværelse udrette med Tidens Hjælp?

Længe varebe vor Samtale; thi ogsaa Therese var Gjenstand for samme, hvorvel jeg endnu hverken naaede Overbeviisning om hendes Characteer, eller kom til nogen Beslutning for Fremtiden.

Men Velanstændighed bød mig vende tilbage til Selskabet, og afbryde den venskabelige Drdverling, der var mig faa behagelig, fordi den angik den fortryllende Therese, og fordi min Modstander tapperligen modsagde enhver af mig opkastet Tvivl om hendes uskyldighed. Den muntre Larm i Haugen mindede os om at bryde op.

Bi fandt de fleste forsamlede bed Fortunspillet.

,,Det er dog et sandt Ordsprog" raabte Baronen o$ imøde, wat Alting klæder de Smuffe godt. Vil De bare fee paa Jomfru Dyber, boor fejtet bun bærer

nen

fig ad!

„Og dog er potten nu min!" sagde bun smilende, idet hendes forvildede Kugle slumpede ind ad Nibullet.

„Det er virkelig et Lyffespil" sagde Præsten i fans gebæk, der som blot Tilskuer sad paa en Bænk ved Siden, og bærer med Rette den vægelsindede Gudindes Navn og Billede,

Hvormange andre fejl hun end bar“ tog Baronen Drdet blind er hun ikke; det fec vi nu - hun favoriserer Ungdom og Skjønbed.

,,Maaffeesvarte Præften; fommer den sidste Gave ogsaa fra Fortunas Haand men see der igjen! Var nu iffe den Kugle figtet lige paa Mellembullet, men bliver faftet tilbage i Sandet; er det ikke uretfærdigt..

Ingenlunde!" meente Baronen den var altfor ftærf..

,,Saa kommer jo mine Ord igjen, at Duelighed, Kraft og Mod udretter intet uden Lykfens Biftand.“

„Men hvad betyder da Ordsproget, Hr. Paftor!“ spurgte Forvalteren, der slog den uheldige Kugle: lyf: ten sta aer den Diærve bi?.

Ordsproget er iffe saa uhjemlet, faldt Dommen, naar man ved den oprindelige Betydning af diery, der er det famme som næsviis, uforskammet, dumbris stig. Folk af faadan Characteer er som oftest Fru Fortunas Kjelebægger. Derfor hedder det og: Hoo som vover, ban vinder, nemlig vover uden Raison."

Forvalteren prustebe, men blev Svaret skyldig. Bas ronen smilte, faae hen til mig, og gjorde en Grimasse ad Forvalteren, som vendte Ryggen til, i Begreb med at faste. 3eg antog Baronens Djefast som en Dpfordring til at Deeltage i Samtalen.

„Min Mening," sagde jeg, wer den: at Spillet har

faaet en urigtig Benævnelse og Skytsgudinde. Er det iffe ved et vist Maadehold her vindes? ved at passe en Middelvej mellem Svaghed, Langsomhed, Frygtagtighed paa den ene Side og paa den anden Forvovenhed og overdreven og utidig Kraftanspændelse? Dygtighed forenet med Sindighed naaer jo fiffrest Maalet. Det er ikke meer end billigt, at den, der løber Storm til fyffen, bliver til: bageslaaet, og at den Svage og Feige forsilde eller aldeles iffe naaer fit Meed...

,,Rem acu tetigisti !" mumlede min Præft.

Altsaa, sagde Baronen leende, „kommer jeg vel til at give Damen derhenne Affted; men hvem sætter jeg istedet?

Middelmaadighedens Gudinde“ sagde en Pige med et dristigt Aasyn, der nylig var fommen til.

Middelmaadigheden, ftjonne Jomfru!" sagde Vang stjødesløft, har ingen Gudinde; den behøver ingen, den bjælper sig selv. For lidt og formeget fordærver Alting. Verden jeg mener de Vældige i Verden er bedst tjent med middelmaadige Redskaber, som kunne udrette det, de fulle, hverken meer eller mindre; deres Middelmaadiga hed er deres fortuna."

Min Præft tog fin Pibe af Munden, og fagde: njeg er temmelig fiffer paa at giette Deres Tert, Lyffen er de Daarliges Formynder, iffe fandt?"

„Saa omtrent," svarte Vang; fun istedenfor Daarlige bør man fige, de Villieloses, deres, jeg omtalte, der ingen fast og fiffer Billie have felv, men virke som blinde Redskaber for ' Andres. Da de ikke kunne undvære Formynder, tykkes mig ej heller, man fan falde dem daars lige, naar de give fig under Cyffens Formynderffab.“

Under denne Samtale havde jeg, faa hemmeligt jeg

funde, iagttage begge veninderne. Frofenen spillede ifte med, men fad paa en Sidebænk, og Therese bestandig hos hende, undtagen naar hun maatte frem og kaste. Hun smilte uforbeholden ad Vangs Tale; Mariane derimod røbede om iffe Mishag faa dog en Slags Uvilie, blandet med Bekymring; men selv gjennem denne Sty paa hendes ædle Aasyn ftimtede jeg Blinket af Kjerlighedens Lue. Vel troligt, at fun min Bens Meddelelse havde gjort mig faa ftarpsynet. Endnu var jeg ikke selv faa forelsket, at jeg jo kunde fole ved fremmed ulykke; og en beklagelig Ulykfe var vist nok Frøkenens Rjerlighed, thi rimeligviis vilde den i saa blødt og stille et Hjerte flase dybe Redder

og Moberen, hvem denne Datter allene bandt til livet, naar hun engang opdagede hendes baabs løse Lidenskab her afbrødes jeg i min morfe Tanfes gang ved det Raab: Havgusen!

Det kom fra en af Gjæsterne, fom ej havde deeltas get i Spillet, og nu ilede fra Marfen ind i Haugen, for at sarskoe Damerne; Spillet hævedes strar og Alle sogte den nærmeste Bej til Huus, for bag tætte Bægge at stjerme fig mod Havets skumle Aand, der indhyllet i Taagen, farer hurtig og lumffelig frem, udslyngende fine frygtelige Pile: Febre, Gigt, Tandpine, Hoste og Snue.

Det er netop paa de sfionneste Sommerdage, Havgufen kan ventes. Naar alle Vinde ere til Hvile, naar ingen Sty pletter den lysblaa Ether, hvor Solen straaler i sin Enevældes Glands og falder selv Naturen til Glæde, ale Fugle fynge deres muntrefte Sang, og alle Blomster rejse højest deres favre Hoveder, Græsgangene klæde sig i det lysefte Grønt, og Kornmarferne. love Sædemanden en fros dig Host – da viser sig i Kimingen mod Nordvest en mørkblaa Bænk, der snart udbreder sig til begge Sider.

Den bæver sig iffe højt som Skyen, men sniger fig lavt hen med Jorden, liig Høgen, naar han har udspejdet et Bytte. Man skulde tænke, det var en Aftensky fjernt paa Havet; men næsten i et Nu er man midt inde i Taagen og - i Vinterens Kulde: da forstumme Fuglene, Blom: fterne fænke deres Hoveder, og i de bølgende Vange fuser det som Dødssuffe. Næste Morgen sees Taagens sorges lige Spor; forsvunden er Markernes livliggrønne Farve, bele Naturen bar faaet et gammelt og strantent udseende, Sommerens Stjønhed er falmet, de gustne Vange minde om en tidlig og karrig Hoft. Ulyffelig Kjerlighed er Hjertets Havguse.

5. Bondegildet.

Baronen havde med megen Artighed tvungen mig til at overnatte paa Gaarden; men vel muligt, at Thereses Rærheb virkede mere, end hans Dvertalelser.

Næste Dag beredte den muntre Bert fine Gjæster en Adspredelse, som for mig var aldeles nye, og af hvilfen jeg, sandt at sige, fun lovede mig lidet. Gaarsdagen havde der været Bryllup i nærmeste Landsby: een af Baronens meest formuende Fæstere giftede sin Datter med en ogsaa velhavende Naboes Son. Om Sondagen stod det saa: kaldte Andendagsgilde, og didhen var det han førte os, nfor" - fom han sagde til Herrerne - wat vise dem fine smuffe Bønderpiger."

Paa tvende Bogne rullede vi derhen, men steeg af tæt udenfor Byen, for tilfods at begive os til Gildegaar: der, der laae i den modsatte Ende.

« ForrigeFortsæt »