Billeder på siden
PDF
ePub

da denne ej allene lod ham have sin Frihed i alle Ting, men endog opmuntrede ham til Galskaber. Sørgeligft plejer da Udfaldet at vorde, naar den ene af Forældrene kjeler, og den anden idelig revser; men, hvorvel det unge Menneffe befandt sig i et saadant Tilfælde, gjorde han dog en Undtagelse fra den opstillede Grundsætning. Han blev siden, da han havde udraset, en taalelig brav Mand, af dem, der just ikke gjøre meget Godt, men heller intet Ondt.

Jeg kunde fristes til at troe, at der gives Naturer, som ikke kunne fordærves, saavelsom andre, der, endog med den omhyggeligste Opdragelse, ikke kunne forædles. Hvo skulde have trøet andet, end at den samvittighedsløse Fader maatte have opdraget et Affkum en Lovelace? Stedse stræbte han at gjøre Sonnen Dyd og Religion saa latterlig, som han med sin Vittighed virkelig var istand til, og greb hertil, ret med Lyft, enhver mulig Anledning og Lejlighed.

Endnu samme Dag, da jeg fra Baronessen gik tilbage til Selskabet, blev jeg Vídne til en saadan højst oprørende Scene. Jeg aabnede Døren til et Gjennemgangsværelse, og i samme Djeblik traadte Baronen og Forval teren ind af den modstaaende Dør, just som den unge Laps brødes derinde med Søsterens Kammerjomfru om et Kys.

„Nej, fee til den Helvedes Knægt!" raabte Baronen, nu kan jeg nok ikke længer have mine Piger i Ro for ham! han snapper Maden af Munden paa mig!"

„Æblet falder ikke langt fra Stammen!" gryntede Forvalteren med sit sædvanlige Prust oppe i Næsen og fin modbydelige Latter.

Hans Herre smilte som Een, man siger en stor Ar

tighed, og Drengen, benyttende den faderlige Opmuntring, foer ud efter den flygtende Pige.

[ocr errors]

Da jeg kom tilbage til Billardstuen, hvor der sæd= vanlig blev drukket Kaffe og røget Tobak, var denne alle. rede tom. En Tjener sagde mig, at Selskabet var i Haugen, og tilbød sig at vise mig derned. Men jeg vilde hellere blive her med den Beslutning, alvorligen at unders søge mit Hjertes Tilstand, og hvilke Kræfter jeg kunde opbyde, for at bekæmpe en Lidenskab, der det følte jeg vel allerede havde vundet formeget i Styrke, og som ugjengjældet let kunde vorde min Roligheds Grav. Selv i det Tilfælde, at den blev besvaret fra Thereses Side, mon den da ej kunde geraade mig til endnu større Fordærvelse, hvis hun for silde befandtes at være min Kjerlighed uværdig? Nøje, upartisk, men strængt, foresatte jeg mig at drøfte hendes Opførsel - at! Den Forelskede i fin berusede Tilstand er kun slet stikket til Undersøgelser, der kræve den fuldkomneste indvortes Rolighed og Ligevægt. Hvor skulde vel en Dommers Koldblodighed findes hos den, hvis Hjerte gjennemstrømmes af Jld? hvis Jndbildningskraft fører ham fra een Yderlighed til en anden og aldrig tillader ham ret længe at holde Forstandigheds og Skjønsomheds Middelvej? Snart forekom hun mig som en Engel, hvis himmelske Reenhed noksom beskyttede hende mod en Vellyftnings Angreb, og tillige gjorde enhver Selvfristelse umulig.

Da straffede jeg mig selv for min barnagtige Skinfyge, og følte, efter i Tankerne at have gjort den Forurettede Afbigt, en vis munter Rolighed, som varede faalænge, som der kan være mellem eet Suk og et andet. Thi snart hviskede en Stemme inden i mig: „Hun er jo dog hverken meer eller mindre end en Ovinde, en Skab

-

det er, hvis Natur

ning, hvis Navn" "er Skrøbelighed"; et "Leerkar" sammenæltet af Forfængelighed, Falsthed og Sandselighed. Og denne er dertil vild og letsindig fremfor de fleste af hendes Søstre. Det er din Forelskelse, der gjør Dig blind for hendes Fejl, eller rettere blænder dit Blik ved den Glorie, med hvilken den har omgivet hendes Ansigt: hun er i Grunden som de Andre baade i Sind og i Skind."

Saa oprørtes min Stolthed, og Intet syntes mig lettere, end strax at afkaste et saa uværdigt Aag. Men saa hviskede strar den anden Stemme: „Hvad, om hun elffer Dig? om denne Kjerlighed var det af Forsynet bestemte Middel til hendes Frelse? Hvad om hun ved din Side endog kunde vorde et Mønster for Koner og Medre?"

Herpaa smagte jeg lidt med lønligt Behag, indtil den søde Smag udslettedes ved den første Stemmes bittre Tilsætninger: hm- om? dersom? - byg ikke paa Muligheder! - om hun elffer Dig? deri stiffer det.

Og nu tog jeg mig for, ene og allene for det første at holde mig til Undersøgelsen af dette Hovedpunkt; men jeg kom bestandig ligevidt: jeg kastedes som en Fjederbold frem og tilbage mellem Nej og Ja. Nu syntes mig, at Symptomerne paa hendes Kjerlighed vare tydelige nok — og atter forekom mig hendes Kulde og Ligegyldighed mig ligesaa indlysende. Det var virkelig, som om jeg havde været besat af tvende Procuratorer, den ene hendes Actor, den anden hendes Defensor. Selv var jeg den livagtige Herman von Bremenfeld som Dommer, der stedse gav den Ret, som talte sidst.

Temmelig lang Tid har vistnok Sagens Plaidering

medtaget; thi da jeg kom til mig selv igjen, stod Vang foran mig med sammenslyngede Arme, og sagde:

[ocr errors]
[ocr errors]

„Bravo! nu seer jeg, Du elsker tilgavns, siden Du sover med aabne Dine. Den rigtig Forelskede maae have Dine og ikke fee, Drer og ikke høre. Her har jeg staaet et halvt Ovarteer foran Dig useet og uhørt det glæder mig Alt hvað Mennesket foretager sig, bør det gjøre tilgavns Halvhed duer aldrig, allermindst i Kjerlighed." Lidt fortrædelig enten det nu var over at for= styrres i mine Grublerier, eller fordi en saa nye Bekjendt, der endnu ej kunde gjøre fuld Paastand paa Vennenavnet, faa ligefrem afslørede en Hemmelighed, han selv paa eengang havde paanødt mig og indtrængt sig i.

Nok er det, jeg fik det Indfald, ganske hensigtsløft at spørge ham: "jeg vil haabe, at Du selv altsaa er enten fold eller varm?"

Han trak Brynene ned, og svarte langsomt: "Det er ganske rigtigt! een af Delene er jeg

[ocr errors]

fold desbedre! eller desværre ! det Frie!" sagde han derpaa hurtigt, iffe fold

--

jeg er virkelig

Kom med ud i

i Venskab er jeg

jeg har ikke frarevet Dig din Hemmelighed, nu maae Du dele min!"

[ocr errors]

Vi gik tause gjennem Haugen ud i Ellekrattet, og satte os paa en Græsbænk ved Bækken.

„Nordstjerne!“ sagde han med dyb og alvorlig Stemme: Du er den eneste, foruden mig, som nu veed, at Frøken Sonnenthal elsker mig; thi hun veed det vist ikke selv."

Forundret faae jeg paa ham: „Og Du?“

[ocr errors]

„Er kold,“ svarte han; „og er dette ikke bedst for os begge? Kløvten mellem os er altfor uhyre, hun riig jeg fattig, hun af gammel adelig Herkomst

jeg

[ocr errors]

Her holdt han pludselig inde, støttede Albuen paa Knæet og Panden mod Haanden. Efter nogle Secunders Taushed, den jeg ikke følte Kald til at bryde, lænede han fig tilbage mod en Træstamme, saae med sammenslyngede Arme lige ud for sig, og, som om han havde talet til den forbirindende Bæk, vedblev han koldt og roligt, liig den, der fortæller et Eventyr fra fjerne Tider eller Lande:

"Jeg er en Frugt af forbuden Elskov, falden i Mørke fra Stammen, og i Mørke henslængt saa langt, at jeg neppe igjen skal finde den.

"Af Almuefolk kan jeg ikke være oprunden; thi enten var jeg da bleven qvalt i Fødselen, eller og havde min Moder vedkjendt sig mig. En Prindsesse har hun heller ikke været; thi i dette Tilfælde maatte der være sørget lidt bedre for mig. Min Herkomst maae vel altsaa søges i Middelstanden. En Præst gammel Enfemand, velhavende og barnlos, fandt mig en Morgen i sin Forstue. Han antog mig, opdrog og underviste mig til mit syttende Aar. Da han havde dimitteret mig til Universitetet, og udstyret mig med Klæder og.de nødvendige Penge, gik han derhen, hvor jeg haaber, han har fundet Lønnen for sin faderlige Kjærlighed imod det faderløse Hittebarn. Aar fuldendte jeg mit academiske Cursus ja! maaskee selv tilstæde, da jeg tog Attestats. været Hovmester. Du indseer nu selv, at om jeg end ogsaa elskede Frøkenen, kunde jeg ikke tænke paa nogen Forbindelse med hende."

"

I fire Du var

Siden har jeg

Du har Ret, min Ven!" svarede jeg; men Eet maae jeg oprigtig fige Dig: naar Du vidste, at hun elskede Dig, borde Du saa ikke, for hendes Roligheds Skyld, have forladt Solholm?"

„Jeg har kun vidst det i tre Dage," svarte han.

« ForrigeFortsæt »