der tilforn have været forsynede med Vindebroer; man fjender endnu tydelig disses Sted paa det nyere Muurværk i Broernes midterste Buer. Den inderste Pille ved begge Enderne har engang tjent til Fængsel; et lille fiirkantet Hul, med tykke overkalkede Jernstænger viser hiin første Bestemmelse. Nu ere de aldeles overflødige Lovene yde et sikkrere Værn end Mure og Grave.

nu, da

Det glæder derfor enhver Fredens og Frihedens Ven at see Bunden af den yderste Grav forvandlet til Eng, og den inderste hist og her bevoret med Siv og Rør. Vindens Susen derinde forekom mig ofte som Sukke af henfarne Aander - deres, som vansmægtede i Smaades spoternes Fængsler, eller disses, der endnu sørge over gamle Dages forsvundne Herlighed og Vælde. Svanerne, der ikke længer formaae at udrydde den stedse skabende Naturs vegetabilske Frembringelser, syntes mig som Noligheds og huuslig Lyksaligheds yndige Symboler, naar de med opløftede Vinger glede, eller af sagte Luftninger omdreves, paa de Vande, over hvilke fordum Kampens Pile hvinte og Stridstompeten fmeldede.

Slottets Indre er for Ukjendte en reen Labyrinth. Snevre Vindeltrapper føre fra eet Stokværk i et andet; forte og lange, lyse og mørke Gange lede til saa mange smaa og næsten ligedannede Værelser, at der for Übevante krævedes Nummerering for at hitte Rede i dem, og først ved længere Ophold i Borgen kunde Benævnelserne "den røde Stue," Generalens Cabinet," "Fru Elses Kammer," v. s. v. give sikker Anviisning til de betegnede Værelser.

"

Blandt saa mange smaa, fandt jeg kun tvende ret store Sale. Den ene var Riddersalen saaledes kaldet

vistnok, fordi den indeholdt en Samling af længst hen

farne Ridderes, Baronens Forfædres, Billeder, tilligemed deres velbyrdige Fruers. Da den nuværende Besidder her første Gang præsenterede mig fine Aner, med deres mørke, skjæggede Ansigter, nogle i Harnisk og guldbesporede vide Støvler, andre i de langskjødede Trøjer med Halskraver og Pibekraver eller med Pludderburer og brednæsede Stoe da forekom han mig, med hans muntre Væsen og moderne Dragt, som en Fremmed iblandt dem, og iffe som deres Descendent og Arving.

vel af denne Grund

Den anden, som var meget skjønt decoreret i nyeste Smag, syntes jeg - meget mindre om, da den passede i den gammeldags Borg som f. Er. et fiirkantet Vindue i en gothisk Kirke. At vi spiste her, fandt jeg rigtignok mere passende; thi i den førstomtalte vilde jeg bestandig troet, at de stolte Forfædre med Haan og Harme havde stirret ned' paa det af Adelige og Borgerlige sammensatte Selskab, paa den Frihed og Lighed, der herskede mellem Herre og Forvalter, Frøken og Jomfrue, hvor Drikkeviser, som Druen vorer paa vor Klode," bleve fjungne af ærbare Præstemænd.

Hvilke Forandringer blot i en Menneskealder! Ej engang tredive Aar tilbage maatte Præsterne lade deres Vogne blive holdende nede i Ladegaarden, Forvalteren fik Audients i Gangen, og Bonden vovede ikke at betræde den yderste Bro.

Anretningen var prægtig, og gjorde Vertens Gjæstfrihed Ære; dog smagte hans fine Vine mig, som om de vare blandede med Ædike og Galde, thi Therese var hans, Dame, og lod til at finde Behag i hans Underholdning. Det var derimod øjensynligt, at hun skyede mit Blik, og mødte hendes Dine mine, vendte hun dem hurtigen bort med aabenbar Kulde. Jeg underholdt mig da, saa godt

jeg efter min Sindsstemming var istand til, med min Dame, Frøkenen, hvem jeg atter fandt rigelig Anledning til at agte og beundre.

Jeg savnede hendes Moder, hvis Jkketilstædeværelse syntes at høre til Dagens Orden, da Baronen ej engang med et Ord havde anmærket den for Gjæsterne. Maaskee havde jeg ej heller savnet hende, hvis min nye Vens Yttringer i Gravhøjen ikke havde vakt Lyst hos mig til at fjende en vinde, han omtalte med faa dyb en Agtelse. "Er Deres Moder ikke vel? spurgte jeg Datteren.

Hendes Ansigt mørknedes.

"Min Moders Hel

ønsker De at gjøre

Hun svarte med dæmpet Røst: bred er iffe med det bedste; men hendes Bekjendtskab, skal jeg efter Bordet føre Dem til hende."

Mere blev for Djeblikket ikke talt herom, men saas snart Kaffeen var gaaet omkring, erindrede jeg hende om det givne Løvte.

Aldrig faae jeg nogen vinde, der ved første Mode indgød en saadan Velvillie og Tillid, og tillige paabød en saa uimodstaaelig Ærefrygt. Jeg havde forestillet mig en gammel, af Sorg og Sygdom nedbøjet Matrone, og fandt en rank og fyldig Kone med meget meer end Spor af Skjønhed i det ædle Ansigt; men vel opdagede man snart Spor af Bekymringer af bedste Taarer, kunde jeg sige paa de blege Kinder; og naar hun aabnede Læberne til Tale, viste sig et Træk i Mundvigene, som om hun med nogen Anstrængelse dæmpede en frembrydende Graad. Dog kunde man ingenlunde tydelig skjelne, om denne Mine var medfødt eller et Minde fra søvnløse, hengrædte Nætter. Den dejlige Datter kyste den endnu smukke Moders Haand,

som hun med begge sine førte til Læberne, med en Inderlighed, der strar indtog mig for hende.

Vor Samtale angik meest min Familie, med hvilken hun i yngre Dage havde været bekjendt, og ellers ligegyldige Gjenstande; men den førtes fra hendes Side paa en Maade, som røbede baate den fineste Verdenstone, og tillige en højst uddannet Aand. Der undslap hende end iffe den letteste Hentydning paa hendes Skjæbne og Forhold til Baronen, der, om det ej havde været Verden bekjendt, alligevel antydede sig ved hendes Affondring fra ham og hans Selskaber.

Naar jeg i Samtalens Gang henvendte mig til Dats teren, mærkede jeg, at hun, ligesom forskende, betragtede mig, og da jeg ved Afskeden fuld af Ærbødighed kyssede hendes Haand, tilsmilte hun mig med en ret moderlig Venlighed, og sagde i en Tone, som viiste, at hun meente det: Det vil glæde mig at see Dem oftere."

"

men nu

Jeg bragte siden i Erfaring, at det var Stik paa Solholm, at Gjæsterne efter Bordet aflagde Visit hos Baronessen Baronen faldte dette „Cour" første Gang undrede det mig, efterhaanden her at see mine Bordkammerater komme og gaae. Den første, der efter mig ved Kammerjomfruen lod sig melde, var Præsten i Langebæk, hvem Baronessen modtog høfligt men foldt. Det var mig tydeligt, at hun, over Mandens Særheder, miskjendte hans gode og agtværdige Egenskaber. Selv han følte dette, thi, gjengjældende een Ubillighed med en anden, mumlede han i Bortgangen: "Rar Dame! men stolt frolt!"

Hun hørte det, og smilte næsten umærkeligt.

Efter ham, nær ved at støde ham tilbage i Døren, kom Pastor Rumsøe, glødende af Baronens søde Vün.

Hans Holdning var stiv, som hans Conversation; thi han havde kun naaet den første Grad af Beruselse, i hvilken man endnu mærker sin Tilstand, og, for at skjule den, antager en langt større Ærbarhed, og stiver Knæerne meer, end fornødent gjøres.

Hans Hensigt lykkedes ham virkeligt hos den med Bacchi Mirakler saa ubekjendte Dame. Hun troede, at han just var kommen ud fra en Ordstrid. Dette yttrede hun uden synderlig Tilbageholdenhed for Datteren. Hans Collega derimod vidste bedre, hvorledes han var faren, thi da de carambolerede i Døren, brumlede han godmodigt: „Evoe, Evan! quo me rapis?"

Therese udeblev ikke; men da hun, ligesom ved Bordet, syntes at stye mig, fornam jeg, at jeg nu vilde blive tilovers, og anbefalede mig.

Vang mødte mig udenfor. Han var den eneste af dem, der hørte til Gaarden, som gjorde Opvartning hos Baronessen. Baronen paalagde sig i denne Henseende ingen Tsang, den nye Forvalter ikke heller; men meest harmede det mig, at see den unge Baron en Knøs paa sexten Aar følge Faderens Erempel. Han var letsindig og vilter, men ikke ond, skjøndt jeg snart bragte i Erfaring, at den gamle Baron gjorde Alt for at fordærve ham, og især for at fjerne ham fra Moderen. Meer hertil virkede dog hendes egen Strænghed; thi, for at modarbejde sin Mand, havde hun taget det urigtige Greb, at behandle Sonnen med Haardhed. Hun maatte oversee den Sandhed, at Kjerlighed (jeg mener den active fjerlige Behandling) ikke forkjeler, men vel Forelskelse. Ikke sært da, om Drengen skyede sin Moder, af hvem han idelig maatte høre Frettesættelser, og holdt sig til Faderen, hvem han alligevel ikke elskede, fordi han ikke agtede ham, S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VII.

9