Billeder på siden
PDF
ePub

Kongen, med sig til Underverdenen, hvilket betyder hverken meer eller mindre, end at de lod sig begrave i een og samme Hei nu har vi dem altsaa her begge to. Og skulle vi derpaa skride til Undersøgelsen af de tilstædevæ rende kostelige Levninger. Jeg sagde: vi har dem begge to; men egentlig har vi kun det halve af dem; thi det andet Halve ligger paa Havets Bund

[merged small][merged small][merged small][ocr errors]
[ocr errors]

afbrød Baronen med et sarka

naar nu Kammerraaden

øvenikjøbet forblander den øvrige Halvdeel af de salige Been, kan det blive vanskeligt nok, at faae dem samlede igjen paa Dommedag!"

Den Tiltalte mumlede: "Hæ! Spotter! Fritænker! bedst at lade som man ikke hører.".

[ocr errors]

Det skulde blevet vanskeligt at qvæle Latteren, hvis iffe Spotterens letsindige Yttring havde vakt Uville hos os andre. Men jeg bemærkede til min Skræk, at Therese smilte til ham min Drøm randt mig i Tanker, og en Febergyfen gjennemføer mig. En lang Tirade af Urolds Forelæsninger gif nu mine Drer forbi, og jeg vaktes først af mine mørke Grublerier, da han rejste sig, og overrakte Therese en Stump rustet Metal, der havde Skikkelse af en Kaffetskygge.

--

"Betragt engang dette!" sagde han, "Herrerne ville glatvæk erklære det for et Stykke af en Hjelm intet mindre! det er et Pragtsmykke, Damestads! hvilket jeg strar vil gjøre Dem begribeligt!"

Og nu beviste han, idet Tunge og Fingre manøvrerede med lige Hurtighed, at Stumpen var en Deel af et Diadem; men da han, for end mere at tydeliggjøre sig, og vise, hvorledes det havde fiddet, tog fat paa Thereses

Hoved, som om det havde været et caput mortuum, slog hun til hans Haand, sprang op, og sagde:

„Mit Hoved frabeder sig den Ære at tjene Dem som Stabilken! brug Deres egen Parykblok, naar De vil opstikke Dronning Hartgretes Sæt!"

"Hartgrepe!" rettede han koldsindig, og lagde Dias demet ned, for at fremtage en anden Raritet. Men Therese og hendes Veninde forlode Auditoriet og trippede ned ad Højen. Vang fulgte deres Erempel; og efterhaanden listede vi andre os ogsaa bort, saa at Professoren tilsidst blev allene tilbage.

Uden at fornærmes raabte han efter os: Gaaer De ind i Gravkammeret, da vær for Himlens Skyld forvarlige, om der skulde være flere Urner! jeg kommer ftrax."

Jeg bukkede mig for at gaae ind i Højen; men standfede, da jeg saae begge Pigerne i en Stilling, som tydede paa fortrolige Meddelelser: de holdt hinanden omfavnede, og Mariane støttede fin Pande mod Chereses Skulder. Jeg trak mig tilbage, og paa Baronens Indbydelse traadte jeg hen til Vognen, for at tage min Andeel i den medbragte Frokost.

Kammerraaden var endnu ivrig beskæftiget med paany at gjennemrage Beenkullene, da vor Vert raabte op til ham: "Kom nu Hr. Antiqvitetsraad! og faae lidt Ve= derlag! De har tracteret os med Suppe, kogt paa gamle Been; men hvor kraftig den end var, troer jeg dog, vi funne trænge til Spise fra nyere Tider.“

Den Tiltalte, som saae, at der var anrettet med gode Sager, og Flaskefoderet aabnet, forlod fit Liggendefæ, og ilede ned til Vognen; man mærkede strax, at han var Ven af et godt Bord.

Da vi Mandfolk vare samlede om Dyreryggen, sav= nede Baronen først Damerne:

„Hvor er Jomfru Dyber og min Datter?" spurgte han, see til de Fandens Tøser! hvad kan de bestille saalænge i Graven? Man skal see, de holde Sjelemesse for Lange Margrethe, eller hvad det er hun hedder aa! vær saa god Hr. Vang og hent os dem!"

Vang gif, men kom ikke igjen. Efter et Indhug i Stegen og et Glas rundt, sagde Baronen:

"Jeg troer, paa min Ære! at Candidaten maae anticipere den geistlige Stands Forrettighed, at absolvere smukke Synderinder Hr. von Nordstjerne! vil De iffe fiffe ind i Skriftestolen?"

[ocr errors]

Jeg fulgte Opfordringen. Da jeg var kommen ind til de Trende i Højen, bemærkede jeg en synderlig Alvor i Alles Ansigter. Ingen af dem talte, men stode med nedvendte Blikke og ubevægelige som Marmo figurer paa et Gravminde.

En Stund antog jeg famme Stilling, indtil Vang omsider brød Tausheden, idet han ligesom opvaagnede af en Drøm, greb Thereses og min Højre, og, inden vi vidste, hvad han vilde, eller kunde forhindre det, lagde dem sammen med de Ord:

„Hvad Graven har tilsammenføjet, skal Ingen paa Jorden adskille."

Therese rev hurtig sin Haand løs, og med det Udraab: Komediantspiller!" ilede hun ud i det Frie; Veninden fulgte hende noget langsomt.

Vang holdt endnu min Haand, og spurgte med god= modigt Skjelmeri: „blev Du ogsaa vred, Nordstjerne?“

Jeg tænkte paa, hvad jeg skulde svare ham, thi vred var jeg i Grunden ikke; men han tog atter Ordet:

"Seer Du, amicissime! jeg har blot fremskyndet hvad alligevel vilde skee. Allerede igaar indfaae jeg, at I to vare bestemte for hverandre, og da jeg nu ubemærket af Pigerne kom herind, bekjendte hun for sin Fortrolige, at hun virkelig havde Godhed for Dig. Da de bleve mig vaer, frygtede de med Grund for, at jeg var bleven et ukaldet Vidne til denne Bekjendelse, og heraf kom det, at Du ved din Ankomst fandt os alle Tre faa forlegne. Hvad skulde jeg gjøre? Du var dog nærmere berettiget til at indvies i Hemmeligheden, end jeg. Men hertil kommer endnu en højst vigtig Bevæggrund til mit raffe Skridt: imellem os! Baronen er en stor Vellystning og farlig Forfører. Therese er nu hans nærmeste Maal; og for at naae dette søger han, efter gammel heldig Praxis at nedrive Kydskhedens eneste og stærkeste Bolværk jeg mener Religionen. Den anden, nemlig Æren, falder snart bagefter. For at frelse det vakkre Barn, fik jeg det Indfald at kaste hende i Armene paa Dig, da jeg havde temmelig Vished for, at Du ikke vilde støde hende bort."

Skinsyge og Frygt, Kjerlighed og Glæde ftrede om Herredømmet i mit heftigt bevægede Sind.

Jeg trykkede den fremfusende Vens Haand, og sagde: "det synes som om jeg, uden at søge, skal finde tvende af Livets yndigste Blomster

Dog hvad den sidste angaaer

ring

Venskab og Kjerlighed.

jeg er ikke uden Bekym

fiig mig: skulde Therese virkelig lægge Dre til Baronens Lærdomme?"

"Med hendes vittige Hoved og sorgløse Letsind, kan det vel være at befrygte," svarte han dog staaer allerede een frelsende Engel ved hendes Side hans egen Dats ter. Hun er just det Modsatte af Faderen, følelsesfuld,

from, ja man kunde vel sige andægtig, fin ædle ulykkelige Moders udtrykte Billede. Jeg veed, at hun af al Magt modvirker Faderens giftige Indflydelser; men Kjerlighed vil alligevel udrette mere end Venskab. Din Haand bæver? rolig, Nordstjerne! Med Fatning maae Du igjen træde ud til Selskabet vi kunne iffe tøve længere herinde."

[ocr errors]

Med tvungen Rolighed fulgte jeg ham, og under en næften almindelig Taushed, som kun Baronen nu og da med et lystigt eller og et frivolt Indfald afbrød, kjørte vi til Herregaarden.

4. Solholm.

Denne Gaard ligger, som de fleste gamle i Danmark, lavt og paa en sumpig Grund, for ej at mangle Vand i de omgivende Grave. Den er anlagt midt i en Engdal, men Bakkerne paa østre og vestre Side ere saa hoje, at man endnu paa en Fjerdingmiils Afstand ikke seer andet af Solholm end trende Taarnspiir, hvoraf det midterste er lidt højere end de andre. De have en pyramidalsk Form, og Bønderne falde dem, træffende nok, Solholms Torveskruer. Seet fra de vestlige Bakker tager Herresædet sig smukt ud: over den foranliggende lave Ladegaard hæver sig den stolte Borg med sine mørkrøde Mure og blytakte Spiir. Bagved øjner man Trætoppene i Haugen, og til begge Sider udstrækker sig et Ellekrat, hvorigjennem en lille Bæk søger fin krumme Vej til Storaaen.

Slottet bestaaer af fire sammenbyggede Fløje, der inds flutte en Borggaard, ikke større, end at en forspændt Vogn netop kan vende derinde. Udenom løbe dobbelte Grave,

« ForrigeFortsæt »