Billeder på siden
PDF
ePub

Kongen, med fig til Underverdenen, hvilket betyder hverken meer eller mindre, end at de lod sig begrave i een og samme hoi - nu har vi dem altsaa her begge to. Og skulle vi derpaa stride til Undersøgelsen af de tilstædeværende kostelige Levninger. Jeg sagde: vi har dem begge to; men egentlig har vi kun det Halve af dem; thi det andet Halve ligger paa Havets Bund

Dg naar nu" afbrød Baronen med et sarkas stift Sideblik til Præften, w naar nu Kammerraaden ovenifjøbet forblander den øvrige Halvdeel af de salige Been, kan det blive vanskeligt nof, at faae dem samlede igjen paa Dommedag !.

Den Tiltalte mumlede: Hæ! Spotter! Fritænker! bedft at lade som man iffe hører..

Det sfulde blevet vanskeligt at quæle Latteren, hvis iffe Spotterens letsindige Yttring havde vakt Uville bos og andre. Men jeg bemærkede til min Skræf, at Therese smilte til ham - min Drøm randt mig i Tanker, og en Febergysen gjennemfoer mig. En lang Tirade af Urolds Forelæsninger gif nu mine ører forbi, og jeg vattes først af mine mørke Grublerier, da han rejste sig, og overrakte Therese en Stump ruftet Metal, der havde Sfiffelse af en Raffetffygge.

„Betragt engang dette!" sagde han, Herrerne ville glatvæk erklære det for et Stykke af en Hjelm intet mindre! det er et Pragtsmykke, Damestads! hvilket jeg ftrar vil gjøre Dem begribeligt!

Og nu beviste han, idet Tunge og fingre manøvres rede med lige Hurtighed, at Stumpen var en Deel af et Diadem; men da han, for end mere at tydeliggjøre sig, og vise, hvorledes det havde fiddet, tog fat paa Thereses

Hoved, som om det havde været et caput mortuum, flog hun til hans Haand, sprang op, og sagde:

, Mit Hoved frabeder sig den Ære at tjene Dem som Stabilfen! brug Deres egen Parykblof, naar De vil opstiffe Dronning Hartgretes Sæt!.

Hartgrepe!" rettede han foldfindig, og lagde Dias demet ned, for at fremtage en anden Raritet. Men Thes refe og hendes Veninde forlode Auditoriet og trippede ned ad Højen. Vang fulgte deres Erempel; og efterhaanden listede vi andre os ogsaa bort, faa at Professoren tilsidst blev allene tilbage.

uden at fornærmes raabte han efter 08: ,,Gaaer De ind i Gravfammeret, da vær for Himlens Sfyld forvarlige, om der skulde være flere Urner! jeg kommer strar.“

Jeg bukkede mig for at gaae ind i Hojen; men standfede, da jeg faae begge Pigerne i en Stilling, som tydede paa fortrolige Meddelelser: de holdt hinanden omfavnede, og Mariane støttede fin Pande mod Chereses Skulder. Jeg trak mig tilbage, og paa Baronens Indbydelse traadte jeg hen til Vognen, for at tage min Andeel i den meds bragte Frokost.

Kammerraaden var endnu ivrig beskæftiget med paany at gjennemrage Beenkullene, da vor Vert raabte op til ham:

Kom nu Hr. Antiqvitetsraad! og faae lidt Ves derlag! De bar tracteret os med Suppe, kogt paa gamle Been; men hvor kraftig den end var, troer jeg dog, vi funne trænge til Spise fra nyere Tider.

Den Tiltalte, som saae, at der var anrettet med gode Sager, og Flaskefoderet aabnet, forlod fit Liggendefæ, og ilede ned til Vognen; man mærkede strar, at han var Ven af et godt Bord.

Da bi Mandfolk vare samlede om Dyreryggen, fav: nede Baronen først Damerne:

„Hvor er Jomfru Dyber og min Datter?“ spurgte ban, fee til de Fandens Toser! hvad fan de bestille saalænge i Graven? Man skal see, de holde Sjelemesfe for lange Margretbe, eller hvad det er hun hedder –

aa! vær saa god Hr. Vang og bent os dem!..

Vang git, men fom iffe igien. Efter et Indbug i Stegen og et Glae rundt, sagde Baronen:

Jeg troer, paa min Ære! at Candidaten maae an: ticipere den geistlige Stands Forrettighed, at absolvere smuffe Synderinder - Hr. von Nordstjerne! vil De iffe fiffe ind i Skriftestolen?.

Jeg fulgte Opfordringen. Da jeg var kommen ind til de Trende i Højen, bemærkede jeg en fynderlig Alvor i Alles Ansigter. Ingen af dem talte, men stode med nedvendte Bliffe og ubevægelige som Marmo: figurer paa et Gravminde.

En Stund antog jeg samme Stilling, indtil Vang omsider brød Tausheden, idet han ligesom opvaagnede af en Drøm, greb Thereses og min Hojre, og, inden vi vidste, hvad ban vilde, eller funde forhindre det, lagde dem sammen med de Ord:

,,Hvad Graven har tilsammenføjet, ftal Ingen paa Jorden abstille.

Therese rev hurtig fin Haand løs, og med det ud. raab: „Komediantspiller!“ ilede hun ud i det Frie; Venin: den fulgte bende noget langsomt.

Bang holdt endnu min Haand, og spurgte med god: modigt Sfjelmeri: blev Du ogsaa vred, Nordstjerne?..

Jeg tænkte paa, hvad jeg fulde svare bam, thi vred var jeg i Grunden iffe; men han tog atter Ordet:

„Seer Du, amicissime! jeg har blot fremskyndet hvad alligevel vilde sfee. Allerede igaar indsaae jeg, at 3 to vare bestemte for hverandre, og da jeg nu ubemærtet af Pigerne fom berind, befjendte hun for fin Fortrolige, at hun virkelig havde Gobbed for Dig. Da de bleve mig vaer, frygtede de med Grund for, at jeg var bleven et ukaldet Vidne til denne Befjendelse, og beraf kom det, at Du ved din Ankomst fandt 08 alle Tre faa forlegne. Hvad ffulde jeg gjøre? Du var dog nærmere berettiget til at indvies i Hemmeligheden, end jeg. Men bertil kommer endnu en højst vigtig Bevæggrund til mit raske Skridt: imellem os! Baronen er en stor Vellystning og farlig Forfører. Therese er nu hans nærmeste Maal; og for at naae dette søger han, efter gammel heldig Praris at nedrive Rydsthedens eneste og stærkeste Bolværk

jeg mener Religionen. Den anden, nemlig Eren, falder snart bagefter. For at frelse det vaffre Barn, fit jeg det Indfald at faste hende i Armene paa Dig, da jeg havde temmelig Vished for, at Du ikke vilde ftode hende bort.“

Skinsyge og Frygt, Kjerlighed og Olæbe ftrede om Herredømmet i mit beftigt bevægede Sind.

Jeg tryffede den fremfusende Bens Haand, og sagde: rdet synes som om jeg, uden at søge, skal finde tvende af livets yndigste Blomster Venskab og Kjerlighed. Dog hvad den sidste angaaer — jeg er ikke uden Bekymring siig mig: ffulde Therese virkelig lægge øre til Baronens lærdomme ?

Med hendes vittige Hoved og sorgløse Letsind, kan det vel være at befrygte," svarte han nog staaer allerede een frelsende Engel ved hendes Side — hans egen Datter. Hun er just det Modsatte af Faderen, følelsesfuld,

from, ja man kunde vel fige andægtig, fin ædle ulyffelige Moders udtrykte Billede. Jeg veed, at hun af al Magt modvirker Faderens giftige Indflydelser; men Kjerlighed vil alligevel udrette mere end Venskab. Din Haand bæver? rolig, Nordstjerne! Med Fatning maae Du igjen træde ud til Selskabet vi kunne ikke tøve længere berinde..

Med tvungen Rolighed fulgte jeg ham, og under en næsten almindelig Taushed, som kun Baronen nu og da med et lystigt eller og et frivolt Indfald afbrød, fjorte vi til Herregaarden.

4. Colholm. Denne Gaard ligger, fom de fleste gamle i Danmark, lavt og paa en fumpig Grund, for ej at mangle Vand i de omgivende Grave. Den er anlagt midt i en Engdal, men Bafferne paa østre og vestre side ere faa hoje, at man endnu paa en Fjerdingmiils Afstand iffe feer andet af Solholm end trende Taarnspiir, hvoraf det midterfte er lidt højere end de andre. De have en pyramidalft Form, og Bønderne falde dem, træffende nof, Solholms Tørvesfruer. Seet fra de vestlige Bakker tager Herre: sædet sig smukt ud: over den foranliggende lave Ladegaard bæver fig den stolte Borg med fine mørfrøde Mure og blytakte Spiir. Bagved øjner man Trætoppene i Haugen, og til begge Sider udstrækfer fig et Ellefrat, hvorigjennem en lille Bæf søger fin frumme Vej til Storaaen.

Slottet bestaaer af fire fammenbyggede Fløje, der inds flutte en Borggaard, ikke større, end at en forspændt Vogn netop fan vende derinde. Udenom løbe dobbelte Grave,

« ForrigeFortsæt »