Springgaas tog aldrig Hatten af for et Menneske, som gif indad med Fødderne, var han endog Kongens første Minister."

"Han var sikkert en Virtuos?" spurgte jeg.

"Det ansaaes han for," nikkede Præsten.

"Ja seer De, min Ven!" vedblev jeg, uden denne. Stolthed havde han vist aldrig bragt det til Virtuofitet. Eensidighed maae man holde Mennesket tilgode, da Alfidighed er uopnaaelig. En Virtuos i Tonekonsten maae gjerne for mig ansee en Violin for den vigtigste af alle menneskelige Opfindelser, naar han saa forstaaer at tractere den, og en Digter troe sig indblæst af Guddommen selv."

"Hm! hm!" mumlede Præften, der er Noget i det, De figer; Herregaardsskytten for Exempel, som kommer der henne, han sætter Jagten over alt Andet i Verden, og foragter i fit Hjerte Enhver, som ikke kan skyde. Han veed ikke tydeligere at betegne den højeste Grad af Uvidenhed og Enfoldighed, end ved den Talemaade: ""Den Karl er saa dum, han fjender ikke Bukken fra Raaen""; men selv skyder han rigtignok paa en Prik jeg vil ellers foreløbig fige Dem, at han staaer højt anskreven hos Baronen, der har ført ham med herind fra en Udenlandsrejse."

- Den omtalte Nimrod, en undersætsig, sortsmudset Person, med dybtliggende Dine, reed, ledsaget af en Honsehund, lige hen imod os, lettede paa Hatten, og bragte os paa Tydsk Herskabets Hilsen: at samme nemlig kom ftrar efter, for at tage Højen i Øjesyn. Derpaa sagde han for sig selv i en skjemtende Tone:

"

Aperpo, Hr. Pastor! Hvem gifer Dem Lov til at kaste Næfe ut i min Rivier?"

Præsten, som gjerne tydskedes, svarte: „ein guten Wort, min lieber Liefers! will er nicht trinken ein Schnaps?"

Hertil takkede Jægeren, og stod af Hesten. En af Graverne blev opkaldt med Madkurven, og en Serviet udbredt imellem os, hvorpaa Frokosten udpakkedes. Kammeraaden indbødes til at deeltage i Maaltidet, men han betakkede sig for det første, da han endnu ej var færdig med at undersøge den fundne Stat.

Da Skytten havde faaet den første Snaps, som han med opløftet Albue og langt tilbagebøjet Hoved hældte i Halsen, begyndte han oprømt:

„Akkeraat sodan sad jeg og min Lieutnant Ewald — han er nu Genneraal i den nordmekaniske Krig, da den franske Genneraal Lafayette kam, og jog os væk fra vores Maaltid; men den Pus betalte jeg ham; fra Busken stikkede jeg ham en Valet, so han glemte at sto op igjen Lafayette," rettede jeg, "lever jo endnu."

"Det mo være en Søn af min Lafayette," foarte han, "for den jeg skød, rejser sig min Seel ikke før Domsdag."

Præsten blinkede til mig, og fyldte atter Tomlingen til Lafayettes Banemand. Han stak ud, og takkede med en nye Anekdot fra Krigen, endnu mere heroisk end den første.

Nu fjendte jeg min Mand, og gjorde ingen flere Bemærkninger ved hans nordmekaniske Krigshistorier, der for hver ny Snaps vandt baade i Omfang og digterist Højs hed. Hvad der egentlig gav dem Værd, var dog den Omstændighed, at Forfatteren selv troede sine Fictioner; thi det er ligesaa almindeligt, som billigt, at Løgneren

saalænge søger at narre Andre, til han omsider vorder fin egen Nar.

Endelig kom da Herskabet. Skytten satte sig tilbest, reed Vognen imøde, og escorterede den til Højen. Inden han begav sig bort til Dagens Forretning, maatte han, med synlig Ærgrelse, deje en grov Bommert mod den ædle Waidkonst," som han kaldte den:

"

Hans Herre sagde nemlig til ham: See nu, min tjere Johan! at Du skaffer os nogle Snepper til Aften!" Djeblikkelig standsede han Hesten, som om han vilde til at lægge an, satte et Ansigt op, hvori først Forbaufelse og derefter Medynk blandet med Ringeagt ikke utydelig afmalede fig.

"Snepper? - Snepper!" gjentog han, „i Juny Monat? om Baronen so vilde førere mig Solholm op of net som den stoer, kunde jeg ikke skaffe Dem en Sneppe idag; po denne Aarsens Tid har vi her i Landet lige faas mange Elefanter som Snepper."

"Naa naa!" sagde Baronen, „Snepper eller Brokfugle, det kommer ud paa eet."

„Det gjør Fanden," mumlede Dianas Yndling, idet han hurtig drejede Hesten, og gallopperede bort, maaskee fordi han frygtede for, at han iffe længer vilde være istand til at hemme Udbrudet af sin billige Harme.

Ligesom de Kjørende kom af Vognen, ilede de hen til Kammerraad Urold, der endnu laae paa Knæerne, ragede med en Sølvsøger, og lagde de fundne Herligheder tilside paa sit Halsklæde. Han hilsede blot med hurtige Nik. Den stjelmske Therese faldt ham ftrar i Flankerne.

„Men Gud bevar os vel,“ raabte hun, „bruger De deres rene fine Lintøj til saadant Snavs!"

hende.

„Snavs?" gjentog han, dog uden engang at see paa

„Hvad tænker De, Fruen vil sige?" vedblev hun, og tog fat paa en Flip af Lommeklædet.

Men han, som mærkede hendes Hensigt, greb hendes Arm med en Musekats Raphed, og sagde bestemt og truende: „De la'er det ligge!"

Therese rev Armen til sig; hun blev virkelig vred, men det klædte hende alligevel nydeligt, og fremstillede blot en ny Variation af Skjønheden.

Kammerraaden tog ikke nogen Notice heraf, men hældede med stor Forsigtighed Smullet i Urnen, som han tog under den ene Arm; og med Reliqvierne i den anden Haand, reiste han sig nu, hilsede og sagde:

"Den Opdagelse, jeg her har gjort - det forstaaer sig med Hr. Pastorens Bistand, hvorfor jeg er hans evige Skyldner er af allerhøjeste Interesse og Vigtighed. Lad os tage Plads for Exempel her oven paa denne samme classiske Høj, og der vil jeg give mig den Ære, nogle Minutter af fængsle Selskabets Opmærksomhed."

Huldtsmilende som en ung Professor bukkede han for os, vendte sig, og begyndte paa Opgangen; men da Højens Steilhed gjorde ham denne vanskelig, tog Vang og jeg ham under Armene; thi vort Tilbud, at bære Helligdommene, vilde han ikke modtage han havde dem alt for

fjer, til at betroe dem i Andres Hænder.

I Højens Top var en rund Fordybning, paa hvis Kant vi satte os; i Midten stode Gjenstandene for vor Opmærksomhed og Antiqvarens Forelæsninger.

"Mine Herrer og Damer!" tog han tilorde: „De see her de jordiffe Levninger af den danske Konge Hadding, og hans Dronning Hartgrepe!"

Her gjorde han en Pause, dragende Vejret dybt, som Een, der just har lettet fit Sind for en stor Hemmeligheds Byrde. Baronen smilte næsten umærkeligt; hans Datter saae paa Kammerraaden med store Øjne, som om hun ikke vidste, enten det skulde være Spøg eller Alvor.

jeg, der beed os i Læberne

Therese paalagde sig ingen Tvang som Vang og hun loe ret hjertelig; og Præsten mumlede fit hee! nu rider Fanden Conrectoren." Oldgrandskeren hørte det ikke, eller lød saa; han vedblev som følger:

"

Mine Herrer og Damer! denne Paastand er iffe greben af Luften; jeg skal føre dem Beviserne: denne Høj falder Almuen Luushøj. Denne Benævnelse maae ingenlunde udledes af et vist almindeligt Insect; men af det gamle ubrugelige Lius, det samme som Lys, der atter er bleven udtalt Lis Engellænderne, som nedstamme fra Jyderne, kunne endnu ikke prononcere Vocalen y Consonanterne L og R forverledes lettelig, og saaledes faae vi Rishoj. Dette er en forkortet Udtale af Ripshøj; Ripshej ligesaa af Grips høj. Dette er kommen. af Grepshøj; Grepshøj af Grepeshøj, og Grepeshøj igjen af Hartgrepesh si. Nu kommer det af sig selv: Hartgrepeshøj Grepeshoj Grepshøj

Luushøj der har vi det!"

Med et triumpherende Smiil faae han sig rundt om i Kredsen, som om han trodsede al videre Modsigelse; men heller ingen fandt Sted; thi Enhver af os vilde hellere nyde noget meer af denne gamle Suurdeig. Efter en kort Pause tog atter ved:

"Sagnet beretter os, at denne Hartgrepe var meget troldkyndig, og at hun i levende Live førte sin Mand,