og Eva i Miltons Paradiis. Men strar derpaa fremstillede sig ukaldet Menneskets Forfører

heist sælsomt!

i Baronens Skikkelse. Med den alvorligste Villie stræbte jeg at bortmane ham

jeg mægtede det ikke. Istedenfor at vige, nærmede han sig og fæstede sit tog lende Slangeblik stivt paa Therese; og hun, som uimodstaaelig afstedslæbt ved magnetist Kraft, foer ind i den onde Fiendes aabnede Favn, han krystede hende som Slangerne Laokoon hun vreed, hun vaandede sig. Jeg foer til for at knuse hans Hoved, men Jorden aabnede fig, og under haanende Skogger rev han hende med sig ned i Afgrunden.

Jeg foer op, som af en Drøm; jeg græd, som over et virkelig tabt Paradiis.

" Du ærlige Epiktetes!" fukkede jeg, „hvad er da i vor Magt, naar ej engang Phantasien er det?" Phantasiens Brug!" tyktes han mig at svare.

"

"Ja!" raabte jeg, det er et Varsel, givet af en fjerlig Aand jeg vil frelse hende."

"Hvem ?" raabtes der nede fra Haugen.

Det var min Vert, som røg fin Morgenpibe. Paa hans forundrede "Hvem?" mærkede jeg først, at jeg havde snakket over mig; og forvirret, som jeg var, kunde jeg ikke svare andet, end: nu kommer jeg strax."

Jeg skyndte mig derned. Han stod endnu paa famme Sted med Piben i Haanden, og faae sig rundt om, søgende den, som skulde frelses.

Jeg betog ham Vildfarelsen ved at forklare ham, hvørlunde Indbildningskraften havde havt mig en Smule tilbedste, dog naturligviis uden at nævne ham Personen. "De taler med Dem selv," sagde han smilende

„De bliver gammel men Apropos, har De Lyst til at besee en Gravhøj, som jeg er ved at kulkaste? der finde vi ogsaa Damerne fra Solholm, og følge med dem til Gaarden vi ere inviterede til Middag."

Jeg samtykkede.

Under min Omklædning gav jeg mig til at gaae irette med mig selv, eller egentlig med min balstyrige Phantasie, fordi den havde laant den onde Aand Baronens Legeme.

"Hvorfor da,“ sagde jeg, „vil Du endelig gjøre ham til en samvittighedsløs ugudelig Forfører? At han har kaldet Therese "min Rare! min Søde!" er vel i Grunden blotte tilvante Talemaader, som en Mand paa hans Alder gjerne uden Anstød kan bruge til en Pige, der kunde være hans Datter. Og i hans Djekast til hende vil dog allene Skinsyge see noget meer end den Mildhed, han viser mod Alle og Enhver. Hvad beviser vel det, at den plumpe Forvalter engang sagde til hende: tag Dem i Agt for min Principal! han er en stor Skjelm efter Pigerne! Er han maaskee ikie selv een af hendes Tilbedere? Idet jeg saaledes straffede mig selv, mindedes jeg pludselig, at jeg om Natten havde havt en Forestilling isøvne, som lignede meget den, der bares mig vaagen for; „men hvor kom saa Drømmen fra?"

Der stod jeg -funde iffe komme videre, end Plato

og Kant.

Da vort første Bestemmelsessted ikke laae en halv Miil fra Præstegaarden, gik vi derud; thi saaledes foreslog min Vert. Jeg, ffjendt kun halv saa gammel som han, havde vel hellere aget, men undsaae mig ved at tilstaae det. Hvor nemlig intet Seeværdigt findes paa en Vej, der betjes ner jeg mig hellere af Hestenes Fødder, end af mine egne;

og fra Langebæk til Højen var kun Lyng, og intet ans

det.

Vi fandt tre fire Karle ifærd med Arbejdet, og alle, rede saavidt, at Indgangen til et Gravkammer just ved vor Ankomst viste sig. Da denne var ryddet, fik jeg Lyst til at være den første i det "snevre Huus", men saa lavt til Loftet var der, at jeg maatte saagodtsom krybe derind.

Snart befandt jeg mig i det egentlige Sovekammer, som nu førstegang efter maaffee mere end tusinde Aars Forløb modtog et levende Væsen, og Morgensolens Straaler, der belyste en Leerurne, saavidt jeg ved flygtigt Djesyn opdagede - den eneste mærkelige Gjenstand, Hulen indeholdt. Med dette Udbytte vendte jeg tilbage, og vilde strar været ifærd med at undersøge Indholdet, hvis Præften ikke havde afholdt mig:

"Lad os bie med det!" sagde han "see hist! der kommer saa sandelig en Mand, der gjør mere af en sort Leerpotte med brændte Been og andet Snavs, end af en god Potte Suppe i en Sølvterrin: han skal tage Laaget af-De skal snart see, hvor graadig han farer i Potten.“

I fejende Gallop kom den Omtalte i ligefte Linie over Heden, og brød sig hverken om Vej eller Sti. Inden et halvt Minuts Forløb var han ved Foden af Højen. Han sprang af Hesten, uden videre at bryde sig om denne, der ogsaa strax skulde have benyttet fin Frihed, hvis ikke een af Graverne havde grebet den i Tøjlen.

Den flyvende Rytter syntes at ville tiltale os; men da han i det samme fik je paa den aabnede Indgang, standsede han pludselig som forstenet, udstrakte Armene, og frembragte ikke andet end et langt "Ah!" et saadant, som en Smarodser udaander ved Synet af et lækkert Bord, eller en forlibt Tilskuer ved Fremtrædelsen af en dejlig

Skuespillerinde.

Da han havde staaet nogle Secunder med et Aasyn, som om han saae Himmelen aaben, og ikke Jorden, fik Tungen atter sin tabte Brug:

"

Pastor! fjere Pastor!" udbrød han bebrejdende, dog uden Bitterhed, og det kunde De gjøre, uden at lade mig det vide!"

"Jeg vilde overraske Dem," faldt Pastoren ind, „med en lille underjordisk Raritet, og her har De den" han viste paa Urnen.

Nu først faldt Antiqvarens Dine paa Skatten; thi under hiin Replik havde han dem endnu stivt fæstede paa Hullet i Højen.

„Ved Odin Haugadrot! og alle Aferne!" jublede han, det er den skjønneste, jeg til Dags Dato har feet; en Form aldeles magelos! og Størrelsen!

conserveret! - med begge fine Hanker! paa!"

ypperlig og med Laag

Under disse Forundrings- og Glædes-Udbrud nærmede han sig langsomt Skridt for Skridt, satte sig paa det ene Knæ, og lagde Hænderne sagtelig og klappende om Grydens Sider, som en Fader, der fjertegner fit Barn.

"Har De havt den aaben?" spurgte han, hurtigt. Paa vor Benægtelse rev han et fiint hvidt Klæde op af Lommen, og udbredte det paa Jorden; men da han vel frygtede, at det ikke var stort nok til at rumme Indholdet, gjorde han det samme ved sit Halsklæde. Derpaa tog han med største Forsigtighed Laaget af, og stirrede en Stund med Henrykkelsens Smiil ned i den halvfyldte Urne.

"Lad Kammerraaden nu rode lidt omkring i denne Askemødding," sagde Præsten, mens vi ryge en Pibe heroppe."

Jeg stødte ham paa Armen.

6. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VII.

8

"Siger intet," sagde han igjen ligesaa lydt, "siger intet, i nærværende Djeblikke kan han hverken høre eller fee, hvad der foregaaer omkring ham det er med ham

som med Urhanen i dens forlibte Ekstaser."

"

- Det er dog et ganske uskyldigt Libhaveri," mente jeg, da vi havde lejret os paa Højens Top, og jeg føler ret godt, hvorledes det kan blive til Lidenskab. For mig har ogsaa enhver Oltids-Levning noget tiltrækkende, noget stille ærværdigt.

Saamænd!" sagde Præsten bifaldende, medens han slog Zld til Piben; men at gjøre Oldsager til sit eneste Studium, deraf kommer dog aldrig noget stort ud." "Det var alligevel tænkeligt," vedblev jeg, „at det med Tiden kunde give noget Udbytte for vor gamle Historie."

"Meget muligt," svarte han, men at betragte det som det vigtigste af Alt, er dog en Smule naragtigt."

"Hvad et Menneske finder Kald til," meente jeg, "bør han vel ansee for det vigtigste, om han deri skal bringe det til noget. Den, som med Ligegyldighed betrag ter og driver sin Dont, vorder stedse en Fuster: en Fusker er den Snedker, den Skomager, som ikke sætter sit Haandværk over alle andre; og det samme gjælder om Konstneren og Skribenten.“

"Godt nok!" svarte min Modstander, og tog sig et langt Drag af Piben; "Alt, hvad vi ove, Leeg eller Alvor, maae skee med Lyft, ellers vorder det Alvorlige Leeg, og Legen for alvorlig; men hvorfor skal Snedkeren foragte Skomageren og Skræderen? og Konstneren den solide Bis denskabsmand? Jeg har kjendt en Dansemester, som paastod, at hans Konst var Fundamentet til andre, ja til alle Videnskaber - Moralen med. Den samme Professor