Billeder på siden
PDF
ePub
[merged small][ocr errors][merged small][merged small][merged small][merged small]

Saalænge havde Therese forholdt sig som en opmærksom Tilhørerinde, og af og til kastet hurtige og forskende Blikke paa de Talende her tog hun et Linde-Blad, lagde det tilrette mellem Tommel og Pegefingeren, som til

Skrald, og sagde:

"Jeg har ladet mig sige, at den sande Historie intes holder meget, som er falskt

"

[ocr errors]

Det er ganske vist," svarte jeg,

"stjøndt intet, som jo kunde være sandt; men derfor er ogsaa den fande Roman paalideligere end Historien; ved denne kommer det an paa, om det er saa, ved Romanen derimod blot, om det kan være saa.“

"Historien vedblev hun, „kan en stakkels Pige ikke critiff bedømme; og hvorfor, Hr. von Nordstjerne! maae hun ej, til Trøst mod den virkelige Verdens bedrøvelige Sandheder, the hen til en opdigtet, og dele med Skjalden hans fromme Selvbedrag? Ere ikke de skjønneste Digtninger just de, som henflytte os fra den faldne Verdens Torne og Tidsler imellem Paradisets Blomster og Livsens Frugter? som opløfte os over Jorden, og søge at bringe os dens Jammerligheder iglemme? eller er Romanskriveren ikke ogsaa Digter? har han ikke samme Ret, som den, der skriver Vers?"

Mariane smilte glad og mildt til sin djerve Medhjælperske; og jeg gad gjerne som overvunden have kastet mig for den skjønne Sejervinderindes Fødder.

"Jo!" svarte jeg, naar vi blot ikke glemme, at Romanen er Digtning, eller at staae paa vore Fødder, naar vi atter dale fra den svimlende Flugt."

[ocr errors]

Therese rejste sig, i det hun slog Skrald med

[blocks in formation]

„De skyder Victoria," sagde Vang med Lune; „det er for tidligt; De har vel bragt den ene fjendtlige Fløj til Retirade, men den anden har endnu ikke været i Jlden. Hvad Siegwart især angaaer, troer jeg at kunne overbevise Dem

[ocr errors]

Vi vil ikke overbevises, Hr. Vang!" faldt hun hurtig og bestemt ind. Naar De seer et Sørgespil, fom indtager Dem, vilde De neppe være den Tak skyldig, der vækkede Dem af Illusionens Drøm, og hvidskede Dem i Dret, hvorfor græder De? bær Dem dog ikke saa barns agtigt ad! det er jo kun Digt og Fabel altsammen.“ der feer jeg desuden Pigen komme, for at kalde os tilbords."

Hermed tog hun Mariane under Armen, gjorde et Knir og begge ilede foran, efterfulgte af os to Philosopher. Suppeterrinen stod paa det dækkede Bord, Vertinden ved sin Stol med Hænderne paa Bagslaget, biende efter Udfaldet af en Solo couleur. Denne var falden i Baronens Lod, og det var øjensynligt et Spil af højeste Vigtighed, thi en saadan Alvor i hans Aasyn faaes vist aldrig enten før eller siden af mig idetmindste iffe; men man bør ogsaa tage i Betragtning, at Solopullien var fuld af Sølvmynt, og Beten desforuden saare stor.

--

,,Si fractus illabatur orbis, impavidum ferient ruinæ",*) sagde Vang saa højt, at Spillerne gjerne kunde hørt det, hvis ikke Ting af højere Vigtighed havde bemestret sig alle deres Sandser.

*) Naar Verden styrter sammen, slaaer den de Modigste ihjel.

Ligesaalidet fandt Vertindens gjentagne: „Maden blis ver kold" Vej til Spillernes Dren.

Endelig sprang Verten op fra Stolen

[ocr errors]

han havde

og raabte: min

siddet over og seet de Andres Kort, Himmeriges Part! nu vinder han den Solo!" Baronens Ansigt straalede

"Som Solen fra fin delte Sky.“

Han fremviste sine tre sidste Kort, og sagde: gagné en quatre! divide et impera!" Derpaa tog han Pullien, rejste sig, og bød Vertinden sin Arm med en Mine, som om slet intet var forefaldet.

Pastor Rumsøe og Forvalter Hiarum bleve endnu siddende en rum Tid, og gave hverandre i temmelig bittre Udtryk Skyld for Tabet af dette vigtige Slag, ja denne Ordstrid endtes ikke ganske, før Stegen kom paa Bordet, og det endda kun paa den Maade, at et Væddemaal blev indgaaet, og en fraværende Præft der ansaaes som en Professor i Lombre antaget til Voldgiftsmand.

Endelig gik Samtalen over paa Dagens politiske Be= givenheder: Forvalteren, en ivrig Tilhænger af Bjergpartiet, førte Ordet, og priste dets kraftige Forholdsregler til Oprettelse af fuldkommen Frihed og Lighed; han syntes herved ganske at oversee Principalens, en gammeladelig Barons, Nærværelse. Denne, ganske ligegyldig ved sin Betjents maratiske Yttringer, jubilerede over Præsteskabets Udryddelse, og dette ikke uden lidt forblommet Spotteri over Religion i Almindelighed. Maaskee de tvende Religionens Tjenere ej engang mærkede hans Sarkasmer; men vist er det, at Ingen af dem besvarede samme.

Da Maaltidet var tilende, gif Spillerne igjen til deres Lombre. Frøkenen, der foregav en Upasselighed, rejste med hendes Veninde til Solholm; Vang og jeg til

bragte de øvrige Timer til Sengetid med Samtaler, i hvilke han røbede saavel Skarpsind og Frimodighed, som Disputerelyst, Paastaaenhed og Hang til Heterodoxie. Dog vare mine Tanker stedse delte mellem de afhandlede Æmner, og en fraværende Gjenstand, der havde gjort et Indtryk paa mit Hjerte, som jeg vel følte, var noget meer end overfladisk.

3. Gravhøjen.

Mit Soveværelse var et Qvistkammer, som vendte mod Syd, og hvorfra der var Udsigt over Haugen ned igjennem Engdalen. Da jeg ikke følte Trang til Søvn, rejste jeg mig ved Solens Opgang, og satte mig for det aabnede Vindue.

Morgentaagen hang udspændt fra Bakke til Bakke som et Tæppe over Dalen, steeg og fang og bølgete, fagtelig bevæget af milde Luftpust. Tæt uden for mig paa den højeste Abild sad et qviddrende Svalepar. Fjernt og nær lød Lærkernes stingrende Morgensang, og derimellem Vibens muntre og Rylens klagende Toner, Hjejlens Fløjs ten, Horsegjøgens og Urhanens Skoggren. Det var ikke hiin mig saa velkjendte, saa kjere Fugleconcert, som Lundenes Sangere opføre paa min løvrige Fødeve; men lutter fremmede Stemmer Hedens Beboere, der næsten alle tie om Dagen, og kun ved Solens Komne og Bortgang hilse dette Verdens oplivende Lys.

Endnu livligere blev det derude, da tillige Huusdyrenes Stemme lode sig høre ved Uddrivten: Køernes Dronen, Faarehjordens uendelige Brægen", og Hyrdens Sang i gammeldags tungsindig Kæmpevisestiil, med fine langtrukne Moltoner og ideligt gjenkommende Omqvæd. Men lidt

efter lidt hendøde een Stemme efter den anden; Taagefor= hænget over Dalen adskiltes, steeg og dannede sig i enkelte tynde Skyer, der alle snart hensmeltede i Glandsen af den over Lyngbjerget nu heelt oprundne Sol.

Hvor ofte flages ikke over de jordiske Glæders Kortvarighed! og dette gjælder ej allene om dem, som hüin vise Slave) satte udenfor vor Magt", men og om dem, som Sjelen selv fremkalder af sit eget uudgrundelige Dyb: Phantasiens Tryllebilleder disse den indre Virksomheds yndige Skabninger ere ligesaalidt vor Ejendom, ligesaa flygtige som enhver anden, der blot tilhører de udvortes Sandser. De henflyve, bortsmelte som hine Morgentoner. Vi stræbe forgiæves at holde dem tilbage; vi gribe efter de vigende Skygger, og vende tomhandede tilbage, eller erholde Noget, vi hverken have ventet eller ønsket. Saaledes gjenkalde vi stundom, efter flere Aars Mellemrum, een eller anden lykkelig Sindsstemning stundom kommer den ukaldet lønlig Glæde fylder vort hele Væsen, vi befinde cs i en sød magnetisk Slummer, eller i Theriakiens**) første paradisiske Stadium, men som vi forgjæves anstrænge os for at forlænge, ak! det staaer ikke i vor Magt saalidet som Clairvoyancen i den Magnetisertes: Engelen kysser os ømt og forsvinder";

[ocr errors]
[ocr errors]

den søde Nuus er forbi. Virkeligheden jager Indbildningen paa Flugt, eller de skjønne Forestillinger omskiftes pludselig, uvilkaarligt, ligesom een Drømmescene afløser den anden i vild Uorden, ligesom Billede følger paa Billede i den magiske Lygte.

Jeg saae mig selv ved Thereses Side; hendes højre Arm omslyngede min Hals, hendes venstre en smilende Glut.

*) Epiktet. **) Opiumsruus.

« ForrigeFortsæt »