Billeder på siden
PDF
ePub

at fjende og undflpe dem den anpriser dem ikke

- Det gjør Romanen ved sine..

Saalænge havde Therese forholdt fig som en opmærfsom Tilhørerinde, og af og til fastet hurtige og forskende Bliffe paa de Talende her tog hun et Linde-Blad, lagde det tilrette mellem Tommel- og Pegefingeren, som til Skrald, og sagde:

Jeg har ladet mig sige, at den fande Historie intes holder meget, som er falskt

.: - Det er ganske vist,“ svarte jeg, — "stjøndt intet, som jo kunde være sandt; men derfor er ogsaa den fande Roman paalideligere end Historien ; ved denne fommer det an paa, om det er saa, ved Romanen derimod blot, om det fan være saa.“

„Historien. vedblev hun, „kan en staffels Pige iffe critift bedømme; og hvorfor, Hr. von Nordstjerne! maak hun ej, til Trost mod den virkelige verdens bedrøvelige Sandheder, tye hen til en opdigtet, og dele med Skjalden hans fromme Selvbedrag? Ere ifke de stjønneste Digtninger just de, som henflytte og fra den faldne Verdens Torne og Tidsler imellem Paradisets Blomster og livsens Frugter? som opløfte os over Jorden, og føge at bringe of dens fammerligheder iglemme? eller er Romanskriveren iffe ogsaa Digter? har han ikke samme Ret, som den, der skriver Vers ?.

Mariane smilte glad og mildt til fin djerve Meds hjælperste; og jeg gad gierne som overvunden have fastet mig for den ftjønne Sejervinderindes Fødder.

30!. svarte jeg, „naar vi blot iffe glemme, at Romanen er Digtning, eller at staae paa vore Fødder, naar vi atter dale fra den svimlende Flugt...

Therese rejste sig, i det hun slog Skrald med Lindebladet.

,,De ffyder Victoria," sagde Vang med lune; „det er for tidligt; De har vel bragt den ene fjendtlige Floj til Retirade, men den anden har endnu ikke været i Jlden. Hvad Siegwart især angaaer, troer jeg at funne overbes vise Dem

Vi vil iffe overbevises, Hr. Vang!. faldt hun hurtig og bestemt ind. - Naar De feer et Sørgespil, som indtager Dem, vilde De neppe være den Tat skyldig, der væffede Dem af 3Uusionens Drom, og hvidsfede Dem i Dret, w, hvorfor græder De? bær Dem dog ikke faa barns agtigt ad! det er jo fun Digt og Fabel altfammen" der seer jeg desuden Pigen komme, for at falde os tilbord8..

Hermed tog bun Mariane under armen, gjorde et Knir og begge ilede foran, efterfulgte af os to Philosopher.

Suppeterrinen stod paa det dæffede Bord, Vertinden ved sin Stol med Hænderne paa Bagslaget, biende efter udfaldet af en Solo couleur. Denne var falden i Baronens lod, og det var øjensynligt et Spil af højeste Vigtig: hed, thi en saadan Alvor i hans Aasyn saaes vist aldrig enten før eller siden af mig idetmindste iffe; - men man bør ogsaa tage i Betragtning, at Solopullien var fuld af Sølvmynt, og Beten desforuden saare stor.

,,Si fractus illabatur orbis, impavidum ferient ruina", *) sagde Bang faa bøjt, at Spillerne gjerne funde hørt det, hvis ikke Ting af højere Vigtighed havde bemestret sig alle deres Sandser.

*) Naar Verden styrter sammen, slaaer den de Modigste ihjel.

Ligesaalidet fandt Vertindens gjentagne: „Maden blis ver kold Vej til Spillernes Dren.

Endelig sprang Verten op fra Stolen han havde siddet over og feet de Andres Kort, og raabte: „min Himmeriges Part! nu vinder han den Solo!.

Baronens Ansigt straalede
Som Solen fra sin delte Sfy."

Han fremvifte fine tre sidste Kort, og sagde: gagné en quatre! divide et impera!“ Derpaa tog ban Pullien, rejste sig, og bød Vertinden sin Arm med en Mine, som om slet intet var forefaldet.

Pastor Rumsøe og Forvalter Hiarum bleve endnu siddende en rum Tid, og gave hverandre i temmelig bittre Udtryk Sfyld for Tabet af dette vigtige Slag, ja denne Ordstrid endtes iffe ganske, før Stegen kom paa Bordet, og det endda fun paa den Maade, at et Væddemaal blev indgaaet, og en fraværende Præst der ansaaes som en Professor i lombre - antaget til Voldgiftsmand.

Endelig -gif Samtalen over paa Dagens politiste Be: givenheder: Forvalteren, en ivrig Tilhænger af Bjergpartiet, førte Ordet, og priste dets fraftige Forholdsregler til Dprettelse af fuldkommen Frihed og Lighed; han syntes herved ganske at oversee Principalens, en gammeladelig Barons, Nærværelse. Denne, ganske ligegyldig ved sin Betjents maratiske Yttringer, jubilerede over Præsteskabets Udryddelse, og dette ikke uden lidt forblommet Spotteri over Religion i Almindelighed. Maasfee de tvende Religionens Tjenere ej engang mærkede hans Sarkasmer; men vist er det, at Ingen af dem besvarede samme.

Da Maaltidet var tisende, git Spillerne igjen til deres sombre. Frøkenen, der foregav en Upasselighed, rejste med hendes Veninde til Solholm; Vang og jeg til

bragte de øvrige Timer til Sengetid med Samtaler, i hvilke han røbede saavel Skarpsind og Frimodighed, fom Dispus terelyst, Paaftaaenhed og Hang til Heterodorie. Dog vare mine Tanfer ftedse belte mellem de afhandlede Æmner, og en fraværende Gjenstand, der havde gjort et Indtryk paa mit Hjerte, som jeg vel følte, var noget meer end overfladift.

3. Gravhøjen. Mit Soveværelse var et Qvistfammer, som vendte mod Syb, og hvorfra der var udsigt over Saugen ned igjennem Engdalen. Da jeg ikke følte Trang til Søvn, rejste jeg mig ved Solens Dpgang, og satte mig for det aabnede Vindue.

Morgentaagen bang udspændt fra Baffe til Baffe som et Tæppe over Dalen, steeg og fang og bølgede, fags telig bevæget af milde Luftpust. Tæt uden for mig paa den højeste Abild fad et quiddrende Svalepar. Fiernt og nær lød Lærkernes stingrende Morgensang, og derimellem Vibens muntre og Rylens flagende Toner, Hjejlens Fløjten, Horsegiøgens og Urbanens Skoggren. Det var ikke hiin mig saa velfjendte, faa tjere Fuglecencert, som Lundes nes Sangere opføre paa min løvrige Fødeve; men lutter fremmede Stemmer Hedens Beboere, der næsten alle tie om Dagen, og kun ved Solens Komne og Bortgang hilse dette Verdens oplivende lys.

Endnu livligere blev det derude, da tillige Huusdyrenes Stemme lode fig børe bed udbrivten: Røernes Dronen, Faarebjordens . uendelige Brægen, og Hyrbens Sang i gams meldags tungsindig Kæmpevifestiil, med fine langtrufne Moltoner og ideligt gjenkommende Omqvæd. Men lidt

efter lidt hendede een Stemme efter den anden; Taagefor: hænget over Dalen adskiltes, steeg og dannede sig i enkelte tynde Skyer, der alle snart hensmeltede i Glandsen af den over Lyngbjerget nu heelt oprundne Sol.

Hvor ofte klages iffe over de jordiste Glæders Kortva: righed! og dette gjælder ej allene om dem, som biin vise Slave *) fatte „udenfor vor Magt", men og om dem, som Sjelen selv fremkalder af sit eget uudgrundelige Dyb: Phantasiens Tryllebilleder disse den indre Virksomheds yndige Skabninger – ere ligefaalidt vor Ejendom, ligesaa flygtige som enhver anden, der blot tilhører de udvortes Sandser. De benflyve, bortsmelte som hine Morgentoner. Vi stræbe forgjæves at holde dem tilbage; vi gribe efter de vigende Skygger, og vende tomhændede tilbage, eller erholde Noget, vi hverken have ventet eller ønsket. Saas ledes gjenkalde vi stundom, efter flere Aars Mellemrum, een eller anden lykkelig Sindsstemning stundom kommer den ukaldet – lønlig Glæde fylder vort hele Væfen, vi befinde cs i en fød magnetist Slummer, eller i Theriakieng**) første paradisiske Stadium, men som vi forgjæves anstrænge os for at forlænge, - af! det staaer iffe i por Magt faalidet fom Clairvoyancen i den Magnetifertes: Engelen

v kysser os omt og forsvinder"; den føde Ruus er forbi. Virkeligheden jager Indbildnin: gen paa Flugt, eller de ftjønne forestillinger omskiftes pludselig, uvilfaarligt, ligesom een Drømmescene afløser den anden i vild Uorden, ligesom Billede følger paa Billede i den magiske Lygte.

Jeg faae mig selv ved Thereses Side; hendes højre Arm omslyngede min Hals, hendes venstre en smilende Glut.

*) Epiftet. **) Opiumsrnus.

« ForrigeFortsæt »