Novalis, „Glück auf!" og flere underjordiske Viser. Tilsidst rejste sig en af Gjæsterne, og istemte med højt opløftet Bæger: "Og det skal være Vertindens Skaal! Hurra!" Greben og henreven af sympathetiske Følelser, og ganske sættende mig ud over Tid og Sted, faldt jeg maaffee lidt for tidlig ind med: „Og Skam faae den, der ikkeMen jeg kom iffe videre; thi saa forsvandt med Eet baade Selskabet og Bordet og Pavillonen og det hele."

Her endte Fortælleren, og tog fit Glas. Men Deg= nen fra Ulstrup, der hele Tiden havde siddet i taus Opmærksomhed, raabte nu: „Død og Verden! og hvad faa?"

„Saa vaagnede jeg," lød Svaret; og herpaa udbrød en almindelig Latter, i hvilken dog den stakkels Degn iffe fandt sig stemt til at deeltage.

Hoftgildet. D.

Vi vare ikke komne fra Bordet, før den classifte Stadsmusikant, Fiedler, rullede ind i Gaarden med fine Svende og Lærlinge.

"Kjender De Domherren af Milano!" tilraabte Hers redsfogden ham i Døren, og det uden anden Velkomst. "Jeg kjender Domprovsten i Viborg" svarte Musikanten but, og steg af Vognen.

"Kjender De heller ikke den lille Matros?" spurgte hiin igjen.

"Nei!" fnærrede Fiedler, hvad vil de fige med den Matros og den Domherre?"

"To ny Syngestykker lød Svaret.

„Er det maaskee Udtoget?" raabte glad den nærsynede Spillemand, og greb efter Fogdens sammenrullede Salvet, som denne holdt under Armen.

„Nei!“ var Svaret; "men kom De nu og hold Deres Indtog! Kammeraad Hansen har just nu givet os et kraftigt Stykke, og De kane faa noget af Finalen."

Med disse Ord førte han ham til sin egen Stol, og blev selv staaende bag ved som Tjener. Alle Andre rejfte fig nu; thi Vertinden nødte den Ankomne til at begynde paa første Ret.

Herredsfogden hvidskede til den unge Hansen, og denne løb ud med et polidft Smiil. Jeg formodede meget rigtigt et Skjelmsstykke. —

„Hør!" raabte Skjelmsmesteren, „vi bør dog opvarte vores Musikkonge med hans Livret over Taffelet; Musik fordobler altid min Appetit."

"Min iffe" sagde Fiedeler, idet han mellem hvert andet eller tredie Ord jog en Skeefuld ind i halsen, „naar jeg spiser - saa spiser jeg

og musicerer ikke og

spiser jeg ikke."

fom Herredsfogden

Den hungrige "Nodesluger"

ogsaa kaldte ham

var kommet et godt Syffe ind i anden Act, og arbeidede allerede noget langsommere, da Liren med tilhørig Sang lod sig høre bag ved ham udenfor den aabenstaaende Dør. Han havde faaet en Mundfuld Steg paa Gaffelen og lige til Munden; men længer kom det heller ikke. Først holdt han det nogle Secunder der i Nærheten af dets Bestemmelse; men derpaa kastede han det med Gaffelen hen ad Tallerkenen, og sagde med nedtrykt Stemme og vildt stirrende Øjne: „Død og Pestilense! det er den rene Forgift."

Vertinden, der befandt sig i den fjerneste Ende af Stuen, og ikke havde lagt Mærke til Taffelmusikken i Gangen, blev halv forskrækket og halv fornærmet; thi hun funde ikke troe andet, end at han meente Stegen. Men

inden hun herover havde yttret sig, sprang Fiedler op, og uden at give fig Tid til at takke for Mad ind i den tilstødende Haugestue, hvor han slog Døren i efter fig.

„Efter ham! efter ham!" ftreg Fru Hansen: „Det gale Menneske kan gjøre en Ulykke paa sig selv."

Men Forfatteren til denne Scene oplyste hende snart om Aarsagen til Stadsmusikanterens Marter og Forfær delse.

Oven paa denne fulgte Vrede; og havde Herredsfogden ikke havt en ny Violinduett af Viotti til Sonoffer, troer jeg virkelig, at Musiktyrannen øjeblikkelig var rejst igjen med alle fine Slaver. Nu ganske ligefrem at byde ham denne Lækkerbidsken, skulde maaskee forfeilet Hensigten. Herredsfogden, som kjendte fin Mand, greb derfor i største Skyndsomhed Instrumenterne, gav mig det ene, og to af de yngre Piger Noderne. De holdt dem for os, og tæt ved den ismækkede Dør begyndte vi nu at foredrage Tonedigterens noget barokke, men alligevel sværmerisk skjønne Composition.

Vi havde ikke spillet en Fjerdedeel af samme, før Døren foran os gik op paa Klem; men da Stykket var ude, aabnedes den heelt, og som en Billedstøtte, som den personificerede Penseroso" stod foran os den paralyserede Tonekunsts ner. Han formaaede neppe at aabne Læberne saavidt, at der kunde undslippe dem den Udgydelse: „Dersom det ikke er en Viotti, saa stal Djævlen knække min Bue!"

"

Dette var herved bemærket hans dyreste Eed, som han kun brugte ved meget højtidelige Anledninger. —

Degnen, i hvis Bryst ikke fandtes en eneste reen Tone, og for hvem følgelig her en Duetto concertanto og Viotti slet ikke var bedre, end en Solo af Pe' Syvspring, rystede

Parykken og sagde: „A trowr, Katten flaa mæ! te den Spillekonter æ' smaattaavvele."

Efterat have tilbragt Resten af Eftermiddagen med adskilligt Tidsfordriv, alt efter Enhvers Smag og Hu, samledes atter det talrige Selskab om Aftensbordet. Samme

Taushed, som om Midagen, fandt ogsaa her i Begyndelsen Sted. Men da første Ret var spiist, rejste Herredsfogden sig, tog fit Glas, og sagde langsomt og højtideligt: „Hermed har jeg den Ære, at declarere Mariage mellem Hr. Wakkeltop, forhen Fuldmægtig paa disse Herreders Contoir, men nu Proprietær og Ejer af Bompgaard, og velædle Jomfru Hansen, som hos ham sidder de Forlovedes Skaal!"

Overraskede, de Fleste endnu tvivlende, rejste man sig, klinkede og drak; og fee! de Tildrukne takkede virkelig for Skaalen; men Fæstemoen faae meget undseelig og forvirret ud. Og de andre unge Piger gjorde Miner, der ikke kunde udtolkes som oprigtige Lykønskninger, men snarere som Hentydninger paa det gamle Ordsprog: "Den, der spytter i Kaalen, maae selv søbe den af."

Men vakte den første Skaal Forundring, da var Forbauselse Virkningen af den anden: neppe var hiin drukket, før Indlederen, endnu stedse staaende, atter fyldte fit Glas, tog et Document frem, og rafte det til den ligeoverfor siddende Française. Da denne havde kastet et Dje paa det opslagne Papiir, stiftede hun et Par Gange Farve, og holdt det derpaa hen for hendes Dame, Frøken Schlüssel, der strar blegnede, og syntes en Afmagt nær. Men Herredsfogden hævede Glasset - hans Ansigt fik aldeles det sæds vanlige Udseende af godmodigt Skjelmeri.

6. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VI.

Selskabets Opmærksomhed var spændt til det yderste: Mon han vilde foreslaae sin egen og den mandhaftige Kjerestes Skaal? Og hvað mon det angik Frøkenen? eller maaskee var hun Kjeresten? Saaledes spurgte man sig selv; men det kom ganske anderledes. Herredsfogden opløftede fin Rost og sagde: i Medhold af allerhøjeste Resolution af Dato som Documentet udviser declareres herved Mariage mellem velbaarne Hr. Lieutenant von Stow af Husarerne, og højvelbaarne Frøken von Schlüssel, som hos ham sidder de Forlovedes Skaal!"

„Attendez!" raabte Françaisen, og gjorde en afværgende Haandbevægelse.

Herredsfogden satte fit Glas og sig selv; Mamfellen

forsvandt.

Atter blev der nu saa tyst, som om dette Selskab havde bestaaet af blot aandelige Væsener. At noget vigtigt med Françaisen var i Gjære, det sluttede jeg saa meget sikfrere deraf, at Doctoren, der reiste ligesaa hovedkulds om Morgenen, som han kom om Aftenen, havde efter Bordet stuks ket et Papiir til Herredsfogden, og derved fæstet fine Dine paa hende, hvem Documentet altsaa rimeligviis maatte angaae. Men det varede neppe tre Minutter, inden denne Spænding løsnedes, idet Husarofficieren indtraadte i Uniform, takkede Selskabet for den nye udtalte Lykønskning, og satte sig hos sin Kjereste. Jeg bemærkede med nogen Forundring, at han intet Mundskjæg havde, og Ansigtet fik vel derfor en langt større Lighed med Søsterens. Men hvorfor Herredsfogden havde kaldt ham „Sko w“, kunde jeg iffe fatte, ffjendt det jo var en Fordanskelse af hans franske Navn.

Det blev igjen stille, til Fru Hansen spurgte Husaren „Hvor blev Deres Søster af? Hr. Lieutenant!"