nær fin Udvikling

som snart stal vises —; de Øvrige grundede forgjæves paa det uforklarlige i Herredsfogdens pludselige Omvendelse.

Gjenstanden for saamange Tankerder ellers havde spist med større Madlyst, end nogen Forelsket bør følebrød først den lange Laushed ved at bringe en almindelig yndet Materie paa Bane, nemlig Spøgeriet.

"Den mærkelige og troværdige Begivenhed"

fagbe

Der

han som Degnen nyelig fortalte os, minder mig om en endnu forunderligere, som jeg selv har oplevet. er vel ingen i dette ærede Selskab, som jo kjender noget til Bjergfolk, eller dog har hørt tale om dem. Da jeg i denne Sag kan tale af egen Erfaring, haaber jeg, at man ikke vil drage Rigtigheden af min Beretning i Tvivl. Jeg veed ikke, om Nogen af de Tilstedeværende fjender et højst mærkværdigt Bjerg, som kaldes Daabjerg, eller Dags bjerg Dos?"

"De gjør a, Katten taa ma!" tog Degnen Ordet; „aa dæssom dær ingen Bjerremand ær, saa ' dær heller ingen i de hær Land."

"Det kan jeg bevidne, som De snart skulle høre, tog Herredsfogden atter fat. Jeg havde engang i mine yngre Dage foretaget mig en meget lang Fødreise, og kom henimod Enden af samme en Eftermiddag til Dagbjerg. Jeg tog ind til Degnen, hvorvel han tilforn var mig ganske ubekjendt, men hvor jeg ikke kjender Præsten, besøger jeg helst Degnen, og det har jeg sjelden fortrudt; thi af de rigtige gamle Degne kan man lære meget som man ellers aldrig drømmer om. Det erfarede jeg ogsaa der. Da jeg nemlig spurgte mig for om Dagbjerg Dos, der alles rede i flere Miles Afstand havde viist sig for mig i Stiks kelse af en rund hattepul, gav han mig følgende Oplys

Naar

troe- en Bjergmand med Familie. Han gjør ikke anden Fortræd end den - som endda kan være stor nok, at han engang imellem bytter Børn med Bønderne. det nemlig træffer sig saa, at hans kone kommer i Barselseng akkurat i samme Time som en af Bøndernes i Dags bjerg Sogn; saa lister han sig til - om han kan tager Bondens Barn, og lægger fit eget istedet. Dette bliver da til en Stifting, og faaer aldrig engang faamegen Forstand som et umælende Dyr, at det kan skye Ild og Band."

"Ja de æ vess "faldt Degnen bekræftende ind, faa dær æ jen inno i Dawbjerre, hvissom in ett æ døe faanøssen; den æ woren, men haar ett ant epo end en laang guul Pigh."*) —

www

"Meget rigtigt!" sagde Herredsfogden. „Degnen der fortalte mig nu videre, at deres Bjergmand er saa rig, at han ikke engang selv veed Enden derpaa. Blandt flere gode Sager har han og en Kjedel fuld af Sølv og Guld, som staaer ganske overlig i Jorden som Hyrderne tidt og ofte have seet, naar de sidde paa Høien, og han dernede rager i sine Penge. Dem skulde I tage fra ham fa'e jeg til Degnen. Ja luur ham! svarte Degnen; det er let sagt, men ikke faa let gjort. De Daabjerg-mænd har prøvet paa det nogle Gange, men pyt! Det er ikke saa længe siden; det var i min Formands Formands Tid fa'e Degnen at de forsøgte det sidste Gang. Min Formands Formand han var meget lærdere end jeg, for han havde endogsaa været i Mesterlectie í Viborg fik nogle af mændene overtalt til at følge med dem en

ham

*) Slojfiole.

Paaskenat, for at hjelpe dem paa deres Tog efter Bjergmandens Pengekjedel. Nu han fulgte ogsaa med dem, men bad dem først ret mindelig om: at de ikke maatte tale et eneste Ord førend de havde faaet Kjedelen i Behold neden for Bjerget; thi længer havde Ejeren ingen Magt over dem. Vel! de begyndte da at grave, og det gik rask, og de vare allerede faa nær ved det, at den ene Hank af Kjedlen kom tilsyne; og de havde ogsaa ganske bestemt faaet den; men hvad skeer? med Eet slaaer Luen ud af tre Gaarde dernede i Dagbjerg. Og da de feer det, saa give de sig allesammen til at løbe ned ad Bjerget og hjem, for at redde. Men jo nærmere de kom, jo svagere blev Ilden, og da de kom til Byen, var der ikke meer Jld end der nu er i min Paryk. Saa ffyndte de sig igjen tilbage op paa Dosset; men Godnat min Kat! Hullet var lukket efter, som om der aldrig havde været gravet, og Degnen laae og sov; men han fik heller aldrig Helbredstime fra den Dag af *)."

„No kan a hohr, te han er en Viddenskavsmand" udbrød her den kraftigt opbyggede Ulstrup Degn, - „faa de æ Sandhied, hwær Uer, han sejer; a haa høer ed manne Gaang." —

"

„Men det, der nu kommer, har han vist ikke hørt, vedblev Herredsfogden, for jeg har hidtil bevaret det som en Hemmelighed, den jeg nu finder Kald til at aabenbare. Jeg forlod Dagbjerg ved Solens Nedgang, med den Bestemmelse at strække til Grønhøi den samme Aften. Da Dosset ikke er stort afvejen for Fodgængere, faldt det mig ind at gaae derover. Inden jeg endnu havde naaet Toppen, blev jeg med Eet saa træt, at jeg maatte sætte mig

*) Virkeligt Almuesagn.

ned; og da jeg havde siddet noget, tyktes det mig, at jeg ikke var istand til at reise mig igjen. Jeg lagde mig da ned i Lyngen, for at tage mig en lille Luur. Det var allerede bleven mørkt; Himmelen var overtrukket, men det var ellers ganske stille og mildt i Luften. Jeg faae paa mit Uhr, Klokken par elleve. Paa engang hører jeg neden under mig i Bjerget en huul Rumlen og Tumlen, ogs saa en Klingren som af Glas og Flasker og Fade og Tallerkener. Og saa hævede sig Kammen af Bjerget paa tolv røde Stolper, der faae ud som gloende Jern. Imellem disse kom der nu et Bord op af hvidt Marmor, og Stole trindt om af Elfenbeen. Derpaa fremkom tolv Smaapuslinger eller Dverge, som dækkede Bordet med en fiin Das maffes Dug og ditto Salveter, med Guldtallerkener og Sølvfade, Viinflaffer af Jaspis og Bægre af Krystal. Kort sagt: den hele Anretning var kongelig. Strax efter steg Gjæsterne op, Par om Par, og satte sig i Bunterad omkring Bordet."

"Hvorledes faae de ub? hvordan vare de klædte?" spurgte den yngste Jomfrue Hansen.

"Aa!" sagde han, de faae ud til at være skabte ligesom andre Mennesker, men syntes og, som vi, at være komne Naturen til Hjelp: idet de, saavel Herrerne som Damerne, med Snørliv saaledes havde indknebet deres Midier, at man ordentlig kunde frygte, at de vilde brækkes midt over. Jeg mindes videre - det er ikke heller faa let at glemme: at Damerne havde dybt nedringede Kjoler, saa dybt, at man kunde see dem ind mellem Bryster og Skulderblade, og ved visse Bevægelser op under Armhullerne."

"Ih fyda!" lød det fra de fleste qvindelige Læber. "Jaja!" sagde Fortælleren, dersom denne Halvnøgenhed bliver Mode her, som jeg haaber, saa skal vi nok see!"

"Hvad fik saa disse indkrympede Maver at leve af?" spurgte Kammerraad Hansen.

„Meget fine og lette Spiser naturligviis“ svarede Herredsfogden. Og jeg glæder mig til at kunne fremlægge en temmelig fuldstændig Spiseseddel; thi Vertinden nødte bestandigt fine Gjæfter, og det gik i Eet væk: Hr. Gehøjmebergraad von Jelshøj! et Par Rottehaler endnu! - Hr. Bjergjunker von Hohøj, maae jeg hjelpe Dem til et lille Stykke Snog! Fru von Elmandsbjerg! en Skeefuld Musefricafee! Frøken von Himmelbjerg! De spiser jo slet intet! en lille Oldenborre med Myresaus? Hr. Underbjergraad! er Muldvarperagouten ikke efter Deres Smag? Fru Overbjergraadinde! De skal faamænd have en lille Fiirbeen endnu! Hr. Kammerherre von Bloksbjerg! De har rejst en lang Vei, en lille Flaggermus! eller et Par Edderkopper maaskee? - Fru von Riesenberg, De seer Retterne, en lille Prentvist! - Berghauptmann von Schwarzwald! De gaaer sulten fra Bordet, et eneste Mol endnu! v. s. v. Men viste Vertinden stor Levemaade ved at node og pine Gjæsterne, da stod Verten ikke tilbage for hende hvad Vinen angik; og syntes han endnu at være heldigere i fine Bestræbelser. Conversationen blev stedse mere lydelig og mere utydelig; og da jeg ikke kunde opfatte noget Sammenhængende

Men hvilket Sprog talede man da?“ spurgte Een. "Ja det gik alt imellem hinanden", svarede Herredsfogden, man talte baade Alfemaal og Nissemaal; men Hr. von Bloksbjerg og von Schwarzwald talte meeft Tydft. Men af Troldesproget hørte jeg ikke et Ord, for, siden Thor udryddede Nationen, er det et dødt Sprog, som kun forstaaes og tales af de Lærde under Jorden. Naa da: endelig begyndte man at synge: "Bergmannsleben" af