Aa Ell hun løwer fræ Der te Der, Haa — aah — haah jaja! kom te mæ Klokken tøl! Jeg troer ikke, det var saameget Balladens Indhold, der virkede paa Tilhørerne, som Sangeren selv og hans Foredrag. Den jydske Mundart vare desuden kun Faa af os hjemme i, og flere af Visens Kraftudtryk maatte jeg fiden lade mig forklare (saaledes som jeg her har gjort.) Men den "koviede", rødøiede Barde i hans taagefarvede Vams, hans umelodiske stjælvende Stemme, Lirens Rokkesnurren, der fik en endnu stærkere og huultbrummende Lyd formedelst Sangbunden den tomme Tønde, - Alt dette tilsammen var det vist nok, der frembragte et dybt vams lende Jndtryk. Derhos var der i hans grove Vildmandsfiæs noget stummelt og rædligt, især naar han sang Omqvædet "Haaaah haah jaja!" da opspilede han endnu videst den tandløse Mund, som til at opsluge; og det var tillige baade i Ansigt og Tone en hartad djævelsk Haan og Kaadhed. Nok er det: baade min Alice og jeg, saavelsom det hele, kort før saa muntre, Selskab gik nu tilbage til Slottet i langsommere Taft, Samtalen var *) Helligemesse : første Rovember. **) At løbe i kort Trav, med smaa, svage og vaklende Trin, og krogede Knææer. fold, afbrudt og ufammenhængende; og den vedrørte flet iffe det beskrevne Optrin ligerviis som den Frygtagtige i Mørket flyer Kirkegaarde og Rettersteder. Hoftgildet. B. Det lød som om man under Hjemgangen havde tabt eller fordrevet al fin Skræksomhed; thi da vi vare blevne samlede i Dagligstuen, optoges det hidtil undvegne Wmne; og Lirendreieren og hans Vise bleve nu almindeligt, men ligesaa forskjelligt bedømte, som enhver anden Kunstner og Digter-Nyhed. Det var med os som med lærde Kunstdommere; vi opsøgte helft det, vi troede at kunne fordømme. Her var det dog ikke saameget Digtningen selv, som dens Fremfanger, der maatte holde for; man fandt ham ussel, jammerlig ret som om man vilde hævne sig for det Indtryk, den Fordømte alligevel havde gjort. Men Een, der hidtil slet ingen Deel havde taget i denne kritiske Conversation, Françaisen nemlig, optraadte heel uventet som Lirespillerens Forsvarer. "Jeg finder" sagde hun, at han har en bestemt Maneer, og er den ikke smuk, saa er den dog god, for= faavidt den svarer til Terten. Spøgelsevisen synes at være digtet for ham, og han dannet for den. Forestil Dem engang denne Vise fungen paa et Theater, af en Virtuos med Ledsagelse af et heelt Orchester! det vilde være ligesaa skjærende, som at lade denne Lirendreier foredrage „Du Plet af Jord." - Uden at vente paa enten Bifald eller Modsigelse, fors lod hun Stuen med hendes Dame, Frøkenen. Oldgrandskeren, som hidtil havde siddet taus, skjødesløft tilbagelænet, med det nederste Hvide ud af Øjnene, Ligesom tabende sig selv i den graae Oldtid, rettede fig med Et, støttede begge Hænder paa Knæerne, smilede klogt, og sagde: "Den Lyd, der stundom lader sig fornemme nede i Højene, er ganske naturlig og frembringes derved: at en Steen i Loftet af Gravkammeret løsner sig og falder ned. Støder den nu paa et Sværd eller andet Metal, da maae det jo klinge, som naar en Pengekifte blev lukket haardt til." "No, saa han trowr ett, dær æ' Bjerrefolf te ?" raabte Degnen, da skal a no fortæll en Historri, aa de æ hwarken Løwn eller Sladder, faa mi Faar haa faataalt te hans Faar had faataalt, te han ku' hown, te hans Oldfaar had faae, te hans Bejstemowr had hoer ed a hinne Guemowr, dæ bløw dowt Orsdawen ætter a' de wa pasfiered. Hun faataall da: te dæ war en Kaal aa en Pihg, dæ haalt a hwerranner, aa di ffu' da aa gywteś kan a trow. Da wa lywst trej Gaang ætte dem fræ Præiks stuellen, aa Brollupsdawen wa berammet, aa di had bagt aa brøgget, aa bestilt baadde Kokkekuen aa Spellmand. Saa ffidd' et da en Næt, te Pihgen haad wot henn aa besøhg hinne Kjerreft, aa vil go hjem, saa skull hun om ve et Bakk, hwo di saah, dæ wa Bjerrefolk aasse Bjerrefolk, aa dæ war saa kam dær et Owinfolk te hin de wa Bjerremannens Kuen, men de vest hun ett - aa spuhrt: om hun skul spoe hinner. Hun saa' ja; aa saa spod hun hinner, te hun skul blyw moj gammel, hwissom hun ett lo' Kaalfolk kom te sæ; men hwissom hun nownti gywted sæ, da skull hun doe i den føhft Basselsæng. De wa got nok, de war ik aalt endda got, faa saa stinned hun sæ, aa vill ett ha hinne Kjerrest hwarken faa de let elle' faa de møj. No, saa bløw de aasse dæhve, aa dæh bløw ingen Gill, aa hun bløw ve aa tien,*) aa hun sad faa sæ fier, *) Tiene. Aa te di blow laant hen a' Deren behgi tow. Saa war ed en helli' Jywlawten, aa de war en Sønda, aa di had wor i Kjerk behgi tow, aa saa wa di aasse behgi tow fallen i Søwn unner Præffenen. No da, Folken gif aaw Kjerk, aa Præjsten aa Dejnen aasse, aa soe dem ett; aa saa lukked di Kjerkedaren. Da de no ku væhr saaen nohanne ve Minnæt, saa wowned Kaaelen, aa da loe de hæ' gammel Kwinfolk paa hinne Knæ forve Alteret. saa kam de flywen' nier fræ Hwalligen *) tol smo Bøn lissom Engle. Aa di ga' hinne hwæer en Munddaft, aa saah: de ska do ha', faa de do ku ha' wot Muer te wos, aa vill ett. Aa saa kam der et hiel Halhunner, aa ga' hinne lissedan hwæer en Flavop, aa saah: de fka do ha, faa de do ku' ha' wot Beiftemuer te wos. Aa saa kam dær en grusselig stuere Hjerm,**) aa baffed hinner, aa saah: de fka do ha', faa de do ku' ha' wot Oldmuer te wos. Aa saa bløw di faaen ve, aa komm' flier aa flier, te haitte hiele Kjerken blow ful a dem. Men saa flow di aalsammen hen po jen Gaang. Aa da han saa kom hen te hin', da loe hun aa wa stjendoe. Si saaen gik ed hinner, aa de æ, Katten ryww me, Sandhied! faar ejes vill a ett ha faataall ed. -, ***) " Aa! den har en Præst eller Degn gjort for Ofs ferets Skyld," raabte leende vor Herredsfoged, der i dette Djeblik var kommen tilbage fra sin Rejse. Hans hjertelige Modtagelse befriede Degnen fra at gjendrive den skandaløse Paastand: men siden efter gjorde han det; dog ej i Spotterens Nærværelse, hvori han handlede meget viselig. *) Svælvingen. **) Sværm. ***) Gammel jydsk Legende. Høstgildet. C. Det var mig og Flere meget paafaldende, at Herredss fogden temmelig snart forsvandt med Françaisen; og det efter et af ham givet Vink. Han var jo rigtignok Ungs karl, og langtfra ikke nogen gammel; og hun var ret kjøn, og kunde virkelig været smuk, naar hun ej havde været saa mandig. Men det var dog almindelig Mening: at han aldrig giftede fig, da han nu i flere Aar havde siddet i et godt Embede, og kunnet faae „hvem han vilde pege paa." Og desforuden undslap ham ikke sjelden i Mandfolkeselskab saadanne Yttringer, som ikke havde deres Udspring fra Giftetanker. Dog, kan jeg troe, saadanne Fruentimmerhadere blive stundom pludselig omvendte og bøje fig fom angergivne Syndere under det søde og bløde Aag. — At der vilde overgaae hans Velviished samme Skjæbne, tvivlede jeg næsten ikke meer paa, da han ved Gjenkomsten henvendte sig til Degnen, og sagde med et mildtalvor= ligt Aasyn, uden endog det fineste Anstrøg af Skjemt "Jeg haaber dog, at De ikke blev vred for det, jeg sagde for om Offer! De kan maaskee snart faae den Overbeviisning, at jeg ikke mener det saa ilde med Præft og Degn." Denne bukkede dybt, Herredsfogden besvarede Bukket med et ligesaa dybt; og hele Selskabet verlede snue og fkjelmske Djekast. Ved Middagsbordet herskede en ganske ualmindelig Stilhed. Intetsigende Bemærkninger, ligegyldige Spørgs maal og Svar af samme Beskaffenhed, bragte kun liden Afverling i den ensformige „Tallerkenmusik", som han kaldte det Herredsfogden. Nogle sysselsatte alle deres Tanker med deres egen forestaaende Skjæbne, der nu var |