Jeg kunde ikke tage Feil; thi Urolds Stemme veiledede mig; og stillende mig bag en Buff tog jeg en god Udsigt til Valpladsen, der var en lille aaben Grønning, omgiven af Træer.

Maae jeg nu laane Deres Sværd?" sagde Oldgrandfleren til Lieutenanten.

ceren.

„Hvað Fanden vil De med det?" spurgte Offis

"Afstikke Holmen" lød Svaret.

"Og De vilde virkelig raabte hiinrode i Snavset med min Sabel, som i næste Dieblik skal i Livet paa Baronen; fy! det var gement men behag" vendte han sig til Capitainen - at bestemme Kampens Vilkaar og Maade."

"Dersom De tillader -" tog Urold Ordet vil jeg foreslaae den gamle Kampmaade.

"saa

"Hvorledes var den?" spurgte den allerede igjen temmelig betuttede Baron.

„Man havde egentlig to;" sagde Urold belærende: "den første og meest yndede var saadan, at den ene Kæmpe havde et kort og let Sværd, med hvilket han gjorde tre, og i særdeles Tilfælde ni Hug paa Modstanderen, som havde et langt og tungt Sværd, med hvilket han, naar Turen kom til ham, gjorde eet Hug. Men paa den anden og simplere Maade verlede man Hug om Hug."

ronen.

„Man havde dog Lov til at parere?" spurgte Ba=

--

"Gudbevares, Nei!" svarte Antiqvaren, det fjendte vore tappre Forfædre ikke noget til."

"Hr. Kammerraad!" faldt nu Captainen ind: Vi ere nymodens Mennesker her, og kan ikke befatte os med dette gamle Plumphuggerie. Maae jeg foreslaae: at Baronen,

som den Fordrede, har første Udfald, og at første Saar beslutter Striden, der efter sin Anledning og Aarsag ikke kan ansees for at høre til dem, der gaae paa Livet."

"For mig gjerne!" sagde Husaren. Baronen nikkede; og, opmuntret ved Tanken om det første Hug, hævede han Sablen, og faldt ud. Men Lieutenanten parerede uden Anstrængelse Hugget, og kløvede i næste Dieblik Modstanderens Næsetip og Overlæbe.

"Attendez!" raabte Captainen, traadte til, ads stilte Kæmperne, og tog et Par Lærredsstrimler op af Lommen, med hvilke han forbandt den enes lette-Saar, saagodt det lod sig gjøre; det vil sige: han hæftede Strimlerne ved hjelp af Liim eller Gummi hvormed han altsaa ligeledes havde forsynet sig over Smørerne. Men Blodet blev alligevel ved at løbe den Saarede ned i Munden, hvorfor han efter Captainens Anviisning holdt sit Tørklæde for. Medens dette gik for sig, leverede Seierherren fin Sabel til Urold, gjorde en hilsende Bevægelse med Haanden, og vendte tilbage til Gaarden.

Ole, der havde holdt sig i Nærheden, tog nu begge Sablerne, og tradskede afsted dem; Baronen og Secundanterne gik hen paa en anden Kant af Skoven, hvilket jeg ikke dengang vidste at forklare mig. Men den med flige Optrin fortrolige Captain havde ladet en Vogn og en Ridehest holde i Beredskab ved Landeveien. Paa den første blev Baronen bragt, og, efter givet Raad, agede han da til Kjøbstaden, for at erholde nærmere Lægehjelp.

Ved min Tilbagekomst i Haugen blev jeg snart omringet af det øvrige Selskab, og bestormet med Spørgs= maal om denne Dags mærkeligste Begivenhed. Ogsaa Ole maatte holde for, men han indlod sig ikke i nogen vidtløftig Forklaring: "Det gik godt, det gik pent

intet andet i Stykker end en Næse - og saa fik han et Harestaar - det er det Hele!" var alt, hvad de fik ud af Sømanden.

Da Alle af mig havde erholdt en omstændelig Berets ning, og derover yttret sig, hver paa sin Maade, begyndte Herredsfogdens Vicarius med en dybere Stemme end sæðvanlig: Duel er en lovløs Handling Forbudet mod samme er ikke hævet jeg kunde komme i den haarde Nødvendighed at lade Duellanterne sætte fast den ene, hører jeg, er rigtignok allerede ude af Jurisdictionen —.“ Jeg indvendte ham: at den borgerlige Øvrighed neppe var bemyndiget til at arrestere Militaire, ved hvilken Bemærkning han villigen beroligede sig.

Den aldeles fremmede, smukke, kjekke Husarofficeer blev nu ene Gjenstanden for en levende Samtale; og nogle af de yngre Piger forenede tilsidst deres Betragtninger ved hans Mundskjæg, hvilket dengang endnu var en ualmindelig Prydelse for Officerer.

Med det Haab, ret snart at gjøre nærmere Bekjendtskab med den tappre Lieutenant Dubois, gik Alle ind; og da man ikke fandt ham i Hauge- eller Dagligstue, for modede man med Grund, at han var hos Søsteren.

Men da en Time eller mere var forløben under frugtesløs Venten, og Solen allerede gaaet ned, kom — istedenfor Lieutenanten hans Søster. Hun bragte hans Afstershilsen til Vert og Vertinde, med Undskyldning for hans pludselige men nødvendige Bortgang, da han nemlig reifte efter højere Befaling i Tjenestesager.

"Det gjør mig ondt“ sagde Kammeraaden, „saameget mere, som jeg ikke veed, paa hvad Maade han enten kom eller reiste."

"Hans Tjener" svarede hun holdt med deres Heste

her udenfor ved Landeveien, da han paa Forbifarten blot vilde tale et Par Ord med mig."

Ende.

Hermed havde da al Venten en snar og ærgerlig

7.

Slutningen af Oles Levnetsløb.

Da jeg næste morgen vaagnede, savnede jeg Alice ved min Side. Værelset var det samme, i hvilket jeg første Gang hørte hendes Engleftemme. Endnu stod Billedet af den indmurede Frøken paa Betrækket i Krogen. End ikke ved Sengen var gjort mindste Forandring: dens Figur og de mørke Gardiner med de lange Fryndser krævede ingen levende Jndbildningskraft, for at finde Ligheden mellem denne Himmelseng og en Ligvogn.

Samme Scene eller Scenerie - vækker gjerne de famme Følelser og Tanker, og det ofte i samme Orden: faaledes gjentoges mig nu hiin Vinternats aandelige Liv

lad mig heller sige: Aandeliv! Billedet paa Væggen med den dertil knyttede Brøde, forbuden Elskovs skumle Lyst, og dens rædlige Bod, Tonerne derinde, og hende, der fremtryllede dem som fra en anden Verden hende, nu min Lyksalighed i denne Tys! da lød igjen hiin samme Aandemusik det var Alice der sang: „Hvorfor tøver du saalænge?" men med et heelt andet Udtryk : det opfyldte Haabs, den rolige Glædes ligesaa klare som milde Toner.

Hurtig klædte jeg mig paa; og som jeg aabnede Døren til Salen, traadte Captainen ind fra den mod

ftaaende. Vistnok besjælede af lignende Følelser ilede vi hen til Bordet, hvor vore Koner fade, og trykkede Kjerligs hedens og Agtelsens hellige Kysse paa deres trofaste Hænder.

Captainen faae paa sin med et ubeskriveligt saligt Blik den Elffedes anden søde Aabenbaring svævede paa hendes ømtsmilende Læber.

jeg forstod hende.

Alice trykkede min Haand

højtbetroede Ole, der kom for at yde fin Herre og Ven den daglige Morgenhilsen.

"Hør Ole!" sagde denne, „man skulde vel have Resten af din Historie."

Ja vel Captain!" svarede han.

"Nu!" gjentog Captainen, „saa lad os gaae ned i den samme kahyt, hvor du gav os den første Deel af din Journal!"

Og saa forlode vi da Konerne, tog min Svigerfader med, og nedløde os paa det antydede Sted, hvor Ole, forsynet med en frisk Skraae, tog til Orde som følger:

Og

som han altid faldte

"Hm ja vel! det var ved Østerriisseren vi slap. Naa da: han gjorde en snar og velbeholden Reise. jeg kom hjem til gamle Aleth hende Ole Olsen; men hun var alligevel ikke faa gammel; for Søe-Aleth" som han ogsaa kaldte Skuden, hun løb af Stabelen det samme Aar som „Land-Aleth" stod Confirmation, og “

"

Lad nu Aleth være, min Mand!" afbrød Caps

tainen, og fortæl os noget om Siri!"

-

„Vel!“ tog den gamle Søemand atter ved „Seer De: Siri var et net Stykke Tøs; der var godt Tømmer i hende, og Sindelaget var endda nok saagodt.

Nu kom