dagene tilbragtes, forøgedes Selskabet med en Herre, der faae ud til at være nærmere ved de Fyrgetyve end ved de Tredive. Han bar Uniform, men som viste, at han ikke længer stod i Tjenesten. Skjødesløst hilste han paa Selskabet, satte sig paa den første den bedste Stol, og sagde, idet han lod Øjnene løbe omkring: "Jeg feer ikke Frøken von Schlüssel..

"Hvem har jeg den Ære at see ved mit ringe Bord?« spurgte Verten lidt studsig.

"Capitain, Baron von Marensfært svarede Herren. Ved at høre et saa snurrigt Navn, fremkom et Smiil paa somme Ansigter; men Verten gjorde en suur Mine, og sagde: "Vil De Frøkenen noget, skal jeg lade dem mælde."

fær."

heller

་

Ha ha!" grinede hiin, "jeg star nok mærre mig

Hansen forstod ham ikke

--

men, at han antog Mennesket for ikke vel for= varet, det kunde man see. Uden at indlade sig videre med denne her Baron, gik han ind i huset, for at underrette Frøkenen om dette sælsomme Besøg; hun - det fortalte Kammerraaden mig siden afslog øjeblikkelig reent ud at modtage dette, idet hun forklarede ham heelt aabenhjertig: at denne Baron Malensfeld just var den samme modbydelige Beiler, til hvilken hun skulde tvinges.

Under denne korte Fraværelse blev der hverken talt noget ved Kaffebordet, ei heller bestilt andet, end at Baronen fremtog et massivt gammeldags Gulduhr, med tre ditto Kjæder og Signeter, lukkede det op med et gravitetisk Aasyn, lagde den yderste Kasse med Kjæderne foran fig paa Bordet, og gav sig til at gnide den indre med Hjørnet af sit Lommetørklæde. (Som man snart kom efter,

saa var dette Personens eneste daglige eller snarere timeLige Bestilling.)

Alle vi Andre fade som tause Tilskuere ved dette unyttige Arbejde; indtil Ureld, der saae næsten ligesaa højtidelig ud som Baronen, gjorde en Ende paa Havres sæden.*) med det Spørgsmaal: wer der ingen af disse Signeter antife?"

Den Tiltalte faae med en uvis Mine paa Spørgeren, som om han ikke ret havde fattet Meningen, og sagde: "Det er Dæren gare mig, Arvegods fra mine Forfædre."

"Tænkte jeg det iffe nof!" raabte Oldgrandskeren „tillader Hr. Baron Mærensfært

fornøiet

Jeg hedder ikke Mærensfært" sagde denne but, men jeg hedder Marensfært."

"Saadan siger jeg jo ogsaa," gjentog Urold; men inden det kom til nærmere Forklaring imellem dem, traadte Kammerraaden ud af Huset, og med ham Françaisen.

„Hvem er det Fruentimmer? spurgte Baronen.
En i Selskabet sagde ham det.

"Ha ha!" raabte han, er det Mamesærren? Hun kunde, Dæren gare mig, tjene ved Livgarderne."

"Hvad siger han?" raabte den mandhaftige Gouver= nante, idet hun nærmede sig med lange Skridt, "er det en Cavareer, der tarer saaredes tir en Dame!"

Ved at høre Baronens Naturfeil i Udtalen saaledes eftervrænget, var der Flere, som lod Latteren frit Løb.

*) Saaledes kaldes af den jydske Almue skjemteviis en pludselig Taushed i en større Forsamling rimeligviis fordi stille Vejr er beqvemmeft for Sæden af denne lette Kornart.

Men Baronen rejste sig, fatte et glubst Ansigt op, og sagde: "Er De af Ader?.

„Gammer Ader“ svarede hun, „og hvorfor?.

-

"So, for jeg ska' sige Dem" sagde Baronen, og brystede sig, dersom De havde været et Mandfolk, fkure De givet mig Satisfaction."

"Den kan jeg gi'e Dem arrigever" gjenmælede denne franske Virago, "enten De behager Kaarde, Saber, crrer Piftorer."

Baronen studsede, og sagde med nedstemt Tone:

"Det var Dævers! men man duererer erres ikke med Damer."

---

,,Saa ffar min Broder møde Dem for mig, og det i Morgen tirig tir hvad Krokkesret De befarer."

„Hvad har jeg med Deresses Broder at bestirre?" spurgte Baronen.

"Det star De strar erfare" svarede Françaisen, og ilede hurtigt tilbage ind i Huset.

Ingen af os kunde begribe, hvad hun havde isinde; og den kort før temmelig forbløffede Baron tilbagevandt snart sin Fatning. Han fulgte Mammesellen med Dinene, indtil hun havde faaet Haugestuedøren paa Ryggen. Ders paa vendte han atter Hovedet om, og sagde, idet han igien begyndte at gnide sin Uhrkasse: „jeg troer, Dæren gare mig, deres Mammesærre er hargar."

Jeg, og vistnok Flere med mig, var ikke langt fra at have samme Tro. Men inden vi endnu havde yttret os noget over dette felsomme Optrin, traadte en Husarofficeer ud af Haugestuen, og ilede hen til os med det Spørgsmaal: „Hvem af de Herrer er Baron Malensfeld?"

-

Den Søgte stiftede Farve, og sagde med svag Stemme: Det er mig, hvad behager?"

"En Portion af Deres Blod, min Herre. Jeg er Lieutenant Dubois, og fordrer Revanche for Deres Fors nærmelse mod min Søster."

"

Jeg har ikke fornærmet Deres Søster" svarte Baros nen, og flaaes iffe med Dem."

Husaren greb en Kjep, som laae paa Jorden, og sagde: "faa er Du en Cujon, og skal prygles ud af det ærede Selskab."

Dette virkete, og kaldte Baronens flygtende Mod tilbage: han pustede sig op og raabte: "er her ingen Sabler i huset?"

"De skal faae een af mig" svarte vores Capitain. "Ole spring over, og hent dem begge to! jeg feer, Hr. Lieutenanten har heller ingen."

Det var en alvorlig Vending, Sagen tog. En efter en anden af de Hosværende listede sig bort; og da Ole kom med Sablerne dem han, for ej at vække Opsigt, viselig havde skjult under sin Jakke -var Ingen tilbage uden Duellanterne, Capitainen, Urold og jeg. Da jeg nu ogsaa ved Instrumenternes Ankomst vilde til at bortfjerne mig, sagde Lieutenanten: "Men vi skulde dog have Secundanter."

"Jeg tilbyder mig for den Ene. sagde Capitainen.

- "

"Og jeg for den Anden," raabte Urold med skarp Alvor. Tvekamp er en ægte oldnordisk Sædvane; og det skulde glæde mig, om de tvende Kæmper vilde bestemme Fig for en ordentlig Holmgang."

„Hvad er det for een?" spurgte Capitainen.

„Det er“ tog Urold ivrig ved: „Man vælger en

lille De eller Holm i Vandet, men som ikke maae være større, end at man paa alle Kanter kan tage den i syv lange Skræv."

„Hvor faae vi saadan en fra?" sagde Lieutenanten spodst.

"Dertil skal der blive Raad" svarte Oldgrandskeren: "I Mangel af en virkelig Holm, saa ridse vi med Sværdodden een af helst i Sand, men ellers paa Grønsvær. Det er Skade, at det nu er Sommer; for ellers kunde vi have kæmpet paa Jis. Dette brugtes ogsaa i Oldtiden, nu sjældent."

Baronen hørte, som det lod, meget andægtig paa Antiqvaren; men dennes oldkrigerske Lærdom morede ikke Lieutenanten:

„Til Sagen!" raabte han, „enten det saa skal være paa en De eller paa Fastland" tog den ene, af Capitais nen tilbudte Sabel, og stak den ind under venstre Arm.

„Behag at følge, mine Herrer!" sagde Captainen; jeg skal anvise et Sted, hvor vi kunne være ganske uforstyrrede."

Han gik nu forud, af Haugen og i Skoven; de andre Tre fulgte ham.

Da de vare mig ude af Syne, kom jeg først til at tænke lidt sammenhængende over det, der nu nyssen saa usammenhængende var foregaaet: Baronens plumpe Indtrængen i et ham ganske ubekjendt Selskab: den ligesaa fremmede Husars Dumpen som ned fra Skyerne, og: Striden, der kom ligesom forud beredt, og hastig som i en fransk Comedie. Det hele her forekom mig næsten som en aftalt Comedie; og nysgjerrig efter at see Knudens Opløsning, sneg jeg mig ud i Skoven efter de spillende Personer.