du kan faae Hyre med ham hjem; ta'e dig med som Passageer." vred paa mig?

hvis ikke, om han vil

-

Fa'er! fa'e jeg, er du „Nej, fi'er han, men gjør som jeg siger, og kom saa strar igjen." Det traf sig nu saa, at Thorbjørnsen havde mistet en Mand paa Reisen hid, og havde Brug for mig; og det fortalte jeg da Ole Olsen. Og saa kalder han mig ned i Kahytten, og flyer mig et Brev, og siger: det er til den gamle Aleth derhjemme, hvis du kommer først. Og her, siger han, er ti Ruller med 20 Piaster i hver. Det er de halve af mine rede Penge. Deraf giver du min Kjærring de otte, og de to beholder du selv, og her er din Hyre foruden. Jeg begyndte nu rigtignok at blive lidt vammel om Hjertet, og der kom mig vel noget Vaadt i Øjnene; for saa fi'er han: „Hvad gaaer der af din Hundeunge? hvad flæber du for? Tag nu dine Køjeklæder og din Kiste, og skrup dig saa Naa hold nu Kjæft! og Gud være med dig, mín Gut! og god Reise! Pil nu af, og det snart!" Dermed drejede han mig om mod Kahytsdøren. Men det kom mig for, som han ogsaa klippede lidt med Dinene. Da jeg var kommen ovenfor Trappen, raabte han endnu: "Hils Aleth og Siri!" det var hans eneste Barn- og dermed slog han den inderste Dør i, saa det smældede. — Saa kom jeg da ombord i Østerrisøeren; og han lettede endnu den samme Aften; men jeg sov slet intet den Nat, for der løb saa meget om i mit hoved baade om Aleth og Nissen, og mig selv, men meest om Ole Olsen; for han havde været en Fader for mig i alle disse ti Aar, og jeg troer ikke, at jeg havde faact ti Lufinger af ham i demall esa mmen. Og jeg troer vist, at han havde noget isinde med mig og Siri; men hun var da endnu kun fjorten Aar.Naa da: vi letted, og lod staae ad Strædet -ll

6. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VI.

4

Men hvordan gik det saa den gamle Capitain

med hans Fartøj?. faldt jeg ham ind.

„Ja“ sagde Ole, vi faae aldrig mere af ham og Aleth, end en grøn Flaffe med en Lap Papiir i—." Hvad siger Præsten, og hvor fik du den?" "Den fandt jeg," svarede Dle, da jeg var i Slas veriet -."

Her afbrødes Fortællingen ved Ankomsten af en Fremmed, hvem jeg billigen tilegner et eget Capitel.

5.

Fuldmægtigen.

Inde i Gangen havde allerede i et Par Minutter ladet sig høre et usædvanligt stærkt Charivari af mange sladdrende, leende og fyngende Qvindestemmer. Det nærmede sig stedse mere og mere vort Lyfthuus; og da det fom ligeudenfor, taug vor Fortæller, og vi Andre rejste os, for at see, hvad det monne være.

Det første Djekast viste os en snæver Kreds af et Dosin unge Piger, eller fleer, men ved det næste opdagede vi midt i Kredsen Pullen af en sort Mandshat, der fnurrede hurtigt omkring fra den ene Side til den anden. Og derhos hørte vi en snærrende, skrattende Røst, der iffe vel kunde komme fra et qvindeligt Bryst, men som dog var i uophørlig Virksomhed.

Nu aabnedes Ringen, og derinde faaes da, hvem Hatten tilhørte: en ganske lille ung Mand med et taalelig kjønt, muntert og aabent Ansigt. Men han var temmelig forvoren, med udftaaende Bryst og Skulder.

"Her" sagde Sine Hansen, den ældste af Vertens Dettre, har jeg den Fornvielse at forestille Herrerne Hr. Wakkeltop, Næstcommanderende paa Herredscontoiret, Fuld-mægtig over os Alle sammen.“

Den Fremstillede kastede først et Par skjelmske Dine til hende, og hilste os Andre hver især, ligesom vi traadte ud af Lysthuset.

"

"Jeg er kommen. sagde han, wat gjøre Herredsfog= dens Undskyldning baade hos Hr. Capitainen og Kammerraaden og hele Selskabet, at han ikke kan have den Ære at komme her hverken idag eller nogle flere. Han har pludselig bestemt sig til en meget vigtig Rejse, og jeg bliver conftitueret faalænge -| her trak han hovedet lidt tilbage og skød Brystet endnu høiere frem.

Hvor Fanden er han da rejst hen?" faldt Kammeraaden ind.

Hr. Watkeltop smilte, og skelede listeligt til Spørgeren: "Det er en Statshemmelighed, som Fremtiden muligen vil opklare."

De muntre Piger, blandt hvilke nogle nysankomne fra Egnen, omringede paa ny Hr. Viceherredsfogden, og holdt et svært Huus med ham, idet han bogstaveligen henreves af denne yndige Hvirvel.

Ingen kunde tage feil af de skjelmske Tosers Hensigt, uden han, som var Maalet for deres Skjemt og Drillerier: han gottede fig øjensynlig derover, op optog alt dette som en skyldig Hyldest, der tilkom hans smukke Person og øvrige glimrende Egenskaber.

"Det er fynderligt nok med det Menneske" sagde Kammerraaden det er en dygtig Karl i hans Forretninger, og dum er han min sandten iffe; og dog kan han slet ikke faae i sit Hoved, at de har ham tilbedste. Jo

mere de gjøre Nar ad ham, jo gladere er han. Jeg kunde næsten falde paa at troe, at han bilder sig ind: de ere forgabede i ham."

"Det kan De troe med god Samvittighed," gjen= mælede Capitainen, „faadan er det med alle pukkelryggede baade Fruentimmer og Mandfolk: de have altid høiere Tanker om sig selv, end lige, velvorne Mennesker."

"

Christian! der dømmer du noget for strængt" sagde

Broderen.

"Maaskee" lød det korte tvære Svar.

Men Præsten tog Ordet for ham: "Captainen har vel fremsat hiin Mening som en Generalregel, men med Undtagelser. Og i saa Fald tør jeg gjerne vedkjende mig den, uden at ansee mig selv for en ubarmhjertig Dommer. Jeg seer meget mere heri et Tegn paa den store Overdommers uendelige Barmhjertighed. Der er intet meer nedtrykkende, end naar et Menneske væmmes ved sig selv. Den, der er misfornøiet med sine Forstandsgaver, eller, endnu værre, med sin Moralitet, den er paa det nærmeste ved at vorde faa misfornøiet med sin Tilværelse, at den gjør en Ende paa samme. Men den, som betrag= tede sit eget Legeme med Foragt, mon den skulde bryde sig meget om at bevare det? Denne Stolthed hos de Gebrækkelige er en Erstatning af Naturen for de Gaver, den ikke har kunnet meddele dem. Dette lille Overmaal af Selvkjærlighed giver Oprejsning for Legemets Undermaal, og Styrke til med Kjækhed og Lethed at bære et Kors, hvis blotte Syn kan bringe de Velskabte til at sukke."

"Rem acu tetigisti.*) sagde min Svigerfader, og flappede Præstens Skulder.

*) Truffet lige i Prikkerne.

I dette Djeblik kaldtes vor Opmærksomhed atter hen til den omtalte Mandsling, og hans Bacchantinder" som Svigerfader benævnede dem. Vi hørte et Jubelraab, og derpaa en Jubelsang, udført af de høje Ovindestemmer: Store Prinds! Maroccos Ære" v. s. v. Og snart efter kom Processionen op imod os: "Maroccaneren" som han herefter kom til at hedde

stol, og bares af Pigerne ved udlagte

sad paa en Konge

Stænger saa højt, at hans glade Ansigt nu overstraalede dem alle. Sine Hansen - der altid var den første og slemmeste til at gif bagefter, og holdt en Parasol over

gjække ham hans Hoved.

"Per Jovem!" raabte min Svigerfader, "er dette en „Per Triumph eller en Ovation? Ingen Consul eller Dictator kunde være stoltere, end han seer ud til.

Og saa var det virkelig: han skuede ned paa Pigerne med et Blik, som vare de overvundne Fanger, der allene var der, til at forherlige hans Indtog.

Han nød denne Lyksalighed lige til Haugestuedøren, hvor man satte ham til Jorden. Med en huldsalig Mine reiste han sig, bukkede rundt, og bød Sine Hansen fin Arm, den hun modtog med et Smiil og en dyb Nejning. Nu gik det til Middagsbordet; og vist er det: at ved samme fandtes ingen Cavaleer, der saa levende underholdt fin Dame som vor lille Triumphator.

6. Duellen.

Som vi sade ved Kaffebordet, der blev dækket i den store og pyntelige Hauge, hvor Størstedelen af Tørveirs