Billeder på siden
PDF
ePub

ger Dig da den lebendige iaften? Hvad feiler Dig? Er Du ftudt?"

Men skulle vi iffen jeg vilde sagt , demastere 08;" men Stjoldmøen lod mig iffe fuldføre:

„Hør!sagde hun: „Hvordan finder Du mit Costu: me? See engang mine Batterier! er' de iffe nysselige, paa en Maade? Dersom Du var sulten, kunde jeg, liges som Pelitanen, give Dig Næring af mit eget Bryst, paa en Maade; thi disse hvælvede Elstovshøje ere hverken mere eller mindre, end Firestillingsrundebrød

„Lad os da tage vore -“ Videre kom jeg ikke heller denne Gang: Hun greb mine Hænder, der sfulde taget Maffen af, og boisfede:

„Marie kommer her iaften med hendes fjere Broder. Jeg ved det bestemt : Kloffen 9 hår vi dem - hun har ladt mig det vide - fællandsk Bondepige Forældrene maae iffe vide det - Grosserer Smidt, det gamle Gnar, troer

Nu rev jeg begge Hænderne til mig, og Masten af, idet jeg raabte: „De er i Vildfarelse - jeg vil ikke tage Deel i fremmede Hemmeligheder –

Forffrækfet sprang min Virago *) op, og tre Skridt baglænds ud fra mig, stod taus nogle Diebliffe, tog ders paa fin Maske af, og viste mig et ganske ukjendt Ansigt, fmukt, men med ganske anstændigt Kindsfjæg

Min Herre!" svarede den Forvandlede truende

„Det er ikke min Sfyld" sagde jeg; wallerede flere Gange var jeg paa Vej, at vise Dem Deres Fejltagelse; men De forhindrede mig bestandigt.“

Rynferne glattedes nu fra hans Pande - han flog en hjertelig Sfogger op, og da denne Rullade var tilende, fagde han i en godraodig Tone og med en stjelmst Mine:

*) Mandfvinde.

paa en Maade

-Min dyrebare Ben! og mit unge Hiertes Fortrolige,

maae jeg spørge om Deres Navn?.. Nu brast jeg i latter: .35 men De skrev det jo nylig i min Haand

„Jah !" sagde han, der er saamange S. B.er; den jeg meente, er Steen Bille; men hvad for en Steen er De ?"

Det fortalte jeg ham, faavelsom: at jeg var Student, læfte til Embedseramen, og at jeg nylig var bleven befjendt i Grosserer Smidts Huus — „men" sluttede jeg venten De nu vil nærmere aabenbare Dem for mig eller ikke, jeg forsiffrer Dem: at den halve Hemmelighed, der mod min Villie er mig betroet, er ligesaa vel forvaret, som den bele vilde være."

Han stirrede mig nogle Secunder ffarpt i Dinene, fom om han vilde læse hvad der ftod skrevet, rakte mig derpaa Haanden, og sagde:

3eg er lieutenant jobannes (****** ved Kons gens Regiment - nu har De hele Hemmeligheden."

Han greb fit Glas, flødte til mit, og sagde: Paa nærmere Befjendtskab!"

Han sagde mig fin Bopæl, jeg sagde ham min. Han faae paa fit Uhr, der hang i en Guldfjæde om Hals fen, og stjult mellem bans spiselige Batterier.

Klokken er snart g« sagde han og tog Masken paa.

Jeg gjorde ligesaa; og snart vare vi ftilte fra hvers andre i den myrlende Dandsesal.

Jeg havde været til Grosserer Smidts 4 eller 5 Gange, spillet Whift og spiift „Smørrebrød med Barias tioner;. men Jomfrue Marie havde jeg ikke feet; thi bun var hos en 198 gift Cousine i den anden Ende af Staben. Desoftere havde jeg hørt hende nævne. Gross

sereren havde et Par Gange det var den ene Gang efter en lille Slem, og den anden lige paa Randen af store Slem havde han, som for at hidkalde en fressende Genius, raabt „Marie! – Naa det er fandt, hun er der benne.

Madame Smidt barbe flere Gange yttret fin Util: fredshed med Cousinens læge: wenten haler han Sygdoms men ud, eller ogsaa er det bende felv, der gjør fig fyg Gud forlade mig! bare for at stille og ved Marie jeg længes ordentlig efter hende hver evige Dag..

Sønnen i Huset, en fjortenaars Krabat, fagde en Aften: „Jeg gaaer bestemt derhen imorgen, og tager hende med Magt ud fra den evige Cousine."

Dg den yngste Datter, en tíaars forvildet Tøs, erflæs rede engang reent ud, at naar Marie nu ikke kom hjem den Dag eller den Dag, faa vilde hun hen og blive der, til bun fil hende med.

„Er Marie endnu ikke kommen hiem?" spurgte baade de ældre og de yngre Damer, der besøgte Smidts.

„Der er kedeligt nu til Smidts, hørte jeg de unge fremmede Herrer fige til hverandre, naar de vare gaaede derfra og komne ud paa Gaden. Det var da iffe fært, om jeg ogsaa længtes efter denne Marie, som Alle funde savne.

Nu vidste jeg, hun var paa Maskeraden; og ventede at min fvindelige Lieutenant nof vilde finde hende: ban skulde da være mig en Viser i den tallose Sværm; thi der kunde jo være flere fællandske Bønderpiger; og det var der ogsaa.

Jeg git Salen et Par Gange rundt; der var ingen Amazone. Nu mønstrede jeg logerne Rad for Rad endelig opdagede jeg dem, jeg søgte: de fad ved Siden af

hverandre. Jeg billede paa Spanft; de bemærkede det iffe; de vare tydeligt nok inde i en Materie, over hvilken man let glemmer Grand d'Espagner og alt andet Stort i denne por lille verden.

9 min Ungdom var det en gængø Talemaade om Een, der uden synlig Aarsag viste sig tankefuld, forftummende, indsluttet i sig selv: „Han falder i Amdam, (Amdam bed dengang hvad nu hedder Stivelse). Siden siger man: Han falder i Staver" og "Han falder hen i de grønne ærter. Jeg veed iffe, hvilken af disse, iffe ganske betydningsløse Figurer, jeg ffal anvende paa mig selv; men nægte vil jeg iffe: at jeg engang imellem vorder pluds selig ligesom tung, ubevægelig, sammenpresset som Stivelse, naar den bundfalder fig: at jeg stundom kan befins des saa legemlig slap, løs og stavrasfied", at jeg troer, man kunde blæse mig overende: og at jeg af og til føler mig aandeligviis henslængt i det Grønne.“

Nu, denne Somme kalde det Aandsfraværelse; jeg kalder det Aands Hjemmeværelse den kom ogsaa over mig paa Biørns Masterade, paa Hoftheatret, under Musiken af et dobbelt Orchester, mellem tusinde elegante Herrer og Damer. Jeg satte Ryggen til Logen, i hvilken de Lyffelige fad og faae paa Dansen og Commercen, uden at fee Noget af det altsammen. Af mine Drømmerier fom ellers slet ikke vedfom denne virkelige Historie - vaks tes jeg ved Synet af tvende af Hovedstadens daværende offentlige Personer: den ene „Peter Bardu un,“ den anden ,Admiralen, alias Kongen af Preussen"; thi han løb begge Navne.

Jeg ved ikke om det kan forsvares for Humanitetens Domstol: saaledes at spille en Vanvittigs Dobbeltgænger; min Følelse faarer det, og det var mig dengang ligesaa

umuligt at lee, fom naar jeg træbes paa en Ligtorn. Kongen, med Papiirsstjernerne paa Brystet og Frederit den Stores trekantede Hat paa Hovedet, ftandsede tæt foran mig; Peter Barduun med sin rundpullede Hat dybt ned over Dinene, tæt bag ved Majestæten i egen Jndbildning.“

„Attendez! à gauche!" hvidskede Barduun, og Begge flottede ind i Logen til det elffende Par. Derpaa drejede de sig helt om imod mig, og den Sidstnævnte fagde: „Usted!*) gi'er De Noget at ræbe af!"

Jeg rystede paa Hovedet, og svarte: „I don't understand."**)

Den Første fagde: „bar De læst den sidste Hamborgs Correspondent?

Jeg virrede igien med Hovedet.

„Da har den medbragt en meget vigtig Nyhed: Throndhjems Kloffe er bleven rørt; det vil sige, Knebelen er falden af den..

Jeg gjentog mine tre engelske Ord; men lagde godt Mærke til, at Barduuns Dine vare uafladeligt inde i Logen; det var altsaa iffe for min egen Skyld, jeg blev tiltalt af disse selvgjorte Gale. De mage virkelig have antaget mig for en Engelænder; thi medens Frederik den Store opvartede mig med een af den vanvittige Matroses Talemaader efter den anden, hvidffede Følgesvenden paa Tydst til ham: ,, det er Hende – det er hende – jeg fjender Ringen alt for godt paa hendes lille velsignede Finger."

„Men hvem er den Anden?. vedblev han, og stillede sig ved Pillen mellem denne og den næste Loge.

Kongen af Preussen rystede paa Hovedet. Men nu begyndte de at tale et, mig ganske fremmed, Tungemaal, *) De (Spansk). **) Jeg forstaaer ikke.

« ForrigeFortsæt »