Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]
[ocr errors]

„Da kan jeg fortælle os, hvad det har at betyde: Kammerherren vil partu tvinge denne her lille Frøken til at tage den unge Baron Mahrensfeld, som nu et Aar eller mere har gaaet og smuttet efter bende. Men hun

ftinner sig, i hvor bitte hun er, og vil ikke af fleffen. Nu har de rigtignok paa nogen Tid begyndt at mumle om, at hun skulde have sig en Anden i Londom. Somme sige at der er nogen, som har feet ham, og Andre fige, at det er iffe faa. Men faameget er vist, at Gartners drengen bar dem Breve imellem, og det kom for Naadigs berren, og da han intet vilde befjende, faa fik han først Prygl, og fom saa paa Porten. Nu tænfer jeg ved mig selv som faa: om Kammerherren ikke vil have Frøkenen her til Kammerraaden, der har tjent ham i hans første Begyndelse som Forvalter. Saa stal de vel nu her fee at passe hende og Kjeresten op; for de tænker, hvad fandt nok kan være, at de unge Mennesker vil være lidt meer forvovne her end biemme."

Man faae med Forundring paa Taleren og paa hverandre, som om man ventede, hvo der først vilde afgive fine Betænkninger over dette Optrin og de i samme spil. lende Personer. Men inden endnu Nogen fom til at afbryde Pausen, bortes atter Rummelen af en opkjørende Vogn. Tidligemed Vert og Vertinde indtreen strar en høj Dame, der forestillede sig for dem som den française fra Fyen, der havde paataget sig at undervise Kammerraadens yngste Børn i Sprog og Musik, allene imod kost og Logis. Hendes Tale robede udlændingen; dog enten hun var tydst eller franft, det kunde man ikke ffjelne. Men Stemmen var usædvanlig grov og mantfolfagtig; ligesom og hendes ualmindelige Høide, bendes Gang og hele væs fen slet iffe ftode i Samstemning med Ovindeflæderne.

[ocr errors]

3tfun Ansigtet modsagde iffe disse: det var fiint, glat, og temmelig fjønt. Dog hendes Diefast var igjen vel driftigt, og hendes latter, den Herredsfogden et Par Gange med fine vittige indfald fremtvang, uagtet hendes synlige Modstand, den var ffrallende, og bartad forbausende. Jous rigt var hun dog meget tilbageholdende og ordfnap, og talte til Ingen ved Bordet, uden først at være tiltalt.

Alligevel tabte sig efterhaanden den Opmærksomhed, Mamsel Dubois ved sin første Fremtræden havde valt; thi denne Klasse fom i Datiden endnu udgjordes af lutter Fremmede havde et Slags Brex" paa Særbed: de betragtedes som Amphibier, som Mellemvæsner imellem Mand og Qvinde.

Vi vare netop i Begreb med at ende den saa ofte afbrudte Nadvere, da Hestetramp lød derude, og næsten i famme Dieblit nok en fremmed fom i egentlig Forstand springende ind ad Døren. Han havde et foparret, ffarptegnet Ansigt, et mørkt og næsten bistert udseende; men ban viste sig snart fra en ganske modsat Side.

„Godaften Capitain!" raabte han med Sømandsbas, fmed Hatten ben paa en Stol ved væggen, og rafte den Hilsede sin Haand tvers over Bordet, lige tæt hen forbi Françaisens Ansigt, der dreiede sig om imod bam med et Udtryf af Forundring og Uvillie.

„Velkommen Doctor!" svarede Captainen, idet han vendte sig til Vert og Vertinde: „En gammel Ben og Reisefælle, Doctor ber faldt denne selv ind:

3ffe Doctor, jeg er fun fimpel Feldtstjær, og nylig ansat her i Districtet som privilegeret Dvaksalver. Forresten hedder jeg Sorgenfryd, er ingen Complimentmager, men siger altid min Mening reent ud. Dg derfor beder jeg ogsaa hofligt om Tilladelse, at maatte sætte mig ned

ved dette velsignede Bord; for jeg er baade sulten og tørstig.“

Inden Verten vel havde faaet denne Tilladelse udfærs diget, havde Districtslægen allerede udseet fig en ledig Stol ved Siden af Degnen. Denne ftuppede fig paa fin Stol faa langt som muligt hen til den anden Sidemand, som om han var bleven forftræffet over Dvaffalverens stormende Adfærd. Men den Sidste tog ftrar fat i Degnens Stol, medens han med den anden þaand rafte efter den ham tilbudne Tallerfen, og sagde til Sidemanden — uden endog at fee paa ham -: ,De ftal iffe være bange for mig! de Tider ere nu forbi, da Apothekere og Doctore tillige vare Skarprettere."

Med disse Drb trat han Degnen igjen tæt hen til fig. Den staffels Ludimagister, ffjøndt iffe fynderlig glad ved fit Naboskab, paatog fig dog en fjæf Mine, og fit et Smiil frem, det han ledsagede med hurtigt Fingerpeeg til fin Pande.

Qvintus, der fad ffraas over for ham, tilniffede ham Bifald; men holdt forresten fine Dine ftivt heftede paa den fremmede, der med en Graadighed, som vor lærde der fiffert misundte ham, gjorde fin Tallerken bar i en Haandvending, og strakte den ud til at fyldes not engang. Men derover glemte han iffe Flasken; thi den første var tomt inden den anden Tallerken. Imidlertid, han gjorde saaledes Beffed, - og dette medtog kun et par Minutter - at alle de øvrige Bordgiæster lagde Kniv og Gaffel, og delte deres Pjefast imetlem ham og fig felv indbyrdes; hvilket hverken gjorde ham det mindste forlegen, eibetler standsede bang umaadelige virksomhed.

Da han var færdig, nitfede han ab Werten og bans Kone, lænede sig tilbage mod Stoleryggen og begyndte med

[ocr errors]

en Tungefærdighed, der var næsten ligesaa uftandselig fom den, hvorpaa han allerede havde aflagt en faa glimrende Prøve: „Mine Herrer og Damer! De maae undskylde min langvarige Taushed! Naar jeg spiser, saa er det iffe paa Strømt fom De maasfee har bemærket

og under et saadant Arbejde maae alle andre hvile; thi det er ubestris deligt det vigtigste af alle; og forsommes dette, hvordan vil det faa gaae med alle de andre? De kunne mueligen troe, at jeg taler saaledes af Egennytte, og vil præfe Fraadferie og Druffenftab, for at udvide min Praris ; men jeg fværger ved Hippocrates, at Ferlidt er her ffas deligere for Sundheden, end Formeget, og at jeg kan meget lettere curere tyve Patienter for Indigestion, end een eneste Banddriffer.

Omvendte ved denne falvelsesfulde Tale, fik baade Qvintus og Degnen bedre Tanker om Doctorens Forstand. Den Første nitkede; Sidste gned sig med den flade Haand ovenpaa Paryffen, og fagde: Han er, Katten ryw mæ, den beist' Doctor, a ba tjent. fen Fingerbærre *) Puno æ þeier end to w Tønder Wand."

„De er min Mand, fagde Lægen, og flottede ømt til ham, idet han greb fit Glas, og flinkede med ham: „Paa nærmere Bekjendtskab.“ Der blev nu en almins delig Leen og Skjemten; og neppe var en fjerdedeeltime forloben siden den lystige Districtschirurgs Ankomst, inden han ikke længer ansaaes som Fremmed.

Kun To i Selskabet fandt aldeles ingen Smag i de Sidstnævntes Tale og Adfærd. De niffede ad hverandre, boiede sig for Vert og Vertinde, og fljøde deres Stole tilbage; hvorpaa Alle gjorde ligesaa. Jeg behøver

S

*) Et Fingerbøl.

vel neppe at tillægge: at disse Tvende vare Capitainens Rone og min.

3.

Pe Syvspring.

Næste Formiddag havde Kammerraad Hansen foranstaltet, at vi Mandfolk spiste Frokost i Haugen. Dog kom mod Enden uventet et Fruentimmer til – den mandhafs tige Française: med Hænderne paa Ryggen og lange Skridt traadte hun til og bemægtigede sig en Stol med et ffjødesløst „Avec votre Permission, Messieurs !.

,,Men det er sandt,“ raabte Herredsfogden, vor Troubadour !

Jeg skal hente ham, tilbød een af Kammeraadens Sønner; og det varede heller ikte længe, førend han kom med Personen.

Denne Virtuos hvis rette Navn var Peder Pals lisen, men som formedelst sine Fortjenester havde erhvervet sig følgende ser Æresnavne: Pe Sywspring, liflig Pier, Pe Halpot, Pe Neverkuk, Pe Lirendreier, Be Lurendreier - var en lille gammelagtig Mand med store melfblaae rødkantede rindende Dine. Han var iført en lang graae Frakke, graae Strømper og Træffoe og havde en Raffet, eller, som det her hedder, et Hatteflag" af samme Farve paa Hovedet. Staffelen rystede som «Blinkelow *)," og hans Trin vare korte og vaflende. Lægen flod op og faae paa ham med plirende Dine.

*) Bæveresp.

« ForrigeFortsæt »