Billeder på siden
PDF
ePub

"

Da kan jeg fortælle os, hvad det har at betyde: Kammerherren vil partu tvinge denne her lille Frøken til at tage den unge Baron Mahlensfeld, som nu et Aar eller mere har gaaet og smuttet" efter hende. Men hun "ftinner" fig, i hvor bitte hun er, og vil ikke af Flekken. Nu har de rigtignok paa nogen Tid begyndt at mumle om, at hun skulde have sig en Anden i Løndom. Somme sige at der er Nogen, som har feet ham, og Andre sige, at det er ikke saa. Men saameget er vist, at Gartners drengen bar dem Breve imellem, og det kom for Naadigherren, og da han intet vilde bekjende, saa fik han først Prygl, og kom saa paa Porten. Nu tænker jeg ved mig selv som saa: om Kammerherren ikke vil have Frøkenen her til Kammerraaden, der har tjent ham i hans første Begyndelse som Forvalter. Saa skal de vel nu her see at passe hende og Kjeresten op; for de tænker, hvad fandt nok kan at de unge Mennesker vil være lidt meer forvovne her end hjemme."

være,

[ocr errors]

Man faae med Forundring paa Taleren og paa hverandre, som om man ventede, hvo der først vilde afgive fine Betænkninger over dette Optrin og de i samme spillende Personer. Men inden endnu Nogen kom til at afbryde Pausen, hørtes atter Rummelen af en opkjørende Vogn. Tilligemed Vert og Vertinde indtreen strax en høj Dame, der forestillede sig for dem som den Française fra Fyen, der havde paataget sig at undervise Kammerraadens yngste Børn i Sprog og Musik, allene imod Kost og Logis. Hendes Tale robede Udlændingen; dog enten hun var tydsk eller fransk, det kunde man ikke skjelne. Men Stemmen var usædvanlig grov og mandfolkagtig; ligesom og hendes ualmindelige Høide, hendes Gang og hele Væsen slet ikke støde i Samstemning med Ovindeklæderne.

Jkkun Ansigtet modsagde ikke disse: det var fiint, glat, og temmelig kjønt. Dog hendes Øjekast var igjen vel driftigt, og hendes Latter, den Herredsfogden et Par Gange med fine vittige Indfald fremtvang, uagtet hendes synlige Modstand, den var skrallende, og hartad forbausende. Jøvrigt var hun dog meget tilbageholdende og ordknap, og talte til Ingen ved Bordet, uden først at være tiltalt.

[ocr errors]
[ocr errors]

Alligevel tabte sig efterhaanden den Opmærksomhed, Mamsel Dubois ved sin første Fremtræden havde vakt; thi denne Klasse som i Datiden endnu udgjordes af lutter Fremmede havde et Slags "Brev" paa Særhed: de betragtedes som Amphibier, som Mellemvæsner imellem Mand og Qvinde.

[ocr errors]

Vi vare netop i Begreb med at ende den saa ofte afbrudte Nadvere, da Hestetramp lød derude, og næsten i famme Dieblik nok en Fremmed kom i egentlig Forstand springende ind ad Døren. Han havde et koparret, skarptegnet Ansigt, et mørkt og næsten bistert Udseende; men han viste sig snart fra en ganske modsat Side.

,,Godaften Capitain!" raabte han med Sømandsbas, smed Hatten hen paa en Stol ved Væggen, og rakte den Hilsede fin Haand tvers over Bordet, lige tæt hen forbi Françaisens Ansigt, der dreiede sig om imod ham med et Udtryk af Forundring og Uvillie.

„Velkommen Doctor!" svarede Captainen, idet han vendte sig til Vert og Vertinde: „En gammel Ven og Reisefælle, Doctor -" her faldt denne selv ind:

"Jffe Doctor, jeg er kun simpel Feldtskjær, og nylig ansat her i Districtet som privilegeret Qvaksalver. Forresten hedder jeg Sorgenfryd, er ingen Complimentmager, men figer altid min Mening reent ud. Og derfor beder jeg ogsaa høfligt om Tilladelse, at maatte sætte mig ned

ved dette velsignede Bord; for jeg er baade sulten og tørstig."

Inden Verten vel havde faaet denne Tilladelse udfærdiget, havde Districtslægen allerede udseet sig en ledig Stol ved siden af Degnen. Denne skuppede sig paa sin Stol saa langt som muligt hen til den anden Sidemand, som om han var bleven forskrækket over Dvaksalverens stormende Adfærd. Men den Sidste tog strax fat i Degnens Stol, medens han med den anden Haand rakte efter den ham tilbudne Tallerken, og sagde til Sidemanden uden endog at see paa ham: »De skal ikke være bange for mig! de Tider ere nu forbi, da Apothekere og Doctore tillige vare Skarprettere."

Med disse Drd trak han Degnen igjen tæt hen til sig. Den stakkels Ludimagister, skjøndt ikke synderlig glad ved fit Naboskab, paatog sig dog en kjæk Mine, og fik et Smiil frem, det han ledsagede med hurtigt Fingerpeeg til fin Pande.

Ovintus, der sad skraas over for ham, tilnikkede ham Bifald; men holdt forresten fine Dine stivt heftede paa den Fremmede, der med en Graadighed, som vor lærde Æder sikkert misundte ham, gjorde fin Tallerken bar i en Haandvending, og strakte den ud til at fyldes nok engang. Men derover glemte han ikke Flasken; thi den første var tømt inden den anden Tallerken. Imidlertid, han gjorde saaledes Besked, og dette medtog kun et Par Minutter

[ocr errors]

at alle de øvrige Bordgjæster lagde Kniv og Gaffel, og delte deres Øjekast imellem ham og sig selv indbyrdes; hvilket hverken gjorde ham det mindste forlegen, eiheller standsede hans umaadelige Virksomhed.

Da han var færdig, nikkede han ad Verten og hans Kone, lænede sig tilbage mod Stoleryggen og begyndte med

en Tungefærdighed, der var næsten ligesaa uftandselig som den, hvorpaa han allerede havde aflagt en faa glimrende Prøve: "Mine Herrer og Damer! De maae undskylde min langvarige Taushed! Naar jeg spiser, saa er det iffe paa Strømt som De maaskee har bemærket og under et saadant Arbejde maae alle andre hvile; thi det er ubestris deligt det vigtigste af alle; og forsømmes dette, hvordan vil det saa gaae med alle de andre? De kunne mueligen troe, at jeg taler faaledes af Egennytte, og vil præfe Fraadserie og Drukkenskab, for at udvide min Praris; men jeg sværger ved Hippocrates, at Ferlidt er her skadeligere for Sundheden, end Formeget, og at jeg kan meget lettere curere tyve Patienter for Indigestion, end een eneste Vanddriffer.“

[ocr errors]

Omvendte ved denne falvelsesfulde Tale, [fik baade Dvintus og Degnen bedre Tanker om Doctorens Forstand. Den Første nitkede; Sidste gned sig med den flade Haand ovenpaa Parykken, og sagde: „Han er, Katten ryw mæ, den beist' Doctor, a ha kjent. Jen Fingerbærre*) Puns a bejer end tow Tønder Wand."

"De er min Mand," sagde Lægen, og skottede ømt til ham, idet han greb fit Glas, og klinkede med ham: "Paa nærmere Bekjendtskab." — Der blev nu en almindelig Leen og Skjemten; og neppe var en Fjerdedeeltime forløben siden den lystige Districts chirurgs Ankomst, inden han ikke længer ansaaes som Fremmed.

Kun To i Selskabet fandt aldeles ingen Smag i de Sidstnævntes Tale og Adfærd. De nikkede ad hveran dre, boiede sig for Vert og Vertinde, og skjøde deres Stole tilbage; hvorpaa Alle gjorde ligesaa. Jeg behøver

*) Et Fingerbøl.

vel neppe at tillægge: at disse Tvende vare Capitainens Kone og min.

3.

Pe' Syvspring.

Næste Formiddag havde Kammerraad Hansen foranstaltet, at vi Mandfolk spiste Frokost i Haugen. Dog kom mod Enden uventet et Fruentimmer til den mandhaftige Française: med Hænderne paa Ryggen og lange Skridt traadte hun til og bemægtigede sig en Stol med et skjødesløst „Avec votre Permission, Messieurs!"

Men det er sandt," raabte Herredsfogden, vor Troubadour !"

[ocr errors]

"Jeg skal hente ham tilbød een af Kammeraadens Sønner; og det varede heller ikke længe, førend han kom med Personen.

Denne Virtuos hvis rette Navn var Peder Pallisen, men som formedelst fine Fortjenester havde erhvervet fig følgende ser resnavne: Pe' Sywspring, Liflig Pier, Pe Halpot, Pe Neverkuk, Pe Lirendreier, Pe Lurendreier - var en lille gammelagtig Mand med store melkblaae rødfantede-rindende Dine. Han var iført en lang graae Frakke, graae Strømper og Træskoe og havde en Kasket, eller, som det her hedder, et „Hatteflag" af samme Farve paa Hovedet. Stakkelen rystede som „Blinkeløw*),“ og hans Trin vare forte og vaflende. Lægen stod op og saae paa ham med plirende Dine.

*) Bæveresp.

« ForrigeFortsæt »