Billeder på siden
PDF
ePub

Altanen jeg havde nemlig opholdt mig et Par Dage ifior ved denne Tid hos Forvalterens, og nydt en særs deles god Omgang. Om Dagen skenade jag i sänder *); faaer jeg faa ifinde en dejlig Morgenstund at bestige det omtalte Observarium. Ah! hvilket Panorama! men nof om det! – Du fjender jo nof Davids Eventyr med Fru Urias - nu doublerede jeg Davids Rolle, og hun Ges neralindens misforstaae mig iffe, hun havde læder paa, Morgendragt, tynd og luftig; og hun generede fig iffe, Du forstaaer mig nok, for hun saae mig ikke, og troete sig allene med de andre Foraarsfugle. Men den der faae hende, det var mig · hør! jeg vil ikke sige Dig mere, end at jeg ojebliffeligt blev en Halogud — Du forftager mig nok. Havde hun ikke bortfjernet fig, jeg havde staaet der endnu, men, ved en Vending fik hun Die paa mig. Hun ffreg iffe - Forskræffelse kan ogsaa gjøre ftum hun flygtede. Hor! det var for mig, som om hun havde taget Daglyset med fig. Hvorledes jeg fom vel nedaf Altanen, begriber jeg iffe; men dernede møder jeg min Vert. "Hør!“ fi'er jeg, „hyad var det for et Væfen, jeg faae ?.. Han tog Piben af Munden, og taug stille; hans ansigt var et Spørgsmaalstegn.

„Nu, jeg beskrev ham mit Syn; Piben kom igjen i fit tilbørlige Confinium med Forvalterens Tænder, og mel: lem Rogpustene sagde han mig, at Grey de la Gardie havde indlogeret bende her paa ubestemt Tid: hvem hun var, vidste man ikke, hvad hun heb, iffe betler; man funde blot falde hende , Mamfell". Hør! det var eventyrligt, tusindogeennatligt, ah! Scheherazabde!"

*) Løb jeg om paa egen Haand.

Hør!. fi'er jeg, bar Du været paa Bistrup

gaard eu

„Der kan Du selv være!" ft'er han. Den følgende Morgen var jeg betids deroven paa; hun var underneden. „God Morgen Mamsell!. fi'er jeg. Hun nejer, men fi'er ingenting, og smutter bort.

» Aah!.. si'er jeg, „ din Phantasie kan gjøre en Fee af en Sommerfugl."

„Hold Kjævt! Næste Morgen var jeg i Haven, før Fanden fif Tofler paa.

Naa da?
Hun fom, jeg buffede, hun nejede.

Dg saa?"
Saa gik vi hver til Sit.“

„Hor!" fi'er jeg, „Du er vistnot fastende idag; for din Historie er endnu ganske nygtern.

Ah! der skal snart komme Saft og Seraft i den. Næste Morgen „Blev der igjen buffet og nejet —."

Tys! lidt mere; for efter den stumme Hilfen standsede vi begge, ligesom paa Commando, og gjorde Front mod hinanden, og faae paa hverandres Fødder. Da kom det paa mig som en Nysen: mit ene Knæ jeg husker iffe hvilfet af dem - fit en pludselig Svæt: felfe, jaa det sant til jorden. 3 mine Arme fom derimod en Spændfraft, og i min Tunge en Talekraft ingen af disse Kræfter var stærk nok til at holde hende :' Hun undløb. Jeg gik

Hvorben? ud i Haven, til Gartneren; ban var en landsmand af mig, og intim Ben af een af Slottets Flickor. Jeg intimerede hos bam; Du forstaaer mig nof. Han afslørede det hele Forhold: min Dejlige var en forældreløs fattig

[ocr errors]

Frøken, vidtude beslægtet med Greven. Hun havde et par Maaneder tilbage ffrivtligen føgt hans Beskyttelse mod en vis højtstaaende lovelace. Hun blev, saa stille som muligt, ført fra Stockholm og berbid. Men Fruentimmers støveren maae alligevel have fundet Sporet; thi to Pers foner, een efter den anden, har fornyssen snuset her, under et og andet foregivende. -" Hvem er denne store Qvindeven?" Erede Landsmand! Herovre maae man sætte Bremse paa Næsen og Klemme paa Tungen; De forstaaer mig nok." — , Javel! og sommetider Flor for Dinene.“ Han niffede og gif til sine Meloner. Jeg gik hen til den Plet, som den Übekjendtes Yndighed havde hævet til Nang med Paradiis Eva og Venus! Løberods Gudinde var tilfiæde! Hor! Jeg fik en Slags Apoplerie, en Rørelse, faa stærk, at jeg ikke var istand til at røre mig. yun fad i en Havestol

..Formodentlig af dem til at folde sammen? „Du er selv til at folde sammen. Hendes Hoved bang bagover, men fom ftrar til at hænge forover, hvors paa den hele smuffe Figur bævede fig, og svævede bort.

Jeg fik Die paa en anden Figur, intet mindre end (muf: udenfor Haven stod, lænet til en Træstamme, en simpelklædt Person, med et Bræfvand 6- Ansigt - Du forstaaer mig nok - han har formodentlig frygtet for, at jeg skulde faae ondt; thi han vendte fig, og drev af. Godt nok! men der var een til Hør! da han rejste fig op fra Jorden, hvor han havde ligget, og kaftede et Die til mig han havde fun det ene, men et sort Pla: fter der, hvor det andet skulde sidde - ab! ban sfulde ba' siddet for Hogarth.

Hør!" ft'er jeg, lad Djævlene nu være det de er, og lad os komme ilav med Gudinderne !"

.

1. Det fulgte jo af fig selv, at her var et Pigeros iværk; jeg lod mig ufortovet melde hos Mamsellen med Tilføjende, at jeg allene for hendes egen Skyld var faa paatrængende. Jeg fik Audience, blev viift ind - - Her! jeg havde nær glemt hvad jeg kom for. –

Hor!“ fi'er jeg, „var hun i Morgennegligé á la parisienne ? for det ta'er fig nydeligt ud. -"

Dersom Du afbryder mig tiere, ffal Du felv faae en Aftennegligé a la Rendefteen. Jeg berettede dog min Dpdagelse – hun blegnede, og fant tilbage i fin Stol – „Mamsell !" fi'er jeg saa, „bar De noget at frygte, betroe dem faa til en Mand, som intet frygter. Det frugtebe: hun stirrede med store, flive, inquisitoriske Djne paa mig – iffe faa fort endda, før hun frembojede sig, fols dede Hænderne, og sagde: rfan De rebbe mig fra Fors dærvelse, og vil De?" - Jeg vil, svarte jeg, ogsaa baaber jeg, at jeg fan. Der maae have været Eftertryk i disse mine Udtryk, eftersom de gjorde saadant Indtryk paa hende, at hun, med opløftede Hænder, udsuffede: , Herrens Navn! ber er jeg."

Du fan nof begribe, at jeg rappede mig: inden faa Minuters Forlob fad vi i min Eenspændervogn bun med min fars's Fraffe om fig, og hans Rastet ned over Dine og Drer; og saa snurrede vi, Landskrona forbi, til Helsingborg, derfra over til Elfinora. - Lars, fom var godt bekjendt i Skaane, maatte selv sørge for, hvor: dan han kunde komme til Kjøbenhavn: der kom han, og modtog os paa det bestemte Mødested: „Den hvide Hone.“

Hvide Hane?...
, Naa ja! jeg tænkte paa Hønen.

[ocr errors]

Paa een af Danmarks dejlige Der — De faaer selv Tee Dem om, paa hvilken af dem ligger en Borg nej der staaer en Borg, faa faft og ftærk, at den aldrig fan falde om, men allene ffydes om, fom Gud forbyte nogentid at skulle sfee! ifie saameget for dens egen Sfyld, som for de Minder, der comme des bas reliefs ere indprægede i dens favnetykke Mure. Eet af disse Minder ffal jeg copiere paa Papiir, at ogsaa Andre kunne have godt af det. Slottets nuværende Besidder — De faaer felv høre Dem for, hvad han hedder - ban har selv gjort mig opmærksom paa det, og det funde være, at det for ham havde en særegen Interesse.

Der var engang paa samme Fæstning en Commans dant, ridderligtapper og adeligstolt, af Characteer faa ftærk og fast som hans Slotsmure, ligesaa haard og ubøjelig. Hans eventuelle Successor var fin Faders Søn; dog iffe utilgængelig for blidere Følelser, som man ftrar vil see. Den blidefte – tillige den mægtigfte af alle, fandt Bej til hans mandige Hjerte. – Harde nu den femtenaarige Tryllerindes Fader været af gammel Adel og riig, saa — ja faa ffulde jeg ikke her havt noget at fortælle. Men han var allenefte Lehnsmand eller i daglig Tale . Forpagter paa een af Commandantens Domainer. Datteren commanderede i en anden Fæstning, og det længe før hun selv vidste det.

Plato har en ophøjet Idee, en himmelst; thi jeg troer, det er en Aabenbaring: at Mand og Qvinde bar tilforn, under andre former, paa andet Sted, været for: enede som et Slags Tvillingvæsener, og at de fer paa Jorden, i nye Stiffelser, atter sympathetist drages til hverandre.

Hvorfor da", indvender De, „faa yderst faa lyftelige

« ForrigeFortsæt »