Altanen jeg havde nemlig opholdt mig et Par Dage ifjor ved denne Tid hos Forvalterens, og nydt en særdeles god Omgang. Om Dagen skenade jag i sänder *); faaer jeg faa isinde en dejlig Morgenstund at bestige det omtalte Observarium. Ah! hvilket Panorama! men nok om det! Du fjender jo nok Davids Eventyr med Fru Urias — nu doublerede jeg Davids Rolle, og hun Ges neralindens misforstaae mig ikke, hun havde Klader paa, Morgendragt, tynd og luftig; og hun generede sig ikke, Du forstaaer mig nok, for hun saae mig ikke, og troede sig allene med de andre Foraarsfugle. Men den der faae hende, det var mig -hor! jeg vil ikke sige Dig mere, end at jeg øjeblikkeligt blev en Halvgud - Du forstaaer mig nok. Havde hun ikke bortfjernet sig, jeg havde staaet der endnu, men, ved en Vending fik hun Dje paa mig. Hun skreg ikke Forskrækkelse kan ogsaa gjøre ftum hun flygtede. Hør! det var for mig, som om hun havde taget Daglyset med sig. Hvorledes jeg kom vel nedaf Altanen, begriber jeg ikke; men dernede møder jeg min Vert. "Hør!" sier jeg, hvad var det for et Væsen, jeg faae?" Han tog Piben af Munden, og taug stille; hans Ansigt var et Spørgsmaalstegn.

"

„Nu, jeg beskrev ham mit Syn; Piben kom igjen i fit tilbørlige Confinium med Forvalterens Tænder, og mellem Røgpustene sagde han mig, at Grev de la Gardie havde indlogeret hende her paa ubestemt Tid: hvem hun var, vidste man ikke, hvad hun hed, ikke heller; man funde blot kalde hende „Mamsell". Hor! det var eventyrligt, tusindogeennatligt, ah! Scheherazahde!"

*) Løb jeg om paa egen Haand.

Hør!" fi'er jeg, har Du været paa Bistrup

"Der kan du selv være!" fi'er han. Den følgende Morgen var jeg betids deroven paa; hun var underneden. "God Morgen Mamsell!" fi'er jeg. Hun nejer, men fi'er ingenting, og smutter bort.

„Aah!" fi'er jeg, „din Phantasie kan gjøre en Fee af en Sommerfugl."

„Hold Kjævt! Næste Morgen var jeg i Haven, før Fanden fit Tøfler paa. -"

„Hør!" fi'er jeg, „Du er vistnok fastende idag; for

din Historie er endnu ganske nygtern."

Ah! der skal snart komme Saft og kraft i den.

"

Tys! lidt mere; for efter den stumme Hilsen standsede vi begge, ligesom paa Commando, og gjorde Front mod hinanden, og saae paa hverandres Fødder. Da kom det paa mig som en Nysen: mit ene Knæ jeg husker ikke hvilket af dem - fik en pludselig Svækkelse, saa det sank til Jorden. I mine Arme kom derimod en Spændkraft, og i min Tunge en Talekraft ingen af disse Kræfter var stærk nok til at holde hende: Hun undløb. Jeg gik

"

Hvorhen?"

Ud i Haven, til Gartneren; han var en Landsmand af mig, og intim Ven af een af Slottets Flickor. Jeg intimerede hos ham; Du forstaaer mig nok. Han afslørede det hele Forhold: min Dejlige var en forældreløs fattig

Frøken, vidtude beslægtet med Greven. Hun havde et Par Maaneder tilbage skrivtligen søgt hans Beskyttelse mod en vis højtstaaende Lovelace. Hun blev, saa stille som muligt, ført fra Stockholm og herhid. Men Fruentimmerstøveren maae alligevel have fundet Sporet; thi to Pers soner, een efter den anden, har fornyssen snuset her, under et og andet Foregivende. Hvem er denne store Ovindeven ?" ,,Wrede Landsmand! Herovre maae

-

-ll

man sætte Bremse paa Næsen og Klemme paa Lungen; De forstaaer mig nok." - "Javel! og sommetider Flor for Dinene." Han nikkede og gik til sine Meloner. Jeg gik hen til den Plet, som den Ubekjendtes Yndighed havde hævet til Rang med Paradiis Eva og Venus! Løberøds Gudinde var tilstæde! Hør! Jeg fik en Slags Apoplerie, en Rørelse, saa stærk, at jeg ikke var istand til at røre mig. Hun sad i en Havestol -"

"

"Formodentlig af dem til at folde sammen?"

Du er selv til at folde sammen. Hendes Hoved hang bagover, men kom strar til at hænge forover, hvorpaa den hele smukke Figur hævede sig, og svævede bort.

Jeg fik Dje paa en anden Figur, intet mindre end smuk: udenfor Haven stod, lænet til en Træstamme, en simpelklædt Person, med et Brækvands- Ansigt - Du forstaaer mig nok — han har formodentlig frygtet for, at jeg skulde faae ondt; thi han vendte sig, og drev af. Godt nok! men der var een til Hør! da han rejste sig op fra Jorden, hvor han havde ligget, og kastede et Dje til mig han havde kun det ene, men et sort Plas fter der, hvor det andet skulde sidde

siddet for Hogarth.

ད་

"

ah! han skulde ha'

Hør!" fi'er jeg, „lad Djævlene nu være det

de er, og lad os komme ilav med Gudinderne!"

"Det fulgte jo af sig selv, at her var et Pigerov iværk; jeg lod mig ufortøvet melde hos Mamsellen med Tilføjende, at jeg allene for hendes egen Skyld var saa paatrængende. Jeg fik Audience, blev viist ind Her! jeg havde nær glemt hvad jeg kom for. -"

"

Hør!" fi'er jeg, „var hun i Morgennegligé á la parisienne? for det ta'er sig nydeligt ud. —“ Dersom Du afbryder mig tiere, skal du selv faae en Aftennegligé a la Rendesteen. Jeg berettede dog min Opdagelse hun blegnede, og sank tilbage i fin Stol-Mamfell!" fi'er jeg saa, har De noget at frygte, betroe dem saa til en Mand, som intet frygter." Det frugtede: hun stirrede med store, stive, inqvifitoriske Tjne paa mig ikke saa kort endda, før hun frembøjede sig, foldede Hænderne, og sagde: "kan De redde mig fra Fordærvelse, og vil De?"—"Jeg vil, svarte jeg, ogsaa haaber jeg, at jeg kan." Der maae have været Eftertryk i disse mine Udtryk, eftersom de gjorde saadant Indtryk paa hende, at hun, med opløftede Hænder, udsukkede: "I Herrens Navn! her er jeg."

"Du kan nok begribe, at jeg rappede mig inden faa Minuters Forløb sad vi i min Eenspændervogn hun med min Lars's Frakke om sig, og hans Kasket ned over Djne og Drer; og saa snurrede vi, Landskrona forbi, til Helsingborg, derfra over til Elsinora. Lars, som var godt bekjendt i Skaane, maatte selv sørge for, hvordan han kunde komme til Kjøbenhavn: der kom han, og modtog os paa det bestemte Mødested: Den hvide Hone." Hvide Hane?"

"

"Naa ja! jeg tænkte paa Hønen."

Paa een af Danmarks dejlige Der

see Dem om, paa hvilken af dem

De faaer selv

ligger en Borg

nej der staaer en Borg, saa fast og stærk, at den aldrig kan falde om, men allene skydes om, som Gud forbyte nogentid at skulle skee! ikie saameget for dens egen Skyld, som for de Minder, der comme des bas reliefs ere indprægede i dens favnetykke Mure. Eet af disse Minder fkal jeg copiere paa Papiir, at ogsaa Andre kunne have godt af det. Slottets nuværende Besidder - - De faaer selv høre Dem for, hvad han hedder — han har selv gjort mig opmærksom paa det, og det kunde være, at det for ham havde en særegen Interesse.

Der var engang paa samme Fæstning en Commandant, ridderligtapper og adeligstolt, af Characteer saa stærk og fast som hans Slotsmure, ligesaa haard og ubøjelig. Hans eventuelle Successor var sin Faders Søn; dog ikke utilgængelig for blidere Følelser, som man strax vil see. Den blideste tillige den mægtigste af alle, fandt Vej til hans mandige Hjerte. Havde nu den femtenaarige Tryllerindes Fader været af gammel Adel og riig, faa ja saa skulde jeg ikke her havt noget at fortælle. Men han var alleneste Lehnsmand eller i daglig Tale "Forpagter" paa een af Commandantens Domainer. Datteren commanderede i en anden Fæstning, og det længe før hun selv vidste det.

-

Plato har en ophøjet Idee, en himmelsk; thi jeg troer, det er en Aabenbaring: at Mand og Qvinde har tilforn, under andre Former, paa andet Sted, været forenede som et Slags Tvillingvæsener, og at de her paa Jorden, i nye Skikkelser, atter sympathetisk drages til hverandre.

"Hvorfor da", indvender De, „saa yderst faa lykkelige