Stig fig herhenne til at døe, og han havde Skillinger, og Enken var baade ung og snøg; og hun friede til Jorgen. Han sagde Nej. Hvad det ikke havde været galt før, saa blev det nu. Forældrene klemte stærkt paa ham; men han vilde hverken for lidt eller meget. Det fik Marie at høre; og hun sagde til ham ikke een men mange Gange: "Jørgen! tag Mahanster! det er bedst for os allesammen." Saa figer hun endelig til ham: „Dersom Du ikke tager hende, saa gaaer jeg hen hvor jeg er kommen fra" hun meente Havet. Saa stak han i at græde, og løb væk som et galt Menneske. var borte, fortrød hun det endda, og græd og vred sine Hænder, saa jeg tænkte, Fingrene havde gaaet af Led.

Nej

han vilde ikke.

og i tre.

од

Da han

„Jørgen kom ikke igjen, og han blev borte i to Dage, Nu gif Ordet, at han vilde have Mahanster. Marie taug stille; men hun faae ud baade til det ene og til det andet. Og vor Mand og jeg, vi holdt je med hende, for vi frygtede. Men saa kommer han en Aften springende over til os, og slaaer Døren paa viid Væg, og tager Marie om Halsen, og river Barnet op af Vuggen, og kysser og tumler det Meningen var: at nu havde han endelig faaet Lov til, at de maatte faae hinanden. Da skulde I have seet den sølle Marie! hun kunde ifte sige et eneste Ord. Ja ja! det var og den sidste Glæde, de havde i Verden; men den var stakket. Det blev Midnat, inden han kunde komme afsted; han gif, og vi tænkte paa ingen Ting.

Om Morgenen kommer de fra Terkils, og spørger cfter ham. Ja væk var han. - Vi ledte og vi ledte; langt om længe fandt Marie hans Hat ret lige paa den Plet herneden for os, hvor I før faae hende og de Andre. Kort at fortælle: neden under laae han selv, og

var kvalt i Kveegsandet. Det havde nemligen blæst stærkt om Dagen, og Vandet var skyllet herind. Og der maae han nu være gaaet fejl, og kommen ud i den bløde Kvagger, og faa er der ingen Redning: de blive ved at synke og synke, til de skride heelt ned under lukt Laag. Marie · gik strar fra Forstanden, og har aldrig faaet den siden, faaer den vel heller ikke mere. See nu er den Historie iffe længer; og nu veed I, hvad det er, hun gaaer her og graver efter; og hvorfor den gamle Terkil, naar det er godt Vejr, sidder her og solbader sig, og sukker og græder med de blinde Dine, han har. Ak ja! Gud trøste alle dem, som forrigfulde ere!"

Med disse Ord rejste hun sig, slængte Kurven paa Ryggen, og gav mig et: Gudsfred og Farvel!"

"

Hun steeg atter ned til havet, og sagde i Bortgangen ligesom ved sig selv: Aanej! vi finde ingen Ro i denne Verden, inden vi faae Spade og Skovl paakors oven over os."

Baldbypigen.

(Fortalt af Peer Spillemand.)

(Nye.)

Det falder mig just ind, at jeg engang

ja det er nu mange Aar siden, — da jeg som nybagt Student gik over Gammeltorv fra Nygade, De veed, og ligefrem til Frederiksberggaden; for jeg vilde til Valdbye, og spise Tykmelk, skal jeg si'e Dem; og saa paa Hjørnet der ved Apotheket, De veed, der staaer Een, men han staaer og gloer paa Valdbykonerne, og saa si'er jeg til ham:

"Hvad seer Du efter?"

"Det kan være Dig det samme," fi'er han.

"Det kan det ogsaa," fi'er jeg.

Men saa vender jeg mig, og seer hen ad den samme Kant.

Ja der sad alle disse Damer i deres Nationaldragt, som De not kjender, med Kurvene foran sig.

Saa gi'er jeg Dig"

Døden og Djævelen!

lae mig være! Peer! jeg har

her noget at tage vare, som ikke rager Dig."

„Megen Fornøjelse!" svarte jeg, sprang op ad Trappen og ind til Apothekerens, og fik mig en Bitter, De veed, for jeg kjendte baade ham og hans Provisor, og de var virkelig begge to ligesaa flinke Folk, som dem, der er der nu.

"Om Forladelse! jeg kommer fra det, jeg egentlig vilde fortælle det var jeg maae gjøre Dem opmærksom paa, at Valdbykonerne, dengang ikke som nu,``vare etablerede omkring Springvandet altsaa ligeudfor Apotheket sad disse huslige Madmødre; og blandt disse fik jeg Die paa een, hvis Dine sigtede paa denne her- Provisor vil jeg kalde ham, da han saae forud" fra Apotheket jeg kan just iffe fi'e, hun var smuk, hun var som Folk er fleest, og noget tilaars; hun kunde følgelig for sin egen Person ikke saa stærkt tiltale ham; seer De: der maatte stikke andet under denne Ocularcorrespondance.

Jeg har altid været overordentlig videbegjærlig: jeg gik derover, henad Nygade, drejede faa tilhøjre, og slentrede nedad Valdbyparaden. Jeg inspicerede, men fandt ikke noget videre mærkeligt, før jeg kommer til Enden af Ræffen.

Den næstsidste i samme var ikke saa føer som de andre; hun sad og ludede med hovedet, og ragede i Æggekurven med den ene Haand jeg blev forbauset, for simple Bønderfruentimmer, skal jeg si'e Dem, har ikke saa fine, hvide, nydelige Hænder; og saa var det meget natyrligt, at jeg gjerne vilde see det tilsvarende Ansigt.

Jeg fik det at see, men jeg forfiffrer Dem helligen paa: denne overordentlige Skjønhed i Valdbydragt forbaufede mig ligesaameget, som den fortryllede mig. For ikke at vorde fafttryllet, flygtede jeg, dog ikke længer end til den nominelle Provisor. Han havde en egen Maade at

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VI.

17

smile paa, naar han var stjelmft, for faa trak den venstre Mundkrog sig højere op, end den højre; og saa si'er jeg ogsaa lidt skjelmst: „faaer Du nu din Risus sardonicus ?"

tyv.

,,Saae Du noget?" fi'er han.

"

„Æg og Høns" fi'er jeg tørt, og -"
Dg?"

"En Kylling."

„Náa?“

„En to tre fire fem ser syv, Fanden være Hønse,

Fanden maae troe dig, Peer," fi'er han; „men min Kylling laer du være at plukke kom med! saa stal jeg kagle Dig noget for."

Han kastede et Kys paa Fingeren over til Kyllingen, tog mig under Armen, vi vendte os, og gik ud af Vesterport.

Vi var langt derudenfor, inden det behagede ham at lukke fin Mund op, og naar man skal vente forlænge, faa bli'er man gnadrig, De veed; det blev jeg natyrligviis, og fi'er til ham: det var et morsomt Eventyr. -" Hvad for et?" fi'er han.

Ah! Ursäkta! Jeg tænkte saameget, at jeg glemte fjender Du Løberød?"

Nei."

"Du har maaskee ikke nogensinde besøgt det svenske

Danmark?..

"Hør!" fi'er jeg, Du begynder med Geographie; jeg havde ventet Historie."

„Hys! Du tier og hører. Seer Du: ovenpaa Loberød Slot hæver sig en Altan, jeg hævede mig igjen paa