Jeg var i Begreb med at forlade mit eensomme Hvilested, da et uventet Syn holdt mig tilbage.

En hvidlokket, krumbøjet Olding kom langtsomt stag= grende frem. I sin Højre holdt han en Stav, med hvilken han ideligt følte sig for; ved den Venstre blev han ledet af en lille Dreng paa en fem eller ser Aar. I Sanddalen tæt norden for mig standsede de.

„Er vi her nu, Terkil?" sagde Manden.

"Ja Oldfa'er! svarte den Lille.

Ved dennes Hjælp satte den Gamle sig ned med Anfigtet mod mig og Solen, tog Staven med begge Hænder, og stillede den som en Stiver under sin stjæggede Hage. Purken gav sig til at samle Smaaftene, og opftablede dem i sammenhængende Firkanter.

Efter nogen Taushed spurgte Oldingen: „Er Du her? hvad bestiller Du?"

"Bygger Huse, Oldfa'er!" svarte Drengen.

Byg! mit Barn! - tænkte jeg vi Gamle bygge ogsaa i Sand.

Lidt efter sagde den Blinde: "Hvor er din Moder?"

Jeg slog mine Djne til den Side, fra hvilken de vare komne. En velklædt Bondeqvinde, med et smukt, men dlegt Ansigt, ilede i let og hurtig Gang hen imod de Andre. Paa Skulderen bar hun en Spade.

Saasnart hun blev mig vaer, stod hun stille, stak Spaden i Sandet, og fatte begge Baghænder paa Hofterne. Et sælsomt Smiil spillede om hendes Mund; hun plirede med Øjnene, nikkede fortroligt til mig, som om vi vare gamle Bekjendte, og begyndte derpaa at synge i lystig Tone og med en stingrende Stemme:

"De unge Karle de ere saa falft', ja falsk udaf Hjertens Grund, "De love os Kjerlighed med Haand og med Mund,

"Men det kommer Fanden ik' af Hjertens Grund,

Hejomdik, Hejomdik, kom Faldera !« *)

Ved Omqvædet gjorde hun et Hop, og slog ud med Armene.

Den Blinde sukkede, og sagde vranten: „Herre Gud! den grimme Vise synger Du altid. Jørgen narrede Dig jo slet ikke; det veed Du vel."

Ved disse Ord gik den unge Qvindes rædsomme Lys stighed pludselig over til det dybeste Sørgmod; hendes Hænder faldt magtesløse ned med Kroppen; det skjønne blege Ansigt bøjede sig til Siden, og et tungt Suk hævede Barm og Skuldre.

"Ja det er fandt, Oldfa'er!" klynkede hun; nu vil jeg da see, om han er her."

Herpaa greb hun Spaden, og begyndte ivrigt at grave i Sandet.

Men snart holdt hun igjen op dermed, hvilede Hæn derne paa Grebet, rystede med Hovedet, og sagde: "Han er her ikke nej nej! Mahanster **) har nok snakket for ham, og loffet ham med sig jo! vi fjende dem nok."

Her rettede hun sig rast i Vejret, og sang i sin for

rige Tone, og med samme stjelmske Mine:

"De unge Karle, dem elske vi højt, ja højt udaf Hjertens Grund.

"Men hvad kan det hjælpe, vi elske dem?

"Naar de rejse bort, de komme aldrig meer igjen.

"Hejomdit, Hejomdik, kom Faldera!"

Den lille Knøs, som neppe endnu vidste, hvad Van

*) Jydsk Bondevise.
**) Maren Hansdatter.

vid var, sang Omqvædet med, idet han med barnlig Overgivenhed sparkede fine Steenbygninger overende. Men Oldingen skjulte Ansigtet i Hænderne, og under dem dryppede hans Taarer i Sandet. Jeg sad som fængslet til mit Sted. Jeg havde ikke Hjerte til at spørge. Alligevel fil jeg snart en Opløsning, som jeg bagefter næsten for: trød at have søgt.

Den Vanvittige slængte Spaden igjen over Skulderen, og gik bort syngende:

"Derfor bær saa mangen den blegeste Kind for fin allerkiereste Ven. "Men Skam sku' di faae! ja Skam sku di faac,

"Som lokker en Anden fin Kjereste fraa, "Hejomdik, Hejomdik, kom Faldera!"

Da hun var borte, foldede den gamle Mand Hæn derne over de stjælvende Knæe, og vendte Ansigtet op mod den Himmel, han ikke mere saae, men hvorfra selv den Blinde henter Lys for sin Sjæl og Haab for sit fummerfulde Hjerte.

Efter at have fuldendt sin tause Bøn, sagde han: "Kom Tertil! kom og fys din Oldfa'er!"

Drengen lagde begge fine smaa Hænder paa hans, og kyste ham. Den Gamle rejste sig ved Barnets Hjelp, og Begge vandrede langsomt bort, ligesom de vare fomne. Jeg vendte mig i dyb Bevægelse mod Havet. aldrende Kone gik nede ved Havbredden med sin Vidiekurv paa Ryggen *).

En

Jeg faldte ad hende. Hun kom og hilste mig med et: "Gudsfred og Goddag!"

*) I denne samle Aldrende og Fattige Rav, Træftykker og hvað Andet, det graadige Hav igjen giver fra fig.

Jeg sagde hende, hvad jeg havde feet. Hun satte Kurven fra sig, sig selv ved Siden, og fortalte:

"

han

Den blinde Mand, det er den gamle Terkil veed ikke selv, hvor gammel han er, men han er vist hen over de fem Snese. Gud see til os allesammen! han har engang været en god Mand, og havt Penge paa Rente. Han boede der derhenne i Kanten af hiin store Mile har hans Huus ligget. Men Flyvesandet tog først hans Mark, og saa maatte han flytte længere ind, og begynde forfra paa bar Bund. Ja lille Fa'er! hvor I ellers er fra Østerboere veed kun lidt af, hvad vi her maae doje: vi trænges baade af Sandet og af Vandet hist ude, hvor nu Skibene gaae, der gif min Vugge." — (Nu vidste jeg, at jeg dog ikke havde taget fejl af mit forrige Herberges Beliggenhed, og at min fordums giæftfrie Vert endnu levede i blind og fattig Alderdom). Men den vanvittige Pige

spurgte jeg videre

-

"er det hans Hun hører ham for den

-- "

fee

eller hvad hun er -" Datter? eller

-"

Sag slet ikke til, led Svaret for mange Aar siden strandede her engang et Skib; alle Folkene druknede faanærsom et Svøbelsebarn, der fejlede iland i sin Vugge. See! det er justement gale Marri, som I saae her for lidt siden. Terfils tog hende til sig som deres egen og hun trivedes godt, og vorte op, og blev til et knøvt Folk. Terkils havde to Børn skal I vide en Datter, som var gift, men er nu død for mange Aar siden uden Arvinger, og en Søn, som ogsaa er død; men dengang var han levende, og gift, og havde en eneste Dreng, og ingen flere Børn. Denne her Dreng og Marie, da de blev store, saa blev de Kjerester. Forældrene syntes iffe noget om det, for hun havde jo ikke Andet end de Vuggeklæder, hun kom fejlende i. Men

hvordan det nu gik og ikke gik, saa kom de unge Folk hverandre for nær, og hun fik et Barn ved ham

det

var den lille Pojk, I saae her. Saa vilde hans Forældre ikke længere have hende i huset med hendes Unge, som iffe saa sært var. Gamle Terkil vilde endda beholdt dem; men han raadede ikke længer for Stedet; det havde han opgivet til Sønnen; og den gamle Kone var død den Gang." Som jeg nu skulde fortælle: saa fik Terkil og Jørgen saadan hed Kjeresten vor Mand til at tage mod baade Moder og Barn. Men det fortrød jeg tidt, for der var hverken Nattero eller Dagro.

-

Det er

en Ulykkes Pine aldrig at være glad sige de for et Mundheld og stakkels Marie! hun sukkede og gav sig, og flæbede tidlig og fildig; og Ungen peeb med, for jeg skal svare Jer til: Maries Dine gav mere Vand end hendes Bryster gav Melk. Ja hun har mangen god Time ligget paa fine Knæe over Vuggen, og roffet den, og fungen og grædt paa een Gang. Naar Barnet saa var tysset, smed hun sig i Klæderne tværs over Sengen, og bad saa almindeligt til Vorherre, at han dog vilte lose op for dem begge to. Jørgen kom rigtignok saa tidt han kunde, og saae til hende, og gav hende Penge, og trøstede hende. Det kunde ikke hjelpe. Jørgen! sagde hun Jørgen! Du maae ikke sætte Splid imellem Dig kom alligevel; han vilde

Sommetider sagde

tidt og mange Gange til ham komme her mere! hvorfor skal jeg og dine Forældre? Men Jørgen ikke forlade hende paa nogen Maade. hun til mig: Kirsten!" sagde hun, druknet med mine Forældre! Jeg er en Fremmed og en Udlænding i denne syndige Verden. Aa var det iffe

for den, der ligger"

nok hvad hun meente.

"

Gud give jeg havde