Billeder på siden
PDF
ePub

Jeg var i Begreb med at forlade mit eensomme Hviles sted, da et uventet Syn holdt mig tilbage.

En hvidloffet, frumbojet Diding fom langtsomt staggrende frem. 3 sin Højre holdt han en Stav, med hvilfen ban ideligt følte fig for; ved den Venstre blev han ledet af en lille Dreng paa en fem eller ser Aar. Sandda: len tæt norden for mig standsede de.

,,Er vi her nu, Terfit?" sagde Manden.
3a Didfa'er! svarte den lille.

Ved denned Hjælp satte den Gamle fig ned med Ans sigtet mod mig og Solen, tog Staven men begge Hænder, og stillede den som en Stiver under fin ffjæggebe Hage. Purfen gav fig til at samle Smaaftene, og opftablebe dem i sammenhængende Fiirfanter.

Efter nogen Taushed fpurgte Oldingen: „Er Du ber? hvad bestiller Du?..

.. Bygger Huse, Didfa'er !" svarte Drengen.

Byg! mit Barn! - tænkte jeg – vi Gamle bygge ogfaa i Sand.

Lidt efter fagde den Blinde: Hvor er bin Moder? „Nu kommer hun,“ svarte den unge.

Jeg slog mine Dine til den Side, fra hvilfen de vare fomne. En velflædt Bondeqvinde, med et smukt, men blegt Ansigt, ilede i let og hurtig Gang hen imod de Andre. Paa Skulderen bar hun en Spade.

Saasnart hun blev mig vaer, stod hun ftille, ftat Spaden i Sandet, og fatte begge Baghænder paa Hofterne. Et fælfomt Smil spillede om bendes Mund; bun plirebe med Dinene, niffede fortroligt til mig, som om vi vare gamle Befjendte, og begyndte derpaa at synge i lystig Tone og med en ffingrende Stemme:

De unge Karle de ere saa falft', ja falsk udaf Hjertens Grund,
De love of Kjerlighed med saand og med Mund,
" Men det kommer Fanden ik' af Hjertens Grund,
Hejomdit, Hecomdit, fom Faldera!, *)

Bed Omqvædet gjorde hun et Hop, og flog ud med Armene.

Den Blinde fuffede, og fagde vranten: Herre Gud! den grimme Vise fynger Du altid. Jørgen narrede Dig jo slet ikke ; det veed Du vel.

Veb disse Ord git den unge Qvindes rædsomme lys ftighed pludselig over til det dybeste Sørgmod; hendes Hænder faldt magtesløse ned med Kroppen; det skjønne blege Ansigt bøjede sig til Siden, og et tungt Suf bævede Barm og Skuldre.

„Ja det er fandt, Didfa'er!“ klynkede hun; vnu vil jeg da see, om han er her..

Herpaa greb hun Spaden, og begyndte ivrigt at grave i Sandet.

Men snart holdt hun igjen op dermed, hvilede Hæn: derne paa Grebet, rystede med Hovedet, og sagde: "Han er her iffe - nej nej! Mahanster **) har nok snaffet for ham, og loffet ham med sig - jo! vi fjende dem nof...

Her rettede hun sig rast i Vejret, og sang i sin forrige Tone, og med samme ffjelmsfe Mine: De unge Karle, dem erffe vi højt, ja højt udaf Hjertens Grund. , Men hvad kan det hjælpe, vi cifte dem? Naar de rejse bort, de komme aldrig meer igjen. Hejomdit, Sejombit, tom Faldera!..

Den lille Knøs, som neppe endnu vidste, hvad Van:

*) Sydfi Bondevise. **) Maren Hansdatter.

vid var, fang Omqvædet med, idet han med barnlig Dver: givenhed sparkede fine Steenbygninger overende. Men Didingen ftjulte Ansigtet i Hænderne, og under dem dryp: pede hans Taarer i Sandet. Jeg sad som fængslet til mit Sted. Jeg havde itfe Hjerte til at spørge. Alligevel fil jeg snart en Dpløsning, som jeg bagefter næsten for: trød at have søgt.

Den Vanvittige flængte Spaden igjen over Skulderen, og gik bort fyngende:

Derfor bær saa mangen den blegeste Kind for fin allertierefte Ven.
, Men Skam sku' di faae! ja Skam fku di faae,
Som lokker en anden sin Kjereste fraa,
Hejomdit, Hejomvik, fom Faldera !..

Da hun var borte, foldede den gamle Mand Hæn: derne over de stjælvende Knæe, og vendte Ansigtet op mod den Himmel, han ikke mere faae, men hvorfra felv den Blinde henter Lys for fin Sjæl og Haab for fit fummers fulde Hierte.

Efter at have fuldendt sin tause Bøn, sagde han: Rom Terfil ! fom og fys din Oldfa'er !"

Drengen lagde begge sine (maa Hænder paa hans, og fyfte ham. Den Gamle rejste sig ved Barnets Hjelp, og Begge vandrede langsomt bort, ligesom de vare fomne.

Jeg vendte mig i dyb Bevægelse mod Havet. En aldrende Kone gik nede ved Havbredden med sin Vidiekurv paa Ryggen *).

Jeg faldte at hende. Hun fom og bilste mig med et: Gudsfred og Gobbag!"

*) 3 denne samle Aldrende og fattige Rav, Træstykker og hvad

Andet, det graadige Hav igjen giver fra fig.

Jeg fagde hende, hvad jeg havde feet. Hun satte Kurven fra fig, sig selv ved Siden, og fortalte:

„Den blinde Mand, det er den gamle Terfil ban veed iffe selv, hvor gammel han er, men han er vist hen over de fem Snese. Gud fee til os allesammen! han har engang været en god Mand, og havt Penge paa Rente. Han boede der derbenne i Ranten af hin ftore Mile bar hans Huus ligget. Men Flyvesandet tog først bans Marf, og faa maatte han flytte længere ind, og begynde forfra paa bar Bund. Ja lille Fa'er! hvor 3 ellers er fra - I Dsterboere veed fun lidt af, hvad vi her maae doje: vi trænges baade af Sandet og af Vandet fee bift ude, hvor nu Sfibene gaae, der gif min Vugge." —

(Nu vidste jeg, at jeg dog iffe havde taget fejl af mit forrige Herberges Beliggenhed, og at min fordums gjæftfrie Bert endnu levede i blind og fattig Alderdom).

„Men den vanvittige Pige eller hvad hun er spurgte jeg videre – mer det hans Datter? eller

Hun hører ham for den Sag slet ikke til, lød Svaret for mange Aar siden strandede her engang et Skib; alle Folfene druknede faanærfom et Svøbelsebarn, der sejlede iland i fin Vugge. See! det er justement gale Marri, fom 3 faae ber for lidt siden. Terfils tog bende til sig som deres egen og hun trivedes godt, og vorte op, og blev til et fnøvt Folf. Terfils havde to Børn

skal f vide en Datter, som var gift, men er nu død for mange dar siden uden Arvinger, og en Søn, som ogsaa er død; men dengang var han levende, og gift, og havde en eneste Dreng, og ingen flere børn. Denne her Dreng og Marie, da de blev ftore, faa blev de Kjerefter. For: ældrene syntes ikke noget om det, for hun havde jo iffe Andet end de Vuggeklæder, hun kom sejlende i. Men

Det er

hvordan det nu git og ikke gif, faa fom de unge Folk
hverandre for nær, og hun fik et Barn ved ham - det
var den lille Pojf, I saae ber. Saa vilde hans forældre
iffe længere have hende i Huset med hendes Unge, som
iffe faa fært var. Gamle Terfil vilde endda beholdt dem;
men ban raabede ikke længer for Stebet; det havde han
opgivet til Sønnen; og den gamle Kone var ded den
Gang." Som jeg nu ffulde fortælle: faa fik Tertil og
Jørgen saadan hed Rjereften vor Mand til at
tage mod baade Moder og Barn. Men det fortrød jeg
tidt, for der var hverken Nattero eller Dagro.
en Ulykkes Pine aldrig at være glad sige de for et
Mundheld og staffels Marie! bun sukkede og gav sig,
og flæbede tidlig og fildig; og Ungen peeb med, for jeg
skal svare Jer til: Maries Dine gav mere Vand end
bendes Bryster gav Melf. 3a hun har mangen god Time
ligget paa fine knæe over Vuggen, og roffet den, og
fungen og grædt paa een Gang. Naar Barnet saa var
tysset, (med hun sig i Klæderne tværs over Sengen, og
bad saa almindeligt til Borberre, at han dog vilte lose
op for dem begge to. Førgen kom rigtignok saa tidt han
kunde, og saae til hende, og gav hende Penge, og trøstede
hende. Det kunde iffe hjelpe. Jørgen! fagde hun
tidt og mange Gange til ham — Førgen! Du maae iffe
fomme her mere! hvorfor skal jeg sætte Splid imellem Dig
og dine Forældre?. Men Jørgen kom alligevel; han vilde
iffe forlade hende paa nogen Maade. - Sommetider sagde
hun til mig: „Kirsten!" sagde hun, „Gud give jeg havde
druknet med mine forældre! Jeg er en fremmed og en
Udlænding i denne syndige Berden. Aa var det iffe
for den, der ligger“ - Mere sagde hun iffe; men jeg vidste
nof hvad hun meente. I det samme Godlav lagde

[ocr errors][ocr errors]
« ForrigeFortsæt »